Udgivet i 5 kommentarer

Tour de Fleece

Samtidig med at cykelrytterne drøner afsted nede i Frankrig på den årlige Tour, vil spindere verden over "spinne" med på rokke og håndtene! Tour de Fleece foregår herfra: Tour de Fleece-gruppen på Ravelry.
TdF2011 for spindere er en udfordring, lige som for cykelrytterne. Vi bestemmer bare selv hvori udfordringen skal ligge.. Det kan være at lære sig en ny spindeteknik, spinde en hel ham, spinde til et særligt projekt eller hvad man nu synes. For mig bliver udfordringen at få noget gjort færdigt! Jeg har spindeprojekter i rå mængder på både rokken og mange af håndtenene, som ville nyde godt af at få lidt opmærksomhed..
Så disse projekter vil jeg først og fremmest koncentrere mig om:
Falkland8farver30juni
8 nuancer i falklandsuld. Jeg er faktisk ret langt med dette projekt, mangler kun at spinde ottende farve samt tvinde et par bundter. Så her øjner jeg en hurtig "etapesejr".. 🙂
Så er der dette her:
Farvetangora
En posefuld sjat-indfarvet angorauld fra vores søde Blackie (RIP, snøft..) som jeg vil forvandle til en fin tråd på Ribe-rokken. Tråden skal så tvindes med tre andre tråde, i en kabeltvinding, har jeg tænkt. Disse 3 tråde er også under udarbejdelse..
Og der er også dette her:
Jenkinslarkmerinosilke
Merino/silke-top på min Jenkins Lark. Har spundet omkring 40 gram ud af 100.
– Og der er mere.. Angora på en af de russiske tene, noget andet angora på Cascade Tiger-tenen samt bambus på Them-tenen. Der er nok at gå i krig med på Touren, der jo starter i overmorgen. Og strikketøjet, glem ikke strikketøjet!
– Men nu skal jeg først ud på cykeltur. For real 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Dansk producerede håndtene.

Det er virkelig håndtene i luksusklassen, jeg her har fået fingrene i!! De har været et par år undervejs, men jeg må sige at resultatet bestemt er ventetiden værd. Trædrejer Niels Knygberg fra Them har lavet et fantastisk stykke arbejde i de 11 flotte håndtene han overdrog til mig i søndags ved Møllemarkedet.
Themteneikurv
Ved første øjekast tænkte jeg bare: "Wau, de er virkelig smukke!!" Så tænkte jeg videre, at de skulle testspindes med det samme! Som tænkt, så gjort (- i hvert fald de fleste af dem blev testkørt), og de bestod med glans. Gode spindeværktøjer med fin balance, lang spindetid, god krog, passende størrelse på den lille "rille" til at forankre garnet i på tenvægtens kant, gode lange skafter i en tykkelse der gør dem nemme at snurre. Dejlige at se på, behagelige at have i hænderne. I det hele taget et fremragende stykke spindegrej!
– Så nu bor de hos mig i butikken, indtil de finder nye hjem. På GarnGalleriets hjemmeside kan man se store fotos af hver enkelt ten (alle er forskellige), med oplysninger om tenens vægt og diameteren på tenvægten. Og priser. Men her kommer lige en lille oversigt. Først de største af tenene, Maxi, med vægt over 35 gram:
Themtenemaxi
Maxi-tenene vil være gode til tykkere garn, eller til at tvinde på. Også gode begynder-tene.
Så er der Medium-tenene, der vejer mellem 25 og 35 gram:
Themtenemedium
Det er gode tene til all-round spinding, kan bruges til tyndt og lidt tykkere garn, og også til tvinding. Og begyndere..
Mini-tenene, som ses herunder, vejer under 25 gram og er bedst til de finere garntykkelser. Lace.
Themtenemini
– Jeg fik at vide af trædrejeren hvilke træsorter de forskellige er lavet af, men kan faktisk kun huske navnet på den helt mørke træsort: Wenge. Jeg undersøgere resten nærmere!

