Udgivet i 3 kommentarer

Temperatur-strik

Min nye strikkede kjole, der er resultatet af et dogme-strikketøj påbegyndt i 2022, er jeg ret glad for.
For det første er jeg glad for at den er blevet færdiggjort – endelig – men jeg er faktisk endnu mere glad for at den er blevet så god!
Jeg elsker de mange farver, nærmest som et kaos af striber i hovedsalig grønne og blå nuancer. En smule gråt og lilla. Og så lidt orangegult ..

Hver stribe og dens farve repræsenterer en temperatur. Jeg begyndte 1. januar 2022 med at registrere døgnets laveste og højeste temperatur. Til det formål havde jeg god hjælp af DMI’s vejrarkiv, som kan findes på deres hjemmeside. I forvejen havde jeg lavet en skala, hvor jeg havde tildelt en farve til hver temperaturværdi. Farverne er mine egne monokromatiske håndfarvede, men garnerne er forskellige, omend af samme tykkelse. Der er Corriedale Twist, Merino/silke, Camerino, Paseo og et par stykker mere ..
Så begyndte jeg projektet med at strikke en halskant i den farve, jeg havde tildelt temperaturen 0 grader. “Lys Fjeld”, en grålig farve.
1. januar lavede jeg først lidt “shaping” af nakke/skulder ved hjælp af venderækker, og dernæst strikkede jeg to omgange ret med farven for den koldeste temperatur i døgnet, og dernæst en omgang ret og en omgang vrang for den varmeste. Samt lavede raglanudtagninger. Videre derudaf efter samme princip dag efter dag ..
Projektet kørte fint, og på et tidspunkt satte jeg masker i hvil til ærmer og fortsatte nedad, indtil 31. marts, der dannede sidste stribe på kjolen.
Så gik jeg i stå .. Det var det med de svære ærmer ..
Men med stor støtte og masser af hep fra mine strikkevenner, der følger med i podcasten “Fibre i Farver” (som hovedregel hver tirsdag kl 11 på YouTube) lykkedes det mig at færdiggøre kjolen her 2 år senere.
Ja-ja – ting tager åbenbart tid.

Som skrevet, jeg er meget glad for min temperatur-kjole! Og jeg er vild med konceptet, med dogmetanken i at følge et regelsæt i sit strikketøj. På den måde ved jeg ikke helt, hvordan resultatet bliver, men er dog begrænset til en flok forudbestemte farver/garner og – i dette tilfælde – hvor varmt eller koldt det bliver i den valgte periode. Det er interessant og lidt spændende ..

Så det vil jeg gerne gøre igen.

Denne gang har jeg besluttet mig for at strikke en bluse – en tee, måske – ud fra temperaturerne i april. Ikke smalle striber som i kjolen, men lidt bredere, mønstrede striber med den “kolde farve” som baggrund og “den varme” som mønsterfarve.
Garnet skal være Jamieson & Smith 2 Ply Jumper Weight-garn, og jeg har lavet mig en skala med 32 forskellige farver – fra minus 7 til plus 24 .. Naturligvis kommer jeg ikke til at bruge alle farverne, men man ved jo aldrig hvor højt og hvor lavt vi kommer – aprils vejr er jo meget variabelt.
Herunder ses farverne fra varmt øverst til koldt nederst, *næsten* som det bliver – jeg har lavet en enkelt udskiftning.

Lige nu er jeg ved at strikke en prøve, og det ser ud til at min idé fungerer .. Jeg glæder mig til at gå i gang d. 1. april, og på tirsdag i “Fibre i Farver” vil jeg fortælle mere om denne tossede strikkeidé og vise min prøve frem.
Måske har I lyst til at være med på noget temperaturstrik? Så kunne vi lave en april-samstrik. Det bliver Cool – eller Hot! 😉

Udgivet i Skriv en kommentar

Jamieson & Smith 2-ply Jumper Weight

Dette er garnet man strikker Fair Isle-sager af! Og nu har jeg det på lager – ikke i alle 93 farver endnu, men i hvert fald langt over halvdelen ..

