Udgivet i Skriv en kommentar

Solfarvnings-resultater

I aftes tømte jeg solfarvning-glassene og hev dette op af suppedasen:

Fra venstre har vi en “sock blank” farvet i kruset skræppe plus granatæbleskaller. Nr. 2 er et bundt uld/alpaca farvet med birkeblade. Næste sock blank er farvet med kraprod og engbrandbæger, og ude til højre er et bundt uld/alpaca farvet med sort tulipan.
Glassene har stået en måned – se starten på det her.

Som altid er det farvningen med sort tulipan der umiddelbart er den mest interessante. Halvdelen af bundtet er en kølig grøn og resten er lilla og grå-olivengrønlig. Det er helt klart garnets placering øverst eller nederst i glasset der har haft betydning for farven, men om det skyldes temperatur, oxidering eller noget andet aner jeg virkelig ikke ..

Farvet i solen i en måned. Tørrede kronblade fra sorte tulipaner. Alun tilsat glasset ..

Hvis du er interesseret i at nørde lidt med solfarvning holder jeg til næste forår/sommer et par workshops om emnet. Workshoppen kræver ingen forudsætninger, praktisk taget intet udstyr – men blot lyst til at lege med farver og planter på en lidt anderledes – og langsom – måde ..
Se kursuskalenderen her.

Og så skal der sættes lidt nyt over i dag, tænker jeg. Vejrudsigten er jo perfekt til formålet ..

Udgivet i Skriv en kommentar

Solens og planternes kraft ..

Det er så hyggeligt at solfarve. Så enkelt. Så langsomt. Så naturligt og bæredygtigt.
Alt hvad man behøver er noget uld eller garn, en bunke planter, lidt alun og et stort sylteglas. Tid og solskin .. Jeg satte 4 glas over i begyndelsen af maj, og fordi det i den periode var så som så med solens varme fik det lov til at stå temmelig længe – faktisk helt til midsommer. Jeg tømte glassene d. 18. juni, og skulle i den forbindelse have været så fornuftig at bruge næseklemme .. Plantedelene var i fremskreden forrådnelse og stanken var fæl. Jeg tømte det hele ud på jorden og fiskede garnerne op i en spand vand. Efter nogle timer hængte jeg dem til tørre, stadig stinkbomber. Siden er de blevet vasket “rigtigt” og lugter nu helt godt ..

Fra venstre: Sock-blank og garner farvet med japansk pileurt, mælkebøtte, mirabelleblade og mørk stokrose

Det blev ikke de mest fantastiske farver, det må jeg indrømme. Stokroseblomsterne gav en ret spændende varieret farve med grålig lilla og grønlig grå. Sock-blank’en, der havde hygget sig sammen med japansk pileurt fik både rødlige og gullige partier, omend ret svagt i styrke – det må udforskes nærmere, og pileurten skal jo hugges ned alligevel. I øvrigt er japansk pileurt udmærket at spise. De nye skud er sprøde og syrlige. Gode rå i salater eller let stegt/grillet som tilbehør.
Men når farverne ikke ligefrem er fantastiske er det jo at man finder andre adjektiver frem: Spændende, f.eks. Og lovende, lærerigt, interessant og bæredygtigt .. Det, at plantefarvning (og i særdeleshed solfarvning) er så uforudsigeligt er jo en charme i sig selv. Hvad mon jeg får næste gang??

