Udgivet i 1 kommentar

FiberFest i Ry

Jeg er godt træt i dag, men helt klart på den gode måde: Gårsdagens FiberFest på Mølleskolen i Ry gik simpelthen over al forventning. Masser af glade gæster besøgte vores arrangement og jeg tror de fik en god og hyggelig dag.
Det hele var (for andet år i træk) arrangeret af Spindeforeningen, Bodil Munch (Madam Munch) og jeg, og dagen bød på en masse forskellige workshops, stor strikkecafe og salgsboder.
Der var vild travlhed i min salgsbod hele dagen, men jeg nåede da at få taget et par billeder inden det hele gik rigtigt i gang, og heldigvis havde jeg Jette til at hjælpe i boden. Hun havde også en travl dag, tusind tak Jette!
Her ses Spindeforeningens bod:

 

 

 

 

Der var dagen igennem rigtig mange interesserede spindere eller kommende spindere, der ville høre nærmere, så mon ikke vi har gaflet os et par nye medlemmer til vores dejlige forening..
Her ses Dorte Ballisager i sin bod.

Dorte laver spændende strikdesign og smykker. Hun stod også for en inspirations-demo i gimpning – en nem og brugbar tekstil teknik som ikke særlig mange kender. Jeg bestilte en ny bluse hos Dorte, en blød og lækker sommerbluse med flot blomstertryk. Glæder mig til at få det smukke stykke kunsthåndværk på!
Her ses Fru Nielsens bod med flotte tasker syet af genbrugs-tekstiler, f.eks gamle broderier.

 

 

 

 

Og her fangede jeg lige Lone med sit fantastiske sjal i neverkont-strik. Sådan et må jeg altså også lave! Det har bare “wau-effekt”!

 

 

 

 

Med mig hjem kom to nye håndtene – men det kommer vel næppe som nogen overraskelse.. Pia Aaes, der er formand for Spindeforeningen, har sat sin dygtige far i gang med at dreje de mest fantastiske håndtene, særdeles smukke og velfungerende. Jeg købte en russisk ten (en spindepind, der bruges støttet) drejet af guldregn.
Den er fantastisk, måske ligefrem en ny favorit?? Jeg prøvespinder den med lidt australsk corriedale-uld i en rigtig gulregns-farve..

 

 
Og en håndten af banksia-nød, til “almindelig” hængende spinding:

 

 

 
Er de ikke bare smukke?
Tusind kæmpe tak til alle der har været med til at gøre FiberFesten en succes: Bodil, Spindeforeningen,  alle udstillere og workshopholdere og ikke mindst alle de glade gæster – I styrer for vildt!!

Udgivet i Skriv en kommentar

Fiberfest-kjole, fiber-leg og fiber fra NZ.

Det bliver et fiberrigt blog-indlæg..
Først vil jeg gerne lige vise hvad jeg modtog i posten forleden:
Maudeandmepolwarth
En god portion polwarth-fibre fra "Maude and Me", New Zealand. Farven er ikke helt rigtig på billedet, det er mere varmt og orange i virkeligheden. Det glæder jeg mig til at få spinde-fingrene i!

I aftes var der igen hyggelig spinde-aften i den østjysle lokalgruppe under Spindeforeningen. Vi mødes hver 3. uge på Harlev Bibliotek, og i aftes havde vi aftalt at vi skulle lege lidt med kartning af batts til tweedgarner. Desværre havde jeg ikke fået noget kamera med, så alt det flotte og farvestrålende som de andre fremtryllede kan jeg desværre ikke vise..
I må altså nøjes med at se mit karteflor, der desværre ikke er specielt farverigt:
Tweedkarteflor
Billedet viser ikke farverne helt rigtigt: dårligt lys og fotografen er heller ikke for god..
Jeg mixede det af noget lysbeige merino, rester af råhvide uldbånd, mohairkrøller i diverse blå, rust, lilla og mørkgrønne farver, en håndfuld klippede silketråde i gyldne farver, rester af håndfarvet alpaca/silke i pastelagtige farver. En interessant blanding, som jeg kørte igennem kartemaskinen 2 gange. Flere ture ville have blandet det hele for meget, synes jeg, og jeg kan godt lide at battet er groft og varieret.
Tenen jeg spinder på er til låns og til test. Den er håndlavet af en af Marianes venner, og han ville gerne have lidt feed-back på konstruktionen.

Og så er der sørme et færdigt arbejde!
Colinettekjole2
Min kjole til FiberFesten! Den er strikket i to Colinette-garner, Giotto og Prism, skiftevis en omgang/pind af hver. En anelse for stor blev den, men skidt-pyt, jeg synes den er fin alligevel 🙂

Udgivet i 2 kommentarer

Ændringer.

