Udgivet i 4 kommentarer

Ind under huden.

En vævestruktur får man lært rigtig godt at kende mens man arbejder med den. I mit nuværende projekt (babyvikler igen) har jeg valgt at væve et fint lille mønster på 4-skafter. Trampningen er lige som sølningen, og mønsterrapporten er på 22 tråde.
Det gik rigtig fint og nemt med at sølle mønsteret. Ingen fejl, og vævningen er som sådan allerede i gang nu.

Først vævede jeg lidt i en restfarve for at teste at der ikke var fejl i sølning og ritning. Det var der ikke (hurra!), så jeg gik hurtigt videre med selve babyvikle-vævningen.
Trampningen falder mig dog ikke helt så naturligt som sølningen gjorde, synes jeg, på trods af at det egentlig er det samme .. Det er lidt svært at se hvor man er i mønsteret (men det lærer jeg vel efterhånden). Og fordi trampesekvensen spejlvender, jeg bruger begge fødder lidt skiftevis og oven i hatten er lidt højre/venstre-blind kommer jeg meget nemt til at løbe vild i det og trampe forkert .. Arrgh! Jeg har vævet lidt baglæns ind imellem, må jeg sige.

Men i løbet af de mange meters vævning skal jeg nok få sekvensen ind under huden. Rækkefølgen og rytmen skal komme til at sidde hardwired i fødderne, så de kan danse hen over tramperne uden at jeg behøver at tænke videre over det. Når den tilstand indtræffer bliver arbejdet næsten som en leg! Her i starten – not so much .. Jeg skal koncentrere mig. Kontrollere og tælle efter. Og >suk< nogen gang væve lidt baglæns ..
Men det bliver fint, synes jeg! Her er et par snapshots, fra begge sider af væven:

Fra venstre er stoffet først orange, så dybt varmt gult.
Fra venstre er stoffet først orange, så dybt varmt gult.
Fra højre kant mere brunligt, honning og sennepsgult.
Fra højre kant mere brunligt, honning og sennepsgult.

På lørdag er der strikkecafé i butikken. Så kan man jo komme og se hvor langt jeg er nået med projektet. Den dag vil jeg nok ikke væve, men hygge mig med et af mine strikketøjer. Helst et, som jeg ikke skal tænke til .. 🙂

I butikken på Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry :-)
I butikken på Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry 🙂

Alle er velkomne, men jeg vil gerne have at man tilmelder sig, på mail eller på anden vis, af hensyn til kage-mængder og siddepladser. Jeg beder desuden om 30 kr til kaffekassen.
Jeg håber vi ses!

Udgivet i Skriv en kommentar

Så gik den ferie ..

De går sørme hurtigt, sådan et par uger! Heldigvis har det været 2 dejlige ferieuger, fyldt med energikrævende og -givende naturoplevelser i det danske landskab. Jeg holder meget af at holde ferie i Danmark. Det er et pragtfuldt land!
Alle mine feriefotos vil jeg skåne jer blog-læsere for, men hvis man har lyst til at se lidt på den dejlige natur på en af vores små-øer, Endelave, så vil jeg anbefale at følge @garngal ovre på Instagram.com 🙂

Tour de Fleece er også forbi! Jeg synes det har været en rigtig god og produktiv Tour i år. “Rhodos/Ikaros”-garnet, som jeg havde til opgave at spinde for en kunde, blev jeg færdig med, og derudover spandt jeg en del shetlandsuld beregnet til tvebinding.

TdF-produktionen og mine udvalgte Bosworth-racere .. :-)
TdF-produktionen og mine udvalgte Bosworth-racere .. 🙂

Sådan noget tvebindingsgarn er jo lidt specielt, idet det skal spindes og tvindes modsat, altså S-spindes og Z-tvindes.
Jeg har lækre, varme og praktisk taget vindtætte vanter og pulsvarmere i tankerne ..

Og hverdagen banker på igen. Det gør nu ikke så meget, for jeg elsker min dagligdag! De kreative udfordringer, pasning af butikken, farvningen af lækre fibre og ikke mindst interaktionen med kunder og venner – online og IRL.
Nye projekter er på banen: I dag er jeg gået i gang med at researche og lægge planer omkring vævning af en babyvikle, efter forespørgsel fra en potentiel kunde. En babyvikle er et langt stykke stof (godt 4 meter) som man bærer sit lille barn i tæt til kroppen, og det skal naturligvis være både smukt, blødt, solidt og praktisk.
Jeg har allerede lavet væveseddel, faktisk, så nu mangler jeg kun et “go!” fra Karen, så går jeg i gang med trenden.
Men væven er ikke tom, så det arbejder jeg på nu. Jeg væver et tørklæde, 38 cm bredt, af et enkelt bundt Serenade i multifarver.

