Udgivet i Skriv en kommentar

UFO-strik og spindekursus

UFO – UFærdigt Objekt.

I min YouTube-podcast “Fibre i Farver” bad jeg jer om at stemme på en af tre hengemte projekter, efter at jeg for nylig blev færdig med UFO’en “Is på Søen”. Som forøvrigt blev supergod, virkelig blød, behagelig og med perfekt pasform. Og varm. Jeg er vild med den, men det er en vinterting, så den vender jeg tilbage til senere på året – der skal nemlig skrives en opskrift!

Jeg strikkede den i et skønt 1-trådet BFL-uldgarn samt Kidmohair/silke, 3 tråde holdt sammen. Oppefra og ned, med et nydeligt slip-stitch mønster hele vejen ned. Kidmohair/silke-garnet var rester, og jeg byggede det op så de klareste og skrappeste farver var på bærestykket, og så gjorde jeg det lysere og lysere nedadtil.
Men som sagt – mere om “Is på Søen” når sommervarmen engang forsvinder ..

Næste UFO på pindene blev – ikke uventet – min cardigan i mønsterstrik:

Mønsteret har jeg tegnet efter inspiration fra en smuk hvepseedderkop, og farverne afspejler edderkoppens gule og mørke striber, siddende på en hvid mur. Garnet er 11 farver af Jamieson & Smith 2ply Jumper Weight, og jeg strikker bullen på pind 3,25 mm, kant på 3 mm og ombuk på 2,5 mm. Midt for har jeg klippemasker (steek), og her skal senere, efter opklipning, en knapkant strikkes på.
Dette projekt har ligge stille alt, alt for længe, mest fordi jeg kom i tvivl om hvordan jeg skulle fortsætte mønsteret opadtil, efter det store “edderkoppe”-mønster. Men nu kører det igen; jeg har tænkt, kigget farver og overvejet mange muligheder, og i går tegnede jeg så mønsteret til resten af bullen.
Det glæder jeg mig til at strikke – og til at vise frem! Projektet kan naturligvis følges i min ugentlige podcast, og også på min projektside på Ravelry og i min Ravelrygruppe.
Kæmpestor TAK til alle “Fibre i Farver”-seere, der har stemt denne UFO frem i lyset igen 🙂

Apropos podcasten:
FiF #156, tirsdag d. 25/6, sender vi først kl 19. “Vi”, fordi Thomas er med denne aften – Yay!!
Se med, enten live eller senere, og giv gerne et like, skriv en kommentar under videoen og abonnér på kanalen – det vil jeg sige hjerteligt tak for.

Spindekursus for begyndere

Hvis du har lyst til at lære at spinde på rok eller håndten, og du har tid og mulighed for at være i Brædstrup lørdag d. 26. oktober, kan du deltage på vores begynderkursus! Mere info og tilmelding her:
Spindekursus d. 26/10 2024

Shop-update

Til slut vil jeg lige vise hvilke håndfarvede fibre og garner jeg har lagt i webshoppen i denne uge:
FIBRE:
“Agadir” på ramboulliet, cormo pg perendale.
“Tegl” på cormo
“Firenze by Night” på ramboulliet, corriedale
“Firenze by Night Lux” på Polwarth/rose/cashmere
GARN:
“Tegl” på Suave 400 og Merino/hør

TAK fordi du læste med!
Hvis du ikke allerede har gjort det, så skriv dig op til at modtage Garngalleriet Mikrofarveris blog-indlæg direkte i din mailbox! Tilmeldingsboksen findes på garngalleriet.dk, i sidemenuen 🙂

Husk i øvrigt:
I juli er butikken på Bredgade 43 i Brædstrup kun åben fredage kl 10 – 17 og lørdage kl 10 – 13.
Sommertid er jo (også) strikke- og spindetid! 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Workshop-kalender

Jeg har i dag gennem-trawlet kalenderen og fisket et par håndfulde lørdage frem, som jeg har besluttet skal være workshop-dage.

Se kalenderen her!

Jeg laver 2 forskellige spinde-workshops. Et for begyndere, hvor fokus ligger på selve det at lære fibre, spindegrej og grundlæggende teknikker at kende, og et for de mere øvede, hvor vi nørder lidt med forskellige teknikker til spinding af hhv. kamgarn og kartegarn.

Så er der et par strikke-workshops:
Fair Isle-kurset henvender sig til de strikkere, der ønsker at kaste sig over de smukke Fair Isle med deres fantastiske farver og mønstre, der ser så indviklede ud men dog er temmelig enkle .. Teknik, farvelære og mønsterkonstruktion.
“Planned Pooling”, eller kontrolleret mønstring med flerfarvet garn, handler om en metode til at få det bedste ud af de smukke, håndfarvede garner. Analyse, enkle matematiske principper og “mindful knitting” kan resultere til fremkomst af interessante mønstre som søjler, spiraler eller tern i det strikkede.