Så gik der 2 måneder med tavshed på den GarnGales blog. Ikke fordi jeg ikke har lavet noget, nærmest tværtimod. Som mange sikkert ved holder jeg lige nu ophørsudsalg i min elskede butik, GarnGalleriet. Med blødende hjerte måtte jeg her i efteråret indse at det ikke længere gik rent økonomisk, og jeg tog den tunge og vanskelige beslutning at lukke butikken.
Ophørsudsalget er gået over al forventning. Mange af garnene er helt udsolgt nu, og det der er tilbage vil blive budt til salg til FiberFest på Mølleskolen i Ry d. 10. marts.

Mange har spurgt mig hvad jeg så vil lave. Det er et svært spørgsmål at svare på, for jeg ville jo allerhelst fortsætte med butikken. Men jeg bliver nødt til at tænke i andre baner, for der skal jo altså også brød på bordet! Jeg har mange spændende tanker og idéer i hovedet, men endnu ingen konkrete planer. En ting er sikker: min passion for fibre, strik, spinding, farvning og design vil jeg blive ved med at have – og dyrke 🙂

Siden sidst er jeg blevet færdig med en dejlig sweater:
Ryekolraglanjosharp
Strikket i Jo Sharp Silkroad DK Tweed. Raglan, oppefra og ned.
Det er en helt enkel model, meget meget nem at strikke og også oplagt at variere efter hjertens lyst! Jeg havde længe gået og kigget på disse smukke Jo sharp-farver på butikkens hylder og selvfølgelig skulle det blive til markante, brede striber.
Denne her sweater er jeg på det nærmeste flyttet ind i. En klar favorit!

Jeg er næsten færdig med at strikke en slags kjole, eller forlænget tank top. Den strikker jeg i Colinette Prism og Giotto, en omgang af hver. Jeg har ikke rigtig noget aktuelt billede, men her strikketøjet da det en dag var blevet fanget af vores robot-støvsuger:
Bobmedstrik
Saksen måtte frem, men der skete heldigvis ingen alvorlig skade på hverken robot eller strikketøj..

På rokken har jeg gang i noget Finn-uld lige nu.
Finnuldspinding
Det skal være den ene af 4 tråde i garn til en sweater. Det er en sweater-spin-along som vi har kørende i Spindeforeningen. Det går noget langsomt, for tid har jeg ikke for meget af, men selv med 10 minutter til et kvarters spinding hist og her bliver det til lidt..

 

Udgivet i 2 kommentarer

Sokker færdige og nye undervejs.

Som overskriften antyder: Jeg er blevet færdig med mine tå-sokker. Jeg er også begyndt på et nyt par! Mere om det senere..
Jeg synes de her blev ret fine, taget i betragtning at de er strikket af restegarn og at jeg har fiflet mig frem til hvordan tæerne skulle strikkes.
Tulipansokker
De passer perfekt og er skønt varme! Opskriften (altså kun på strømpeskaftet) er fra bogen "Think Outside the Sox" – det er en veritabel guldgrube af sjove, interessante, smukke, almindelige og anderledes sokker.

Den bog har jeg også lidt fremme nu, hvor jeg er begyndt på et nyt tåsokke-par. Denne gang strikker jeg nemlig fra tåen og op, sådan for at afprøve om det monstro går nemmere og uden så meget pillearbejde når man strikker tæerne først. Jeg må sige, her efter at have samlet tæerne på første sok, at der også på denne måde er rimelig mange besværligheder forbundet med de tæer. Men det kan jeg selvfølgelig være startvanskeligheder. Det vil vise sig når jeg strikker makkeren. Bogen har jeg særlig brug for for at finde ud af hvordan man nemmest laver kilehæl når man strikker den modsatte vej. Det her er nyt land for mig at betræde!
Toesupmedfod17dec11
Garnet er igen håndspundet. Denne gang af "oatmeal" BFL (altså naturlig lys brun) farvet af moi i paletten "Aborre". Garnet har jeg spundet på min dejlige Spindlewood-ten og navaho-tvundet på den store Golding. Altsammen til vores spindeaftner i Harlev hver 3. tirsdag aften. Jeg skal i gang igen snart, for der er kun garn til godt og vel en sok, kan jeg fornemme..

Udgivet i Skriv en kommentar

Wanted: Sokker uden huller.

