Udgivet i Skriv en kommentar

December Fiberklub: Skovbund

Pakkerne er så småt ved at være landet ude hos Fiberklub-abonnenterne, så nu er det tid til at præsentere både farveholdning og fibre.

Uld-klubben får i denne måned Kent Romney.
Min uld-bibel, “The Fleece & Fibre Source Book” skriver (blandt meget andet) om den britiske Romney at den har en fibertykkelse på 30 – 35 my, fiberlængde på 10 – 20 cm og at den tager farve meget fint. Nem at spinde og velegnet til snart sagt alt, som ikke skal bæres direkte mod sart hud. Sweaters, vanter, huer m.m ..

skovbundromney
“Skovbund” på Kent Romney, Et uldhjul på 200 gram

Luksus-klubben kan glæde sig til at spinde en fantastisk lækker og blød blanding af Polwart-uld og silke. Blandingen er 75% Polwarth og 25% morbærsilke.
Polwarth er en uld af merinotypen: blød, elastisk og med en tendens til at “puffe op” og gøre garnet let og luftigt.
Silken tilføjer glans og et smukt spil i farverne ..

skovbundsilkepol
“Skovbund” på Polwarth/silke. En fletning på 100 gram

Farveholdningen “Skovbund” er en gradient. I den ene ende af fiberbåndet har vi mørk lilla, næsten sort visse steder. Den går så over i en kølig brun, en ligeledes kølig grågrøn for så at blive varmt gul. Dernæst grønne farver igen: en lysende grøn og til slut mosgrøn.
Thomas har spundet og strikket en prøve (af Romney’en) hvor han kommer gennem farveforløbet to gange – han pillede lidt i fibrene og spandt korte sekvenser af hver farve. Smukt, ikke?

skovbundstrikkeprøve
Thomas’ spinde/strikkeprøve af “Skovbund” på Kent Romney-uld
skovbund
Inspirationen til “Skovbund”

Fiberklubberne Uld og Luksus er 3-måneders abonnementer. “Skovbund” er 3. og sidste måned i denne omgang – til januar starter vi på en frisk med 1. kvartal ’19, dækkende januar/februar/marts.
Fiberklub Uld koster kr. 600,- for de 3 måneder, og Fiberklub Luksus koster kr. 550,-. Prisen er inklusive forsendelse alle 3 gange.
Der er åbent for tilgang nu – men begrænsede pladser .. Der kan bestilles via webshoppen eller ved at henvende sig til mig på f.eks e-mail.
Som “clubbie” får man tilsendt en portion fiber i månedens farve sådan lige omkring d. 1. i måneden, og man kan selvfølgelig altid bestille mere hvis det ikke lige rækker ..
Klub-farverne kan desuden kun bestilles af klub-medlemmer i et halvt år efter udgivelsen. “Skovbund” her bliver f.eks først tilgængelig til juni næste år for ikke-clubbies.

Jeg er rigtig spændt på at se hvad medlemmerne får ud af “Skovbund”.
Happy spinning! 🙂

Udgivet i 4 kommentarer

Bærmispel på diverse fibre

Så er “Bærmispel”-fibrene klar. 🙂
Der er de velkendte “uldhjul” med 200 gram fibre i hver. Denne gang har jeg farvet på Polwarth, Kent Romney og Shetlandsuld. Jeg har 2 stks af shetlands-uldhjulene, 1 hver af de andre.
Fletningerne med luksusfibre vejer 100 gram. Der er BFL/kidmohair (70% BFL, 30% kidmohair), ShetLinSilk (lige dele shetlandsuld, hør og silke) og FalkSilkPaca (lige dele falklandsuld, silke og alpaca). BFL/kid har jeg 2 af, de øvrige 1 af hver.
Send mig en besked hvis du ønsker mere information.

