Udgivet i Skriv en kommentar

Færdig.

Tvebindings-vanterne er færdige. Endelig. Det tog tid, men det er det værd! Vanterne er meget lækre og varme, og egentlig synes jeg også de blev okay pæne .. 🙂

Færdige vanter i tvebinding / finished mittens in twined knitting
Færdige vanter i tvebinding / finished mittens in twined knitting

Disse vanter var rent teknisk det nemmeste tvebindings-projekt jeg overhovedet kunne finde opskrift på. Kun retmasker, ingen farveskift og ingen tommelfingerkile. Så næste projekt skal helt klart rumme nogle nye udfordringer. Jeg har tænkt på at skulle lære at lave nogle af de smukke stukturmønstre, med vrangmasker og med “krok-masker”.
Jeg finder helt sikkert nogle gode ideer i bogen “Lekker Warm – So warm”, som netop er landet i min butik. Det er en hollandsk bog, men med engelsk tekst foruden hollandsk, og den har rigtig gode instruktive fotos at lære sig teknik efter. Mange dejlige opskrifter også!
Bogen er til salg hos mig til en pris af kr. 256,- plus forsendelse.

"Lekker Warm - So Warm" tvebindingsbog / book on twined knitting
“Lekker Warm – So Warm” tvebindingsbog / book on twined knitting

Ellers er jeg i gang med at forberede min workshop til FiberFest i Ry d. 7. marts.
Jeg holder en workshop der handler om teknikker og metoder til at kontrollere farverne når man strikker med håndmalet garn.

Håndmalet garn, Cantate Handpaint / Handpainted Cantate yarn
Håndmalet garn, Cantate Handpaint / Handpainted Cantate yarn

Når man ser sådan et smukt bundt håndfarvet garn bliver det alt for ofte knap så smukt når man strikker af det. Farverne mikser sig alt for meget og den skønhed man faldt for i garnbundtet bliver “mudret” og går tabt.
Men sådan behøver det ikke at være! Med enkle teknikker, lidt logisk tænkning, simpel matematik og “mindful knitting” kan man styre farverne og udnytte garnets indbyggede farvesekvenser på bedste vis.
Så jeg er i fuld gang med at farve garn og strikke prøver.

Argyle-tern / Argyle pattern
Argyle-tern / Argyle pattern

Her ses et eksempel på hvordan man kan lave argyle-tern. Også andre mønstre kan dannes med lidt udregninger og mindfulness, og dette kan man altså få et indblik i på min workshop til FiberFesten.
Der er stadig ledige pladser. Det er “Workshop 7”, se mere her:
http://fiberfest.blogspot.dk/p/workshops-formiddag.html

Men nu skal jeg hurtigt videre med dagens program: På posthuset med fiber-pakker til kunder i ind- og udland, og så hen på værkstedet for at farve lidt inden butikken åbner kl 12.
Det fryser udenfor – op på cyklen og på med de nye vanter! 🙂

IMG_6632
Dejlig varme vanter / nice and warm!
Udgivet i Skriv en kommentar

Vild med tvebinding!

Måske kalder det lidt på mine skandinaviske rødder, min indre svensker.. I hvert fald er jeg blevet ret vild med at sidde og nørde med tvebinding, som er en gammel og næsten glemt skandinavisk strikketeknik.
Det der gør tvebinding / tvåändstickning / twined knitting til noget særligt i forhold til almindelig strikning, er først og fremmest at man hele tiden strikker med 2 tråde. Også når det skal være ensfarvet. De 2 tråde snos for hver maske, hvilket gør det strikkede fast og varmt. Og så holdes og styres trådene med højre hånd, ikke venstre. Det tager lidt tid at lære teknikken, men når den først er indarbejdet er det faktisk ret behageligt at strikke med trådene i højre hånd, også selvom det går lidt langsommere.

Nu er jeg snart færdig med mit første tvebindingsprojekt, et par helt simple vanter.
Jeg har spundet garnet selv, for til tvebinding får man det bedste resultat hvis man strikker med Z-tvundet garn. Normale strikkegarner (næsten alle!) er S-tvundne, og hvis man bruger S-tvundet garn vil det blive snoet yderligere under strikningen og bliver alt for hårdt og ubehageligt at arbejde med. Det Z-tvundne garn bliver derimod lidt løsere under strikningen. Det er behageligt at arbejde med og det strikkede bliver blødt, tæt, lunt og loddent 🙂

Første vante færdig / first mitten done!
Første vante færdig / first mitten done!

Jeg spandt garn i 2 farver til enkle, stribede vanter. Rødt og hvidt shetlandsuld. For så at have bedst mulig styr på de to garner under strikningen vandt jeg det op i et og samme nøgle på min vindepind (man kan også bruge en tommeltot, en tyk sprit-tusch, hæklenål nr 15 eller lignende hvis man ikke lige har en vindepind), først det røde, så det hvide udenpå. Jeg strikker med det røde garn hentet inde fra midten og det hvide udefra, trækker en armslængde frem, forankrer dem med en “løbeknude” (hvad hedder det??) så der er styr på nøglet og så man nemt kan vikle garnerne op undervejs (for de snor sig).
Det fungerer rigtig fint!