Der er gået hul i mange af mine hjemmestrikkede sokker, og jeg gider ærlig talt ikke rigtig stoppe dem. Jo, måske mine gamle yndlingssokker i håndspundet marsk-uld bliver repareret på, eller også laver jeg dem om til barfodsgaloscher.. Men ellers vil jeg hellere strikke nye, friske sokker!
I bogen "Think outside the Sox" er der et par sokker som er meget smukke og enkle og som jeg længe har haft kig på (der er forøvrigt flere, men de kommer jo så nok senere..). Mønsteret hedder "Dreamin' of Tulips" og er som skabt til at få bugt med resterne. Så jeg har samlet hvad der blev tilovers af det håndspundne BFL-garn til tunikaen "Katherine of Aragon" – den strikkede jeg for et par år eller tre siden – og laver dem nu til sokker med smukt farveforløb:
Tulipantaasokker
Jeg har lige drejet hælen, så nu kører det ligeud indtil tæerne skal strikkes. De får hver sin farve, naturligvis. De bliver ræddi fede 🙂

Jeg er lige blevet færdig med en lille ting, forresten. Dette multifarvede Helix-tørklæde (opskrift fra Spin-Off Magazine):
Multihelix2
Jeg er ikke vildt begejstret for resultatet. Det er smule for voldsomt, strikket i for kraftigt garn til at flæserne kommer ordentligt til deres ret. Jeg har brugt en lang række af forskellige håndspundne rester og og småbundter fra prøvespindinger, og selve udseendet og farveforløbene synes jeg er blevet okay. Bare for tykke garner til modellen. Når det engang bliver koldt nok vil jeg bruge det. Det er et *varmt* halstørklæde!..

 

Udgivet i 2 kommentarer

Halstørklæde-rør

Det er rigtig oppe i tiden med de store halstørklæderør som vikles et par gang eller 3 rundt om halsen.
Til butikken har strikke-fe Jette for nylig strikket en af slagsen i Noro Kama – en rigtig lækker sag! Jeg kalder den Dobbelt-Loop, men vil egentlig helst selv bruge den tre-dobbelt, som her..
Dobbeltloopbp

Min datter på 12 vil også gerne have et tørklæderør, så det har hun bestilt. Det skal dog strikkes på den anden led, altså på den lange led, og i tykt, sort garn. Hun er overvejende til grå og sort for tiden, så sådan skal det jo være.
Meget passende har jeg netop bestilt tykt uld-flamé hjem, netop for at imødegå efterspørgslen efter det tykke, bløde garn til disse populære halsrør.
Sådan strikker jeg Tones sorte halsting. Det er meget simpelt..
Garn: Flamé, 200 gram.
Pinde: 12 mm.
Slå 20 masker op og strik rib, 1 ret og 1 vrang. Strik til tørklædet måler ca. 150 cm (eller til garnet slipper op) og luk af. Sy enderne sammen. Jeg lukkede dog ikke af, men syede maskerne til opslagningskanten med maskesting for at undgå at sammensyningen blev for klumpe-dumpet. Hvis man ønsker möbius-effekt drejes strimlen en halv omgang inden sammensyning.
Tonesorthals
– Så nu er både mor og datter forsynet med moderigtige halsrør og i den grad vinterklar!

Udgivet i 8 kommentarer

Lange underhylere.

Vi kunne også bare kalde dem leggings. Stribede, bløde og lækre leggings, der bliver rigtig gode under skørtet når det bliver koldt.
Leggingsbenop25okt11
Egentlig strikkede jeg dem sidste efterår, men de passede helt vildt dårligt bagtil. Det syntes jeg var rigtig træls, så de fik lov at ligge, selvom de ville have været helt perfekte sidste vinter med den kulde… Men nu har jeg så endelig fået dem fikset: trævlet et stykke op, regnet lidt om og strikket op igen. Nu er de som de skal være! Kom an, vinter..
Leggingsforfra25okt11
De er strikket i Crazy Zauberball i to farveholdninger, "Flussbett" og "Schokoladeseite". 3 omgange med hvert nøgle, hvilket gav et totlt uforudsigeligt stribemønster. De 2 farveholdninger har en del fælles nuancer, og det synes jeg giver et interessant resultat.
Jeg lokkede min dreng til at snuppe et par billeder for lidt siden ude på terrassen. Nogen af dem kunne bruges. Her kommer de snapshots som cencuren godkendte..:
Leggingsbagfra25okt11

Leggingssiddende25okt11

Leggingsnumse25okt11

Udgivet i 7 kommentarer

Småting.

