Udgivet i Skriv en kommentar

TdF-optakt og UFO-status

Tour de Fleece 2024

I morgen, lørdag d. 29/6, starter Tour’en – og den tour jeg har i tankerne er naturligvis Tour de Fleece, spindernes årlige fest-samspind, der tilfældigvis afholdes samtidig med et kendt cykelløb af næsten samme navn ..

Verden over har håndspindere forberedt sig til TdF 2024: Fibre i rå mængder er indkøbt, sorteret, teset, kartet, farvet, kæmmet, dizzet og i det hele taget preppet til den store spinde-Tour .. Rokkene er efterset og smurt, håndtene linet op ved start-stregen .. Vi er bare klar!
Til vores TdF er der ingen konkurrence og ingen regler – i hvert fald kun dem, man laver selv. Det handler først og fremmest om at hygge sig med sin fiber-hobby og at spinde noget garn. For nogle spindere handler det måske om at nå at spinde en vis mængde, et vist antal meter, afprøve en ny teknik, ny fiber, færdiggøre noget eller noget helt andet. For de fleste af os er det følelsen af samhørighed der tæller, at være fælles om dette event og at dele med hinanden, på sociale medier eller “in real life”.

Tour de Fleece arrangeres på rigtig mange måder verden over. Her i Danmark kan man f.eks deltage i “Virtuel Aften-tour”, hvis man er medlem af Spindeforeningen, og også i foreningens FB-gruppe.
Man kan også deltage i min gruppe på Ravelry. Der har jeg oprettet en TdF-tråd, og det er for alle interesserede – så velkommen derovre, uanset erfarings- eller ambitionsniveau .. Husk, det er ren spindehygge og kun for sjov 🙂

Jeg er klar til Tour’en med 3 projekter.
Det første er en Polwarth/rose/cashmere-fletning i TdF-farven “Firenze Fiesta”. Dvs. det er en testfarvning, så den er en lille-bitte smule anderledes end den “rigtige” ..

Projekt 1: PRC-luksusblend i “Firenze Fiesta”

Som billedet nok antyder, vil jeg spinde denne 100-grams fletning på håndten. Den viste håndten er en Bosworth Mini i Spalted Maple. Den og 2 andre bossier i samme vægtklasse vil jeg køre med. Garnet skal være 3-trådet, så jeg splitter fiberbåndet i 3 strimler. Jeg vil nemlig spinde det sådan, at de 2 tråde spindes fra samme ende og den 3. tråd spindes fra modsatte ende. Et “op-op-ned-garn” kunne man vel kalde det.

Projekt nr. 2 er også en af årets TdF-farver, men “Firenze by Night”, på 180 g corriedale.

Projekt 2: Corriedale i “Firenze by Night”, til ART-Yarn

Denne portion corriedale vil jeg spinde tykt/tyndt på Majacraft Aura, for derefter at tvinde det sammen med tynde silkestrimler, som jeg river af noget håndfarvet silke. Det er en ny teknik for mig at tvinde med stofstrimler, så det er jeg rigtig spændt på!

Sidste projekt er jeg gået i gang med allerede (fortræning) .. På håndtenen nederst til højre i billedet har jeg spundet noget katteuld fra vores huskat Solo, og det er meningen, at det skal tvindes sammen med det garn jeg er i færd med at spinde af en fiberrulle, på den anden ten.
Jeg er spændt på om det overhovedet kan lade sig gøre. Solos uld er ret kort, og det har været umanerligt vanskeligt at spinde .. Min taktik bliver at lave en tvindebold af de to tråde, og så håbe på at fiberrulle-trådens styrke vil holde sammen på sagerne under tvindingen.

Projekt 3: fiberrulle og katteuld

UFO-opdatering

Jeg blev jo af jer, kære følgere på “Fibre i Farver”-podcasten, Instagram, Ravelry og FB, pålagt at få strikket min hengemte cardigan “Argiope” færdig. TAK for det! Det har været så godt at få gang i det projekt igen.
Jeg slog op til denne mønster-strikkede cardi for 4 år siden. Eget design, som faktisk ikke er helt færdigtegnet og på plads endnu – men det hjælper!

“Argiope” – arbejdet skrider fremad!