Som sagt var det til det årlige Møllemarked at jeg fik håndtenene overdraget. Jeg var på markedet som spinde- og farverkone, og til alt held holdt det tørvejr, trods truende skyer på himlen dagen lang. Blev ubehageligt rød i nakken, så solen var skrap, trods skyer på himlen.. Jeg havde hyggeligt selskab af Miira, der som jeg er bidt af en gal uldtot. Hun sad og spandt på sin dejlige rok hele dagen, til stor interesse for de besøgende. Jeg spandt jo naturligvis på håndten, men det var mest arbejdet ved rokken som folk interesserede sig for og spurgte til.
Moellemarked2011
Miira spandt først en alpaca/silkeblanding, som hun selv kartede, og tvandt det med en spolefuld uldtråd hun havde lavet hjemmefra. Derefter spandt hun silkekokoner. Lækre sager! Jeg spandt af nogle ret grov-kartede bats af spelsau-uld plus rester af diverse, blandt andet pladegarn, garn-klip og forskelligt farvede uldtotter. Det er det lyse tweed-agtige garn der kan ses på nogle af Them-tenene ovenfor.
Og så blev der jo også farvet en grydefuld over bålet.
Cochenilleoverbaal
Cochenille-pulver blev kogt op, og i gryden røg først 100 gram alun/vinsten-bejdset uldgarn. Det blev super-kraftigt rødt. Rødt-rødt. Vildt flot! I rest-farvebadet puttede jeg 100 gram ubejdset og 100 gram rabarberblad-bejdset uldgarn. Det blev meget lysere, henholdsvis rimelig klar lyserød og en mere dæmpet gammelrosa. Billeder af garnet kommer senere..

Jeg vil lige nævne at det går fint-fint med alle mine strikkeprojekter. Og også med mit KF-patchwork-projekt, som jeg har fundet frem igen efter en længere pause. Mit syn er jo ikke lige så skarpt som førhen, så nu hvor der er godt med dagslys, også om aftenen, er det tiden at sidde og håndsy nogle af de mange lapper.. Og hvor er det et hyggeligt og afstressende arbejde! 🙂

Udgivet i 3 kommentarer

Tilbage i virkeligheden.

Der er gået næsten to uger siden FiberFesten, og jeg er omsider faldet ned igen. Faktisk brugte jeg Julia Zahles flotte hals-ting "Nessie" som fald-ned-strik. Jeg slog op til den få dage efter FiberFesten, hvor jeg havde set og beundret både Original-Nessie og et par stykker mere, og blev færdig i går. Resultatet, min "FiberFest-Nessie" elsker jeg helt vildt! Et spændende design, en nem opskrift og noget smukt håndspundet garn, så går det jo ikke helt galt. Og det var perfekt ned-stressning. Her den originale Nessie, som Jette holder frem (bemærk, Jette har selv en Nessie om halsen..)
Ffnessieoriginal

Så nu er jeg klar til at skrive lidt om FiberFest 2011.
Det var Madam Munchs idé. Hun kom en dag hen til mig i butikken og foreslog at vi lavede en slags strikkedag ovre i Mølleskolens store lyse aula. Med strikke'café og boder. Vi blev hurtigt enige om at der skulle være nogen workshops, så folk kunne lære noget nyt samtidig med at de hyggede sig.. 🙂 Og så fik vi fat på Spindeforeningen som med-arrangør. FiberFesten var født.

Lørdag d. 19. marts stod vi således klar på Mølleskolen. Med 6 vidt forskellige workshops, 10 salgs- og udstillingsboder, en veludrustet Café Ganefryd og godt med bord- og stoleplads til strkkefolket, som vi håbede ville møde talstærkt op. Og det gjorde de! Fremmødet oversteg alle vore vildeste forventninger. Det strømmede ind med (især) kvinder lige fra morgenstunden, og de slog sig ned, strikede og snakkede og hyggede, lige indtil vil lukkede igen ved 17-tiden.

Det var mageløst! Her kommer et par indtryk fra dagen i foto-albumform..

Ffvelkommen
Bodil byder velkommen. Allerede kl. 9 var der mange mennesker.. Men mange skulle jo også i gang med deres workshops. Herunder ses Cornelia Hamilton, der underviser i "Knuder i strik/strik med knuder på".
Ffknudestrik
Og her er et kig ind til de hakkende:
Fftunesiskworkshop
Der blev arbejdet koncentreret for at lære at lave hakkede tekstiler som disse:
Fftunesisketing
Ude i aulaen var der gang i FiberFesten. Caféen havde dagen lang (selvom det toppede omkring frokosttid) en lang kø..
Ffcafelinje
Folk hyggede sig og sad og strikkede lystigt i caféen.
Ffstrikning
Et kig til nogen af boderne, der så fine og indbydende ud. Herunder syede tasker med genbrugs-broderier af Jette Nielsen:
Ffbodtasker
Og så kigger vi ned på smukke plante- og svampefarvede garner af Karin Bech Hansen:
Ffbodplantefarvet

