I går havde jeg en bordfuld kursister i stuen. Der stod “Workshop i Fair Isle-strik” på programmet.

Workshoppen varede 4 timer, fra 13 til 17, og i løbet af det ret korte tidsrum skulle strikkerne arbejde med en strikkeprøve med 2-farvet rib, fair isle-mønsterborter og opklipningsmasker. Først skulle de lige igennem lidt snak fra min side om de traditionelle principper for mønsterkonstruktion, garn, farvedominans, strikketeknik og farvevalg.
De fleste af strikkene havde prøvet kræfter med teknikken at strikke møsterstrik tidligere, men fair isle-strik omfatter andet og mere en blot dét at strikke med 2 farver garn på samme tid, og det var disse særlige fair isle-kendetegn vi nørdede med ..
Mange havde selv garner med, og de kunne supplere med farver fra min Jamieson & Smith-restekurv. Der kunne også købes Jamieson & Smith-garn med 10%’s rabat på dagen, og det var der nogle stykker, der benyttede sig af.
Tiden fløj hurtigt, og strikkerne arbejdede koncentreret og flot med at indplacere baggrundsfarver, mønsterfarver og den berømte pangfarve i centrum af mønsteret.
Til slut var der opklipning og visning af opstrikning af masker langs opklipningskanten samt snak om forskellige teknikker i forhold til opklipning og finish.
Jeg håber at deltagerne har fået mod på at kaste sig ud i fair isle-strikningen og forhåbentlig også selv forsøge sig med at tegne mønstre og vælge farver.
Mit fokus har i hvert fald været at forsøge at fjerne folks forsigtighed – som jeg oplever især i forhold til farvevalg – ved at give en oplevelse af at det ikke er vanskeligt, at alt egentlig er tilladt og at principperne ikke er strikke-lov men egentlig blot praktiske retningslinjer og en smuk tradition.
Det er blot at kaste sig ud i det!
Næste Fair Isle-workshop holder jeg lørdag d. 25. april. Der er stadig ledige pladser – book din lige her!