J&S 2-ply Jumper Weight er 100% shetlandsuld. 2-trådet blødt og luftigt kartegarn, der ligger i 25 grams nøgler med 115 meter. Pris pr nøgle kr. 30,-
Link til shoppen 🙂

I shoppen, under “Bøger“, vil man også kunne finde en meget smuk Fair Isle-bog. Det er ikke en opskriftsbog og heller ikke en teknikbog. Det er en samling af gamle, originale Fair Isle-mønstre – 60 til 100 år gamle og smukt håndtegnet og farvelagt. Ud over det historisk interessante indledende kapitel om strikning på Shetlandsøerne dengang for mange år siden er der ingen forklarende tekster i bogen – det er udelukkende reproduktioner fra to originale mønstersamlinger fra den tid – komplet med pletter og småfejl.
Bogen hedder “A Shetlanders Fair Isle Graph Book in Colour”.

Men hvad så med egentlige opskrifter til det lækre shetlandsgarn? Jo, der er jo et hav af muligheder – især er der en masse bøger med smukke Fair Isle-modeller. Af forfattere kan f.eks nævnes Janine Bajus, Felicity Ford, Alice Starmore, Kate Davies og mange flere ..
I Ravelrys opskriftsdatabase, der er enormt omfattende, er det selvfølgelig også muligt at finde opskrifter på fantastisk Fair Isle-strik. En søgning giver mig denne liste med gratis opskrifter til Jamieson & Smith 2ply, men der er jo også rigtig mange købe-opskrifter. F.eks på norske Tori Seierstads berømte sweater “Next Year in Lerwick”.

“Next Year In Lerwick”

Min egen model, tunikaen “Mirabel”, kommer meget snart til download igen. Den skal lige “efterses i sømmene” og have skiftet et par fotos – så er den klar! Ligeledes kommer den nye slipover “Løndal”, som jeg strikkede til Thomas, til download snart ..

Jeg glæder mig rigtig meget til at strikke meget mere mønsterstrik – stort som småt – i det lækre shetlandsgarn!

Jamieson & Smith 2ply Jumper Weight

Udgivet i 2 kommentarer

Løndal-vesten

Man kunne også kalde det for en slipover. Jeg har strikket den til Thomas og opkaldt den efter det fantastiske sted vi bor: Løndal, et dalstrøg mellem Addit og Løndal Skovene.

“Løndal” er strikket efter bedste Fair Isle-tradition, med forskellige mønsterborter i mange natur-nuancer og naturligvis i shetlandsuld. Garnet er Jamieson & Smith Shetland Heritage Naturals plus en lille smule af mit håndspundne (og farvede) shetlandsuld.

Slipover’eren strikkes på rundpind, nedefra og op, begyndende med den traditionelle 2-farvede rib, der består af 2 ret i bundfarve / 2 vrang i mønsterfarve. Det giver en fast og smuk rib, især når man skifter farve undervejs i enten den ene eller begge farvegrupper. Jeg har beholdt bundfarven (mørk grå) hele vejen op og skiftet ofte i mønsterfarven (vrangmaskerne).
Selve kroppen er strikket på rundpind hele vejen op, med opklipningsmasker ved armhullerne og halsudskæringen. Jeg bruger 12 opklipningsmasker, og med shetlandsgarn er det ikke nødvendigt at sy inden opklipning. Det holder fint uden “sikkerheds-syning”, hvilket er en af de ting jeg elsker ved shetlandsulden.
Kanterne ved arm-huller og V-hals er også 2-farvet rib.
Mine små farve-islæt af håndspundet garn kan være svære at se .. Jeg har valgt dæmpede farver fra den farveholdning, der hedder “Hede”, og kun brugt det hist og pist: i midten af de store mønsterborter samt i udkanten af nogle af de små mønsterborter. Mørk lilla, grønt, grålig rosa og gylden. Bare en lille-bitte antydning af kulør i alt det naturfarvede ..

Jeg skriver en opskrift. I den forbindelse får jeg brug for et par dygtige teststrikkere, der vil strikke “Løndal” op i herrestørrelserne M, L og XL. Gerne i samme garn som jeg har brugt, J&S Shetland Heritage, men det er ikke et krav. Send mig en besked, hvis du ønsker at høre nærmere ..

En slipover i shetlandsuld er varm og letvægts.
“Løndal”-slipoveren har traditionelle OXO-mønsterborter og små peerie-borter

Udgivet i Skriv en kommentar

Fair Isle-strik og farvning

Jeg er netop kommet ind fra farveværkstedet, hvor jeg i dag blandt andet har farvet en god portion Oatmeal BFL-uld i farven “Etna”.
Det er en bestilling fra en af Fiberklub-medlemmerne. “Etna” var Fiberklub-farve i februar og bliver dermed først gjort almindeligt tilgængeligt til august (et halvt år efter udgivelse i Fiberklubben), men som medlem har man jo det privilegium at man til hver en tid kan bestille mere af en farve, på en hvilken som helst fiber.