Fffiltbod
Herover Mie Poulsens skønne filtede ting og beklædningsgenstande.
Jo, der var meget at se på, og også nye ting at lære selv om man ikke lige var på workshop.
Ffirenedemo
I den åbne strikkecafé var der forskellige demo'er, her er det Irene Birk fra "På Pinden", der demonstrerer möebiusopslagning. Et tilløbsstykke!
Workshops'ene kørte igen efter frokost, og her ser vi Joan Pedersens hold i neverkontstrikning:
Ffneverkontworkshop
Stor koncentration, men også tid til grin og snak, kan man se! Mestringen af den smukke neverkont-teknik er da også værd at bruge krudt på:
Ffneverkontting
Der blev også spundet. På Karin Hørkildes workshop (herunder) lærte kursisterne at spinde på håndten, og dem der allerede kunne det fik f.eks. lært at navaho-tvinde på tenen.
Ffkarin

Fftene
Sådan en samling smukke håndtene kan da give alle garn-elskere lyst til at lave det selv! Her er det strikdesigneren Cornelia Hamilton, der modtager "sæt-i-gang-undervisning" af Pia Aaes fra Spindeforeningen.
.Ffcorneliaspinder
Ud på eftermiddagen blev der lidt mere "luft" i aulaen, og selv jeg kunne finde tid til en hurtig kop kaffe og en lille snak omkring bordet med strikkevennerne..
Ffovenfra
God stemning, hygge og strik var fremherkende hele dagen.
Fffrokost
Ffhelleanette

Det var som sagt en fantastisk FiberFest, den lørdag for snart 2 uger siden. Vi gør det igen til næste år, Bodil og jeg, har vi bestemt. Så håber vi bare at det bliver mindst lige så hyggeligt som det her 🙂 Tusind tak til alle jer, der gjorde det til en dejlig dag.
– Og nu skal I lige se min version af den populære Nessie..
Nessiefinito2
Okay så. Lige ét enkelt foto mere..
Nessiefinito3

Udgivet i Skriv en kommentar

Generalforsamling og danske Aaes håndtene

I går afholdt Spindeforeningen sin årlige generalforsamling ovre på Fyn. En helt igennem hyggelig og herlig dag, hvor vi var samlet ca. 40 spindere – det er omkring en tredjedel af foreningens medlemmer – til møde, hyggesnak og spind og et par små-workshops.
Gf2011alle
Der var rokke og fibre og lækre håndspundne trøjer og sjaler overalt!! Vi fyldte godt op i lokalet, hvilket førte til overvejelser om at finde et større sted til næste års GF – der skulle gerne være plads til alle de medlemmer der har lyst til at deltage!
Vores meget afholdte formand Karin (herunder) havde heldigvis lyst til at fortsætte som formand. Hun er bare den bedste: klog, kærlig, dedikeret, struktureret og ikke mindst en kilde til inspiration for alle os spindere!!
Gf2011karin
Fordi hun er alt det (og mere til) fik hun en fin buket merino-blomster.. Fin, ikke?
Nyt medlem i bestyrelsen blev Ute, og ellers er det Pia, Connie og undertegnede. Vi skal nok arbejde for at Spindeforeningen vedbliver med at være verdens bedste forening!

Aaes Håndtene
Det er helt nyt i Danmark, at en drejer giver sig til at producer fine og funktionelle håndtene. I udlandet, især USA, er det jo udbredt, men herhjemme har det indtil nu ikke været muligt at opdrive ordentligt grej..
Aaestene
Det er Aaes tene, og hr. Aaes drejer både top-whorl tene, russiske tene (spindepinde) og tyrkiske tene, som det måske ses af billedet. Fine træsorter, forrygende lækkert forarbejdet. Pia Aaes havde dem med til Generalforsamlingen som en slags introduktionstilbud, men i fremtiden bliver forhandleren Karin (KH Tekstildesign).
Jeg købte naturligvis et par Aaes'er til samlingen: en russisk ten i em smuk mørk træsort der hedder wengé, og en stor tyrkisk ten i birk og taks. Begge spinder superfint, og det bliver helt sikkert ikke mine to eneste Aaes'er!
Gf2011tene
Det er den tyrkiske Aaes øverst til venstre i billedet og den mørke russiske nederst med det grønne uld på. Silkekokon'erne i midten er fra Karins workshop om spinding af sådanne (det er sjovt!!), og til det brugte jeg min gode gamle glas-håndten. Den har spundet rigtig meget silke efterhånden, og er en af mine favorit-tene.
– Det var et par indtryk fra generalforsamlingen 2011. Lur mig om der ikke også kommer en beretning med (bedre) fotos på Spindeforeningens Blog her i den nærmeste fremtid..

