Udgivet i 2 kommentarer

På besøg hos Jenny Hansen

Jenny Hansen
Jenny Hansen

Jenny Hansen er billedvæver og bor i Hobro. Elisabeth og jeg havde fået lov til at komme og se hendes væveværksted/atelier i dag, og den udflugt (eller studietur) havde vi glædet os meget til.

I Jennys værksted (og hendes mands – han er kunstmaler) stod en enorm gobelinvæv. Med en vævebredde på 2 meter (eller var det endda endnu mere?) dominerede den rummet på smukkeste vis.

Jenny Hansen ved sin store gobelinvæv
Jenny Hansen ved sin store gobelinvæv
Jennys mand, Mogens Nielsens afdeling ..
Kunstmalerens afdeling ..

Jenny svarede beredvilligt på alle vores begynderspørgsmål, og viste mange af sine værker frem. Der hang naturligvis en del smukke billedtæpper rundt omkring, men hun fandt også mange skønheder frem fra gemmerne for at vise eksempler på diverse teknikker.

Kunstnerens arbejdsbord
Kunstnerens arbejdsbord
Billedtæppe rullet ud på gulvet så vi kunne se detaljer.
Billedtæppe rullet ud på gulvet så vi kunne se detaljer.
Det igangværende arbejde
Det igangværende arbejde
En palette af garnfarver
En palette af garnfarver

Alle farverne i et billedtæppe farver hun selv. Hun viste os sit enorme og imponerende velorganiserede farvekartotek, med vikleprøver på ca. en million forskellige nuancer. Vi fik også en god snak om garnkvaliteter til både trend og islæt, valg af tæthed, antal islætstråde og rigtig meget mere!
Meget lærerigt var det at få demonstreret hendes teknik til at væve en lodret konturlinje over 1 trendtråd samtidig med at hun “forankrer” farven til nabofarverne ved hjælp af en tynd bindetråd. Så smart!

Jenny demonsterer væveteknik
Jenny demonsterer væveteknik
Elisabeth prøver lige lidt ..
Elisabeth prøver lige lidt ..

Vi havde en rigtig god tur og lærte en masse. Jeg er helt varm på at få sat trend på min gobelinvæv igen og komme i gang, men lige nu er der bare så mange andre opgaver der står i kø. Hvorfor er det altid sådan?

Detalje af et stort vægtæppe
Detalje af et stort vægtæppe

Tusind tak til Jenny for en fantastisk interessant og inspirerende formiddag! 🙂

Udgivet i 6 kommentarer

Nedklipning

Så skete det – endelig!
Jeg blev færdig med min billedvævning og klippede “værket” ned.

Værk nedklippet, og der hæftes ender.
Værk nedklippet, og der hæftes ender.

Måske er der en enkelt eller to der husker fra tidligere tiders indlæg her på bloggen, at jeg havde gang i en slags “kalender-vævning” på min kæmpestore gobelinvæv.
Jeg begyndte tilbage i januar 2014, og idéen var den, at der skulle væves et billedtæppe med tolv sektioner: en for hver måned. Motiverne skulle så relatere til en begivenhed eller selve årstiden, og farverne skulle gennemløbe hele farvespekteret med en dominerende farve for hver månedssektion.
Januar 14. Motiv fra Dr. Nielsen Marathon i Vejle. En kold fornøjelse!
Januar 14. Motiv fra Dr. Nielsen Marathon i Vejle. En kold fornøjelse!

Det begyndte (selvfølgelig) meget godt. Jeg vævede januar i lilla-agtige nuancer. Motivet var fra et marathonløb jeg deltog i den måned. Videre til februar og blåviollette farver. Jeg vævede en vintergæk. Den blev faktisk okay fin, hvis jeg selv skal sige det ..
Februars vintergæk, marts-tern og April-friform.
Februars vintergæk, marts-tern og April-friform.

Marts og blå farver. Jeg valgte et stramt geometrisk motiv: skaktern i mørkt og lyst.
– Det skal lige siges at her havde virkeligheden overhalet væveprojektets tidsramme og jeg var allerede flere måneder bagud. Men troede stadig på at jeg kunne og ville indhente det forsømte (haha).
April: fri fantasi med blågrønne bløde former. Denne måned og begyndelsen af den næste vævede jeg engang sidste år..
Maj og grønt over det hele. Så gik det godt igen. Jeg havde lyst til at prøve kræfter med en bestemt teknik til graduering af farver. Hachure (tror jeg nok den hedder). Jeg lavede mig en god arbejdstegning med nogle koncentriske buer og gik i gang. Og gik i stå.
Så blev det påskeferie 2016. Det er nu. Jeg fik tid, fred og ro til at kigge på min væv. Og jeg besluttede at gøre en ende på denne vævede kalenders lidelser ..

Og her er den grønne maj-sektion halvfærdig. Jeg har vel taget billedet - og så gået i stå! ..
Og her er den grønne maj-sektion halvfærdig. Jeg har vel taget billedet – og så gået i stå! ..

Jeg vævede maj færdig (hey – jeg kan faktisk li’ den sektion!!) og kastede mig forsøgsvis over noget rya-teknik til den sidste del – juni. Det blev en lille sektion, for nu ville jeg bare have værket færdigt! Det bliver forøvrigt ikke sidste gang jeg væver rya 🙂
Rya-vævning. Det er sjovt!
Rya-vævning. Det kan jeg godt li’ at lave!