Her bommes væven med multifarvet Serenade
Her bommes væven med multifarvet Serenade

Trenden har jeg lagt op sådan at farverne passer ud for hinanden, tråd for tråd, og i den færdige vævning skulle det gerne give en ikat-agtig effekt. Islættet er neutralt, tyndt kamgarn i en lys brunlig farve, for at det ikke skal dominere. Det er jo trenden der er det interessante i dette projekt.

Cirka halvt færdigt
Cirka halvt færdigt

Ud over at vælge en neutral islæts-farve har jeg også pillet ved andre parametre: Islætstætheden er meget mindre end trendtætheden, og garnet er også tyndere. Så alt i alt skulle det lys-brune islæt gerne træde lidt i baggrunden i det færdige tørklæde. Det bliver spændende at se!

Strikketøj? Jo, sommerboblekjolen (design: Ninapetrina) til lille Klara er næsten færdig!

Sommerboblekjolen i str. 2 år. Her kun knap halvvejs - nu er jeg næsten færdig!
Sommerboblekjolen i str. 2 år. Her kun knap halvvejs – nu er jeg næsten færdig

Bærestykket er rester af håndspundet (fra sweateren “Twilight in Lerwick”) og de lækre grønne farve er Pirkkalanka 8/2-uldgarn. Jeg håber Klara kan passe den .. 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Butik GarnGalleriet

I dag holdt jeg åben for første gang i mine nye butikslokaler på Horsensvej 46 i Gl. Rye (mellem Silkeborg og Skanderborg). Det var noget jeg havde set frem til meget længe, og det var skønt at kunne byde dagens gæster velkomne 🙂

En grå og fugtig dag har det været, og udefra ser den oplyste butik helt orange ud..

Horsensvej 46, Gl. Rye
Horsensvej 46, Gl. Rye

Her er et kig indefra og ud:
IMG_6234
Og ind i butikkens “indre”:

IMG_6235
Der kom mange trofaste kunder og gode venner for at sige tillykke med åbningen. Her er det Lene, der sidder og spinder, Miira, der står og bladrer i bøger, og Jette og Dorthe, der ligeledes er optaget af (relevant) litteratur..
IMG_6242
Jeg fik en frygtelig masse skønne gaver; smukke blomster, en spændende strikkebog samt diverse lækkerier i både flydende og fast form. Tusind TAK, allesammen!

Gaveregn :-)
Gaveregn 🙂

Fremover er der åbent i butikken hver onsdag, torsdag og fredag fra kl 12 til 18. Jeg vil glæde mig til hver eneste dag! 🙂

English summary:
Today I opened my new shop for the first time. Lots of customers / good friends came to visit, and we had a good time, knitting, spinning and talking.
I recieved many wonderful gifts – thanks very much! It was terribly nice of you all! 🙂
The shop will opened on wednesdays, thursdays and fridays from 12 a.m to 6 p.m. I’ll be looking forward to every day a work in my new shop 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Butiksklargøring og månedens farve i november

Så er jeg hjemme igen efter strikke-ferien i Monda, Spanien, og selvom jeg har kørt på under halv kraft på grund af noget virus-halløj (Den Spanske Syge, Ebola Light??) lige siden jeg kom hjem, har jeg dog fået ordnet en del i mine nye lokaler.

Masser af dejlig lys! :-)
Masser af dejlig lys! 🙂

Det bliver bare SÅ godt!
Masser af plads, og godt lys. Jeg glæder mig så meget til at få gang i væven, der har fået et godt hjørne at bo i, nu med udenomsplads også! Jeg har planer om at trende med noget gråt alpaca, indkøbt til formålet for nogle år siden, og så væve et par tørklæder i en enkel binding som f.eks lærred eller kipper, sådan bare for at komme i gang igen. Islætsgarnet er også forlængst spundet: 1-trådet BFL/silke i farven “Jupiter”.

Jeg åbner butikken fredag d. 14. november kl 12 – alle er velkomne til at kigge ind og få et lille glas og en småkage 🙂
Adressen er Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry.
I øvrigt bliver de faste åbningstider således: onsdag, torsdag og fredag fra kl 12 til 18.