Start d. 23. juni

Næste hold er kørt i stilling. Fra venstre: Kruset skræppe og granatæbleskaller. Birk. Sort tulipan. Krap og engbrandbæger.
I dag ser det sådan her ud:

2. juli 19 – niende dag

Der er sket noget – det ses tydeligt. De varme og solrige dage i perioden har haft deres virkning. Nu har vi så nogle kølige dage, men jeg lader hele molevitten stå et stykke tid endnu og håber på at varmen kommer igen meget snart ..
Jeg må indrømme, at min tilgang til solfarvningen er ret tilfældig, uvidenskabelig og “loose”. Jeg ved godt at jeg nok kunne få hurtigere og/eller bedre resultater hvis jeg tog mig sammen til at bygge en sol-ovn. Og det kunne være interessant at føre log over temperaturen i glassene. I det hele tage ville en bedre notatføring være ønskværdig, også mht. mængden af plantemateriale og plukketidspunkt .. Men hey, jeg synes jo at det er hyggeligt på denne lidt afslappede måde! En kærkommen kontrast til min meget kontrollerede Lanasyn-farvning af fibre og garner.

Hvis du gerne vil prøve at lege med solfarvning holder jeg workshop om det til næste år. Jeg har to datoer, en i maj og en i juni. Se mere her.

Udgivet i Skriv en kommentar

S – farver

Farveholdninger med startbogstavet S. Dem er der mange af, og vi begynder med ..

Sailor

Sailor er en af de gode gamle monokromatiske – og helt klart en af kundernes favoritter! En dejlig mørk blå, der passer til det meste ..

Sandy

Sandy er en varm og farveglad palette, opkaldt efter Twisted Mother Sandy Sitzman (designer og medforfatter til Twisted Sisters Knit Sweaters), der beærede mit farveværksted et besøg engang for flere år siden. Hun forelskede sig i denne farve, der var helt ny og næsten tør, da hun puttede den i tasken og drog videre på sin Danmarks-rejse 🙂

Savoy

Savoy er en varm grøn monokromatisk farveholdning.

September

September har varme, bløde, lidt falmede farver: grønne, gule, røde, lilla.

Skifer

Skifer er en dejlig, anvendelig grå monokromatisk farve.

Skovbund

Skovbund er en af de seneste klubfarver, fra december ’18. Det er en farvegradient med mørk violet, brunt, grågrønt, gyldent, lys grønt og mosgrønt.

Skovskygger

Skovskygger har korte farveforløb i violette, gyldne, grønne og brune nuancer

Skumring

Skumring indeholder mange blålig/violette/lilla nuancer samt et par i den gule afdeling.

Smaragdsø

Smaragdsø er et festfyrværkeri af turkis, turkisblåt, turkisgrønt og smaragdgrønt.

Sommerhaven

Sommerhaven har varme, bløde nuancer af især gyldent, grønt og rødt.

Sort Tulipan

Sort Tulipan er en meget populær monokromatisk. Dyb, mørk rødviolet.

Stedmoder

Stedmoder er domineret af kølige violette, pink, blågrå og gule farver.

Strand

Strand er inspireret af vand og sand: blå og beigebrune farver.

Strå

Strå er en monokromatisk farve. Lys, støvet gulgrøn.

Alle mine farver kan jo bestilles på alle de fiberbaser, jeg arbejder med. det er blot at sende en mail eller besked, så finder vi ud af det!

Udgivet i 2 kommentarer

Garnnyhed på trapperne og højskole-spind

Mandag – tirsdag var jeg på besøg på Danmarks – og dermed verdens – ældste højskole: Rødding Højskole.

Jeg var dernede fordi jeg havde fået lov til at undervise et hold på Tekstil og Håndværk i håndspinding. Min gamle veninde Anja, som er den ene halvdel af forstanderparret Mads-og-Anja, tænkte heldigvis på mig, da hun skulle finde undervisere til det nyoprettede tekstilfag – hvilket jeg er meget glad for!

Lidt af Rødding Højskole (det er et stort sted!!) set inde fra Solgården, hvor tekstilfagene har til huse.

Min kursist-flok var ikke særlig stor: fire unge kvinder, topmotiverede og helt parate til at tilegne sig det ældgamle håndværk. Lidt af et drømmehold 🙂


Kurset var intensivt: Med start mandag middag, undervisning og spind hele eftermiddagen og aftenen, blot afbrudt af en frisk gåtur og aftensmadspause. Næste formiddag fortsatte vi arbejdet og sluttede tirsdag middag.