Garnnøglet med bege farver: rødt indeni og hvidt udenpå. Yarn ball with the red indside and the white on the outside.
Garnnøglet med bege farver: rødt indeni og hvidt udenpå. Yarn ball with the red inside and the white on the outside.

Når jeg er færdig med vanterne vil jeg strikke noget lidt mere avanceret. Noget med vrangmasker, måske, eller med de dér “krogmasker” som jeg har læst om.
I løbet af et par dage modtager jeg en helt ny tvebindingsbog med posten. Den kan sikkert give mig en masse idéer!

"Lekker Warm - So Warm" tvebindingsbog / book on twined knitting
“Lekker Warm – So Warm” tvebindingsbog / book on twined knitting

Bogen er af hollandske Carla Meijsen og hedder “Lekker Warm! So Warm!”. Den er skrevet på både hollandsk og engelsk. Jeg har købt et par stykker til videresalg i GarnGalleriet, hvis det skulle have interesse .. Den kommer til at koste kr. 256,-.
Her er nogle af projekterne i bogen:

Mere ned 30 projekter - more than 30 projects!
Mere ned 30 projekter – more than 30 projects!

Jeg glæder mig meget til at arbejde videre med denne fantastiske, gamle strikkemetode!

Udgivet i 2 kommentarer

Nyt år – nye projekter!

– Men også gamle projekter der skal gøres færdige .. Jeg har en (endnu ikke helt udpenslet) plan om at færdiggøre en hel del UFO’er i løbet af det nye år. Noget i retningen af at have 2 til 3 UFO’er i aktiv rotation hele tiden, og så kun begynde på noget nyt når 2 gamle er færdiggjorte. En UFO er i min terminologi et ufærdigt objekt der er påbegyndt for mere end et år siden. Dem har jeg mange af. Rigtig mange!

Nye idéer har jeg naturligvis også rigtig mange af. De står i kø i mit hoved, og ofte udspringer de af at der lige er en eller anden ny strikketeknik eller -metode der skal afprøves.
Senest (i forgårs, faktisk) har det adstedkommet fødslen af et nyt projekt i form af tvebindingsvanter.
I strikkeforeningen Seriøs Strik for Sjov, som jeg holder strikkemøde med i Silkeborg en gang om måneden, havde vi i efteråret Helle fra Horsens til at holde en mini-workshop om tvebinding. Meget interessant!

Eksempler på tvebinding
Eksempler på tvebinding

Tvebinding er en gammel skandinavisk strikketeknik, der er karakteriseret ved at det strikkede bliver meget fast og dermed varmt og på det nærmeste vandafvisende. Et klart hit i tidligere tider, især hvis man arbejdede dagen lang i de svenske skove – om vinteren.
Tvebinding – eller tvåändstickning på svensk – får sin struktur ved at der strikkes med 2 tråde skiftevis. Disse tråde snos om hinanden for hver maske, så det bliver fast og tæt!
Efter workshoppen med Helle har jeg gået og samlet mod til at lære det ordentligt (= strikke andet end en prøve) og jeg begyndte for et stykke tid siden at spinde garn til et par vanter. Garnet til tvebinding skal helst være spundet i S-retning og tvundet Z, hvilket jo er det modsatte af “almindeligt” strikkegarn. Der er enkelte steder man kan købe det Z-tvundne garn, men ikke mange.. Så er det jo perfekt at kunne spinde noget selv! 🙂
Garnet blev færdigt for et par dage siden, lige samtidig med at de bøger om tvebinding, som jeg havde bestilt hjem fra biblioteket, kom. Så nu er jeg i gang med at træne teknikken i et par simple stribede vanter.

Den spæde start på en vante ..
Den spæde start på en vante ..

Hillemænd, det er tidskrævende! Et par centimeter om dagen, det er vist den fart jeg kan regne med. Der er selvfølgelig nogle tekniske udfordringer der skal overvindes (garn i højre hånd, f.eks), så jeg satser på at hastigheden kommer lidt op hen ad vejen. Men alt andet lige er det vist en lidt langsommelig proces at tvebinde, set i forhold til almindelig strikning. Jeg håber det viser sig at være umagen værd!

Andre ting der optager mig lige nu:

Væven næsten klar ..
Væven næsten klar ..

Væven er blevet sat op! Næsten da. Jeg har bommet med en trend af tyndt, grå alpacagarn og søllet lige over på fire skafter. Jeg vil væve tørklæder i lærredsvævning, og islættet til tørklæderne skal være håndspundet garn. Foreløbig har jeg spundet til det første tørklæde. Det er 1-trådet BFL/silke i farven “Jupiter”.

Månedens farve på fiber:
Januars farve hedder “På spring”. Inspirationen til farveholdningen kommer fra et foto, som Mariann Jensen har sendt mig, af en knop der er i færd med at springe ud. skønne, varme pastel-agtige farver, som jeg synes jeg har fanget nogenlunde godt i fibrene.
Der er farvet på Polwarth uld, Oatmeal BFL/silke-blend og luksusblandingen FalkSilkPaca. Se mere om priser osv. i webshoppen.