Et par ferieminder fra Monda:

Monda - en smuk andalucisk bjerglandsby. I morgensol :-)
Monda – en smuk andalucisk bjerglandsby. I morgensol 🙂
Typisk "klasse-udflugt": Strik på kirketorvet under indtagelse af kaffe, vin og is!
Typisk “klasse-udflugt”: Strik på kirketorvet under indtagelse af kaffe, vin og is!
Klassens produktion. Masser af teknikprøver samt vores "kunstopgave": et strikket billede fra Monda
Klassens produktion. Masser af teknikprøver samt vores “kunstopgave”: et strikket billede fra Monda

Hvis Ruth Sørensen arrangerer lignende strikke-ferier igen vil jeg anbefale at hoppe med på vognen! Det var en pragtfuld uge, lærerig og afslappende i hyggelig atmosfære. Godt vejr med 20 – 25 grader oven i hatten er heller ikke at kimse af i slutningen af oktober!

Jeg skal på værkstedet nu for at farve, men først vil jeg lige vise månedens farve. Den hedder “Tsunami” og er inspireret af farverne i et billede som Carina B har sendt til mig.
Jeg har farvet på merino (200 gram), BFL/kidmohair (200 gram) og min nye luksus sock-fiberblend (100 gram). Den består af 78% superwash BFL, 11% tussahsilke og 11% nylon.
Sådan her ser farverne ud:

"Tsunami" på 200 gram merino, 21 my.
“Tsunami” på 200 gram merino, 21 my.
"Tsunami" på BFL/kidmohair, her 2 x 200 gram
“Tsunami” på BFL/kidmohair, her 2 x 200 gram

"Tsunami" på lux-sockblend, 100 gram.
“Tsunami” på lux-sockblend, 100 gram.

Bestil via min webshop:
http://garngalleriet.bigcartel.com/
Husk at prisen på “Månedens fiber” er lav hele den pågældende måned. Hvis der er udsolgt kan man bare bestille via mail eller telefon, så farver jeg så hurtigt som muligt, til den reducerede pris, naturligvis.

English summary:
Back from Spain, where I attended a knitting-retreat or knitting-vacation arranged by designer Ruth Sørensen. A small mountain village, Monda, in Andalucia, Spain. It was wonderful!
Soon ready to open shop: First day will be friday Nov. 14th. 12 o’clock. Hope to see you. 🙂
The November Colourway on fiber is called “Tsunami”. This month I dye om merino (21 micron), BFL/kidmohair blend and a brand new sock fiberblend, made of 78% SW BFL, 11% tussah silk and 11% nylon. 100 grams. Please go to my webshop and see more ..

Udgivet i 3 kommentarer

Det var så det.

Et kapitel er slut, butikken er nu lukket. Fredag var sidste åbningsdag, og nu står den på oprydning og nedpakning. Heldigvis er ophørsudsalget gået så forrygende at der næsten ikke er noget restlager.. Til gengæld er der en masse inventar og …skrammel der skal tages hånd om. Reoler, væv, giner, stativer o.s.v skal jeg finde et sted at opbevare, og en masse skal til genbrug eller bare smides ud.
Så hvis der er nogen derude der står og mangler en reol eller noget, så sig snarest til!

Jeg skal nu starte et nyt kapitel. Der tænkes og drømmes, og foreløbige planer bliver lagt, nedskrevet og regnet på. Hvad det hele bliver til (og om det bliver til noget) er endnu uvist, men man har da lov til at lægge planer og fantasere lidt om fremtiden..
Men der skal jo også slappes af og lades op ind imellem. Det gør jeg for tiden bedst med min rok og mine nye Aaes-håndtene.
På fotoet ses hvad jeg slapper af med lige nu: Det rødbrune garn på banksia-tenen har jeg spundet på den russiske (som også er med i billedet her) og så tvundet på banksia-tenen. Det er corriedale-uld fra Southern Cross Fibres. Nemt at arbejde med og flot farvet, men det er en lidt grov uld i forhold til den corriedale jeg kender. Jeg har i alt 6 skønne farver i den kvalitet, og tænker at det skal bruges til dejlige fair isle-mønstrede vanter til næste kolde sæson. Og en hue der matcher, måske.
Det lyse som jeg har gang i på den russiske Aaes-ten, og som også ses i baggrunden, er shetlandsuld i farven “Lys Fjeld”. Det har jeg selv farvet, så kvaliteten på den uld kender jeg jo, og den er god 🙂
Dette er i første omgang en spindeprøve (og siden en strikkeprøve) fordi min søn godt kunne tænke sig en cardigan i gråt og blåt. Det blå har jeg også farvet, og det viser jeg senere..