Udgivet i Skriv en kommentar

Så gik den ferie ..

De går sørme hurtigt, sådan et par uger! Heldigvis har det været 2 dejlige ferieuger, fyldt med energikrævende og -givende naturoplevelser i det danske landskab. Jeg holder meget af at holde ferie i Danmark. Det er et pragtfuldt land!
Alle mine feriefotos vil jeg skåne jer blog-læsere for, men hvis man har lyst til at se lidt på den dejlige natur på en af vores små-øer, Endelave, så vil jeg anbefale at følge @garngal ovre på Instagram.com 🙂

Tour de Fleece er også forbi! Jeg synes det har været en rigtig god og produktiv Tour i år. “Rhodos/Ikaros”-garnet, som jeg havde til opgave at spinde for en kunde, blev jeg færdig med, og derudover spandt jeg en del shetlandsuld beregnet til tvebinding.

TdF-produktionen og mine udvalgte Bosworth-racere .. :-)
TdF-produktionen og mine udvalgte Bosworth-racere .. 🙂

Sådan noget tvebindingsgarn er jo lidt specielt, idet det skal spindes og tvindes modsat, altså S-spindes og Z-tvindes.
Jeg har lækre, varme og praktisk taget vindtætte vanter og pulsvarmere i tankerne ..

Og hverdagen banker på igen. Det gør nu ikke så meget, for jeg elsker min dagligdag! De kreative udfordringer, pasning af butikken, farvningen af lækre fibre og ikke mindst interaktionen med kunder og venner – online og IRL.
Nye projekter er på banen: I dag er jeg gået i gang med at researche og lægge planer omkring vævning af en babyvikle, efter forespørgsel fra en potentiel kunde. En babyvikle er et langt stykke stof (godt 4 meter) som man bærer sit lille barn i tæt til kroppen, og det skal naturligvis være både smukt, blødt, solidt og praktisk.
Jeg har allerede lavet væveseddel, faktisk, så nu mangler jeg kun et “go!” fra Karen, så går jeg i gang med trenden.
Men væven er ikke tom, så det arbejder jeg på nu. Jeg væver et tørklæde, 38 cm bredt, af et enkelt bundt Serenade i multifarver.

Her bommes væven med multifarvet Serenade
Her bommes væven med multifarvet Serenade

Trenden har jeg lagt op sådan at farverne passer ud for hinanden, tråd for tråd, og i den færdige vævning skulle det gerne give en ikat-agtig effekt. Islættet er neutralt, tyndt kamgarn i en lys brunlig farve, for at det ikke skal dominere. Det er jo trenden der er det interessante i dette projekt.

Cirka halvt færdigt
Cirka halvt færdigt

Ud over at vælge en neutral islæts-farve har jeg også pillet ved andre parametre: Islætstætheden er meget mindre end trendtætheden, og garnet er også tyndere. Så alt i alt skulle det lys-brune islæt gerne træde lidt i baggrunden i det færdige tørklæde. Det bliver spændende at se!

Strikketøj? Jo, sommerboblekjolen (design: Ninapetrina) til lille Klara er næsten færdig!

Sommerboblekjolen i str. 2 år. Her kun knap halvvejs - nu er jeg næsten færdig!
Sommerboblekjolen i str. 2 år. Her kun knap halvvejs – nu er jeg næsten færdig

Bærestykket er rester af håndspundet (fra sweateren “Twilight in Lerwick”) og de lækre grønne farve er Pirkkalanka 8/2-uldgarn. Jeg håber Klara kan passe den .. 🙂

Udgivet i 6 kommentarer

December-strik

På lørdag holder jeg strikkecafé i GarnGalleriet. Jeg håber godt nok der kommer nogen, for jeg vil rigtig gerne vise min dejlige værksteds-butik frem, og jeg vil også gerne have nogen til at spise den lækre kage, som jeg har tænkt mig at bage ..
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig. Strikkecaféen starter lørdag kl. 13 og varer til ca. kl 17.
Som antydet serverer jeg kage, men der bliver også lidt sundt (frugt, nødder) og naturligvis er der kaffe og te. Det koster 30 kr, men så er der også hygge ad libitum! 🙂

Adressen er: GarnGalleriet, Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry.
Vel mødt, og husk strikketøjet!
(Husk venligst også at jeg helst modtager betaling via Swipp. Har man ikke mulighed for at bruge Swipp kan der bruges PayPal, bankoverførsel eller til nød kontanter.)