Nedklipning og færdiggørelse i går. Værket blev 49 x 85 cm og ser sådan her ud:

1. halvår 2014. Det kunne have været fint med hele året, men tålmodigheden slap op. Trenden gjorde i øvrigt også - det ville i den grad være kommet til at knibe!
1. halvår 2014. Det kunne have været fint med hele året, men tålmodigheden slap op. Trenden gjorde i øvrigt også – det ville være kommet til at knibe!

Nu må I ikke dømme for hårdt. Dette er måske nok billedvæv, men kunst vil jeg (heller) ikke kalde det. Det er et prøvebillede, et teknik-træningstæppe. Senere bliver der vævet kunst. Måske. Eller også bliver jeg bare ved med at lave prøvevævninger .. Så længe det er sjovt.

Værket, “Tapestry Diary Jan -> Jun 2014”, kommer op at hænge henne i butikken. Så kan I selv komme og se det.. Fernisering på onsdag. Just kidding – men på onsdag er der Åben Spindecafé hele eftermiddagen, og så kan jeg jo vise det til et par søde spindere! 😉

Udgivet i 1 kommentar

En kalender fra sidste år ..

En form for kalender, i det mindste. Faktisk er det en slags dagbogs-vævning, som jeg vil fortælle lidt om.
Inde på Ravelry er der en billedvævnings-gruppe, Tapestry Weaving, og i begyndelsen af 2014 (ja, det er længe siden … ) koblede jeg mig på en “tråd” med temaet Tapestry Diary weave-along 2014. Man kunne væve sin “dagbog” på hvilken som helst måde man havde lyst til: et lille stykke hver dag, hver uge, eller på anden vis. Jeg besluttede at jeg ville væve en måned ad gangen. 12 måneder, 12 sektioner og 12 farver. Januar skulle være lilla, februar blåviolet, marts blå, april blågrøn o.s.v., hele farvehjulet igennem.

Det gik meget fint i begyndelsen. Min trend er 50 cm bred og har 2 tråde pr. cm, så det er en vævning der er ret “grov” i strukturen. Jeg vævede januar ’14-sektionen med et skønsomt udvalg af lilla garner – alt muligt mellem hinanden: strikkegarn, rester af det ene og det andet, plantefarvet og håndspundet. Motivet for januar var to løbere på en sti og en medalje formet som en flaske (et minde fra et Dr. Nielsen Vinter-hyggemarathon, som jeg løb den måned).

Begyndelsen på min "Tapestry Diary"
Begyndelsen på min “Tapestry Diary”

Det gik pænt hurtigt, og da det hele kun var tænkt som en trænings-vævning var der ikke nogen særlig præstationsangst over det – og jeg vævede bare derudaf og håbede at lære noget undervejs ..
Udover at det gik lidt hurtigt var det fede ved at væve lidt “groft” at der var store muligheder for at blande farver i garndunterne. For det meste brugte jeg 3-4 tråde sammen, og det gav mulighed for at mikse mange nuancer.

Februar blev en blåviolet (og hvid) vintergæk. Jeg gik til opgaven med blomsten med en lille smule ærefrygt, men det gik forbavsende smertefrit at væve så det nogenlunde kom til at ligne. Jeg tænker at det skyldes mit omhyggelige forarbejde med at få lavet en ordentlig arbejdstegning. Sådan en er guld værd!

Januar og februar. Sektionerne adskilles af en konturlinje i soumak-vævning.
Januar og februar. Sektionerne adskilles af en konturlinje i soumak-vævning.

Da jeg nåede marts ville jeg væve tern. Jeg ville afprøve en af de teknikker der findes til at væve lodrette linjer.
Det gik også meget godt, men så gik jeg pludselig i stå.. April kom jeg rent vævemæssigt aldrig i gang med, og så gik der ligesom et års tid.

Et helt år. Og pludselig fik jeg lyst til at fortsætte med projektet! Det var i slutningen af april (2015) at jeg kom til at tænke på at det egentlig var lidt pinligt sådan at være et helt år bagud. Og så begyndte det at krible lidt i vævefingrene!
April ’15 blev teknisk nemme abstrakte former med buede konturer. I blå-grønne nuancer. Jeg vævede helt frit, uden en egentlig arbejdstegning. Og således godt i gang kunne jeg passende fortsætte med maj. Grønne farver til en grøn måned, og mit motiv er et udsnit af nogle koncentriske cirkler. Jeg træner lidt “hachures”, en teknik hvorpå man blander farverne i vævningen ved at væve skiftevis med den ene og den anden farve.

Cirka halvdelen af maj er vævet.
Cirka halvdelen af maj er nu vævet.

De dér hachures ved jeg ikke lige helt hvor godt det går med .. Men jeg træner!

Nu her mens jeg arbejder med grønne maj tænker jeg allerede lidt på junis motiv. Farverne bliver gulgrønne, og jeg er ret sikker på at jeg har en del passende plantefarvede garner liggende i netop de rigtige nuancer. Motivet, tænker jeg, skal nok være sådan lidt sporty ..

Min Tapestry Diary har virkelig mange fejl. Man kan f.eks tydeligt se at kanten ikke er helt lige – det trækker lidt ind i april-sektionen – men jeg håber at det kommer til at arte sig nogenlunde når jeg engang om mange måneder klipper ned og ruller 12 måneder i spektrum-farver af stofbommen. Det bliver så spændende, og forhåbentlig vil dette projekt medvirke til at jeg bliver en teknisk bedre væver.