Så er der en lille en til halsen:
Dobbeltloop
– Eller faktisk ret stor.. Tørklæde-ringen, som jeg kalder "Dobbelt-loop" er omtrent 170 cm i omkreds og 20-25 cm i højden. Strikket af 200 gram af det nye Noro Kama – uhm, det er dejlig blødt og varmt!! Dobbelt-loop'en kan bruges dobbelt eller triple om halsen som man nu synes.
En tilståelse: Det er faktisk slet ikke mig der har strikket den, men Jette, min flittige strikke-fe! 🙂

Jeg har til gengæld strikket disse her helt selv:
Ankelvarmere1
Ankelvarmere. Barfods-galocher. Bundløse sokker.. Ja, lidt mystiske ser de ud, men dette design er opstået af bitter nød! Jeg er jo barfodsløber, men lider så frygteligt af kolde tæer når vi kommer ned på omkring 5 – 8 grader. Så jeg tænkte, at hvis nu man havde noget dejligt uldent til at varme ankel og fodryg, så kunne man måske bedre klare kulden og dermed forlænge barfods-sæsonen en smule. På samme måde som fingerløse vanter (pulsvarmere) giver varmen helt ud i fingrene bare fordi håndleddet er varmt. Yoga-sokker (dem uden hæl og tå) er jo opfundet, men med deres bund vil de ikke være praktiske til løb. Her har jeg brug for noget der ikke bliver slidt, og så opstod tanken om en lille, let udskiftelig, strop omkring en tå.
Barfods-galocherne er født. De virker, i hvert fald til en vis grad (nok ikke minus-grad, ha-ha..). Billederne er taget en tidlig morgen i 3 graders varme efter en test-løbetur på ca. 5 km.
Ankelvarmere3
Mine barfods-galocher er egentlig lidt kedelige og praktiske i deres look. Jeg forestiller mig at modellen sagtens kan gøres mere sjov, sprælsk og pyntelig ved f.eks at strikke en anden form for manchet, måske i et yndigt hulmønster, og fod-delen kan pyntes med perler, palietter og broderier i bedste Bollywood-stil..
Opskriften kan hentes kvit og frit ovre på Ravelry: Opskrift på barfods-galocher.
Ankelvarmere2

Udgivet i 3 kommentarer

En lækker poncho.

Godt timet denne gang! Efteråret er nu kommet med regn og rusk, og jeg er netop blevet færdig med en varm og blød poncho.
Ponchogine
Jeg har strikket den i Noro Kochoran, der er et umanerligt blødt og farveskiftende garn indeholdende silke, mohair, uld og angora, og i Du Store Alpakkas Sulka, der er silke og alpaca. Luxus stribet op med luksus..
Ponchostriber
Den store rullekrave er i Kochoran, og strikket rib. Selve ponchoen er skiftevis en omgang med det ene og en omgang med det andet garn, og afslutningsvis har jeg strikket en bred ribkant i Kochoran.

Ponchoen her er en meget klassisk model, og den er nem at variere. I min opskrift (som er til salg nu og som kommer på hjemmesiden og Ravelry inden længe) har jeg listet ikke mindre end 7 forskellige garner man kan vælge imellem. Eller kombinere, som jeg har gjort med to. Man kan undlade den strore rullekrave – eller måske lave den endnu større.. Og man kan afslutte med en anden kant nedadtil, og måske sætte frynser i.
Opskriften er i to størrelser, lille og stor.

Udgivet i 1 kommentar

Skuffende farver og en færdig ting.

Mit stinkende farvebad fra i går gav desværre ikke noget der overhovedet minder om lilla nuancer. Ret skuffende, men jeg må jo bare prøve igen. Måske var badet slet ikke gæret tilstrækkeligt?
Skuffendefarver
Her hænger det og er nået at blive næsten fuldstændig tørt i det varme sensommervejr i dag. Til højre det der skulle have været lilla-agtigt: på ubejdset garn. I midten et bundt bejdset med alun og vinsten. Til venstre et mini-bundt, også ubejdset, men farvet for anden gang. Kedeligt brunt er det blevet, det var ellers en noget pænere rødbrun i forvejen. Så det var ikke rigtig nogen success. Hrmmf.

Men jeg har da også noget pænt at vise, et lille restegarns-projekt som jeg knaldede af i sidste uge:
Pulsvarmeretones
Lækre pulsvarmere til min søde datter. De er strikket stribevis med Noro Flower Bed og DSA's nye Hverdagsgarn. På et tidspunkt, sikkert snart, bliver det koldt nok til at hun kan bruge dem når hun cykler til skole. Indtil da nyder vi det usædvanligt varme septembervejr 🙂