Jeg er glad for nu at kunne frigive mønsteret på mit nye sjal: “Ryhule”



Sjalet er strikket i mit håndfarvede strømpegarn, BFL-Steps, men tilsvarende garner kan naturligvis også bruges. Der er brugt 2 hovedfarver og en lille rest kontrastfarve til kanten foroven. Farverne, som jeg har brugt, er “Månesten” og “Sort Tulipan” til selve sjalet, og en smule “Bøgeblade” til kanten.

Sjalet er dejlig stort, ca. 2 meter langt og knap en halv meter hvor det er bredest. Det er asymmetrisk, strikket fra spids til spids. Det består af 5 forskellige sektioner, og det gør at det aldrig bliver kedeligt at strikke det – for lige om lidt sker der noget nyt! Sjalet er formet sådan at det ligger godt om skuldrene – det falder ikke lige ned når man går og er i gang med diverse.

Opskriften er på dansk (kommer senere på engelsk også) og kan købes ovre på Ravelry via dette link:
Jeg har haft hjælp til at afprøve opskriften fra en håndfuld dygtige teststrikkere, så den skulle være tip-top i orden og uden fejl! 😉
Se deres flotte Ryhule-sjaler her:
Kæmpe TAK til jer for jeres gode hjælp, jeres feedback og også tak fordi jeg må “låne” jeres skønne fotos her 🙂
Jeg håber at få lejlighed til at se flere smukke Ryhule-versioner i den nærmeste fremtid! Det vil være fint at linke til mønsteret på Ravelry, hvis man er med derovre (og det er man da!), så jeg kan følge lidt med .. Og ellers vil jeg gerne se billeder på FaceBook-siden eller på Instagram. Brug hashtagget #ryhulesjal og/eller #garngalleriet .
Næste opgave i forbindelse med dette design bliver at skrive opskriften på engelsk, samt få det strikke-testet af nogle engelsksprogede strikkere – jeg har allerede fået flere opfordringer til det, så det er bare med at komme i gang! Og så har jeg helt ærligt en lille-bitte trang til liiige at strikke det en gang til ..