“Etna” på Oatmeal BFL. Spundet på Bosworth-tene og nu klar til tvinding

“Etna” er en flot, varm farveholdning, og farvet på den lysbrune Oatmeal BFL får den både dybde og ro. Jeg har lige færdigspundet netop sådan en portion “Etna” på Oatmeal BFL, og skal blot have det tvundet. Det er spundet på et par af mine Bosworth-håndtene – mini’er. Den ene med tenvægt af asketræ og den anden en special-ten, der er lavet af træ fra sluppen “Clearwater”, der har besejlet Hudson Bay .. Lidt sjovt. Udover at være lidt speciel og meget smuk er det også en fantastisk ten, som alle af det fabrikat ..

Fra venstre: en midi, mini’en i asketræ og “Clearwater Sloop”-mini’en.

Fiberklubberne Uld og Luksus er i øvrigt stadig åbne for nye medlemmer (indtil d. 20. juni eller når max. antal er nået). Det fungerer sådan at man skriver sig op for 3 måneder – abonnementet løber kvartalsvis, og det er 3. kvartal man kan tilmelde sig nu. Juli, august, september.
Man modtager månedens farve lige omkring den 1. i hver af de 3 måneder. Hver måned helt nye farveholdninger, som ikke har været vist før. Altid spændende at modtage sådan en dejlig, blød og farvestrålende fiberpakke!

Efter Saltum Uldfestival begyndte jeg på en Fair Isle-vest. Det bliver en herrevest, til Thomas, og jeg designer den naturligvis selv.
Garnet er Jamieson & Smith Shetland Heritage i naturfarver – men hist og her krydrer jeg modellen med enkelte omgange at håndspundet og håndfarvet shetlandsgarn. Ikke meget, kun lige så farverne bryder alt det naturfarvede.

Påbegyndt Fair Isle-vest til Thomas. Det lidt “krøllede” og ujævne look forsvinder i første vask .. 😉

Vesten er helt traditionelt opbygget med 2-farvet rib og selve bullen med borter af forskellig størrelse. Der er den typiske spejling med farverne omkring mønsterborternes midte, den lige så typiske “shading”, dvs. nuancegraduering – og kontrasterne mellem bund- og mønsterfarver. Mønsterborternes sekvens kommer til at gentage sig et par gange op over vesten.
Når jeg kommer så langt laver jeg opklipningsmasker ved ærmegab og V-hals, så jeg kan fortsætte med at strikke rundt hele arbejdet igennem. Ærmer og halskant bliver til slut kantet med 2-farvet rib.

Shetland Heritage-garnet er smukt at se på, blødt at røre ved og dejligt at strikke med. I struktur er det fuldstændig som mit håndspundne shetlandsgarn – og det er jo slet ikke så ringe .. 😉
Leverandøren skriver, at garnet er designet med det oprindelige, håndspundne shetlandsgarn som forbillede, i samarbejde med museumsfolk og tekstileksperter. Kamgarnsagtigt, tyndt, blødt og lidt mere glansfuldt end øvrige shetlandsgarner. 2-trådet, naturligvis. I J&S Heritage Naturals-linjen er der 7 naturfarver, men der findes også farvet Shetland Heritage.

Tilbage til arbejdet!

Udgivet i Skriv en kommentar

Saltum Uldfestival og solfarvning

Weekenden fejrede vi i Saltum. Der var Uldfestival lørdag og søndag, og Garngalleriet Mikrofarveri havde flottet sig med en lillebitte stand – for min tilstedeværelse på Nordens største Uldfestival synes jeg er et must – selv om det ikke er helt billigt ..
Thomas var selvfølgelig med, både for at hjælpe mig i min stand, men også for at deltage på Spindeforeningens stand.
Jeg havde naturligvis medbragt en masse uld, både i form af spindefibre og håndfarvet garn, foruden selvfølgelig mit J&S Shetland Heritage-garn – temaet på festivallen i år var nemlig shetlandsstrik.
The Knitsonik Stranded Colourwork Playbook havde jeg naturligvis også med – og mine fine LYKKE-strikkepinde.