Rønnebær-pulsvarmere / Rowan wristwarmers
Rønnebær-pulsvarmere / Rowan wristwarmers

På lørdag vil jeg nok være færdig med disse heftigt mønstrede pulsvarmere (kreeret efter Knitsonik Systemet) som jeg arbejder på lige nu, og man vil nok kunne se mig med et nyt strikketøj i hænderne.
Det bliver et langt halsrør (eller en buff, som vi trail-motionister kalder dem), som er fantastisk til at holde kulden ude under cykel- eller løbeturen. Den skal være så lang at den kan trækkes helt op på hovedet uden at det går ud over dækningen af hals og nakke. Ca. 50 cm, har jeg tænkt, og jeg er lige begyndt.
Buff med nemt mønster / Buff with an easy pattern
Buff med nemt mønster / Buff with an easy pattern

Jeg strikker buffen af rester. Brune rester til bundfarven og røde rester til mønster. Lille rundpind 2,5 mm, 156 masker og så ellers bare rundt og rundt i et nemt mønster. Den bliver god og varm!

Et andet strikketøj, som der arbejdes på for tiden, er min cardigan i plantefarvet Cantate falklandsuldgarn. Den strikker jeg fra ærme til ærme i et stykke, og er netop nået hen til ærme nr. 2. Jeg er dog lidt forbeholden overfor den. Jeg ved ikke rigtig .. – den bliver vist ikke helt som jeg havde forestillet mig inde i mit hoved.

Strikketøj der skal blive til en cardigan ..
Strikketøj der skal blive til en cardigan ..

Anyway, nu laver jeg den færdig, og hvem ved? Måske bliver jeg positivt overrasket.

På spindefronten er jeg ved at varme op til at modtage en jule-pakke fra Bosworth .. Ja, jeg har gjort det igen! Denne gang venter jeg to tene: en i Lignum Vitae / “livets træ”, en smuk træsort med et grønligt skær, og en i Red Cedar / rød cedertræ – det skulle efter sigende dufte skønt!
Mens jeg venter spinder jeg shetlandsuld på Moosie her:

Bosworth Moosie spinder shetlandsuld til kaffen
Bosworth Moosie spinder shetlandsuld til kaffen

Det skal bruges til tvebinding, og derfor skal det spindes i S-retning og tvindes Z. Det er lidt uvant at spinde den anden vej end normalt, men mon ikke jeg lærer det efterhånden. Jeg vil spinde 2 farver til tvebundne vanter: rødlige nuancer (på tenen nu) og mørk grå, brun eller sort.

Apropos spinding: jeg holder begynder-workshop d. 21. februar. Mere information kommer snart, her på bloggen, på hjemmesiden, på FaceBook-siden og i nyhedsbrevet.

English summary:
Knitting café at the shop on saturday, 1 pm -> 5 pm. Welcome all 🙂
Wristwarmers (a la Knitsonik System) as good as finished. New project, brainless this time: a buff / neckwarmer in red and brown leftovers and an easy stranded pattern.
My cardigan is soon finished. I don’t feel happy about it now, but maybe it will look better when it’s off the needles. Let’s see about that.
I’m waiting for 2 new Bosworth spindles. They are travelling right now and I expect them in a few days. Very exiting! It’s a Lignum Vitae and a Red Cedar. In the meantime I’m spinning some shetland wool (to be used for twined knitting) on my beautiful Moosie.