Udgivet i Skriv en kommentar

T – farver

Farver, der begynder med T:

Tang

Tang er en grøn gradient. Nuancer af grønt skifter gennem fiberbåndet, fra lyse mod mørke.

Tatooine

Tatooine er en af farveholdningerne i StarWars-kollektionen. Sandfarvede, gyldne, gule, brune og lilla farver.

Tomat

Tomat er en monokromatisk farveholdning, og den er rød som en .. tomat.

Tsunami

Tsunami er en gradient, der går fra brun/sand over petrol/turkis til aqua/lyseblå. En af jeres favoritter!

Tulipanmark

Tulipanmark. Også en gradient, med smukke blomsterfarver.

Tusindårsfalken

Tusindårsfalken er fra StarWars-kollektionen. Det er en gradient, løbende fra blå nuancer over grålig-beige og helt lys sand til koksgrå og orangerødt.

Udgivet i Skriv en kommentar

Garngalleriet Mikrofarveris Fiberklub genopstår!

Jeg genopliver hermed fiberklubben “Månedens farve på fiber”.

Konceptet:
Hver måned laver jeg en helt ny farveholdning på en dejlig spindefiber. Fibertypen vil variere måned for måned, og det kan f.eks være BFL, Shetland, Ramboulliet m.fl.
Vælg mellem en uld-fiberklub, hvor du i begyndelsen af hver måned modtager et 200 grams uldhjul i månedens farveholdning, eller en luksus-fiberklub, hvor du hver måned modtager 100 gram luksusfibre i månedsfarven.
Medlemsskabet af fiberklubben løber kvartalsvis, 3 måneder ad gangen.
Første udgave bliver 3. kvartal ’18: juli – august – september.

Pris pr. kvartal for Fiberklub Uld (3 x 200 gram uldhjul) : kr. 600,- inklusive forsendelse.
Pris pr. kvartal for Fiberklub Luksus (3 x 100 gram luksusfibre): kr. 550,- inklusive forsendelse.

Som fiberklub-medlem kan du naturligvis til enhver til bestille mere i månedens farve, hvis du har brug for det til et større projekt, dog til normal pris for den ønskede fibertype og forsendelsesomkostninger.
Ellers bliver månedens farve først frigivet til andre (ikke-klub)kunder efter 6 måneder.

Der vil være et begrænset antal pladser i klubben, så det er først til mølle ..
Skriv dig op til “Fiberklub Uld” eller “Fiberklub Luksus” for juli/august/september allerede nu!
– Send en mail til birthepry@gmail.com eller send på anden vis en besked.

Herunder ses et lille udvalg af tidligere tiders måneds-farver: “Vinterhimmel”, “Tulipanmark”, “Visne Asters”, “Jungle”, “Bærbusk” og “Onkel Kurt”.

Jeg går over i farveriet og arbejder. Juli måneds farveholdning er planlagt og klar til udførelse – jeg glæder mig til at vise den til jer ..

Happy spinning!

Udgivet i Skriv en kommentar

Nye farvetiltag!

Nå, men så har jeg i min store visdom (ahem ..) besluttet at det nu er slut med “Månedens Farve på Fiber”.
Jeg var egentlig glad nok for konceptet, og det er jo på alle måder sundt for kreativiteten at skulle udvikle en ny farveholdning hver måned, men faktisk synes jeg ikke interessen har været stor nok til at jeg synes det er sjovt at fortsætte med at gøre det på den måde.
I stedet kommer der så noget andet ..

Nemlig 2 farve-kollektioner, som jeg vil bestræbe mig på til stadighed at have farvet op og på hylderne / i webshoppen.
Den ene kollektion, som jeg kalder “Classic Collection”, består af mine mest populære farveholdninger gennem tiden. 12 forskellige – simpelthen Toppen af Poppen!
Det har været svært at vælge fra, for jeg har lavet rigtig mange forskellige farveholdninger gennem tiden. Det kan da også godt være at der kommer udskiftninger i rækken af de gamle klassikere hen ad vejen.
Classic Collection er disse oldies but goodies: Ikaros, Glittertind, Rosenblad, Bærmispel, Aborre, Hede, Visne Asters, Onkel Kurt, Fjord, Efterår, Stedmoder og Blomsterkrukke.

Den anden kollektion består af 6 farveholdninger, og det er “Den GarnGales Gradienter”. Som navnet antyder er det allesammen paletter med lange farveforløb – typisk 4 – 6 farver, der ikke gentages på fiberbåndet.
Den GarnGales Gradienter er: Bærbusk, Tang, Fiskerihavn, Tulipanmark, Tsunami og Casino.

Se begge kollektioner, med fotos, under menupunktet “Farvning” og så “Multifarver”.

En tredje kollektion vil komme til efterhånden. Den kommer til at bestå af helt nye farveholdninger – jeg har nemlig overhovedet ikke tænkt mig at gå i stå med at sætte farver sammen .. 🙂

Alle mine monokrome farver (der er 35 forskellige) vil jeg først og fremmest farve op på mine nu fem forskellige garnkvaliteter: Opus, BFL-Steps, Serenade, Cantate og Rapsodi.
Men alle disse farver vil naturligvis også kunne laves på fibre – det er bare at sige til med ønskerne, så kommer de i Den GarnGales Farvekø!
Se alle mine monokrome farver her. (Menupunkt “Farvning” og dernæst “Monokrome”.

Jeg håber I synes om ændringerne!
Husk, jeg er altid modtagelig for forslag til nye, spændende og smukke farvekombinationer, så sig endelig til hvis der mangler noget, og send gerne et billede med farverne til mig.
Peace out!