Udgivet i 1 kommentar

Pakhusstrik, update på et par modeller og lidt svampefarvning.

Forleden var jeg på besøg i den hyggelige strikkecafé i Det Bruunske Pakhus i Fredericia. Arrangørerne havde inviteret mig til at komme og fortælle lidt om min butik, garnerne og de modeller jeg går og laver. Det gjorde jeg gerne, og det var en rigtig god aften, med rigtig mange søde og interesserede strikkere. Vi sad og strikkede i et hyggeligt, omend lidt dunkelt, bar-lokale, og der var fyldt godt op!
Pakhusstrik
Jeg håber mit lidt dårlige mobil-foto kan give et lille indtryk af stemningen til det hyggelige Pakhusstrik-arrangement. Tak fordi i ville ha' mig 🙂

Jeg havde jo et par modeller (eller tolv..) med derned, blandt andet denne her:
Oernekol2jan11a
Det er nr. 2 version af jakken "Ørnekol", som jeg første gang strikkede i 2008 eller -9. Den nye version her har jeg dog ikke selv strikket. Det har Jette, min strikkefe, gjort, og hun har præsteret et rigtig flot stykke arbejde. Den skulle strikkes i en ny version fordi det ene af de garner der oprindelig blev brugt i jakken, Noro Iro, desværre udgik. Jeg valgte så at erstatte Iro'en med Noro Kureyon og Istex's Lett-lopi, som bliver strikket sammen, 1 tråd af hver kvalitet. Lett-lopi'en ligger i rigtig mange smukke tweed-agtige farver, og Jette og jeg valgte sammen 6 forskellige farver, som passer til de mange farver i Kureyon-garnet. Ved at skifte farve i Lett-lopi'en i takt med at Kureyon-garnet skifter farve opnås samme effekt som det udgåede Iro-garn gav, men til en langt mere overkommelig pris. Den mørke bundfarve er Álafoss Lopi, også fra Istex. Jeg er ret vild med de islandske garner fra Istex De er smukke, varme og robuste, og så er de oven i købet billige! Det kæmpemæssige udvalg af islænder-modeller som Istex kommer med i en lind strøm gør det næsten umuligt at modstå fristelsen.. Og jeg bukker vist snart under og strikker mig en ægte islænder!

Men først er der jo et veritabelt hav af UFO'er der skal færdiggøres.. Lige nu gælder det dette modulære eventyr, som jeg kalder "Sail To The Moon".
Sailtothemoon14jan11
Jeg er i dag komme så vidt at jeg har strikket skulder-modulerne, så nu kan strikketøjet ligefrem hænges på en gine! Det er dejligt, for så kan man jo bedre vurdere om man er på rette spor i det man laver. Og det synes jeg faktisk jeg er. Det bliver en vid model som vil kunne passe fra størrelse small til large, antager jeg på nuværende tidspunkt. Der kommer lange ærmer i, og i alle hullerne vil jeg hækle blomster i forskellige blå farver, som jeg allerede så småt er begyndt på.
– Det er så spændende at strikke sådan noget som man ikke helt ved hvordan bliver. Det er en stor udfordring og glæde. Og især bliver man glad når det kommer til at se ud nogenlunde som man forestillede sig dengang idéen opstod og blev skitseret på ternet papir.