100 g ShetLinSilk – Bærmispel
100 g BFL/kidmohair – Bærmispel
100 g FalkSilkPaca – Bærmispel
200 g Kent Romney – Bærmispel
200 g shetlandsuld – Bærmispel
200 gram polwarth – Bærmispel
Udgivet i 1 kommentar

Hej – så er jeg tilbage :)

Så mange ting er sket i mit liv det sidste års tid.
Jeg er flyttet til Them (for mig selv) og har i den forbindelse lukket min butik GarnGalleriet. Jeg er dog fortsat med arbejdet med garn og fibre, men ikke som “min egen herre” længere.

Jeg arbejder nu deltids hos Ønskegarn i Silkeborg – en superdejlig garnbutik med et stort kvalitetsudvalg. Vi fører bl.a. Isager Garn, Istex, Sandness og Hjeltholt. Udvalgte kvaliteter fra Lang Yarns, Rowan og flere. Kits fra Falkenberg.
Jeg er med til at passe butikken sammen med Britt, tinna og Susanne – og det elsker jeg! Desuden har jeg fået til opgave at få butikkens webshop op at køre igen efter at den har ligget stille et par år. Det er et rigtig spændende projekt, og jeg glæder mig til at vi snart kan gå i luften med den nye webshop.

Jeg vil så gerne i gang med at farve fibre igen, men har svært ved at finde plads og tid til det sådan som mit liv ser ud nu – men i dag *måtte* jeg alligevel have fingrene i farverne igen. Sådan på forsøgsbasis ..
Så netop nu står der en god portion fibre til varmefiksering i ovnen. Jeg er meget spændt på at se resultatet, og finde ud af om jeg stadig kan mit s**t .. 😉
Billeder glemte jeg fuldstændig at tage under processen, så I må foreløbig nøjes med et skud af mit farvergrej, der står til tørre efter brug.

Mine gode gamle bøtter og pensler. Men friske handsker 🙂

Jeg valgte i dag at farve en af mine yndlings-farveholdninger: Bærmispel. (Kig under menupunktet “Farvning” og så “multifarver” for at se et billede). Fibrene er diverse: shetlandsuld, polwarth, BFL/mohair og andre lækre blends. Jeg glæder mig til at vise resultatet om et par dage når fibrene er skyllede og tørre. Krydser fingre for at farvningen lykkes!

Udgivet i 2 kommentarer

Nyt år – nye projekter!

– Men også gamle projekter der skal gøres færdige .. Jeg har en (endnu ikke helt udpenslet) plan om at færdiggøre en hel del UFO’er i løbet af det nye år. Noget i retningen af at have 2 til 3 UFO’er i aktiv rotation hele tiden, og så kun begynde på noget nyt når 2 gamle er færdiggjorte. En UFO er i min terminologi et ufærdigt objekt der er påbegyndt for mere end et år siden. Dem har jeg mange af. Rigtig mange!

Nye idéer har jeg naturligvis også rigtig mange af. De står i kø i mit hoved, og ofte udspringer de af at der lige er en eller anden ny strikketeknik eller -metode der skal afprøves.
Senest (i forgårs, faktisk) har det adstedkommet fødslen af et nyt projekt i form af tvebindingsvanter.
I strikkeforeningen Seriøs Strik for Sjov, som jeg holder strikkemøde med i Silkeborg en gang om måneden, havde vi i efteråret Helle fra Horsens til at holde en mini-workshop om tvebinding. Meget interessant!

