Vi er nået til april, og medlemmerne i Fiberklub Uld og Luksus får deres måneds-pakker. De fleste pakker er nået frem i dag, så nu er det på tide at vise april-farven frem. Den hedder “Hybenrose” og er mest i grønlige og olivenbrunlige farver, men også med lidt rødt, orange og pink.
Inspirationsbilledet til aprilfarven “Hybenrose”
De, der er med i Fiberklub Uld, får “Hybenrose” på en aldeles dejlig shetlandsuld. Denne sending shetlandsuld (for der er forskel på partier) er rigtig nem at spinde og virkelig blød og lækker. Så glæd jer til at spinde den! Luksus-klubmedlemmerne får en fletning af 70% BFL (Bluefaced Leicester) og 30% kidmohair. Denne blend tager dybt og intenst imod farverne, og har en flot glans. Blød og blank.
“Hybenrose” på shetlandsuld “Hybenrose” på BFL/kidmohair
Thomas har som sædvanligt været flittig og har spundet og strikket prøver af månedens farve. Garn og strikkeprøve ses herunder i lidt forskellige belysninger ..
Thomas’ spinde- og strikkeprøver af “Hybenrose”, på shetlandsuld
“Hybenrose” er første sending ud af 3 i Fiberklubberne for 2. kvartal. 3. kvartal (juli-august-september) er åben for tilmeldinger – og det er 4. kvartal i øvrigt også 🙂
Hvis du nu sidder og fortryder at du ikke nåede at tilmelde dig 2. kvartal og synes at der er liiidt rigelig lang tid til 3. kvartals fiber-lækkerier kommer ud, så har du muligheden for at tilmelde dig for blot 1 måned. Hvis du tilmelder dig inden d. 20. april kan du således komme med i maj måneds klub. Husk også, at klubmedlemmer til enhver tid kan bestille mere af deres klubfarver, mens ikke-medlemmer må vente 6 måneder før en klubfarve bliver frigivet og dermed kan købes af alle.
Jeg ønsker god spinde/strikkelyst til alle i denne tid. Hvor er det dog en fantastisk ting at vi har vores fiber- og håndarbejdsinteresser at fordybe os i! Pas på jer selv og hinanden ..
En form for kalender, i det mindste. Faktisk er det en slags dagbogs-vævning, som jeg vil fortælle lidt om.
Inde på Ravelry er der en billedvævnings-gruppe, Tapestry Weaving, og i begyndelsen af 2014 (ja, det er længe siden … ) koblede jeg mig på en “tråd” med temaet Tapestry Diary weave-along 2014. Man kunne væve sin “dagbog” på hvilken som helst måde man havde lyst til: et lille stykke hver dag, hver uge, eller på anden vis. Jeg besluttede at jeg ville væve en måned ad gangen. 12 måneder, 12 sektioner og 12 farver. Januar skulle være lilla, februar blåviolet, marts blå, april blågrøn o.s.v., hele farvehjulet igennem.
Det gik meget fint i begyndelsen. Min trend er 50 cm bred og har 2 tråde pr. cm, så det er en vævning der er ret “grov” i strukturen. Jeg vævede januar ’14-sektionen med et skønsomt udvalg af lilla garner – alt muligt mellem hinanden: strikkegarn, rester af det ene og det andet, plantefarvet og håndspundet. Motivet for januar var to løbere på en sti og en medalje formet som en flaske (et minde fra et Dr. Nielsen Vinter-hyggemarathon, som jeg løb den måned).
Begyndelsen på min “Tapestry Diary”
Det gik pænt hurtigt, og da det hele kun var tænkt som en trænings-vævning var der ikke nogen særlig præstationsangst over det – og jeg vævede bare derudaf og håbede at lære noget undervejs ..
Udover at det gik lidt hurtigt var det fede ved at væve lidt “groft” at der var store muligheder for at blande farver i garndunterne. For det meste brugte jeg 3-4 tråde sammen, og det gav mulighed for at mikse mange nuancer.
Februar blev en blåviolet (og hvid) vintergæk. Jeg gik til opgaven med blomsten med en lille smule ærefrygt, men det gik forbavsende smertefrit at væve så det nogenlunde kom til at ligne. Jeg tænker at det skyldes mit omhyggelige forarbejde med at få lavet en ordentlig arbejdstegning. Sådan en er guld værd!
