Udgivet i Skriv en kommentar

Projekter og gulerødder

Som sædvanligt har jeg mange projekter i gang på samme tid. Jeg er for længst holdt op med at have dårlig samvittighed over det, og har med tiden lært at acceptere at det er sådan jeg arbejder bedst. Og mange har det som mig, ved jeg – det trøster mig lidt og det er jo altid godt at have “lidelsesfæller” .. 🙂
Dog mister jeg af og til overblikket, og glemmer hvad og hvor meget jeg lige har gang i. Det er et dårligt tegn, synes jeg – og ikke særlig praktisk. Så jeg er begyndt at organisere det lidt. Hver måned laver jeg en strikke-Top 3 og en spinde-ditto. De består af de 3 igangværende projekter jeg helst vil/skal have færdig – og når det sådan står sort på hvidt er der langt større sandsynlighed for at jeg i virkeligheden får gjort noget ved det. I teorien, altså.
Nedenunder Top 3’erne skriver jeg hvad jeg godt kunne tænke mig at begynde på i takt med at der bliver plads til det. Det er et udmærket gulerods-system, som giver en slags belønning i form af et nyt, spændende projekt når der er sat flueben ved noget på Top 3-listen.

Faktisk er det en form for Bullet Journal. De fleste har sikkert hørt om fænomenet, der bedst kan beskrives som en kombineret kalender, to-do liste, dag- og skitsebog – alt efter ens behov.
I min journal (der er ganske enkel og består af en notesbog i A5-størrelse) har jeg, udover mine Top 3’er og gulerødderne, også en måneds- og en ugekalender, min træningsplan samt sider med noter til de enkelte projekter jeg har gang i.

Min strikke-Top 3 i januar ser sådan ud:
– Monda-trøjen (den er halvfærdig)
– Tones sweater (den er ikke halvfærdig ..)
– Addit-sweater #2 (ikke påbegyndt)

Og her er kæden så allerede hoppet godt og grundigt af! Ingen af delene har jeg nemlig givet opmærksomhed i denne måned – endnu. Til gengæld er jeg startet på noget nede fra “gulerodsbunken”, nemlig en kortærmet cardi i mit nye garn, Merino/cashmere Lace.

“Wray”-cardigan strikkes oppefra.

Jeg er ikke kommet særlig langt. Garnet er helt vildt tyndt (600 meter pr 50 gram) og her i starten foregår det på pind 3 mm. Men det bliver fint, synes jeg!
Modellen hedder “Wray” og er en gratisopskrift, som jeg har fundet på Ravelry. Opskriften angiver garnforbruget til under 1200 meter i min størrelse – det er jo perfekt!
Da jeg jo strikker med håndfarvet garn er der lidt forskel på de to bundter – selvom de er farvet i samme parti. Sådan er det jo med håndfarvet .. For at udligne forskellen og for at undgå at der kommer en brat og uskøn overgang et sted midtpå, har jeg valgt at strikke med begge nøgler på en gang. Skiftevis, selvfølgelig. 1 pind med hvert nøgle, sådan at jeg strikker 2 pinde fra retsiden (først nøgle A, så tilbage til start og strikke med nøgle B) og 2 pinde fra vrangsiden (samme: først A, så B). Det fungerer rigtig fint og giver et smukt farvespil, men det har også givet lidt udfordringer i forhold til udtagningspinde, som jeg tilfældigvis kom til på en vrangpind. Her har jeg “fiflet” lidt med opskriften for at undgå at skulle strikke nye masker drejet vrang op i lænkerne efter hver 3. maske ..

Garnet er som sagt mit relativt nye Merino/cashmere Lace 24/2, 600 meter pr 50 gram. Se det i shoppen 🙂

Merino/cashmere Lace til Wray-cardigan

I kan nok forstå, at jeg jo bliver nødt til at strikke en fin ting i mit nye garn, ikke? Så må Top 3 vente lidt .. Men Addit-sweater #2 skal jeg altså også i gang med. Garnet er netop farvet og klar ..

BFL/alpaca i røde, pink og brændte orangebrune nuancer. Den matchende kidmohair/silke er også klar.

Den anden hitliste, nemlig spinde-Top 3, går det lidt mere planmæssigt med. Den hedder:
– Nældens Takvinge (projekt med spinding af 600 g til en sweater)
– Magnolia-garn
– Det med angora (400 gram kartebatts med angora i. Til en flor-let sweater)

Magnolia-garnet er jeg færdig med! Det er et håndtens-projekt, påbegyndt for næsten et år siden. Jeg har nærmest udelukkende spundet på det uden for hjemmet. Håndtenen er jo så nem at have med, så det har været et rigtig fint “ud-af-huset”-projekt.

Fibrene er diverse (uld, silke, alpaca, babykamel), men alt i farveholdningen “Magnolia”. Jeg arrangerede farverne så alle 8 bolde, hver på ca. 25 gram, havde samme farveforløb. Derved kom farverne til at matche i tvindingen, og jeg har fire ca. 50-grams bundter med ens farveforløb.
Løbelængden er 5000 m/kg. I alt er der 210 gram og 1050 meter. Garnet er til salg – se det i shoppen.

Efter færdiggørelsen af Magnolia-garnet hev jeg en dejlig gulerod op: En test-spinding af en ny farve, som bliver præsenteret til FiberFest i Ry d. 9. marts. Jeg spinder og tvinder garnet på Ashford Elizabeth-rokken, som jeg skrev lidt om for nogle dage siden.

Test af en ny farveholdning, her på naturbroget merino. Denne farveholdning, og et par stykker mere, bliver præsenteret til FiberFest i Ry til marts.

Jeg spinder jo også “Tigermis-garn“, forresten. Det er faktisk det jeg primært spinder nu, da det jo er en bestilling.

Ellers er der jo mange goodies at fiske op fra gulerodsbunken. På listen over ønske-projekter er f.eks en sweater i patent i kidmohair/silke, et sjal i Thomas’ håndspundne garn i “Citronsommerfugl”-farven, at spinde en af mine egne gradient-sæt, spinde noget ART-Yarn og at strikke en lækker Fair Isle til Thomas.
Så sådan ligger håndarbejds-landet her i skovkanten! Til februar ser det måske anderledes ud. Lister og planer skal jo blot tages som et udgangspunkt – nye idéer og behov kan opstå, og alt kan ændres! .. 😉

Skriv et svar