Eksempler på tvebinding
Eksempler på tvebinding

Tvebinding er en gammel skandinavisk strikketeknik, der er karakteriseret ved at det strikkede bliver meget fast og dermed varmt og på det nærmeste vandafvisende. Et klart hit i tidligere tider, især hvis man arbejdede dagen lang i de svenske skove – om vinteren.
Tvebinding – eller tvåändstickning på svensk – får sin struktur ved at der strikkes med 2 tråde skiftevis. Disse tråde snos om hinanden for hver maske, så det bliver fast og tæt!
Efter workshoppen med Helle har jeg gået og samlet mod til at lære det ordentligt (= strikke andet end en prøve) og jeg begyndte for et stykke tid siden at spinde garn til et par vanter. Garnet til tvebinding skal helst være spundet i S-retning og tvundet Z, hvilket jo er det modsatte af “almindeligt” strikkegarn. Der er enkelte steder man kan købe det Z-tvundne garn, men ikke mange.. Så er det jo perfekt at kunne spinde noget selv! 🙂
Garnet blev færdigt for et par dage siden, lige samtidig med at de bøger om tvebinding, som jeg havde bestilt hjem fra biblioteket, kom. Så nu er jeg i gang med at træne teknikken i et par simple stribede vanter.

Den spæde start på en vante ..
Den spæde start på en vante ..

Hillemænd, det er tidskrævende! Et par centimeter om dagen, det er vist den fart jeg kan regne med. Der er selvfølgelig nogle tekniske udfordringer der skal overvindes (garn i højre hånd, f.eks), så jeg satser på at hastigheden kommer lidt op hen ad vejen. Men alt andet lige er det vist en lidt langsommelig proces at tvebinde, set i forhold til almindelig strikning. Jeg håber det viser sig at være umagen værd!

Andre ting der optager mig lige nu:

Væven næsten klar ..
Væven næsten klar ..

Væven er blevet sat op! Næsten da. Jeg har bommet med en trend af tyndt, grå alpacagarn og søllet lige over på fire skafter. Jeg vil væve tørklæder i lærredsvævning, og islættet til tørklæderne skal være håndspundet garn. Foreløbig har jeg spundet til det første tørklæde. Det er 1-trådet BFL/silke i farven “Jupiter”.

Månedens farve på fiber:
Januars farve hedder “På spring”. Inspirationen til farveholdningen kommer fra et foto, som Mariann Jensen har sendt mig, af en knop der er i færd med at springe ud. skønne, varme pastel-agtige farver, som jeg synes jeg har fanget nogenlunde godt i fibrene.
Der er farvet på Polwarth uld, Oatmeal BFL/silke-blend og luksusblandingen FalkSilkPaca. Se mere om priser osv. i webshoppen.

IMG_6440
Colourway: På spring / Leaping

Til slut lige et par ting, som jeg er blevet færdig med. Ja-ja, det sker jo trods alt også engang imellem! .. Hele 3 ting denne gang!
De første er en skønno halsedisse i restegarner, dernæst mine dejlige rønnebær-pulsvarmere a la Knitsonik og sidst, men ikke mindst, min plante/svampefarvede cardigan.

IMG_6390
Halsedisse

 

IMG_6373
Rønnebær-pulsvarmere

 

IMG_6438
Færdig cardigan!

Jeg ønsker alle et smukt, spændende og kreativt nytår!

Udgivet i Skriv en kommentar

Septemberfarven “Bærbusk” / “Berry Bush”

Her til september måned har jeg valgt at farve på polwarth, en merino/silke-blanding og så luksusblandingen finuld/(grå)merino/lama.
Farveholdningen er denne gang en gradient. I den ene ende af fiberbåndet er der flere grønne nuancer, der via en gyldenbrunlig går over i bærfarverne kirsebærrød og rødviolet.
Her ses “Bærbusk” på merino/silke:

"Bærbusk" på merino/silke / "Berry Bush" on merino/silk
“Bærbusk” på merino/silke / “Berry Bush” on merino/silk

Herunder har vi farven på polwarth uld:

IMG_5738
Polwarth

Og på finuld/(grå)merino/lama:

Finn/merino/llama
Finn/merino/llama

Jeg er ret glad for denne farveholdning, så jeg fandt min nye Bosworth Midi i Swiss Pear frem og begyndte at spinde finuld/merino/lama-blandingen. Også for lige at prøve hvordan denne nye blanding er at arbejde med. (God!)

