Udgivet i Skriv en kommentar

En lørdag med Fair Isle-strik

I går havde jeg en bordfuld kursister i stuen. Der stod “Workshop i Fair Isle-strik” på programmet.

Workshoppen varede 4 timer, fra 13 til 17, og i løbet af det ret korte tidsrum skulle strikkerne arbejde med en strikkeprøve med 2-farvet rib, fair isle-mønsterborter og opklipningsmasker. Først skulle de lige igennem lidt snak fra min side om de traditionelle principper for mønsterkonstruktion, garn, farvedominans, strikketeknik og farvevalg.
De fleste af strikkene havde prøvet kræfter med teknikken at strikke møsterstrik tidligere, men fair isle-strik omfatter andet og mere en blot dét at strikke med 2 farver garn på samme tid, og det var disse særlige fair isle-kendetegn vi nørdede med ..
Mange havde selv garner med, og de kunne supplere med farver fra min Jamieson & Smith-restekurv. Der kunne også købes Jamieson & Smith-garn med 10%’s rabat på dagen, og det var der nogle stykker, der benyttede sig af.

Tiden fløj hurtigt, og strikkerne arbejdede koncentreret og flot med at indplacere baggrundsfarver, mønsterfarver og den berømte pangfarve i centrum af mønsteret.
Til slut var der opklipning og visning af opstrikning af masker langs opklipningskanten samt snak om forskellige teknikker i forhold til opklipning og finish.

Jeg håber at deltagerne har fået mod på at kaste sig ud i fair isle-strikningen og forhåbentlig også selv forsøge sig med at tegne mønstre og vælge farver.
Mit fokus har i hvert fald været at forsøge at fjerne folks forsigtighed – som jeg oplever især i forhold til farvevalg – ved at give en oplevelse af at det ikke er vanskeligt, at alt egentlig er tilladt og at principperne ikke er strikke-lov men egentlig blot praktiske retningslinjer og en smuk tradition.
Det er blot at kaste sig ud i det!

Næste Fair Isle-workshop holder jeg lørdag d. 25. april. Der er stadig ledige pladser – book din lige her!

Udgivet i Skriv en kommentar

Blomekrans

Den dygtige og farveglade norske designer Tori Seierstad står bag den smukke vest “Blomekrans” og jeg er i fuld gang med at strikke den.

Nederste del af "Blomekrans"
Nederste del af “Blomekrans”

Den strikkes i Jamieson & Smith 2-ply Jumper Weight Shetlandsgarn, og udover den lyse bundfarve er der 10 mønsterfarver. Det er en herlig farveleg, og opskriften er velskrevet og nem at følge. Jeg kører efter den norske version, men den findes også på engelsk. Men faktisk er det næsten udelukkende diagrammet man strikker efter.
Jeg har fået lov at Tori at lave garnkits til Blomekrans-vesten, og det er jeg nu i gang med. Så snart min nye webshop er klar (og det er meget tæt på nu, håber jeg!!!) kommer både J&S-garnet og kits i shoppen.

Her er lige et kig på Blomekrans-vesten båret af selve designeren, Tori:

Blomekransvest. Design og foto: Torirot Design
Blomekransvest. Design og foto: Torirot Design

Opskriften til Blomekrans kan købes ovre på Ravelry – og garnet hos mig i GarnGalleriet 😉

Udgivet i 4 kommentarer

Jamieson & Smith

Hurra! Jamieson & Smith 2-Ply Jumper Weight shetlandsgarnet landede i butikken i forgårs!

Pakker fra Shetland :-)
Pakker fra Shetland 🙂

Det er et hundrede procent originalt shetlandsuldgarn. Spundet af uld fra får, der lever på Shetland. Firmaet ligger i Lerwick, der er Shetlandøernes “hovedstad”. Det er det garn, der bruges til “ægte” Fair Isle-strik, og der er rigtig mange fantastisk smukke farver!
GarnGalleriets første sending byder på halvdelen af farverne, og selvom jeg rigtig gerne meget snart vil have alle 80 farver i butikken, tænker jeg at 40 nuancer er et godt udgangspunkt.

jamiesonogsmithpåhylde
Hyggeligt arbejde med at sætte garn på hylder. Regnbue-lykke!

Jamieson & Smith 2-Ply Jumper Weight, som er garnets fulde navn, ligger i 25 grams nøgler og koster 32 kr pr nøgle. Garnet løber 118 meter pr. nøgle, hvilket kan oversættes til en løbelængde på ca. 450 meter pr 100 gram.
Garnet strikkes normalt på pind ca. 3 mm, naturligvis afhængigt at hvor fast eller åbent man ønsker at det strikkede stof skal være. Strikkefastheden angives til omkring 28 masker pr 10 cm. Igen: det afhænger!
Opskrifter til Jamieson & Smith 2-Ply Jumper? Der er masser! Jeg har lavet en lille søgning på Ravelry på dansk-sprogede gratis opskrifter der passer godt til dette garn. Værs’go.

Hvis man er åben for opskrifter på andre sprog end dansk er der naturligvis endnu flere muligheder!

Jeg vil gerne anbefale et par bøger som man kan finde supergod inspiration i, også hvis man er nybegynder med hensyn til flerfarvestrik:
The Knitsonik Stranded Knitting Source Book af Felecity Ford
Eventyrvotter af Vottelauget
Book of Fair Isle Knitting af Alice Starmore
200 Fair Isle Motives af Mary Jane Mucklestone
The Art of Fair Isle Knitting: History, Technique, Color & Patterns af Ann Feitelson
– Der er naturligvis mange, mange flere! Men denne håndfuld bøger er gode udgangspunkter for Fair Isle-strik, hver især. De kan købes on-line, men man kan også bestille dem hvem fra biblioteket. “Eventyrvotter” kan købes af mig! 🙂

Strikkekits:
Jeg har fået lov af den norske designer Tori Seierstad af lave strikkekits til hendes modeller “Next Year in Lerwick” og “Blomekrans Vest”. Disse dukker op snart på min webshop.

Blomekransvest. Design og foto: Torirot Design
Blomekransvest. Design og foto: Torirot Design

Next Year In Lerwick. Design og foto: Torirot design
Next Year In Lerwick. Design og foto: Torirot design

Selv har jeg kastet mig over 5 farver og har slået op til et hurtigt projekt: et par vanter fra “Eventyrvotter”. Mere om det senere – nu kalder dagens arbejde!