Uldfestivallen var rigtig godt besøgt, og handel, hygge og snak gik som det skulle .. Jeg havde fået lov til at hænge ud sammen med Spindeforeningen i et dejligt sommerhus tæt ved vandet. Skønt sted, både ved solnedgang og til morgenløbeturen.

Solnedgang ..
.. og morgenstund 🙂

Det var en dejlig, solbeskinnet weekend i Saltum, men lidt kold .. Hjemme igen er det lige pludselig blevet sommeragtigt, og det fik mig i dag til at sætte gang i sæsonens første solfarvningsglas.

Solfarvning – dag 0

Fra venstre: Stokrose, japansk pileurt, mælkebøtteblomster og mirabelleblade.
Nu skal maj-solen så bare skinne lystigt, og så ser vi om et par uger eller fire om der er noget farve, der er smittet af på garnet.

Nu kalder strikketøjet på mig .. Jeg er næsten færdig med den 2-farvede rib, og *så* er det tid til mønstersjov! 🙂

Herre-slipover i J&S Shetland Heritage – alle naturfarverne!
Udgivet i 7 kommentarer

Homecoming

Kort efter nytår – til årets første strikkecafé – sagde Elisabeth til mig, at hvis jeg skulle nå at strikke den planlagte sweater til min søn, så skulle jeg se at komme i gang. Min dreng er nemlig på udvekslingsophold i Brasilien, og kommer hjem i slutningen af juni!
Hun havde jo naturligvis helt ret, så jeg skyndte mig at finde 5 flotte Jamieson&Smith-farver og slå 312 masker op til 2-farvet rib. Pind 2,5 til rib og 3 til resten.

3 måneder tog det mig at blive færdig – det tidsforbrug er jeg ret tilfreds med! Men det har også været en dejlig sweater at strikke, med skiftende mønstre hele vejen – og jeg har sådan set designet det hele undervejs.

Homecoming-sweater. Forbrug: 500 gram, fordelt på 5 farver.
Homecoming-sweater. Forbrug: 500 gram, fordelt på 5 farver.

Om resultatet er lidt rodet eller visuelt interessant – det vil jeg lade være op til hver enkelt at bedømme efter smag og behag, men jeg er i hvert fald selv tilfreds med det overordnede indtryk. Jeg tænker, at de mange skiftende mønstre bliver holdt lidt i ro og balance af den begrænsede palet.

Homecomingsweater
Homecomingsweater

Nu håber jeg at han kan li’ den. Og at den passer! Jeg har målt efter en stor sweater han har i skabet, så jeg tror størrelsen er okay, meeen .. han er jo i voksealderen stadigvæk!
Da jeg lige var færdig med monteringen var jeg godt nok noget mismodig. Den så *alt* for lille ud. Jeg tog den på og den var en anelse for stor til mig, men den var altså slet, slet ikke stor nok til en stærk ung mand på 1 meter og 90!
Så kylede jeg den i vaskemaskinen og forsøgte at tænke på noget andet.

Koldt uldprogram med lav centrifugering. Da den kom ud var den temmelig våd – og strækbar! Jeg kunne godt have ønsket mig sådan et “wooly board” som man spænder shetlandsstrik op på ovre på øerne, men sådan et har jeg ikke. Bevæbnet med en tommestok strakte jeg derfor blot sweateren ud til de ønskede mål og lod den ligge på håndklæder på badeværelsesgulvet – i håb om at den ikke ville trække sig sammen under tørringen.

Rosa har godkendt det færdige arbejde! :-)
Rosa har godkendt det færdige arbejde! 🙂

Det gjorde den heldigvis ikke!! Den beholdt størrelse Large-målene, jubi!
– Hvad er det i øvrigt der gør at katte er så vilde med våd uld? Man skulle ellers tro at de ville foretrække at ligge på noget tørt, men næ-nej – en våd sweater på gulvvarmen, det er åbenbart sagen ..

