Udgivet i Skriv en kommentar

Tour de Fleece ’19

Nogle af jer har måske hørt om en sportsbegivenhed med en stor flok mænd, der i farvestrålende og tætsiddende tøj cykler rundt i Frankrig i løbet af 3 stegende hede uger i juli. Ja, nemlig: det er jo Le Tour de France. Det er meget spændende at følge med i, men endnu mere interessant er det at være med i noget selv ..

Derfor har Ravelry.com (verdens bedste sociale medie for strikkere, hæklere, vævere og spindere) for snart mange år siden (10-ish) opfundet den strålende, fantastiske og inkluderende spinde-begivenhed Tour de Fleece.
Tour de Fleece “køres” i samme tidsrum som cykelløbet – men det køres af håndspindere over hele verden, uden krav, kun for sjov og med plads til alle!
Kort fortalt går Tour de Fleece ud på at man tilmelder sig et eller flere teams – der er både Ravelrys officielle teams og en masse Wildcard-teams, som brugerne selv skaber.
Reglerne er enkle: der er ingen! Der er ingen krav om at man skal spinde og vise frem hver dag, men der er mulighed for det. Ingen vindere og tabere, men nogle teams har lodtrækningspræmier. Det handler kort sagt om at hygge sig med spinderiet og få en fest ud af det, i samspil med det eller de hold man har tilmeldt sig.

Spindeforeningens Ravelry-gruppe har et team i år. Vi er 12 “ryttere”, men er åbne for flere. Mange ser TdF som en kærkommen lejlighed til at få spundet et større projekt eller måske komme igennem noget, der er lidt vanskeligt / op ad bakke. Andre er blot med med lidt hygge-spind og synes det er inspirerende at følge lidt med i holdkammeraternes projekter.

Mine egne Tour-projekter omfatter “Tigermis”-garnet,Tusindårsfalken” og “Vandnymfe“.

100 g “Vandnymfe” på Polwarth/silke. Tenen er en Moosie fra Bosworth.
Tejer af Maine Coon katteuld (Tigermis) og hvid uld, til at spinde “Tigermis”-garn af på Ribe-rokken.
“Tusindårsfalken” på Naturbroget Merino. Spindes på Elizabeth-rokken.

Thomas er også med på holdet. Han har også flere Tour-projekter i spil, eksempelvis “Skovbund” på shetlandsuld, Det Blå Projekt og 3-trådet kæmmet “Queen Amidala“.

“Skovbund” på Naturbroget shetlandsuld
Det Blå Projekt. Noget af det ..
Kæmning af “Queen Amidala”-fibre. Ekstrafin Merino.

Her i huset sætter vi lidt en ære i at spinde – lidt eller meget – til hver eneste etape. For mit vedkommende har jeg udnævnt “Tigermis”-garnet til at være mit bjergetape-projekt, da det virkelig er op ad bakke for mig at spinde noget uden farver på .. Og jeg vil rigtig gerne være færdig med det. Nu. “Vandnymfe”-projektet er anderledes lokkende, og jeg nyder virkelig at spinde farverne på Moosie-håndtenen. En fornøjelse – lige ud ad landevejen med vinden i ryggen! “Tusindårsfalken” har jeg ikke fundet frem endnu – det bliver på de senere etaper.

Der trampes i “pedalen” i en af de skønne udendørs etaper ..
“Vandnymfe”, som jeg opdeler i 6 farver og spinder hver for sig. Hækletøjet er et test af mit helt nye garn, Corriedale Twist, i farven “Amarant”.

Som sagt er det superhyggeligt og meget inspirerende at følge med i hold-kammeraternes spinderier. Mange spoler bliver efterhånden fyldt med smukt, farvestrålende silke, dejligt naturfarvet Såne, turkisfarvet Suffolk og meget andet smukt garn. Der går jo også nemt lidt sport i det, og ekstra underholdende er det, når folks updates bliver skrevet lidt i “tour-jargon”.
Og hvis man spørger hvem der kører i den gule førertrøje, kan jeg kun svare: Det gør alle, der er med 🙂

Skriv et svar