IMG_6440
Colourway: På spring / Leaping

Til slut lige et par ting, som jeg er blevet færdig med. Ja-ja, det sker jo trods alt også engang imellem! .. Hele 3 ting denne gang!
De første er en skønno halsedisse i restegarner, dernæst mine dejlige rønnebær-pulsvarmere a la Knitsonik og sidst, men ikke mindst, min plante/svampefarvede cardigan.

IMG_6390
Halsedisse

 

IMG_6373
Rønnebær-pulsvarmere

 

IMG_6438
Færdig cardigan!

Jeg ønsker alle et smukt, spændende og kreativt nytår!

Udgivet i 6 kommentarer

December-strik

På lørdag holder jeg strikkecafé i GarnGalleriet. Jeg håber godt nok der kommer nogen, for jeg vil rigtig gerne vise min dejlige værksteds-butik frem, og jeg vil også gerne have nogen til at spise den lækre kage, som jeg har tænkt mig at bage ..
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig. Strikkecaféen starter lørdag kl. 13 og varer til ca. kl 17.
Som antydet serverer jeg kage, men der bliver også lidt sundt (frugt, nødder) og naturligvis er der kaffe og te. Det koster 30 kr, men så er der også hygge ad libitum! 🙂

Adressen er: GarnGalleriet, Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry.
Vel mødt, og husk strikketøjet!
(Husk venligst også at jeg helst modtager betaling via Swipp. Har man ikke mulighed for at bruge Swipp kan der bruges PayPal, bankoverførsel eller til nød kontanter.)

Rønnebær-pulsvarmere / Rowan wristwarmers
Rønnebær-pulsvarmere / Rowan wristwarmers

På lørdag vil jeg nok være færdig med disse heftigt mønstrede pulsvarmere (kreeret efter Knitsonik Systemet) som jeg arbejder på lige nu, og man vil nok kunne se mig med et nyt strikketøj i hænderne.
Det bliver et langt halsrør (eller en buff, som vi trail-motionister kalder dem), som er fantastisk til at holde kulden ude under cykel- eller løbeturen. Den skal være så lang at den kan trækkes helt op på hovedet uden at det går ud over dækningen af hals og nakke. Ca. 50 cm, har jeg tænkt, og jeg er lige begyndt.
Buff med nemt mønster / Buff with an easy pattern
Buff med nemt mønster / Buff with an easy pattern

Jeg strikker buffen af rester. Brune rester til bundfarven og røde rester til mønster. Lille rundpind 2,5 mm, 156 masker og så ellers bare rundt og rundt i et nemt mønster. Den bliver god og varm!

Et andet strikketøj, som der arbejdes på for tiden, er min cardigan i plantefarvet Cantate falklandsuldgarn. Den strikker jeg fra ærme til ærme i et stykke, og er netop nået hen til ærme nr. 2. Jeg er dog lidt forbeholden overfor den. Jeg ved ikke rigtig .. – den bliver vist ikke helt som jeg havde forestillet mig inde i mit hoved.

Strikketøj der skal blive til en cardigan ..
Strikketøj der skal blive til en cardigan ..

Anyway, nu laver jeg den færdig, og hvem ved? Måske bliver jeg positivt overrasket.

På spindefronten er jeg ved at varme op til at modtage en jule-pakke fra Bosworth .. Ja, jeg har gjort det igen! Denne gang venter jeg to tene: en i Lignum Vitae / “livets træ”, en smuk træsort med et grønligt skær, og en i Red Cedar / rød cedertræ – det skulle efter sigende dufte skønt!
Mens jeg venter spinder jeg shetlandsuld på Moosie her:

Bosworth Moosie spinder shetlandsuld til kaffen
Bosworth Moosie spinder shetlandsuld til kaffen

Det skal bruges til tvebinding, og derfor skal det spindes i S-retning og tvindes Z. Det er lidt uvant at spinde den anden vej end normalt, men mon ikke jeg lærer det efterhånden. Jeg vil spinde 2 farver til tvebundne vanter: rødlige nuancer (på tenen nu) og mørk grå, brun eller sort.

Apropos spinding: jeg holder begynder-workshop d. 21. februar. Mere information kommer snart, her på bloggen, på hjemmesiden, på FaceBook-siden og i nyhedsbrevet.

English summary:
Knitting café at the shop on saturday, 1 pm -> 5 pm. Welcome all 🙂
Wristwarmers (a la Knitsonik System) as good as finished. New project, brainless this time: a buff / neckwarmer in red and brown leftovers and an easy stranded pattern.
My cardigan is soon finished. I don’t feel happy about it now, but maybe it will look better when it’s off the needles. Let’s see about that.
I’m waiting for 2 new Bosworth spindles. They are travelling right now and I expect them in a few days. Very exiting! It’s a Lignum Vitae and a Red Cedar. In the meantime I’m spinning some shetland wool (to be used for twined knitting) on my beautiful Moosie.