Lidt mere om sweateren og dens mønstre:
Alle mønsterborterne er forskellige. De har enten 12 eller 24 masker i mønsterrapport, og varierer i højden.
De små lyseblå peerie-mønstre (også alle forskellige) har 3, 4, 6 eller 8 maskers rapport og er ikke mere end 4 omgange i højden.
Alle mønstre er besluttet undervejs, så der har aldrig været nogen færdig plan for sweateren. Det har gjort det til et voldsomt interessant stykke arbejde! Nogle af mønsterborterne har jeg fundet i mønstersamlinger og brugt som de var. Andre har jeg ændret lidt hist og pist. Nogle har jeg selv tegnet fra bunden, f. eks vindmøllerne, fodboldene, kattene og labyrinterne lige nedenunder. Den smukke stjerneblomst har jeg snuppet fra Elisabets vest – kunne ikke lade være! 😉
Mine selv-tegnede mønstre har desuden personlig betydning for den skønne unge mand der skal have sweateren ..

Kattedyr. Og labyrinter nedenunder.
Kattedyr. Og labyrinter nedenunder.

Ærmerne var faktisk det, der tog længst tid. For det første skulle de regnes ud – det var lige en hurdle jeg skulle komme over, og strikketøjet fik sig et par ugers “tænkepause” i den forbindelse..
For det andet var mønstrene ikke nye og spændende, da ærmerne strikkes som bullen rent mønstermæssigt.
For det tredje falder det mig mentalt lidt svært at strikke de korte omgange med mønsterstrik. Man når slet ikke at komme ind i mønsterets rytme inden omgangen er slut og man skal forholde sig til en ny rytme. Men dette løste jeg ved at strikke begge ærmer samtidig – som ét stort “rør”, med klippemasker imellem ærmerne. Så kom der flow i strikningen og inden længe var jeg ved vejs ende.
Ærmerne klippes fra hinanden. 8 klippemasker plejer jeg at køre med - det virker fint.
Ærmerne klippes fra hinanden. 8 klippemasker plejer jeg at køre med – det virker fint.

Det er selvfølgelig lidt en ulempe at man så skal klippe de to ærmer fra hinanden for at sy dem sammen hver for sig. Det giver jo en søm, og den *er* mærkbar. Ikke at jeg tror at ærmesømmene vil være generende i brug, men ingen søm ville have været at foretrække.
Så der var både fordele og ulemper ved den metode.

Mønster-miks
Mønster-miks

Om 2-en-halv måneder vil jeg kunne opdatere bloggen med et billede af Homecoming-sweateren med indhold. Det glæder jeg mig voldsomt meget til! 🙂

Homecoming. Fair-isle strik i Jamieson & Smith 2Ply Jumper weight
Homecoming. Fair-isle strik i Jamieson & Smith 2Ply Jumper weight

Udgivet i Skriv en kommentar

Strikkecafé

På denne smukke, kolde vintereftermiddag var vi 13 strikkere (eller rettere multi-tekstilkunsthåndværkere, for de kan jo lidt af hvert, de damer!!) forsamlet til strikkecafé i min ydmyge butik.

Der strikkes hele vejen rundt :-)
Der strikkes hele vejen rundt 🙂

Det er altid så hyggeligt!
Strikkecaféen foregår på den måde, at jeg sørger for kaffe, te, kage og frugt, og for kun 30 kr kan man så tilbringe en hyggelig håndarbejdseftermiddag sammen med ligesindede. Det er en gang om måneden, typisk den anden lørdag fra 13 til 17.

I dag var der en del fokus på flerfarvet mønsterstrik. Elisabeth havde sin nye fair-ilse vest på, og allerede i gang med en ny fair-isle model. Denne gang en cardigan til sin mor. Med praktiske lommer til æggeindsamling 😉

Elisabeth i sin smukke vest. Jamieson & Smith shetlandsgarn
Elisabeth i sin smukke vest. Jamieson & Smith shetlandsgarn

Vi studerer de smukke mønstre i detaljen ..
Vi studerer de smukke mønstre i detaljen ..

Lone strikkede på “Mirabel”-tunikaen, og købte desuden Jamieson & Smith garn ind til en superflot “damejakke” som hun spottede i en af Marianns medbragte strikkebøger. Jeg kan ikke umiddelbart huske hvad bogen hedder, men det er en af de populære norske bøger, og jakken er Chanel-agtig i sit udtryk – men også lidt flippet i detaljen ..
Svært at vælge .. Jamieson & Smith-hylden.
Svært at vælge .. Jamieson & Smith-hylden.

