Udgivet i Skriv en kommentar

Ny fiberblanding

Jeg har lavet en ny fiber-blend. Det er en strømpegarnsblanding, og den består af superwashbehandlet uld, mohair og silke.
“Er det mon slidstærkt nok, sådan helt uden nylon?” vil mange måske spørge, og sandt at sige ved jeg det ikke – det skal komme an på en prøve!
Først og fremmest har jeg farvet noget af fiberblandingen. Noget af det er til Thomas og noget vil jeg selv prøvespinde.

turkissokkeblend
Thomas’ sokke-fiber 🙂
sockblendogbosworth
Til mig og min Bossie ..

Håndtenen som jeg har fundet frem er en Bosworth Midi med tenvægt af Swiss Pear. Et lækkert spindeværktøj som kan hjælpe mig til at få en tynd og jævn kamgarnsspundet tråd.

tenigræsset
Dejlig fiber at spinde!

Jeg synes blandingen er meget nem og behagelig at spinde. Det går nemt at spinde det tyndt og jævnt, som jo er at foretrække til strømpegarn. Jeg vil spinde 3 tråde og tvinde dem sammen på ganske normal vis. Jeg vil ikke forsøge at få farverne i de 3 tråde til at “ramme” hinanden i garnet, for jeg tror at disse farver vil gøre sig rigtig godt sådan lidt mikset.
closeupten
Det bliver meget interessant at afprøve hvor holdbare de resulterende strømper er. Jeg sætter min lid til styrken i silken og mohairen samt til en god og tæt tvinding.

Udover de viste farver (som er testfarver og uden navn) har jeg i denne weekend farvet noget af sokkeblandingen i farverne “Blodappelsin” og “Bærmispel”. Så snart de er tørre kommer de på hylden til en pris af kr. 180,- pr 100 gram.
Se her hvad jeg ellers har til salg lige nu: Fibre til salg.

spindihaven
Spindehygge i haven. I skyggen 🙂
Udgivet i Skriv en kommentar

Kamgarn/kartegarn

Garn er vel garn?
Det skulle man tro, men næ-nej! Garn er skam mange ting, og i går havde jeg butikken fuld af kursister til en heldags-workshop hvor vi skulle nørde igennem med to af spinde-kunstens yderpunkter: kartegarn og kamgarn.
De 8 deltagere er alle dygtige spindere, og jeg skulle jo ikke lære dem hvordan man spinder garn. Det er en kunst de mestrer til fulde. Men jeg ville gerne vise hvordan man fremstiller det ultimative kamgarn hhv. kartegarn, hvordan man vælger fibre, hvordan man forbereder fibrene og hvordan man spinder (og ikke mindst tvinder) dem. Sådan helt efter bogen.
Jeg må sige, jeg er dybt imponeret over  hvor kvikke damerne var til at tilegne sig teknikkerne – især kartegarnsspindingen, der ellers normalt er den teknik der volder mange problemer i begyndelsen, gik som en leg. Jeg kunne faktisk bare læne mig tilbage og nyde synet af de dygtige spindere og den dejlige lyd af snurrende rokke. 🙂
Her er lidt billeder fra den gode dag.

Kamgarn kræver kæmmede fibre, og de er allerbedst når man kæmmer dem selv.
Kamgarn kræver kæmmede fibre, og de er allerbedst når man kæmmer dem selv.
Der arbejdes intenst ..
Der arbejdes intenst ..
Kamgarnsspinding.
Kamgarnsspinding.
Se dem lige spinde kartegarns med det lange, bagudrettede træk!
Se dem lige spinde perfekt kartegarn med det lange, bagudrettede træk!
Alle fik lavet et bundt kamgarn og et bundt kartegarn :-)
Alle nåede at lave et bundt kamgarn og et bundt kartegarn 🙂

Nu vil jeg kigge nøje i kalenderen og finde datoer til næste halvårs workshops i GarnGalleriet. Jeg vil gerne lave en spindeworkshop for begyndere, én med spinding af Art-yarn, en Fair-Isle strikkeworkshop samt en workshop om mindful og kontrolleret strik med håndfarvede garner.
Hvis der viser sig at være interesse for kamgarn/kartegarn, vil jeg også slå den op igen 🙂
Datoerne samt info om tilmelding og pris kommer her på bloggen og på Facebooksiden.

Udgivet i Skriv en kommentar

Så gik den ferie ..

De går sørme hurtigt, sådan et par uger! Heldigvis har det været 2 dejlige ferieuger, fyldt med energikrævende og -givende naturoplevelser i det danske landskab. Jeg holder meget af at holde ferie i Danmark. Det er et pragtfuldt land!
Alle mine feriefotos vil jeg skåne jer blog-læsere for, men hvis man har lyst til at se lidt på den dejlige natur på en af vores små-øer, Endelave, så vil jeg anbefale at følge @garngal ovre på Instagram.com 🙂

Tour de Fleece er også forbi! Jeg synes det har været en rigtig god og produktiv Tour i år. “Rhodos/Ikaros”-garnet, som jeg havde til opgave at spinde for en kunde, blev jeg færdig med, og derudover spandt jeg en del shetlandsuld beregnet til tvebinding.