Elevernes primære opgave var at præsentere mindst et bundt færdigt garn inden jeg kørte hjem tirsdag middag, og det mål blev opfyldt af alle. De havde fået besked på ikke at bekymre sig om garnets udseende/jævnhed/farveharmoni, men blot koncentrere sig om at spinde sammenhængende tråd og at tvinde det til 2-trådet garn. Et par stykker nåede at spinde og tvinde to bundter. Det var motiverende for pigerne at se deres tekniske fremskridt fra bundt 1 -> bundt 2. Det var markant!

Jeg håber at de har fået lyst til at spinde videre. Jeg fortalte dem naturligvis at det blot vil tage dem 3 uger med 15 – 30 minutters spindetræning dagligt for at kunne spinde en tynd og jævn tråd. De var lidt skeptiske over den påstand, så jeg håber de tager udfordringen op og ser at det virkelig passer!

En garnnyhed!

En test-farvning og en strikkeprøve på mit nye, smukke garn: Silke/hør/alpaca. Fiberindholdet er 50% babyalpaca, 25% hør og 25% tussahsilke. Garnet løber 200 meter pr. 100 gram og passer fint til pind 4 mm – det er i hvert fald den, Thomas har brugt til strikkeprøven herunder.
Jeg har farvet prøven i farven “Sort Tulipan”, og er særdeles glad for resultatet. I hovedet kværner indtil flere idéer om sommer-sweaters og lækre kortærmede cardigans .. Enkle strikketeknikker for at fremhæve garnets smukke struktur – men måske også en lille snoning hist og pist ..

Silke/hør/alpaca-garn i farven “Sort Tulipan”
Prøve i glatstrikning på pind 4 mm. Der er 19 masker på 10 cm.

Garnet er ikke i shoppen endnu – men der begynder meget snart at dukke frisk-farvet Silke/hør/alpaca op, så hold øje med bloggen og Garngalleriet Mikrofarveris FB-side!
Prisen bliver kr. 175,- pr 100 gram håndfarvet garn.

Udgivet i Skriv en kommentar

Ryhule – et nyt sjal

Jeg er glad for nu at kunne frigive mønsteret på mit nye sjal: “Ryhule”

Ryhule-sjalet er ca 2 meter langt og 50 cm højt
Ryhule er strikket i BFL-Steps. Sjalet er ca 2 meter langt og 50 cm højt

Sjalet har en rigtig god pasform
Sjalet har en rigtig god pasform

God højde bagtil - dejlig lunt!
God højde bagtil – dejlig lunt!

Sjalet er strikket i mit håndfarvede strømpegarn, BFL-Steps, men tilsvarende garner kan naturligvis også bruges. Der er brugt 2 hovedfarver og en lille rest kontrastfarve til kanten foroven. Farverne, som jeg har brugt, er “Månesten” og “Sort Tulipan” til selve sjalet, og en smule “Bøgeblade” til kanten.

Strikkehygge med "Ryhule".
Strikkehygge med “Ryhule”.

Sjalet er dejlig stort, ca. 2 meter langt og knap en halv meter hvor det er bredest. Det er asymmetrisk, strikket fra spids til spids. Det består af 5 forskellige sektioner, og det gør at det aldrig bliver kedeligt at strikke det – for lige om lidt sker der noget nyt! Sjalet er formet sådan at det ligger godt om skuldrene – det falder ikke lige ned når man går og er i gang med diverse.