"Bærbusk" udsat for Bosworth Midi håndten / "Berry Bush" with my new Bosworth Midi spindle
“Bærbusk” udsat for Bosworth Midi håndten / “Berry Bush” with my new Bosworth Midi spindle

Jeg vil have et 2-trådet garn med nogenlunde intakte farveskift, så jeg har delt fiberbåndet på langs, spinder to “bolde” og håber så at farverne passer nogenlunde sammen når der skal tvindes …
Nu vi snakker Bosworth: Jeg bliver da nødt til lige at vise min Moosie!!

Bosworth Moosie with Shackte Vega shaft
Bosworth Moosie with Shackte Vega shaft

Den er overmåde smuk, min Moosie, og den spinder fantastisk! Virkelig en håndten i topklasse. Det er helt klart juvelen i min samling.

I shoppen kan man finde “Månedens farve” / “Colourway of the Month” her:
http://garngalleriet.bigcartel.com/category/colourway-of-the-month.
– Lige i skrivende stund står der desværre “udsolgt” ved dem alle, men jeg er i fuld gang med at farve mere! Jeg modtager også gerne bestillinger på mail. Husk at den lave pris gælder hele måneden! 🙂

English summary:
The September colourway is available on 3 different fiber types: polwarth wool, merino/silk blend and a luxury blend of finn/(grey)merino/llama.
The name of the colourway is “Berry Bush”, and it can be ordered throughout September at reduced price.
http://garngalleriet.bigcartel.com/category/colourway-of-the-month.
Two new Bosworth spindles to show off: A midi in Swiss Pear and a wonderful Moosie! They both spin wonderfully 🙂

Udgivet i 2 kommentarer

Håndkæmmet / Hand combed

Lækkert, lækkert er det at spinde! Som en blød ulden drøm, en sommersky, en fuglerede af fiber..

Håndkæmmede BFL/polwarth fibre spindes på Aaes-ten / hand combed BFL/polwarth on an Aaes spindle
Håndkæmmede BFL/polwarth fibre spindes på Aaes-ten / hand combed BFL/polwarth on an Aaes spindle

Jeg overvejer at lancere de håndkæmmede fibre som et luksus-produkt i webshoppen. Det bliver ikke et billigt produkt, for det tager lang tid at kæmme. Men resultatet er så lækkert og delikat, at jeg tror på at de mange spinde-feinsmeckere derude vil kunne li’ det!
Til projektet som ses på disse fotos har jeg valgt to forskellige håndmalede tops: en BFL i røde/orange/pink/mørke farver og en polwarth i temmelig lyse rødlige og grønlige nuancer. De to kæmmer jeg sammen på mine gode gamle enkelt-radede Viking uldkamme:

Kæmning / combing
Kæmning / combing

Efter kæmningen trækkes fibrene af kammen i et langt, tyndt fiberbånd (top) gennem en diz. En diz er en skive med et hul i, simpelthen. Min her er af træ, men man kan også bruge andet, f.eks knapper eller en 1-krone.

Det kæmmede bånd er trukket af kammen gennem en diz / the top is pulled off the comb through a diz
Det kæmmede bånd er trukket af kammen gennem en diz / the top is pulled off the comb through a diz

– Og så er fibrene klar til spinding! Jeg vikler dem omkring min arm og så går det derudaf, her på min dejlige håndten fra Aaes, med ægte kamgarnsspinding.
Det går som en leg.

Spinding af kamgarn / worsted spinning
Spinding af kamgarn / worsted spinning

Summary in English:
Hand-combing and blending of fibers and colours, using my good old Viking Wool Combs. The combed preparation is a delight to spin – so soft and lovely. Like spinning a cloud!
For this project I have combed together two different colourways and fibers: BFL in red, pink, dark, purple colours and polwarth wool in much lighter shades of reds and greens. I spin on an Aaes spindle. Such a joy!
Maybe the hand-combed fibres will show up in the webshop soon …