I løbet af ugen har jeg fået besluttet mig for et “all-over” mønster på øverste del af bullen. Som det ses anvender jeg mange farver i en slags gradient eller “shading” i det enkle, gentagne mønster.
Hullet midt i strikketøjet er ærmegabets start, og ovenover ses klippemaskerne. Jeg bruger 12 ekstra masker til opklipning, og i dette garn (Jamieson & Smith 2ply) er det så ikke nødvendigt at sy før opklipning.
Når bullen (forhåbentlig snart) er strikket færdig, klipper jeg op, og så skal der strikkes ærmer. Enten oppefra-op-ned, som jeg egentlig plejer, eller også prøver jeg at strikke ærmerne separat, nedefra, og enten sy dem ind på plads med usynlige maskesting, eller måske strikker jeg masker op i ærmehullet og strikker ærmet på samtidig med aflukning. Vi får se!
Dette UFO-projekt kører jo fint, men jeg er en smule bekymret over om det vil blive lidt tilsidesat fra i morgen, på grund af Tour’en .. I hvert fald er det vigtigt for mig at det ikke bliver syltet en gang til, så jeg håber at I derude vil holde mig fast på at “Argiope” skal have top-prioritet.

Lidt fra butikken

I denne uge har jeg ikke den store opdatering af håndfarvet fra Mikrofarveriet – til gengæld kommer der en hel del næste uge (opdatering er tirsdage kl 12, lige efter “Fibre i Farver”).
Men der er da lidt garn i farven “Flaske”:

“Flaske” er farvet på de 2 nye garner Silke Bouclé og Merino/hør, samt på Paseo Sock og Kidmohair/silke.
Husk, at jeg gerne modtager bestillinger på både håndfarvning af garner og spindefibre. Mine farve-paletter kan ses her.

Mht. spindefibre, så er der forsyninger på vej, og snart kan jeg igen farve på Merino 20 my, Polwarth og Corriedale. Der kommer også en ekstrafin merino på kun 18,5 my – den glæder jeg mig til at få fingrene i og hælde smukke farver på .. 😉

Det var alt for denne gang. Jeg ønsker jer alle en god og forhåbentlig kreativ weekend, og god til spinderne: god Tour de Fleece!

Udgivet i Skriv en kommentar

Tour de Fleece og lidt teknisk bøvl ..

Jeg har været ved at rode lidt med domæner og webadresse til bloggen her, således at det nu skulle fungere sådan at når man skriver adressen http://www.garngalleriet.dk , så kommer man til bloggen. Den gamle hjemmeside er altså nedlagt.

Der har været lidt bøvl .. Men det fungerer (vistnok) nu! Bortset fra min mail (birthe@garngalleriet.dk), som bare ikke virker, så det må jeg have kigget lidt på. Min anden mail, birthepry@gmail.com, kan indtil videre bruges i stedet for.

Og så er det jo blevet sommertid og dermed Tour de Fleece-tid! Ovre på Ravelry er TdF en stor årlig tilbagevendende begivenhed, og der er mange spinde-hold tilmeldt hvert år.
I år er vi et fint hold fra gruppen Danske Spindere, og nu, hvor vi begynder på 4. etape, er der allerede god gang i rok og håndtene rundt omkring, og der bliver vist fotos og beskrevet daglige fremskridt.

Jeg deltager med dette projekt:

Spundet på Bosworth-håndtene
Spundet på Bosworth-håndtene

Jeg har vist det før. Det er jo bestillingsopgaven på 400 gram tyndt garn i farverne “Ikaros” og “Rhodos”. Og det går fint fremad med det. Jeg er langt over halvvejs!
Derudover er det også ugentlige udfordringer indlagt. Denne uge udfordrer til spinding af tyndt garn, eller hurtig spinding. Til den opgave har jeg fundet følgende frem:

Spin it thin!
Spin it thin!

En ultra-let håndten, kun 12 gram vejer den. Det er en Cascade Tiger.
Fibrene er 9 gram hvid cashmere-down og 6 gram brun cashmere-top. Det fineste af det fine.
Planen er så at jeg vil sætte tiden til en time og så spinde så hutigt og tyndt som det er mig muligt. Når timen er gået kan jeg veje hvor mange gram jeg har spundet, og senere hen kan jeg også udregne løbelængde på garnet.