5 forskellige sektioner gør sjalet til et interessant og afvekslende strikketøj
5 forskellige sektioner gør sjalet til et interessant og afvekslende strikketøj

Opskriften er på dansk (kommer senere på engelsk også) og kan købes ovre på Ravelry via dette link:

Jeg har haft hjælp til at afprøve opskriften fra en håndfuld dygtige teststrikkere, så den skulle være tip-top i orden og uden fejl! 😉
Se deres flotte Ryhule-sjaler her:

Kæmpe TAK til jer for jeres gode hjælp, jeres feedback og også tak fordi jeg må “låne” jeres skønne fotos her 🙂
Jeg håber at få lejlighed til at se flere smukke Ryhule-versioner i den nærmeste fremtid! Det vil være fint at linke til mønsteret på Ravelry, hvis man er med derovre (og det er man da!), så jeg kan følge lidt med .. Og ellers vil jeg gerne se billeder på FaceBook-siden eller på Instagram. Brug hashtagget #ryhulesjal og/eller #garngalleriet .

Næste opgave i forbindelse med dette design bliver at skrive opskriften på engelsk, samt få det strikke-testet af nogle engelsksprogede strikkere – jeg har allerede fået flere opfordringer til det, så det er bare med at komme i gang! Og så har jeg helt ærligt en lille-bitte trang til liiige at strikke det en gang til ..

Et mere? Jeg har lyst til det .. :-)
Et mere? Jeg har lyst til det .. 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

ArtYarn og et sydamerikansk sjal

I lørdags holdt jeg for første – men sikkert ikke sidste – gang en heldagsworkshop med temaet ArtYarn.
ArtYarn – det er det, man også kalder designergarn eller effektgarn. Området er stort og garnerne forskelligartede, men i bund og grund er det garner, der er markant anderledes end “almindelige” garner enten på grunde af spinde/tvindeteknik eller på grund af anderledes spindematerialer. Ofte er det en glad og vild kombination af begge dele.
Jeg var meget spændt på dagen, for jeg var klar over at deltagerne kom med vidt forskellige forudsætninger og måske også havde ret individuelle ønsker og forventninger. Jeg tænkte, at det nok ville blive svært at stille alle 100 % tilfreds, så jeg endte med at strikke et program sammen som jeg selv ville have haft glæde af hvis jeg selv skulle have været på kursus da jeg var ArtYarn-newbie, og som ville dække både basale og mere specielle teknikker.

8 spændende, kreative, søde og dygtige spindepiger mødte op. I løbet af dagen udsatte jeg dem for spinding af bl.a. tykt/tyndt garn, corespinning, dobbeltboucle og tailspinning. Alle var meget hurtigte til at fange teknikkerne, og der blev spundet mange fantastiske, smukke og vilde ArtYarns!
Se selv et par fotos fra dagen her.

Flot, farverigt og vildt!
Flot, farverigt og vildt!

Ida Marie, Karen og Conny i dyb koncentration
Ida Marie, Karen og Conny i dyb koncentration

Tykke garner kan godt give rokken en "blodprop".
Tykke garner kan godt give rokken en “blodprop”.

Tailspundet garn
Tailspundet garn

Corespun og coiled
Corespun og coiled

Supercoils
Supercoils

Vildt og smukt!
Vildt og smukt!

Garn med stofstrimler, uld og guld.
Garn med stofstrimler, uld og guld.

Mettes dags-produktion.
Mettes dags-produktion.

Jeg håber alle de dygtige spindere er gået hjem med lidt ny viden og inspiration og et par spindeteknikker mere i bagagen.
Vi besluttede, før vi skiltes efter en intens spindedag, at oprette en gruppe på FaceBook for ArtYarn-spindere og wanna-be’s. Som sagt, så gjort. Gruppen hedder kort og godt “ArtYarn” og man kan tilmelde sig her.

Her, et par dage efter at støvet fra den vilde fiber-dans så småt har lagt sig, har jeg fundet stunder til at blive færdigt med et sjal i mit håndfarvede strømpegarn BFL-Steps.
Sjalet hedder “Jujuy” og der skulle bruges 3 farver. Jeg valgte BFL-Steps i farverne “Abrikos”, Amarant” og “Tort Tulipan” til mit Jujuy-sjal.

