The small scarf named “Sandkås” is now available in 2 languages: Danish and English.
Very easy to make and a pleasure to wear .. Enjoy!
It can be found on Ravelry – or use the download button below.


Jeg har hele to færdige ting at vise frem. En vævet og en strikket.
Først den søde Sommerboblekjole (designet af Ninapetrina.no ), som jeg har strikket til lille Klara. Det er størrelse 2 år, og bærestykkets regnbuestriber (det er jo en hel lille pride-kjole, faktisk ..) er af håndspundne rester. Resten af kjolen er strikket af forårsgrøn Pirkkalanka. Pind 3 er brugt hele vejen. Dejligt projekt, og tak til Nina for at jeg måtte teststrikke 🙂
Og så har jeg færdiggjort et vævet tørklæde/sjal. 🙂 Se flere billeder på Ravelry-projektsiden her.
Dette smukke, unikke sjal kommer til salg i webshoppen senere i dag.
– Og jeg er i fuld gang med at planlægge nye væveprojekter! 🙂
De går sørme hurtigt, sådan et par uger! Heldigvis har det været 2 dejlige ferieuger, fyldt med energikrævende og -givende naturoplevelser i det danske landskab. Jeg holder meget af at holde ferie i Danmark. Det er et pragtfuldt land!
Alle mine feriefotos vil jeg skåne jer blog-læsere for, men hvis man har lyst til at se lidt på den dejlige natur på en af vores små-øer, Endelave, så vil jeg anbefale at følge @garngal ovre på Instagram.com 🙂
Tour de Fleece er også forbi! Jeg synes det har været en rigtig god og produktiv Tour i år. “Rhodos/Ikaros”-garnet, som jeg havde til opgave at spinde for en kunde, blev jeg færdig med, og derudover spandt jeg en del shetlandsuld beregnet til tvebinding.
Sådan noget tvebindingsgarn er jo lidt specielt, idet det skal spindes og tvindes modsat, altså S-spindes og Z-tvindes.
Jeg har lækre, varme og praktisk taget vindtætte vanter og pulsvarmere i tankerne ..
Og hverdagen banker på igen. Det gør nu ikke så meget, for jeg elsker min dagligdag! De kreative udfordringer, pasning af butikken, farvningen af lækre fibre og ikke mindst interaktionen med kunder og venner – online og IRL.
Nye projekter er på banen: I dag er jeg gået i gang med at researche og lægge planer omkring vævning af en babyvikle, efter forespørgsel fra en potentiel kunde. En babyvikle er et langt stykke stof (godt 4 meter) som man bærer sit lille barn i tæt til kroppen, og det skal naturligvis være både smukt, blødt, solidt og praktisk.
Jeg har allerede lavet væveseddel, faktisk, så nu mangler jeg kun et “go!” fra Karen, så går jeg i gang med trenden.
Men væven er ikke tom, så det arbejder jeg på nu. Jeg væver et tørklæde, 38 cm bredt, af et enkelt bundt Serenade i multifarver.
Trenden har jeg lagt op sådan at farverne passer ud for hinanden, tråd for tråd, og i den færdige vævning skulle det gerne give en ikat-agtig effekt. Islættet er neutralt, tyndt kamgarn i en lys brunlig farve, for at det ikke skal dominere. Det er jo trenden der er det interessante i dette projekt.
Ud over at vælge en neutral islæts-farve har jeg også pillet ved andre parametre: Islætstætheden er meget mindre end trendtætheden, og garnet er også tyndere. Så alt i alt skulle det lys-brune islæt gerne træde lidt i baggrunden i det færdige tørklæde. Det bliver spændende at se!
Strikketøj? Jo, sommerboblekjolen (design: Ninapetrina) til lille Klara er næsten færdig!
Bærestykket er rester af håndspundet (fra sweateren “Twilight in Lerwick”) og de lækre grønne farve er Pirkkalanka 8/2-uldgarn. Jeg håber Klara kan passe den .. 🙂