Lone og Elisabeth studerer strikkefastheder og vælger farver til den norske jakke
Lone og Elisabeth studerer strikkefastheder og vælger farver til den norske jakke

Ellers blev der rundt om bordet strikket cardigan i Noro-garn, karklud i bomuld, sjaler i tyndt uld og diverse andre fine ting. Vi fik også lov til at beundre ny-vævede stolaer i håndspundet garn, en “Doodler” i smukke farver, et spændende igangværende broderi og andre fine sager som jeg ikke lige fik taget billeder af.
Selv fik jeg strikket sølle 2 omgange på min fair-isle sweater. Ikke så forfærdelig produktivt, kan man sige, men det foregik i hvert fald i et fantastisk og inspirerende selskab 🙂
Lones "Mirabel" i Pirkkalanka-garn
Lones “Mirabel” i Pirkkalanka-garn

Næste strikkecafé bliver ikke den anden lørdag i marts. Dette er på grund af FiberFesten i Ry, hvor GarnGalleriet naturligvis vil være at finde med en stand. Om strikkecaféen så bliver lørdagen før eller efter FiberFest – det skal jeg lige nærstudere kalenderen for at beslutte. Datoen bliver kastet ud på FaceBook-siden så hurtigt som muligt.

Nu videre med sweateren – bullen er næsten færdigstrikket!

Udgivet i 6 kommentarer

Og tiden flyver ..

Til min store skræk ser jeg at det seneste indlæg på denne blog er fra sidste år! Det må jeg lige gøre noget ved ..
Jeg lægger hårdt ud med at præsentere hele to større strikkeprojekter, begge påbegyndt siden sidste post og begge godt kørende.
Den første er Mirabel anno 2016, og den er jeg ca. halvvejs med.

Mirabel 2016. Cirka halvvejs nede.
Mirabel 2016. Cirka halvvejs nede.

Mirabel-tunikaen strikkede jeg første gang i 2012, og dengang brugte jeg SuperSoft og Geilsk Tynd Uld. Denne gang bruger jeg Jamieson & Smith 2ply Jumper Weight shetlandsgarn, og det har en lidt kortere løbelængde. Strikkefastheden kan jeg sagtens ramme, men den bliver jo lidt tættere i kvaliteten end den første Mirabel. Jeg tror det bliver godt!
Der kører en Mirabel-KAL i min Ravelrygruppe “GarnGalleriet & Friends”, og man kan stadig nå at være med. KAL’en startede for en måned siden, men der er også strikkere der netop er begyndt. Så hop bare med ovre på Ravelry, hvis du brænder for at strikke mønstre i mange farver! (Men dog kun 2 farver ad gangen ..) 🙂
Næste projekt er også en fuld-mønstret sag. Det er en herresweater i traditionel Fair Isle stil, og til forskel fra Mirabel er alle mønstrene på denne her forskellige. Til gengæld er jeg ikke gået helt så meget amok med farverne. Kun 5 .. Også denne sweater strikkes i J&S 2-ply Jumper Weight. Og også denne er jeg ca halvvejs med. Jeg har lige passeret ærmegabet.

Herre-sweater. Cirka halvvejs oppe.
Herre-sweater. Cirka halvvejs oppe.

Jeg skifter mellem disse to strikketøjer, og ind imellem bliver der også spundet lidt. Jeg har gang i at spinde tykt, tykt garn til en sweater. Jeg tænker at det skal passe sådan ca. pind 15.
Her er den foreløbige produktion:

Tykke singles, farve "Tsunami"
Tykke singles, farve “Tsunami”

Jeg spinder først alle singles, afhasper og måler antal meter. Når jeg så skal tvinde, vil jeg matche dem så godt som muligt ud fra antal løbemeter, for at få farverne til at mødes bedst muligt. Hvert bundt garn har nemlig 6 farver, i samme rækkefølge fra ende til anden.
Så det er planen.
(et par af de) Andre planer:
Der skal meget snart spindes en masse sjovt Art-Yarn / effektgarn. Jeg skal jo træne lidt til mit kursur i april. En plads tilbage! 🙂
Der skal også laves fair-isle prøver og materiale til Fiberfest-workshoppen i marts (og min egen workshop senere).
Jeg har også en workshop med multifarvet garn (korte farvesekvenser). Til denne workshop viser jeg hvordan man kan “tæmme” farverne og skabe fine mønstringer i strikket – i stedet for tilfældigt farvekaos. Her er der også ledige pladser.
Se en oversigt over workshops, priser og andet info her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Blomekrans

Den dygtige og farveglade norske designer Tori Seierstad står bag den smukke vest “Blomekrans” og jeg er i fuld gang med at strikke den.