Her til morgen lukkede jeg de sidste af de frygtelig mange picot-kantmasker af, vaskede og lagde sjalet til tørre i den lune forårsblæst. Det var tørt et par timer efter, og jeg er yderst tilfreds med resultatet!

Katten Rosa keder sig vældigt, men jeg syntes det var vildt spændende at lukke de sidste masker af og "folde sjalet ud"
Katten Rosa fandt det søvndyssende, men jeg syntes det var vildt spændende at lukke de sidste masker af og “folde sjalet ud” i sin fulde størrelse

"Jujuy" er et stort og dejligt sjal
“Jujuy” er et stort og dejligt sjal

Sektioner i forskellige teknikker og farver gør "Jujuy" til et interessant strikketøj
Sektioner i forskellige teknikker og farver gør “Jujuy” til et interessant strikketøj

En smuk kant i BFL-Steps farven "Sort Tulipan"
En smuk kant i BFL-Steps farven “Sort Tulipan”

Sjalet er designet af Joji Locatelli (“jojilocat” på Ravelry) fra Argentina, og opskriften kan købes på Ravelry. Joji er en dygtig designer, og jeg kommer helt sikkert til at strikke flere af hendes modeller i fremtiden.

Udgivet i Skriv en kommentar

Farvning med sorte tulipaner: resultater.

Så kom dagen hvor jeg hev de to bundter BFL-Steps strømpegarn op af deres solfarvningsglas. De har stået der længe, måske en måned, og suget den sol der nu blev os tildelt. Ikke meget, men med den aktuelle vejrudsigt vil jeg starte en ny omgang op, så nu er det ud med disse!

Sort tulipan, garn og alun/vinsten har stået en måned i glassene
Sort tulipan, garn og alun/vinsten har stået en måned i glassene

Jeg lagde garnet i skyllevand med et skvæt eddikesyre.

Skylning
Skylning

Kun en skylning, da jeg er bange for at al farven vaskes ud .. Min teori er at jo længere tid farvestoffet får lov til at sidde i garnet, jo bedre holder det. Derfor kun en skylning, og så til tørre.

I solen. Varieret lilla, brunligt og grønligt.
I solen. Varieret lilla, brunligt og grønligt.

Resultatet er fint, men i forhold til farven som jeg fik sidste år noget anderledes. Endnu en teori: For at få en god grøn fra de sorte tulipaner skal man bruge tørrede kronblade, ikke friske. De friske afgav nemlig helt tydeligt den lilla farve, mens de tørrede gav grønt, opdagede jeg da jeg startede farvningen.
Her ses garnet hængende i skyggen i Fandens Spadserestok-træet:

Til tørre i skyggen
Til tørre i skyggen

Jeg synes farven er rigtig flot, på en afdæmpet og dunkel måde. Jeg håber den holder!! Jeg er især nervøs for om den lilla farve vil ændre sig i retning af kedelig gråbrun når garnet er tørt. Vi får se!
Her er så lige et kig til de to øvrige glas jeg har i gang.

Til venstre: Blå akelejer med birkeblade på toppen. Til højre: Blå lupiner
Til venstre: Blå akelejer med birkeblade på toppen.
Til højre: Blå lupiner

De blå akelejer farvede jeg også med sidste år, og jeg ved at de virker, omend svagt. Jeg smed birkeblade øverst i glasset, fordi der var plads og for sjov ..
Blå lupiner. Hmm. Det ser ikke for lovende ud. På FaceBook har jeg set gode resultater med blå lupiner, men det har været med almindelig farvning, med afkogning og det hele. Måske kræver den plante højere temperaturer end et par ugers solbadning kan give.
Under alle omstændigheder er det her sjovt at lege med, og strømpegarn kan jo nærmest ikke blive for mærkeligt, vel? 🙂