Udgivet i Skriv en kommentar

Spindernes Tour

Tour de Fleece er håndspindernes pendant til cykelrytternes Tour de France, og foregår hver sommer på nøjagtig samme tid som deres. Tour de Fleece (fleece betyder uld-ham) er et vittigt og genialt påfund som er opstået på strikke/spinde/hækle/væve-portalen Ravelry.com. Kort fortalt handler TdF om at få spundet noget og være virtuelt sammen med sit hold om det – selv om man jo sidder for sig selv.
I år køres cykelrytternes Tour jo ikke som planlagt, men Tour de Fleece (herefter benævnt TdF) kommer til at foregå i det oprindelige tidsrum, midt på sommeren, hvor mange jo holder ferie og forskellige spindearrangementer holder sommerpause.
På Ravelry.com er der et overordnet TdF-forum, hvor generelle retningslinjer for holdene kan læses, og hvor man kan tilmelde sit hold.

TdF-gruppen på Ravelry

Det danske team udspringer af Spindeforeningen og har lige nu 23 deltagere.
Vi – Team Spindeforeningen Denmark – er tilmeldt i den “officielle” gruppe, men vores TdF-kørsel og dertilhørende snak, foto-deling mm. foregår i Spindeforeningens Ravelry-gruppe, i denne tråd.

Mange af os på TdF-holdet tager det som en semi-sportslig udfordring og glæder os til at kaste os over vores TdF-projekter! I lighed med cykelrytternes Tour vil der i vores TdF være køredage og hviledage, der vil være bjergetaper, hvor man måske vil udfordre sig selv med noget svært. Der vil være enkeltstarter, hvor man måske vælger at spinde noget helt særligt, blot den dag.
For de fleste vil der nok blive arbejdet på et eller flere langtidsprojekter på de fleste TdF-etaper. Der er ingen regler – man bestemmer selv, også om man vil lægge sig fast på at spinde hver eneste dag eller blot “køre med” engang imellem.

I år er jo lidt speciel på grund af pandemien. Derfor har vi besluttet at spinde sammen – hver for sig – ved hjælp af videokonference-programmet zoom en times tid hver lørdag eller søndag under TdF.
TdF starter med 1. etape lørdag d. 27/6 og slutter søndag d. 19. juli.

Mine TdF-planer 🙂

Der er flere spindeprojekter, der skal køres på banen til dette TdF.
For det første har jeg et større igangværende kombi-projekt, som jeg vil videre med. Det går ud på at spinde et 3-trådet garn af 3 forskelllige uldhjul – forskellige farver og forskellige fibre.

Jeg er ikke kommet særlig langt endnu – andre mere presserende håndarbejdsprojekter har skubbet dette lidt til side ..

Det næste projekt jeg vil “køre med” under TdF er også et igangværende. Et gammelt et .. Det er en gradientpakke fra Hilltop Cloud, som jeg spinder på understøttet håndten. Jeg er godt halvvejs med de 500 gram, men ville faktisk gerne have det færdigt snart.

Støttet håndtens-spinding på tur! 🙂

Men jeg kommer også til at race afsted med et helt nyt spindeprojekt! Og det glæder jeg mig meget til ..
Jeg vil simpelthen begynde spindingen på dag 1 og afslutte med sidste tvinding på Tourens sidste dag, så der skal lige lidt planlægning til ..
Fibrene er mit nye TdF-fiberkit, som består af Ekstrafin shetlandsuld. Jeg har lavet to forskellige fiberpakker med 7 x ca. 30 gram fibre. Der kan i webshoppen vælges mellem de 2 kits, der består af hhv. 7 kolde farver og 7 varme farver.

7 x ca. 30 gram Ekstrafin shetlandsuld i varme farver
2 x ca. 30 gram ekstrafin shetlandsuld i de kolde farver

Begge TdF-kits er lavet i meget begrænset antal, så man skal ikke vente for længe ..

TdF-fiberkittet kan naturligvis spindes på et hav af måder. F. eks. kan man vælge at spinde hver farve for sig, så man ender med 7 små bundter garn – meget velegnet til f.eks som mønsterfarver i et Fair Isle-projekt. Det er netop sådan Thomas planlægger at spinde sit kit – han har valgt de varme farver.
Det kunne jo f.eks gøres så man spinder på 1. og 2. etape og tvinder på 3. etape. Så går det hele fint op med Tourens 21 etaper ..
Jeg vil spinde mit kit på en anden måde. Det skal ende med 4 bundter garn, alle nogenlunde ens og med alle farverne i hvert bundt. Jeg vil navajo-tvinde, har jeg besluttet. Den etapevise opdeling har jeg ikke helt planlagt endnu, men i hvert fald er det min plan at køre dette projekt færdig-tvundet over målstregen på sidste etape ..
Jeg har valgt de kolde farver.

Mit TdF-kit – de kolde farver

God Tour til alle!

Udgivet i 4 kommentarer

Ind under huden.

En vævestruktur får man lært rigtig godt at kende mens man arbejder med den. I mit nuværende projekt (babyvikler igen) har jeg valgt at væve et fint lille mønster på 4-skafter. Trampningen er lige som sølningen, og mønsterrapporten er på 22 tråde.
Det gik rigtig fint og nemt med at sølle mønsteret. Ingen fejl, og vævningen er som sådan allerede i gang nu.

Først vævede jeg lidt i en restfarve for at teste at der ikke var fejl i sølning og ritning. Det var der ikke (hurra!), så jeg gik hurtigt videre med selve babyvikle-vævningen.
Trampningen falder mig dog ikke helt så naturligt som sølningen gjorde, synes jeg, på trods af at det egentlig er det samme .. Det er lidt svært at se hvor man er i mønsteret (men det lærer jeg vel efterhånden). Og fordi trampesekvensen spejlvender, jeg bruger begge fødder lidt skiftevis og oven i hatten er lidt højre/venstre-blind kommer jeg meget nemt til at løbe vild i det og trampe forkert .. Arrgh! Jeg har vævet lidt baglæns ind imellem, må jeg sige.

Men i løbet af de mange meters vævning skal jeg nok få sekvensen ind under huden. Rækkefølgen og rytmen skal komme til at sidde hardwired i fødderne, så de kan danse hen over tramperne uden at jeg behøver at tænke videre over det. Når den tilstand indtræffer bliver arbejdet næsten som en leg! Her i starten – not so much .. Jeg skal koncentrere mig. Kontrollere og tælle efter. Og >suk< nogen gang væve lidt baglæns ..
Men det bliver fint, synes jeg! Her er et par snapshots, fra begge sider af væven:

Fra venstre er stoffet først orange, så dybt varmt gult.
Fra venstre er stoffet først orange, så dybt varmt gult.

Fra højre kant mere brunligt, honning og sennepsgult.
Fra højre kant mere brunligt, honning og sennepsgult.

På lørdag er der strikkecafé i butikken. Så kan man jo komme og se hvor langt jeg er nået med projektet. Den dag vil jeg nok ikke væve, men hygge mig med et af mine strikketøjer. Helst et, som jeg ikke skal tænke til .. 🙂

I butikken på Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry :-)
I butikken på Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry 🙂

Alle er velkomne, men jeg vil gerne have at man tilmelder sig, på mail eller på anden vis, af hensyn til kage-mængder og siddepladser. Jeg beder desuden om 30 kr til kaffekassen.
Jeg håber vi ses!