Forfatter: Birthe P

Jeg har spundet lidt garn på Them-tenen, og her ses den fuld af uld/silke-tråd:

Jeg vandt tråden op i en "center-pull ball", som det hedder på udenlandsk. Nogen gode forslag til et dansk ord for sådan et nøgle garn hvor man kan tage tråden både indefra og udefra?

– I hvert fald er det noget der dur når man bare har en enkelt ten-fuld garn der skal tvindes med sig selv. Nogle gange kan der godt opstå problemer med metoden til slut, fordi nøglet har det med at miste stabilitet og kollapse når der ikke er ret meget garn tilbage. Så skal man bruge lidt ekstra tid på at rede trådene ud, og det kan jo være irriterende. Det er dog mest et problem med helt fine tråde, og dette her er af af den lidt tykkere slags.
Her er det færdige garn:

Det er merino/silke og jeg har selv sjatfarvet fibrene engang for længe siden. Jeg synes det ser ud til at det kunne blive en fin hue..
Og næppe er man færdig med det ene spindeprojekt før man kaster sig ud i et nyt! Af en eller anden grund er der ingen kunder der er faldet for det skønne uldhjul af falklandsuld, som jeg for ret længe siden farvede i paletten "Bærmispel" og lagde på hylden i butikken. Jeg har kigget på det mange gange og haft lyst til at spinde det.. Og så så jeg tilfældigvis det lækreste håndspundne falklands-garn på Ravelry i går, og det var jo dråben..

Haps, sagde det så, og uldhjulet var kapret. Den smukke håndten fra 3G-Woodworks med en tenvægt af noget der hedder Banksia Pod (på fotoet) blev udvalgt til spinding af den ene tråd. Til den anden tråd valgte jeg min lækre Greensleeves Katherine, som jeg vist ikke har noget foto af.
Jeg besluttede at dele uldhjulet op i de otte farver jeg møjsommeligt har malet det med, og spinde otte forskellige små bundter. Det kan jo synes lidt dumt først at male ulden i mange farve for derefter at spinde dem enkeltvis, men når man deler uldbåndet der hvor farverne mødes vil der altid komme lidt af nabofarverne med, og resultatet vil blive en smuk tweed-agtig effekt.

Man kan tydeligt se de lysegrønne spidser her i den rosafarvede bunke uld.
Jeg spinder garnet med de traditionelle shetlandsgarner i tankerne. Det skal være blødt, elastisk og 2-trådet med en løbelængde på omkring 4500 m/kg, og jeg påtænker at bruge det til et eller andet fair isle strik.

Det er ikke let, synes jeg. Bomuld består af ret korte fibre, dem jeg er i besiddelse af er endda forholdsvis fine og lange, mellem 3 og 5 cm, vil jeg mene. Bomulden ligger i tops, altså kæmmede bånd af fibre, og først forsøgte jeg at spinde det som sådan, fra en ende af. Men det var ikke optimalt, i hvert fald ikke på denne her ten.

Min spinde-værktøj er en såkaldt russisk håndten (fra Gripping Yarn). En fantastisk lækker ten! Den spinder med spidsen hvilende i skålen og med den ene hånd hele tiden støttende (eller næsten støttende) omkring skaftet. Den anden hånd, fiberhånden, er altså alene om at styre fibrene. Den optimale spindemetode på sådan en fætter her er altså kartegarns-metoden, hvor man trækker fiberforsyningen bort fra tenen idet der tilføres sno.
Derfor besluttede jeg at forsøge mig med at lave små bomulds-tejer (kaldes også en puni, og punis i flertal). Uden at være i besiddelse af bomuldskarter gjorde jeg det sådan her:

Jeg trak fibre af min top og placerede dem i et tyndt lag ovenpå en strømpepind. Så lagde jeg en anden strømpepind ovenpå fibrene.

Derpå rullede jeg fibrene ved hjælp af pindene til en lille, ikke alt for stram, pølse. En puni.

Pindene trak jeg forsigtigt ud. Det var svært at undgå at der kom lidt uorden i fibrene når pindene blev fjernet, men det gik så nogenlunde, og mine punis viste sig at være okay til formålet..

Med en puni i fiberhånden, holdt ganske ganske forsigtigt for ikke at ødelægge strukturen, kunne jeg nu spinde bomulden med kartegarnsmetoden og det lange træk. Det gik for det første hurtigere end den spindemetode jeg tidligere havde forsøgt mig med, og garnet blev også meget mere jævnt og gik ikke så nemt i stykker.

Det er stadig ikke helt nemt at spinde bomuld, i hvert fald i forhold til uld og uld-blandinger. Men sådan her går det alligevel nogenlunde uden for store frustrationer. Og med lidt mere træning kan det måske være at jeg en gang ligefrem kommer til at synes at bomuldsspidning er rigtig sjovt 🙂