Udgivet i 1 kommentar

Spinding af katteuld

Sidste år påtog jeg mig opgaven at spinde noget katteuld fra en Maine Coon-kat ved navn Tigermis. Det var en ny og spændende udfordring, da jeg kun ganske sporadisk havde prøvet at spinde katteuld før, men det gik rigtig godt.
Jeg fik lov til at karte katteulden med blød, hvid fåreuld (Tigermis er grå), dels for at lette spindingen og dels for at få en større mængde garn ud af det. Garnet skulle bruges til at strikke et halstørklæde.

Kartningen var lidt en kamp, da katteulden var en anelse filtet, men selve spindeprocessen kørte fint, resultatet blev godt og Tigermis’ “far” fik sig et lækkert halstørklæde 🙂

Nu har jeg sagt ja tak til at spinde en ny portion katteuld, og det ankom i posten forleden dag. Denne gang er ulden blevet opbevaret på en mere hensigtsmæssig måde, så det er heldigvis ikke filtret overhovedet, men nemt og rart at arbejde med.

Tigermis’ uld er blevet opbevaret helt korrekt: løst, tørt, og luftigt, så det ikke filter. 🙂

Jeg er nu klar til at gå i gang med opgaven. Første batt er kartet, rokken er kørt i stilling og der er en god varme i stuen fra brændeovnen .

Kartebatt af lys grå Tigermis-uld og hvid ramboulliet-uld

Riberokken står klar, kaffen er i koppen – nu skal der spindes! Gad vide om vores katte Solo og Tango reagerer på duften af fremmed kat, når de engang vågner af skønhedssøvnen ??

Udgivet i 4 kommentarer

SKYP-sokker

SKYP står for “slip, knit, yarn over, pass slipped stitch over”. Det er et lækkert lille mønster, der indlejret i en rib ser sådan her ud:

IMG_3696
Simple SKYP Socks. Her i Lang Yarns Super Soxx Cashmere.

Jeg strikker sokker (disse er til gavekassen, for de bliver for store til mig selv), og Simple SKYP Socks er en favoritopskrift. Den er af Adrienne Ku og kan hentes gratis på Ravelry.

I dag farver jeg igen. Ingen fotos af processen denne gang heller, desværre – det glemte jeg jo igen! Men de to farveholdninger jeg har i ovnen er “Gløgg” og “Skovskygger”, og jeg glæder mig til at vise billeder. Især af “Skovskygger”, som jeg knap nok selv kan huske hvordan ser ud. Det var en “månedens farve på fiber” for flere år tilbage, og jeg tror kun jeg har lavet den den ene gang. Jeg kan heller ikke finde nogle billeder af farven i mine arkiver. Så det er spændende! Det er en lidt “random” farveholdning med gule, grønne og brunviolette nuancer.
Fibrene til dagens farvning er ShetLinSilk, shetlandsuld og ekstrafin merino – det gælder begge farveholdninger.

Har du et farveønske – mangler du lige noget af en af mine farver – så send mig gerne en besked så jeg kan planlægge det 🙂

Desuden har jeg gang i et interessant spindeprojekt. Det er en opgave jeg har påtaget mig for Maine Coon-katten Tigermis’s menneske. Han vil gerne lave et halstørklæde af kattens uld og har samlet en god portion sammen. Det karter jeg så med fåreuld (polwarth), ca. 50/50 og spinder til en lækker, blød og lidt struktureret tråd. Det skal siden tvindes til et 2-trådet garn, som jeg tænker kommer til at passe til pind 3,5 – 4 mm.

IMG_3994
Tigermis er en grå Maine Coon-kat. Her er hans uld kartet med hvid fåreuld, spundet blødt og luftigt.