Som noget nyt laver jeg også en ny og spændende farve-workshop .. Det kommer til at handle om plantefarvning med solen som energikilde – den mest bæredygtige og klimavenlige farvemetode der tænkes kan. Solfarvnings-dagene laver jeg først til næste maj og juni, da idéen er helt ny og det er alt for sent at planlægge det til denne sommer ..

Udgivet i 2 kommentarer

Garnnyhed på trapperne og højskole-spind

Mandag – tirsdag var jeg på besøg på Danmarks – og dermed verdens – ældste højskole: Rødding Højskole.

Jeg var dernede fordi jeg havde fået lov til at undervise et hold på Tekstil og Håndværk i håndspinding. Min gamle veninde Anja, som er den ene halvdel af forstanderparret Mads-og-Anja, tænkte heldigvis på mig, da hun skulle finde undervisere til det nyoprettede tekstilfag – hvilket jeg er meget glad for!

Lidt af Rødding Højskole (det er et stort sted!!) set inde fra Solgården, hvor tekstilfagene har til huse.

Min kursist-flok var ikke særlig stor: fire unge kvinder, topmotiverede og helt parate til at tilegne sig det ældgamle håndværk. Lidt af et drømmehold 🙂


Kurset var intensivt: Med start mandag middag, undervisning og spind hele eftermiddagen og aftenen, blot afbrudt af en frisk gåtur og aftensmadspause. Næste formiddag fortsatte vi arbejdet og sluttede tirsdag middag.

Elevernes primære opgave var at præsentere mindst et bundt færdigt garn inden jeg kørte hjem tirsdag middag, og det mål blev opfyldt af alle. De havde fået besked på ikke at bekymre sig om garnets udseende/jævnhed/farveharmoni, men blot koncentrere sig om at spinde sammenhængende tråd og at tvinde det til 2-trådet garn. Et par stykker nåede at spinde og tvinde to bundter. Det var motiverende for pigerne at se deres tekniske fremskridt fra bundt 1 -> bundt 2. Det var markant!

Jeg håber at de har fået lyst til at spinde videre. Jeg fortalte dem naturligvis at det blot vil tage dem 3 uger med 15 – 30 minutters spindetræning dagligt for at kunne spinde en tynd og jævn tråd. De var lidt skeptiske over den påstand, så jeg håber de tager udfordringen op og ser at det virkelig passer!

En garnnyhed!

En test-farvning og en strikkeprøve på mit nye, smukke garn: Silke/hør/alpaca. Fiberindholdet er 50% babyalpaca, 25% hør og 25% tussahsilke. Garnet løber 200 meter pr. 100 gram og passer fint til pind 4 mm – det er i hvert fald den, Thomas har brugt til strikkeprøven herunder.
Jeg har farvet prøven i farven “Sort Tulipan”, og er særdeles glad for resultatet. I hovedet kværner indtil flere idéer om sommer-sweaters og lækre kortærmede cardigans .. Enkle strikketeknikker for at fremhæve garnets smukke struktur – men måske også en lille snoning hist og pist ..

Silke/hør/alpaca-garn i farven “Sort Tulipan”
Prøve i glatstrikning på pind 4 mm. Der er 19 masker på 10 cm.

Garnet er ikke i shoppen endnu – men der begynder meget snart at dukke frisk-farvet Silke/hør/alpaca op, så hold øje med bloggen og Garngalleriet Mikrofarveris FB-side!
Prisen bliver kr. 175,- pr 100 gram håndfarvet garn.

Udgivet i 2 kommentarer

Flytterod ..

Pyha. Thomas og jeg er lige flyttet sammen i det skønneste stråtækte skovkantshus. Jeg elsker det! Her er intet mindre end fantastisk: skov, ro, fuglepip, spændende dyrelyde om natten, nyudsprungne bøgeblade. Og flyttekasser og rod. Men det går fremad, lige så stille, heldigvis, og det føles i den grad som HJEM 🙂

rokbordstole
Foran værkstedet: Garngalleriet Mikrofarveri

Mit nye farveri er ikke klar endnu. Der skal lige monteres en vask ovre i værkstedet og sættes lidt hyldeværk op, så er jeg klar til at farve igen. I mellemtiden kan jeg måske friste med noget af det der p.t. er på hylden ..

Jeg håber at jeg/vi når at rydde stuen for flyttekasser og “loose stuff” inden mit begynderkursus i spinding afholdes d. 24. maj.
Er du interesseret i at lære at spinde på rok og/eller håndten? Så se mere her. Der er stadig plads til en eller to kursister.