Udgivet i Skriv en kommentar

Workshop-kalender

Jeg har i dag gennem-trawlet kalenderen og fisket et par håndfulde lørdage frem, som jeg har besluttet skal være workshop-dage.

Se kalenderen her!

Jeg laver 2 forskellige spinde-workshops. Et for begyndere, hvor fokus ligger på selve det at lære fibre, spindegrej og grundlæggende teknikker at kende, og et for de mere øvede, hvor vi nørder lidt med forskellige teknikker til spinding af hhv. kamgarn og kartegarn.

Så er der et par strikke-workshops:
Fair Isle-kurset henvender sig til de strikkere, der ønsker at kaste sig over de smukke Fair Isle med deres fantastiske farver og mønstre, der ser så indviklede ud men dog er temmelig enkle .. Teknik, farvelære og mønsterkonstruktion.
“Planned Pooling”, eller kontrolleret mønstring med flerfarvet garn, handler om en metode til at få det bedste ud af de smukke, håndfarvede garner. Analyse, enkle matematiske principper og “mindful knitting” kan resultere til fremkomst af interessante mønstre som søjler, spiraler eller tern i det strikkede.

Som noget nyt laver jeg også en ny og spændende farve-workshop .. Det kommer til at handle om plantefarvning med solen som energikilde – den mest bæredygtige og klimavenlige farvemetode der tænkes kan. Solfarvnings-dagene laver jeg først til næste maj og juni, da idéen er helt ny og det er alt for sent at planlægge det til denne sommer ..

Udgivet i 1 kommentar

Kontrol med farverne!

Teknikken, som jeg her vil skrive lidt om, kaldes på engelsk “Planned Pooling”. Jeg synes ikke det klinger så fantastisk godt når man bruger udtrykket midt i en sætning på dansk, så jeg kalder det “Farvekontrol med flerfarvet garn”. Eller noget i den retning .

Dette bliver til et sjal i påfuglemønster. Garnets farver lægger sig ovenpå sig selv og danner søjler.

Kort fortalt handler det om at kunne styre farverne i de smukke, håndfarvede garner. Det handler om at lære sit garn at kende: hvordan ligger farveforløbene i garnbundtet? Hvor mange farver er der og hvor lang er farverapporten (dvs. omkredsen af bundtet). Er det farvet tværs over, så nogle farver gentages, eller er det farvet “rundt”, så farverne kun optræder en gang hver?

Dernæst er det en god idé at gøre sig nogle tanker om hvordan man kan få farverne i garnet til at “shine” mest muligt – sådan at man kan se hver enkelt farve og de ikke bare drukner i hinanden i en mikset pærevælling.
Med lidt farvekontrol-metode kan man sagtens skabe flotte farveforløb og mønstre. Det er ikke særlig svært. Man skal være opmærksom og lægge mærke til hvad der sker mens man strikker eller hækler. Mindful knitting.Man kan f.eks strikke så der opstår et farvemønster af lodrette søjler, med eller uden “persienne”-effekt. Det sker når man arbejder med det som jeg kalder garnets nøgletal. Eller man kan strikke farvede spiraler og zigzag-mønstre, også ud fra nøgletallet, men blot en lille smule ved siden af .. Et stort hit er når det lykkes at strikke så farverne i garnet på næsten magisk vis danner et ternet mønster.

Farvekontrol og fifleri med nøgletal kan give et ternet mønster som dette her ..

Men det er ikke magi. Det er en ret enkel teknik, og som før nævnt: fuld opmærksomhed på garnets farveforløb og det, man strikker.

Forleden havde jeg den glæde at fortælle en bordfuld skønne strikkere om teknikken, og alle gik herfra med den nye teknik i posen, store strikkeprøver og smil på læben 🙂 Workshoppen var fuldt booket, med venteliste, så jeg har fundet en dato til en gentagelse: lørdag d. 16/3.
Vil du vide mere / bestille en plads, så se mere her.

Udgivet i 4 kommentarer

Strik med kaffe/kage samt nyt på væven

I lørdags var der igen strikkecafé i GarnGalleriet. Det var så hyggeligt, livligt og lystigt med 15 glade strikkende og hæklende gæster.

Jette og Helle, dybt koncentrerede
Jette og Helle, dybt koncentrerede

Næste strikkecafé bliver d. 12. september. Det er fra 13 til 17, og jeg modtager tilmelding på mail eller SMS (eller på hvilkensomhelst måde, faktisk ..). Alle er velkomne!

Jeg er ved at sætte væven op til babyvikler i bomuld. Faktisk er jeg så langt med det, at jeg regner med at jeg rent faktisk kan begynde selve vævningen i dag.

Trenden lagt i redekam, inden overførsel til væven
Trenden lagt i redekam, inden overførsel til væven

Men væveopsætning tager tid! For otte dage siden købte jeg garnet. Trenden tog et par dage at lave (imellem andre gøremål), og derefter var der ilægning i redekam, overførsel til væven, bomning, sølning, opbinding af tramper, ritning og frembinding.
Når jeg møder henne på værkstedet om lidt skal jeg lige kontrol-binde frembindingsknuderne, tjekke skellene (og garanteret ned og justere opbindinger ..), spole islætsgarn og SÅ skal der væves!
Først prøvevæves, naturligvis.
Det er mine første babyvikler (baby wraps), så kvaliteten skal jo lige tjekkes inden jeg væver sådan et par stykker på 70 x 420 cm!
Mere om det senere ..

Og lidt strik:

Feather-and-Fan sjal i Serenade Lace
Feather-and-Fan sjal i Serenade Lace

Mit sjal/tørklæde i flerfarvet Serenade bliver mest strikket på når vi er ude at køre. Sidste uge bød på en rigtig lang biltur, så der fik jeg lavet en del.
Jeg er ret spændt på hvor stort sjalet kan blive ud af 100 gram garn. Garnet rækker langt, og når det færdige arbejde så bliver udspændt skal det nok få en okay størrelse.