Udgivet i Skriv en kommentar

Novemberfarven i Fiberklubberne

Roxanne

Jeg havde denne gang lyst til at lave noget gradient-agtigt, og udgangspunkterne til novemberfarven fandt jeg i disse to billeder.

En graduering fra mørk rødviolet i den ene ende af fiberbåndet til lys rødviolet i den anden – og så med strejf af gult og orangerødt, sådan lidt over det hele. Disse strejf får helt forskellig udseende alt efter om det er i den mørke eller lyse del af gradienten.

Farven har jeg kaldt “Roxanne”, efter dahlia-blomsten, der hedder Batum Roxanne.
Sådan her ser farven ud på fibrene til medlemmerne i Fiberklub Uld:

“Roxanne” på Ekstrafin Shetlandsuld

Ulden er noget helt særligt! En shetlandsuld af de fineste fibre, hovedsaligt fra fårenes skulder- og brystparti, hvor den bedste og blødeste uld normalt sidder. Fibrene er naturligvis kæmmet for at sikre at kun de fineste fibre er med. Ekstrafin Shetland er en ny fiber-base for mig, men absolut en jeg vil have i sortimentet også fremover. Når man mærker på ulden tror man ikke at det er shetlandsuld – de fleste gætter på noget i retning af merino, ramboulliet og polwarth. Blød, let og luftig.
Ekstrafin Shetland er nem at spinde til en tynd, blød og elastisk tråd – meget velegnet til al slags blød beklædning, og absolut en uld man kan have direkte på kroppen.

Til medlemmerne i Fiberklub Luksus valgte jeg denne gang en blanding af 70% fin merino og 30% hvid cashmere. Blød, blød luksus, der naturligvis er absolut kradsefri og meget velegnet til f.eks fine halsedisser, sjaler, lette toppe eller lignende. Den ser sådan her ud:

“Roxanne” på Merino/cashmere

Som sædvanlig har Thomas haft travlt ved rokken og med strikkepindene. Hans garn- og strikkeprøver ses her, smukke og veludførte. Jeg ønsker mig allerede en bluse i “Roxanne”-gradient!

Som sædvanlig kan Fiberklubmedlemmerne bestille mere “Roxanne” når som helst de ønsker det, men ikke-medlemmer må væbne sig med tålmodighed indtil farven bliver frigivet om 6 måneder.
Den klubfarve, der bliver frigivet nu, hedder “Ørn” og var månedens farveholdning i maj .. Find den i shoppen!

Hvis du ønsker at være med i enten Fiberklub Uld, hvor man i 3 måneder modtager et 200 grams uldhjul, eller Fiberklub Luksus, hvor det er 3 måneder modtager en 100 grams luksus-fletning, kan du læse mere og bestille til næste kvartal her.
God spindefornøjelse! 🙂

“Roxanne”

Udgivet i Skriv en kommentar

December-farven og lidt om fiber-ruller

Jeg kan ikke huske hvor på Nettet jeg fandt billedet der skulle blive forlægget til Fiberklubbens decemberfarve. Men jeg var ikke det mindste i tvivl da jeg så det! Perfekte farver til en gradient, så jeg snuppede stille og roligt billedet og lagde det i min inspirationsmappe ..
Det ser sådan her ud:

 Skovbunds-inspiration

Fibrene vil jeg ikke vise jer endnu .. De bliver sendt ud i landet i morgen, de smukke uldhjul til Fiberklub Uld og luksusfiber-fletningerne til Fiberklub Luksus.
Jeg håber I bliver glade for jeres december-pakker! Jeg synes i hvert fald selv at farverne er blevet meget fine .. 🙂

Der er mulighed for at være med i en af fiberklubberne i næste kvartal, dvs. januar/februar/marts 2019. Læs nærmere og køb medlemsskab her. (Psst: det er også en fin julegaveidé til en ven, der elsker fibre og farver ..)

Andet fiberrigt:
For et lille stykke tid siden fik jeg lyst til at præparere noget spindefiber på kartepladen (også kaldet et blending board). De lækre fiber-ruller er en fryd for øjet, og så er de så dejlige at spinde .. Nemme at håndtere og kontrollere når man spinder på håndten.
Jeg blendede ca. 80 gram fibre af forskellig slags og i mange farver. Merino og andet uld, bambus, cashmere og lidt glimmer-stads, og så gik jeg ellers i gang med spindingen på en af mine Bosworth-tene, en Red Cedar Midi.

Fibre på kartepladen

Fiber-ruller – lige til at spinde! 🙂

Spind! – På Bossie Red Cedar Midi, som jeg elsker at arbejde med

Tvinding på Ribe-rokken

80 gram 2-trådet garn til vask

Garnet hænger til tørre nu .. Det blev til 80 gram og 324 meter. Det giver en løbelængde på 4050 m/kg, så det passer ca. til pind 2,5 – 3 mm.
Når det bliver tørt, og jeg har fået taget nogle fornuftige billeder i dagslys, kommer det til salg i shoppen.

Udgivet i Skriv en kommentar

Tour de Fleece og lidt teknisk bøvl ..

Jeg har været ved at rode lidt med domæner og webadresse til bloggen her, således at det nu skulle fungere sådan at når man skriver adressen http://www.garngalleriet.dk , så kommer man til bloggen. Den gamle hjemmeside er altså nedlagt.

Der har været lidt bøvl .. Men det fungerer (vistnok) nu! Bortset fra min mail (birthe@garngalleriet.dk), som bare ikke virker, så det må jeg have kigget lidt på. Min anden mail, birthepry@gmail.com, kan indtil videre bruges i stedet for.

Og så er det jo blevet sommertid og dermed Tour de Fleece-tid! Ovre på Ravelry er TdF en stor årlig tilbagevendende begivenhed, og der er mange spinde-hold tilmeldt hvert år.
I år er vi et fint hold fra gruppen Danske Spindere, og nu, hvor vi begynder på 4. etape, er der allerede god gang i rok og håndtene rundt omkring, og der bliver vist fotos og beskrevet daglige fremskridt.

Jeg deltager med dette projekt:

Spundet på Bosworth-håndtene
Spundet på Bosworth-håndtene

Jeg har vist det før. Det er jo bestillingsopgaven på 400 gram tyndt garn i farverne “Ikaros” og “Rhodos”. Og det går fint fremad med det. Jeg er langt over halvvejs!
Derudover er det også ugentlige udfordringer indlagt. Denne uge udfordrer til spinding af tyndt garn, eller hurtig spinding. Til den opgave har jeg fundet følgende frem:

Spin it thin!
Spin it thin!

En ultra-let håndten, kun 12 gram vejer den. Det er en Cascade Tiger.
Fibrene er 9 gram hvid cashmere-down og 6 gram brun cashmere-top. Det fineste af det fine.
Planen er så at jeg vil sætte tiden til en time og så spinde så hutigt og tyndt som det er mig muligt. Når timen er gået kan jeg veje hvor mange gram jeg har spundet, og senere hen kan jeg også udregne løbelængde på garnet.

Alle interesserede spindere skal være velkomne til at deltage på Danske Spinderes Tour de Fleece-hold 2015. Man deltager i sit eget tempo, og der er ingen krav om at man skal spinde hver dag, eller poste billeder til gruppen. Ingen krav overhovedet, faktisk. Tilmelding kan ske her, og det er bare for sjov 🙂