Januar og februar. Sektionerne adskilles af en konturlinje i soumak-vævning.
Da jeg nåede marts ville jeg væve tern. Jeg ville afprøve en af de teknikker der findes til at væve lodrette linjer.
Det gik også meget godt, men så gik jeg pludselig i stå.. April kom jeg rent vævemæssigt aldrig i gang med, og så gik der ligesom et års tid.
Et helt år. Og pludselig fik jeg lyst til at fortsætte med projektet! Det var i slutningen af april (2015) at jeg kom til at tænke på at det egentlig var lidt pinligt sådan at være et helt år bagud. Og så begyndte det at krible lidt i vævefingrene!
April ’15 blev teknisk nemme abstrakte former med buede konturer. I blå-grønne nuancer. Jeg vævede helt frit, uden en egentlig arbejdstegning. Og således godt i gang kunne jeg passende fortsætte med maj. Grønne farver til en grøn måned, og mit motiv er et udsnit af nogle koncentriske cirkler. Jeg træner lidt “hachures”, en teknik hvorpå man blander farverne i vævningen ved at væve skiftevis med den ene og den anden farve.
Cirka halvdelen af maj er nu vævet.
De dér hachures ved jeg ikke lige helt hvor godt det går med .. Men jeg træner!
Nu her mens jeg arbejder med grønne maj tænker jeg allerede lidt på junis motiv. Farverne bliver gulgrønne, og jeg er ret sikker på at jeg har en del passende plantefarvede garner liggende i netop de rigtige nuancer. Motivet, tænker jeg, skal nok være sådan lidt sporty ..
Min Tapestry Diary har virkelig mange fejl. Man kan f.eks tydeligt se at kanten ikke er helt lige – det trækker lidt ind i april-sektionen – men jeg håber at det kommer til at arte sig nogenlunde når jeg engang om mange måneder klipper ned og ruller 12 måneder i spektrum-farver af stofbommen. Det bliver så spændende, og forhåbentlig vil dette projekt medvirke til at jeg bliver en teknisk bedre væver.
Spindeprojekterne (oh, de er mange!) skrider roligt fremad, alt imens jeg også strikker lidt på en nederdel. Det er en venindenederdel, og jeg strikker den sammen med Elisabeth. Modellen er fra Interweave Knits winter 2010, og den hedder “Isobel”. Vi laver den begge i sort Malabrigo Silky Merino, og jeg er rimelig sikker på at Elisabeth bliver først færdig med den silkebløde sorte sag. Det går nemlig ret langsomt for mig at strikke linningen med lutter drejede masker, og desuden har jeg alt for meget i gang til kunne give mig helt hen til et enkelt projekt.
Min billedvæv lokker nemlig også igen. Jeg satte sidste januar (altså i 2014) gang i en vævet kalender/dagbog, inspireret af denne tapestry-gruppe inde på Ravelry. Jeg valgte at væve et billedtæppe opdelt i årets 12 måneder, med en farve for hver måned. Januar blev lilla, februar blev blåviolet og marts blå. Og sådan skulle det gå videre derudaf, gennem hele året og hele farveskalaen! Imidlertid gik jeg i stå lige efter at jeg blev færdig med marts, og blågrønne april blev aldrig vævet .. Forleden kom jeg så til at kigge / tænke på væven igen og besluttede så at få vævet den april-sektion inden det lige om lidt bliver maj! Så nu er jeg godt halvvejs med april, kun et år bagud ..
Motivet for april er vist desværre ikke specielt inspireret: Blot for at komme i gang igen valgte jeg at væve (teknisk helt ukomplicerede) buede former i de forskellige blågrønne farver, adskilt af en diskret kontur.
Men det er jo fedt at sidde ved billedvæven igen! Jeg elsker bare når arbejdet flyder, fingrene arbejder hurtigt og nærmest automatisk med trendtråde, islæts-sommerfugle og gobelingaffel, og formerne stille og roligt bygges op. Det er et meget tilfredsstillende og nærmest meditativt arbejde.
