Udgivet i 2 kommentarer

Lidt om Corriedale-uld

Selvom jeg har haft Corriedale som base længe efterhånden, og har farvet på denne fiber mange gange, er det først nu jeg prøver at spinde den.
Og det er virkelig en lækker spindefiber!! Det har Thomas jo sagt masser af gange, men først nu erfarer jeg det altså selv. Corriedale indgår i et helt nyt spindeprojekt – men mere om det lidt senere. Først lidt info om denne fabelagtige uldtype ..

Corriedale-får

Corriedale er fremavlet i New Zealand og Australien i slutningen af 1800-tallet, baseret på Merino og Lincoln (og lidt Leicester). Ulden på Corriedalefåret beskrives i “The Fleece And Fiber Sourcebook” som medium-blød, langfibret og ret glansfuld. Veldefinerede krusninger, hvilket bevirker at ulden har god fylde og elastisitet.
Hvad finheden angår kan der angiveligt være store variationer, fra 20 og helt op til 35 my. Det meste af den corriedaleuld der sælges som spindefibre ligger dog i omegnen af 25 – 30 my, hvilket er en medium finhed.
Det meste corriedale-uld på markedet er hvidt, men der kan også findes farvet (gråt) uld. Den hvide uld tager farve fremragende – og giver dybe og intense farver.

Det er en uldtype, der er særdeles nem at spinde. Thomas siger, at det nærmest spinder sig selv .. Og nu kan jeg jo give ham ret .. I hvert fald er fibrene i de kæmmede tops, som jeg farver på, meget nemme at “drafte” i spindingen – fibrene glider uden problemer og giver en blød, glat og let blank tråd.

Thomas’ spinding af corriedale-uld i farven “Valmue”
1-trådet corriedalegarn, “Valmue”
2-trådet corriedalegarn, “Valmue”. 500 m / 100 g

Thomas’ projekt med “Valmue”-garnet er ikke færdigt endnu – men der mangler ikke meget, og jeg glæder mig. Det skal nemlig blive til en sommerbluse til mig .. 🙂

Mit eget projekt, indeholdende en tredjedel corriedale, er helt nyt. Jeg begyndte tidligere på ugen og er selvsagt ikke nået særlig langt endnu.

Jeg vil lave et 3-trådet garn, med 1 tråd af hver farve/kvalitet. I alt får jeg 600 gram garn ud af det, så der bliver nok til et større strikkearbejde. Det var også på denne måde, jeg for et par år siden spandt garnet til “Monda”-cardiganen, som blev færdig sidste sommer. Opskriften på Monda kan forresten downloades her, ovre på Ravelry.

Som sagt er jeg lige startet på kombi-spindeprojektet, så jeg er ikke nået særlig langt. Men jeg satser på at have 1 bold af hver tråd/fiber klar til en prøve-tvinding i morgen ..

Inden jeg kaster mig over kombi-spindeprojektet igen vil jeg lige slutte af med at vise et par af de Corriedale-uldhjul, som for tiden er at finde i webshoppen:

“Tatooine” på Corriedale
“Månesten” på Corriedale
“Gypsy” på Corriedale
Udgivet i 1 kommentar

M – farver

Farveholdninger, der begynder med M:

Magnolia

Magnolia er en skøn forårsagtig farveholdning med lyserøde, lyseblå og grønne nuancer. Naturligvis inspireret af et blomstrende magnoliatræ.

Malurt

Malurt er en monokromatisk farveholdning, en lidt dunkel grågrøn.

Mariannes

Mariannes består af intense og kontrastrige farver: gule, røde, pink, aubergine, brune og sorte. Det er en af mine tidligste farverholdninger, og den kom til verden på bestilling af .. ja, rigtigt gættet: Marianne 🙂

Master Yoda

Master Yoda, Jedi-mesteren fra StarWars-filmene, inspirerede til denne farveholdning. Den er naturligvis en del af StarWars-kollektionen, der indtil videre tæller 7 farver.

Mon Petit Chou

Mon Petit Chou betyder “min lille kål” og er egentlig navnet på en rose .. Dejlige kolde røde og varme grønne samt lidt gråt og brunt. Klubfarve i februar ’14.

Monster

Monster er også en klubfarve, fra oktober ’14. Syregrønt, kraftig violet, græskar-orange og sort – en giftig cocktail! Inspireret af Hellowen ..

Musevikke

Musevikke er opkaldt efter den fine, violette grøftekants-blomst, som jeg kender så godt fra min barndom. En monokromatisk farve.

Mørk Fuchsia

Mørk Fuchsia er endnu en monokromatisk farveholdning. Dyb og mørk rødviolet.

Månesten

Månesten er en monokromatisk farveholdning – ret variabel i udtrykket. Lys aqua, lys lilla, lys grågrøn ..




Udgivet i Skriv en kommentar

Ryhule – et nyt sjal

Jeg er glad for nu at kunne frigive mønsteret på mit nye sjal: “Ryhule”

Ryhule-sjalet er ca 2 meter langt og 50 cm højt
Ryhule er strikket i BFL-Steps. Sjalet er ca 2 meter langt og 50 cm højt

Sjalet har en rigtig god pasform
Sjalet har en rigtig god pasform

God højde bagtil - dejlig lunt!
God højde bagtil – dejlig lunt!

Sjalet er strikket i mit håndfarvede strømpegarn, BFL-Steps, men tilsvarende garner kan naturligvis også bruges. Der er brugt 2 hovedfarver og en lille rest kontrastfarve til kanten foroven. Farverne, som jeg har brugt, er “Månesten” og “Sort Tulipan” til selve sjalet, og en smule “Bøgeblade” til kanten.

Strikkehygge med "Ryhule".
Strikkehygge med “Ryhule”.

Sjalet er dejlig stort, ca. 2 meter langt og knap en halv meter hvor det er bredest. Det er asymmetrisk, strikket fra spids til spids. Det består af 5 forskellige sektioner, og det gør at det aldrig bliver kedeligt at strikke det – for lige om lidt sker der noget nyt! Sjalet er formet sådan at det ligger godt om skuldrene – det falder ikke lige ned når man går og er i gang med diverse.

5 forskellige sektioner gør sjalet til et interessant og afvekslende strikketøj
5 forskellige sektioner gør sjalet til et interessant og afvekslende strikketøj

Opskriften er på dansk (kommer senere på engelsk også) og kan købes ovre på Ravelry via dette link:

Jeg har haft hjælp til at afprøve opskriften fra en håndfuld dygtige teststrikkere, så den skulle være tip-top i orden og uden fejl! 😉
Se deres flotte Ryhule-sjaler her:

Kæmpe TAK til jer for jeres gode hjælp, jeres feedback og også tak fordi jeg må “låne” jeres skønne fotos her 🙂
Jeg håber at få lejlighed til at se flere smukke Ryhule-versioner i den nærmeste fremtid! Det vil være fint at linke til mønsteret på Ravelry, hvis man er med derovre (og det er man da!), så jeg kan følge lidt med .. Og ellers vil jeg gerne se billeder på FaceBook-siden eller på Instagram. Brug hashtagget #ryhulesjal og/eller #garngalleriet .

Næste opgave i forbindelse med dette design bliver at skrive opskriften på engelsk, samt få det strikke-testet af nogle engelsksprogede strikkere – jeg har allerede fået flere opfordringer til det, så det er bare med at komme i gang! Og så har jeg helt ærligt en lille-bitte trang til liiige at strikke det en gang til ..

Et mere? Jeg har lyst til det .. :-)
Et mere? Jeg har lyst til det .. 🙂