TdF-produktionen og mine udvalgte Bosworth-racere .. :-)
TdF-produktionen og mine udvalgte Bosworth-racere .. 🙂

Sådan noget tvebindingsgarn er jo lidt specielt, idet det skal spindes og tvindes modsat, altså S-spindes og Z-tvindes.
Jeg har lækre, varme og praktisk taget vindtætte vanter og pulsvarmere i tankerne ..

Og hverdagen banker på igen. Det gør nu ikke så meget, for jeg elsker min dagligdag! De kreative udfordringer, pasning af butikken, farvningen af lækre fibre og ikke mindst interaktionen med kunder og venner – online og IRL.
Nye projekter er på banen: I dag er jeg gået i gang med at researche og lægge planer omkring vævning af en babyvikle, efter forespørgsel fra en potentiel kunde. En babyvikle er et langt stykke stof (godt 4 meter) som man bærer sit lille barn i tæt til kroppen, og det skal naturligvis være både smukt, blødt, solidt og praktisk.
Jeg har allerede lavet væveseddel, faktisk, så nu mangler jeg kun et “go!” fra Karen, så går jeg i gang med trenden.
Men væven er ikke tom, så det arbejder jeg på nu. Jeg væver et tørklæde, 38 cm bredt, af et enkelt bundt Serenade i multifarver.

Her bommes væven med multifarvet Serenade
Her bommes væven med multifarvet Serenade

Trenden har jeg lagt op sådan at farverne passer ud for hinanden, tråd for tråd, og i den færdige vævning skulle det gerne give en ikat-agtig effekt. Islættet er neutralt, tyndt kamgarn i en lys brunlig farve, for at det ikke skal dominere. Det er jo trenden der er det interessante i dette projekt.

Cirka halvt færdigt
Cirka halvt færdigt

Ud over at vælge en neutral islæts-farve har jeg også pillet ved andre parametre: Islætstætheden er meget mindre end trendtætheden, og garnet er også tyndere. Så alt i alt skulle det lys-brune islæt gerne træde lidt i baggrunden i det færdige tørklæde. Det bliver spændende at se!

Strikketøj? Jo, sommerboblekjolen (design: Ninapetrina) til lille Klara er næsten færdig!

Sommerboblekjolen i str. 2 år. Her kun knap halvvejs - nu er jeg næsten færdig!
Sommerboblekjolen i str. 2 år. Her kun knap halvvejs – nu er jeg næsten færdig

Bærestykket er rester af håndspundet (fra sweateren “Twilight in Lerwick”) og de lækre grønne farve er Pirkkalanka 8/2-uldgarn. Jeg håber Klara kan passe den .. 🙂

Udgivet i 10 kommentarer

Spindekurser i GarnGalleriet

Så er der sat datoer på 2 spindekurser i GarnGalleriet: et begynderkursus og et for de lidt mere erfarne. Her kommer beskrivelser af dem begge:

Spindeworkshop for begyndere
Dato: 21. februar 2015 kl 9.30 til ca. 16.
Adresse: GarnGalleriet, Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry
Pris: kr 350,-

Denne workshop er for dig, som gerne vil lære at spinde.
Workshoppen gennemgår kort forskellige spindefibre, spinderedskaberne og andre redskaber som karter og kamme. Du prøver at karte uld selv, og du prøver at spinde på rok og/eller håndten. Den grundlæggende spindeteknik bliver prøvet, og du får også prøvet at tvinde og færdigøre dit garn.
Jeg udleverer et skriftligt materiale og en pose med forskellige fibre til at “lege” med.
Holdstørrelse: mindst 6 og højst 10 personer.
Tilmelding er bindende og foregår ved indbetaling af kursusbeløbet.
Mail til: birthe@garngalleriet.dk for yderligere oplysninger om kurset og indbetaling.

Fra workshoppen i maj '14!
Fra workshoppen i maj ’14!

Spinde-workshop for øvede
Emne: Kamgarn og kartegarn
Dato: 11. april 2015 kl 9.30 til ca. 16.
Adresse: GarnGalleriet, Horsensvej 46, Gl. Rye, 8680 Ry
Pris kr. 350,-

– for (let) øvede spindere.
Få en introduktion til de 2 forskellige spindemetoder, garntyperne og det passende valg af fibre/præparation. Lær hvornår man vælger den ene og den anden spindemetode til sit projekt.
Vi prøver at spinde det ultimative kamgarn og det ultimative kartegarn, og sammenligner de to spindemetoder samt det garn der kommer ud af det.
Der udleveres fibre til brug på kurset.
Holdstørrelse: mindst 6 og højst 10 personer.
Tilmelding er bindende og foregår ved indbetaling af kursusbeløbet.
Mail til: birthe@garngalleriet.dk for yderligere oplysninger om kurset og indbetaling.

Spinding af kamgarn på håndten
Spinding af kamgarn på håndten