Billedvævning
Spinde-bestillingsopgaven får en del opmærksomhed, naturligvis. Jeg har nu fået farvet fibrene til den anden tråd: merino/silke i farven “Ikaros”, og jeg spinder den tråd på en anden af mine Bosworth-tene, nemlig Lignum Vitae-tenen med valnøddeskaft. Den er så smuk i sine brungrønne farver – nok den smukkeste Bossie jeg har!
Bossie Mini Lignum Vitae spinder merino/silke i farven “Ikaros”
Men jeg har fået en spindeskade, tror jeg! Der er en muskel i højre side af ryggen/siden som hurtigt kommer til at gøre ondt når jeg spinder. Ikke godt. Det er nok lidt overanstrengelse.
På farve-fronten kan jeg melde at maj måneds “Farve på Fiber” er klar! Der kommer naturligvis ikke billeder af farveholdningen endnu – først på fredag. Indtil da: Nyd foråret, fibrene, farverne og de søde små lam på markerne ..
Der er gang i indtil flere spindeprojekter for tiden, og jeg vil fortælle lidt om 3 af dem (ja, der er flere .. ). Først vil jeg dog lige vise månedens farve på fiber, der denne måned hedder “Jungle” og er en gradient der går fra to røde nuancer over grå til tre grønne farver i den anden ende. Sådan her ser det ud:
Jeg har farvet på 3 forskellige fiberbaser som jeg plejer. Det er merino (den fine på 21 my), BFL/kidmohair og luksusblandingen PolPaca (polwarth og sort babyalpaca).
Se mere (priser og så’n) her i webshoppen.
Spindeprojekterne har sneget sig lidt ind på mig .. Her op til sidste weekends spindekursus (kamgarn / kartegarn) forberedte jeg mig bl.a ved at lave noget kartegarn på min skønne Aaes russer-ten, og siden fik jeg lyst til at spinde noget mere på den ten. Den er så dejlig at arbejde med! Så jeg fandt et fiberbånd frem i farven “Kastanje”, som jeg begyndte at spinde fra folden, naturligvis med den lange bagudrettede fiberudtrækning.
“Kastanje / Chestnut”. Fibrene er BFL/kidmohair.
“Kastanjen” skal nok tvindes med en rest shetlandsuld jeg har liggende – men det er ikke helt besluttet endnu!
Så er der et projekt mere der foregår på støttet ten, og det er faktisk et gammelt projekt – det sprang lige ud af posen og i skødet på mig! Tenen er en tibetaner fra IST. Hvor polwarthulden er fra fortaber sig lidt i det uvisse, men det er i hvert fald ikke mig selv der har farvet det.
Polwarth-bolde og tibetansk håndten.
Blødt, lækkert og nemt at spinde “langdrag” er det, og farverne er rigtig fine. Jeg ville egentlig ønske jeg havde farvet det .. 😉 Hvad det skal tvindes med har jeg endnu ikke besluttet.
Og her kommer så mit seneste spindeprojekt – og det største af dem. Det er en bestillingsopgave på ca 400 gram 2-trådet garn til en sweater. Faktisk har jeg spundet et tilsvarende garn tidligere, og men det er forlængst solgt til anden side. Kunden (hende, der har bestilt nu) er dog ret vild med det og vil gerne have noget magen til.
Garnets to tråde bliver hhv. falklandsuld i farve “Rhodos” og merino/silke i farve “Ikaros”. Jeg er gået i krig med “Rhodos”:
Det bliver et langtidsprojekt, men et fornøjeligt et af slagsen! Det er dejligt at spinde sådan et særligt garn på håndten, og her har jeg valgt en Bosworth Midi i træsorten “Swiss Pear” som redskab.
Den anden farve, “Ikaros”, farver jeg i morgen.
English Summary:
The April colourway is called “Jungle” and is available on 3 fibre bases: merino (21 micron), BFL/kidmohair and PolPaca.
I am working on 3 different spinning projekts these days: BFL/kidmohair in colourway “Chestnut” on a russian supported spindle. Also some polwarth wool (in a colourway that is not mine and which I don’t remember the origin of) on another supported spindle, a tibetan. Last, but not least, a custom order of 400 grams 2-ply yarn in colourways “Rhodos” and “Icarus”. Using a lovely Bosworth spindle for that job.