Nederste del af "Blomekrans"
Nederste del af “Blomekrans”

Den strikkes i Jamieson & Smith 2-ply Jumper Weight Shetlandsgarn, og udover den lyse bundfarve er der 10 mønsterfarver. Det er en herlig farveleg, og opskriften er velskrevet og nem at følge. Jeg kører efter den norske version, men den findes også på engelsk. Men faktisk er det næsten udelukkende diagrammet man strikker efter.
Jeg har fået lov at Tori at lave garnkits til Blomekrans-vesten, og det er jeg nu i gang med. Så snart min nye webshop er klar (og det er meget tæt på nu, håber jeg!!!) kommer både J&S-garnet og kits i shoppen.

Her er lige et kig på Blomekrans-vesten båret af selve designeren, Tori:

Blomekransvest. Design og foto: Torirot Design
Blomekransvest. Design og foto: Torirot Design

Opskriften til Blomekrans kan købes ovre på Ravelry – og garnet hos mig i GarnGalleriet 😉

Udgivet i 4 kommentarer

Jamieson & Smith

Hurra! Jamieson & Smith 2-Ply Jumper Weight shetlandsgarnet landede i butikken i forgårs!

Pakker fra Shetland :-)
Pakker fra Shetland 🙂

Det er et hundrede procent originalt shetlandsuldgarn. Spundet af uld fra får, der lever på Shetland. Firmaet ligger i Lerwick, der er Shetlandøernes “hovedstad”. Det er det garn, der bruges til “ægte” Fair Isle-strik, og der er rigtig mange fantastisk smukke farver!
GarnGalleriets første sending byder på halvdelen af farverne, og selvom jeg rigtig gerne meget snart vil have alle 80 farver i butikken, tænker jeg at 40 nuancer er et godt udgangspunkt.

jamiesonogsmithpåhylde
Hyggeligt arbejde med at sætte garn på hylder. Regnbue-lykke!

Jamieson & Smith 2-Ply Jumper Weight, som er garnets fulde navn, ligger i 25 grams nøgler og koster 32 kr pr nøgle. Garnet løber 118 meter pr. nøgle, hvilket kan oversættes til en løbelængde på ca. 450 meter pr 100 gram.
Garnet strikkes normalt på pind ca. 3 mm, naturligvis afhængigt at hvor fast eller åbent man ønsker at det strikkede stof skal være. Strikkefastheden angives til omkring 28 masker pr 10 cm. Igen: det afhænger!
Opskrifter til Jamieson & Smith 2-Ply Jumper? Der er masser! Jeg har lavet en lille søgning på Ravelry på dansk-sprogede gratis opskrifter der passer godt til dette garn. Værs’go.

Hvis man er åben for opskrifter på andre sprog end dansk er der naturligvis endnu flere muligheder!

Jeg vil gerne anbefale et par bøger som man kan finde supergod inspiration i, også hvis man er nybegynder med hensyn til flerfarvestrik:
The Knitsonik Stranded Knitting Source Book af Felecity Ford
Eventyrvotter af Vottelauget
Book of Fair Isle Knitting af Alice Starmore
200 Fair Isle Motives af Mary Jane Mucklestone
The Art of Fair Isle Knitting: History, Technique, Color & Patterns af Ann Feitelson
– Der er naturligvis mange, mange flere! Men denne håndfuld bøger er gode udgangspunkter for Fair Isle-strik, hver især. De kan købes on-line, men man kan også bestille dem hvem fra biblioteket. “Eventyrvotter” kan købes af mig! 🙂

Strikkekits:
Jeg har fået lov af den norske designer Tori Seierstad af lave strikkekits til hendes modeller “Next Year in Lerwick” og “Blomekrans Vest”. Disse dukker op snart på min webshop.

Blomekransvest. Design og foto: Torirot Design
Blomekransvest. Design og foto: Torirot Design

Next Year In Lerwick. Design og foto: Torirot design
Next Year In Lerwick. Design og foto: Torirot design

Selv har jeg kastet mig over 5 farver og har slået op til et hurtigt projekt: et par vanter fra “Eventyrvotter”. Mere om det senere – nu kalder dagens arbejde!