Alle interesserede spindere skal være velkomne til at deltage på Danske Spinderes Tour de Fleece-hold 2015. Man deltager i sit eget tempo, og der er ingen krav om at man skal spinde hver dag, eller poste billeder til gruppen. Ingen krav overhovedet, faktisk. Tilmelding kan ske her, og det er bare for sjov 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Sommerhygge med spind, strik og solfarvning

I går kunne man for 10. år i træk fejre World Wide Knit In Public Day. Det er en verdensomspændende event der handler om at man strikker udenfor, hvor andre folk har mulighed for at komme hen og se, snakke og spørge.
Jeg har ikke været med alle årene, men der har da været WWKIP-arrangementer på Ry Havn, i Stationshaven og sidste år var det ved Gl. Rye Mølle. Rigtig hyggeligt!
I år holdt jeg Strik-Ude lige udenfor min butik på Horsensvej 46 i Gl. Rye.

WWKIP-dag hos GarnGalleriet :-)
WWKIP-dag hos GarnGalleriet 🙂

Selv om vi kun var 6 strikkere/spindere var det rigtig hyggeligt. Der var rigeligt med kage og andet guf, og vejret holdt nogenlunde tørt på trods af en dyster og våd vejrudsigt. Der blev strikket og spundet ..

Mette spainder merino/cashmere i fuld fart!
Mette spinder merino/cashmere i fuld fart!

IMG_7414
Bodil strikker en sommerbluse

IMG_7416
Marianes smukke håndspunde garn bliver her til et ærme.

IMG_7417
Gerda strikker en “klud” – til husholdningsbrug.

IMG_7418
– og Elisabeth spinder på sin Them-ten.

Jeg selv strikkede lidt på nederdelen (den samme strikker Elisabeth også, og hun er nået noget længere end jeg er) i det sorte Malabrigo Silky Merino, men det fik jeg jo ikke taget billeder af ..
En rigtig dejlig eftermiddag var det. Gerda vandt den meget svære strikke-quiz og løb af med præmien, der bestod af to bundter BFL-Steps strømpegarn – velfortjent, synes jeg! 😉
Se forresten lige hvad Gerda i øvrigt kunne fremvise:
IMG_7408
En helt fantastisk lille Golding håndten med søde katte. Mon ikke de sidder og spinder?
Jeg sidder også og spinder. Eller står. Og jeg sidder og tvinder. Nu er jeg nemlig ved at være halvvejs med bestillingsopgaven på 400 gram tyndt 2-trådet luksusgarn. Her ses projektet sådan lidt i flere stadier:

IMG_7433
Falklandsuld i farven “Rhodos” (turkis) skal tvindes med merino/silke i “Ikaros”-farven.

På strikkefronten handler det mest om “Patchwork” – Isager-blusen, som jeg købte kit til i Saltum i maj. Jeg er færdig med bagstykket og kører frejdigt videre med forstykket. Det bliver fint!

IMG_7434
“Patchwork” er stribede firkanter i neverkont-teknik

Og mens jeg hygger i sofaen med strikketøj og ved rokken med tvindearbejdet, hygger de to solfarvningsglas sig ude på terrassen. Jo, der har da været nogle solvarme dage, og i dag (på 10. dagen) ser mine glas med sorte tulipaner og strømpegarn sådan her ud:
Solfarvning, dag 10. Sorte tulipaner, alun/vinstenbejdse og BFL-Steps i begge glas.
Solfarvning, dag 10. Sorte tulipaner, alun/vinstenbejdse og BFL-Steps i begge glas.

Jeg tænker at glassene får lov til at stå mindst en uge mere i det skiftende sommervejr.

Apropos sommer, så er der jo snart Tour de Fleece igen! For dem, der ikke er bekendt med denne event, kan jeg fortælle at navnet er afledt af et berømt etapecykelløb, men at Tour de Fleece ikke handler om at spinne cykelhjul, men naturligvis om at spinne rokkehjulet (og/eller håndtenen)!.
Det hele foregår ovre på Ravelry, og det er bare for sjov! Mette, som jeg er i Spindeforening sammen med, og som også var med til WWKIP i går, og jeg har sammen oprettet et Tour de Fleece-hold for danske spindere. Som sagt, det er bare for sjov og for hyggens skyld, så hvis det lyder som noget for dig så tjek det ud her:
Danske Spindere, og gå ind og meld dig til i tråden om Tour de Fleece 2015. 🙂

Men husk også at komme ud i den virkelige verden – f.eks på en dejlig cykeltur i det grønne! Her er lige et glimt fra formiddagens mountainbike-tur, hvor vi (4 MTB-damer fra Gl. Rye) besteg udsigtspunktet Møgelkol. Her er der en fantastisk udsigt over Mossø og over til Gl. Rye på den modsatte side:

Møgelkol i Dørup Skov.
Møgelkol i Dørup Skov.