Udgivet i Skriv en kommentar

F – farver

Februar

Februar er også en af farveholdningerne fra tidligt i min farve-karriere. Lilla, pink, orange og grønne farver.

Festival

Festival er en gradient i pastelfarver – fra violet og lys blå i den ene ende over lys turkis, grøn og gul til orange i den anden ende. Festival var klubfarve i maj ’15.

Fiskerihavn

Fiskerihavn er også en gradient, løbende fra blåt over lilla til rødt og orange. Klubfiber tilbage i oktober ’13

Fjord

Fjord er en “classic” med et forløb på 8 korte, gentagende farver. Blå, grønne og lilla nuancer.

Fryd

Fryd er en farveholdning med lækre kontraster – kølige farver som aqua, flaskegrøn og rødviolet sammen med laksefarvet og blåviolet. I marts ’13 var den klubfarven.

Udgivet i Skriv en kommentar

Flower Bed og strikkecafé

I “gamle dage” havde jeg butikken fyldt med Noro-garner. I ved, de smukke,  japanske kunsthåndværkergarner med lange skiftende farvesekvenser, spundet af de lækreste fibre.
Det har jo altid været lidt af et yndlingsgarn, så nu har jeg altså købt 6 spoler Noro Flower Bed hjem til butikken. Det sælges i løs vægt i webshoppen.
Jeg har ikke rigtig noget strikket op i garnet endnu (det arbejdes der på ..) men i går til strikkecafé kom Vibeke med sit smukke entrelac-sjal på, og det er netop strikket i Flower Bed.

Vibekes entrelac-sjal
Vibekes Entrelac-sjal (uden kvaster ..)

Det er fantastisk smukt, og strikkemetoden (entrelac/neverkont) fremhæver garnets farveskift på bedste vis! Denne opskrift kan købes ovre på Ravelry. Sjalet er designet af Eva Martinsson og hedder “Entrelac Shawl with Tassels”. Det har faktisk været på min to-knit liste i mange år ..

Jeg er selv i gang med Flower Bed-garnet.

Dagens strikketøj i Noro Flower Bed
Dagens strikketøj i Noro Flower Bed

Jeg strikker strimler, og de skal sættes sammen til en sommerbluse i eget design. Den hedder “Vanja” og ser sådan her ud:

Vanja. Dejlig sommerbluse i Noro Flower Bed.
Vanja. Dejlig sommerbluse i Noro Flower Bed.

Opskriften er fuldstændig gratis og kan downloades lige her.
Den kære Jette har jeg også sat i sving med at strikke i Flower Bed. Hvad hun strikker er endnu ikke klar til offentlighedens øjne, men jeg kan fortælle at det skal blive til et tørklæde, og når der om en måneds tid er Uldfestival i Saltum vil vi have det med i GarnGalleriets bod som et lille strikkekit. 🙂
Men i går til strikkecafé i butikken sad hun og arbejdede på projektet. Det bliver flot!

Der var i øvrigt nærmest fuldt hus i går. 13 glade strikkere, hæklere og spindere hyggede sig rundt om bordet med alskens forskelligt spændende håndarbejde.

Strikkehygge :-)
Strikkehygge 🙂

Mette havde sin fine nye håndten med, en Bosworth Midi, 37 gram, tenvægt i Bocote og skaft af birk. En meget smuk sag, som jeg godt kan forstå hun er forelsket i.

Mette har en Bossie!! Midi, bocote
Mette har en Bossie!! Midi, bocote

Mon ikke snart denne Bossie får sig en makker .. 😉

Næste gang der er strikkecafé er d. 21. maj, en uge efter Saltum Uldfestival. Tilmelding er nødvendig (brug mail, tlf, SMS, PM el. lign) af hensyn til plads og indkøb. Det koster 30 kr til kaffekassen.

Apropos Uldfestival, så skal der jo medbringes noget uld når vi drager derop! Jeg farver på livet løs, og senest har jeg været i gang med farverne “Stedmoder”, “November”, “Tang” og “Fiskerihavn”.

"Fiskerihavn" til tørre
“Fiskerihavn” til tørre

I næste uge venter “Magnolia”, “Fjord”, “Jæger” og “Bøgeblade”.
Mine farver kan via links ses i oversigt her.

Nyt farveprojekt på garn:
Jeg har fra det store, spændende udland fået et par prøver hjem på strømpegarn med glitter. Det er superwash merino med nylon og stellina. Det skal da lige prøvefarves og -strikkes – og hvis det bliver godt kan man snart købe smukt unika-farvet strømpegarn med bling!

Strømpegarn med glitter!
Strømpegarn med glitter!

Udgivet i Skriv en kommentar

Nye farvetiltag!

Nå, men så har jeg i min store visdom (ahem ..) besluttet at det nu er slut med “Månedens Farve på Fiber”.
Jeg var egentlig glad nok for konceptet, og det er jo på alle måder sundt for kreativiteten at skulle udvikle en ny farveholdning hver måned, men faktisk synes jeg ikke interessen har været stor nok til at jeg synes det er sjovt at fortsætte med at gøre det på den måde.
I stedet kommer der så noget andet ..

Nemlig 2 farve-kollektioner, som jeg vil bestræbe mig på til stadighed at have farvet op og på hylderne / i webshoppen.
Den ene kollektion, som jeg kalder “Classic Collection”, består af mine mest populære farveholdninger gennem tiden. 12 forskellige – simpelthen Toppen af Poppen!
Det har været svært at vælge fra, for jeg har lavet rigtig mange forskellige farveholdninger gennem tiden. Det kan da også godt være at der kommer udskiftninger i rækken af de gamle klassikere hen ad vejen.
Classic Collection er disse oldies but goodies: Ikaros, Glittertind, Rosenblad, Bærmispel, Aborre, Hede, Visne Asters, Onkel Kurt, Fjord, Efterår, Stedmoder og Blomsterkrukke.

Den anden kollektion består af 6 farveholdninger, og det er “Den GarnGales Gradienter”. Som navnet antyder er det allesammen paletter med lange farveforløb – typisk 4 – 6 farver, der ikke gentages på fiberbåndet.
Den GarnGales Gradienter er: Bærbusk, Tang, Fiskerihavn, Tulipanmark, Tsunami og Casino.

Se begge kollektioner, med fotos, under menupunktet “Farvning” og så “Multifarver”.

En tredje kollektion vil komme til efterhånden. Den kommer til at bestå af helt nye farveholdninger – jeg har nemlig overhovedet ikke tænkt mig at gå i stå med at sætte farver sammen .. 🙂

Alle mine monokrome farver (der er 35 forskellige) vil jeg først og fremmest farve op på mine nu fem forskellige garnkvaliteter: Opus, BFL-Steps, Serenade, Cantate og Rapsodi.
Men alle disse farver vil naturligvis også kunne laves på fibre – det er bare at sige til med ønskerne, så kommer de i Den GarnGales Farvekø!
Se alle mine monokrome farver her. (Menupunkt “Farvning” og dernæst “Monokrome”.

Jeg håber I synes om ændringerne!
Husk, jeg er altid modtagelig for forslag til nye, spændende og smukke farvekombinationer, så sig endelig til hvis der mangler noget, og send gerne et billede med farverne til mig.
Peace out!