Udgivet i 4 kommentarer

Ind under huden.

En vævestruktur får man lært rigtig godt at kende mens man arbejder med den. I mit nuværende projekt (babyvikler igen) har jeg valgt at væve et fint lille mønster på 4-skafter. Trampningen er lige som sølningen, og mønsterrapporten er på 22 tråde.
Det gik rigtig fint og nemt med at sølle mønsteret. Ingen fejl, og vævningen er som sådan allerede i gang nu.

Først vævede jeg lidt i en restfarve for at teste at der ikke var fejl i sølning og ritning. Det var der ikke (hurra!), så jeg gik hurtigt videre med selve babyvikle-vævningen.
Trampningen falder mig dog ikke helt så naturligt som sølningen gjorde, synes jeg, på trods af at det egentlig er det samme .. Det er lidt svært at se hvor man er i mønsteret (men det lærer jeg vel efterhånden). Og fordi trampesekvensen spejlvender, jeg bruger begge fødder lidt skiftevis og oven i hatten er lidt højre/venstre-blind kommer jeg meget nemt til at løbe vild i det og trampe forkert .. Arrgh! Jeg har vævet lidt baglæns ind imellem, må jeg sige.

Men i løbet af de mange meters vævning skal jeg nok få sekvensen ind under huden. Rækkefølgen og rytmen skal komme til at sidde hardwired i fødderne, så de kan danse hen over tramperne uden at jeg behøver at tænke videre over det. Når den tilstand indtræffer bliver arbejdet næsten som en leg! Her i starten – not so much .. Jeg skal koncentrere mig. Kontrollere og tælle efter. Og >suk< nogen gang væve lidt baglæns ..
Men det bliver fint, synes jeg! Her er et par snapshots, fra begge sider af væven:

Fra venstre er stoffet først orange, så dybt varmt gult.
Fra venstre er stoffet først orange, så dybt varmt gult.
Fra højre kant mere brunligt, honning og sennepsgult.
Fra højre kant mere brunligt, honning og sennepsgult.

På lørdag er der strikkecafé i butikken. Så kan man jo komme og se hvor langt jeg er nået med projektet. Den dag vil jeg nok ikke væve, men hygge mig med et af mine strikketøjer. Helst et, som jeg ikke skal tænke til .. 🙂

I butikken på Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry :-)
I butikken på Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry 🙂

Alle er velkomne, men jeg vil gerne have at man tilmelder sig, på mail eller på anden vis, af hensyn til kage-mængder og siddepladser. Jeg beder desuden om 30 kr til kaffekassen.
Jeg håber vi ses!

Udgivet i 4 kommentarer

Strik med kaffe/kage samt nyt på væven

I lørdags var der igen strikkecafé i GarnGalleriet. Det var så hyggeligt, livligt og lystigt med 15 glade strikkende og hæklende gæster.

Jette og Helle, dybt koncentrerede
Jette og Helle, dybt koncentrerede

Næste strikkecafé bliver d. 12. september. Det er fra 13 til 17, og jeg modtager tilmelding på mail eller SMS (eller på hvilkensomhelst måde, faktisk ..). Alle er velkomne!

Jeg er ved at sætte væven op til babyvikler i bomuld. Faktisk er jeg så langt med det, at jeg regner med at jeg rent faktisk kan begynde selve vævningen i dag.

Trenden lagt i redekam, inden overførsel til væven
Trenden lagt i redekam, inden overførsel til væven

Men væveopsætning tager tid! For otte dage siden købte jeg garnet. Trenden tog et par dage at lave (imellem andre gøremål), og derefter var der ilægning i redekam, overførsel til væven, bomning, sølning, opbinding af tramper, ritning og frembinding.
Når jeg møder henne på værkstedet om lidt skal jeg lige kontrol-binde frembindingsknuderne, tjekke skellene (og garanteret ned og justere opbindinger ..), spole islætsgarn og SÅ skal der væves!
Først prøvevæves, naturligvis.
Det er mine første babyvikler (baby wraps), så kvaliteten skal jo lige tjekkes inden jeg væver sådan et par stykker på 70 x 420 cm!
Mere om det senere ..

Og lidt strik:

Feather-and-Fan sjal i Serenade Lace
Feather-and-Fan sjal i Serenade Lace

Mit sjal/tørklæde i flerfarvet Serenade bliver mest strikket på når vi er ude at køre. Sidste uge bød på en rigtig lang biltur, så der fik jeg lavet en del.
Jeg er ret spændt på hvor stort sjalet kan blive ud af 100 gram garn. Garnet rækker langt, og når det færdige arbejde så bliver udspændt skal det nok få en okay størrelse.