Til sidst vil jeg lige vise noget ganske særligt svampefarvet garn, som min nabo Hanne har farvet i denne uge. Hun fandt her i efteråret en pæn portion af den fantastiske lilla-farvende svamp, Rødlig Okkerporesvamp, og nu skulle der så farves! Jeg fik lov til at få et par bundter SuperSoft med (Hanne farver karteflor) og her ses resultatet:
Lillagarnoguld
Garnet ude til højre og kartefloret helt til venstre er fra 1. bad. Smukt lilla, et perfekt resultat! I midten ses uld og garn fra 2. bad, der mildt sagt gav en noget halv-kedelig kulør.. Vi havde forventet et efterbad der ville give lysere lilla, ikke dette grålig/grønlige noget. Men sådan er det jo med naturlig farvning, det er aldrig til helt at forudse resultaterne, og der er næsten altid overraskelser nede i gryden. Det er jo blandt andet også derfor det er så fascinerende.. 🙂

Nu tilbage til sofaen og "Sail To The Moon".

Udgivet i Skriv en kommentar

FiberFest – tilmeldingen er åben!

Lørdag d. 19. marts afholdes der i Ry en herlig festdag for garn-, fiber- og strikkeglade mennesker! Det er Spindeforeningen og GarnGalleriet der står for arrangementet, og vi glæder os!

FiberFesten, der bliver afholdt på Mølleskolen i Ry, tilbyder 6 forskellige spændende workshops, der hver bliver holdt 2 gange, nemlig formiddag og eftermiddag. Workshops'ene handler blandt andet om "Knudestrik" (Cornelia Hamilton), "Dobbeltstrik" (Jette A) og "Spinding på Håndten" (Karin Hørkilde). Se mere om disse og de øvrige spændende kurser på FiberFestens hjemmeside: http://www.fiberfest.dk. Man kan tilmelde sig de enkelte workshops via hjemmesiden.
Udover workshops vil FiberFesten byde på en inspirations-café og et område med salgsboder og udstillere. Til café og boder er der gratis adgang.
hjemmesiden er der et program over dagen, en liste over udstillere og boder (listen er ikke fuldstændig endnu!!) og info om hvad der sker i caféen.. Så kig ind, sæt kryds i kalenderen og kom til en hyggelig og kreativ fiberfestlig forårsdag i Ry d. 19. marts.

Udgivet i 5 kommentarer

Diamonds are..

..a girls best friend..

Hotdiamonds
Dette er mit oplæg fra KF-workshoppen for snart 2 uger siden, og jeg har leget videre med det lidt siden. Jeg har nu besluttet mig for den færdige størrelse på quilten: ca. 140 x 180 cm. Flere stoffer er kommet til (men jeg er ikke færdig med at vælge stoffer endnu), og umanerlig mange rhomber/diamonds er belvet riet fast på papstykker. Nogle få er ligefrem blevet syet sammen, men jeg holder mig nu lidt tilbage med den del af arbejdet, for jeg er endnu ikke 100 % sikker på hvordan arrangementet skal være.
Workshopkf
På Kaffe Fassett-workshoppen blev der arbejdet intensivt. Som relativ uerfaren i at sy patchwork (et par grydelapper og 2 nålepuder er hvad jeg hidtil har produceret, og det er år og dag siden..) måtte jeg rigtig hænge i for at følge med de mange erfarne quilte-piger, der gik til sagen med de helt rigtige stoffer og redskaber. Jeg havde blot en saks og nogle gamle restestoffer – godt at man kunne shoppe under kurset!!
Brandon
Brandon Mably og Kaffe Fassett gik rundt og kom med kommentarer og forslag undervejs. Byt rundt her, sæt et andet stof der, skift farven i den række, køb noget andet stof.. Det var fantastisk inspirerende det hele, og også underholdende at gå og lytte til de to herrer og deres indbyrdes snak – de var ikke altid helt enige om hvordan det skulle være..
Kaffe
I slutningen af workshoppen gik Kaffe rundt til hver enkelt kreation og kom med sin vurdering af arbejdet. Her er han i gang med at analysere på min "gule ting", og selvom jeg ikke rigtig kan huske hvad han sagde lige præcis om min quilt, så har jeg da i hvert fald fået en ordentlig bunke god inspiration med mig hjem, og lyst til at arbejde videre på sagen.
Quiltlapper
– Så det gør jeg så. Jeg er simpelthen nødt til det; jeg drømmer om rhomber, blomster og gule og grønne mønstre om natten. Noget må der gøres ved det.. Tilbage til arbejdet!
Forresten! Se udstillingen af Kaffe Fassetts mange forskelligartede kunstværker på Silkeborg Museum. Det må man ikke snyde sig selv for. Bare det at få lov til at se dette vidunderlige sjal er hele entreprisen værd:
Kfsjal
(P.S.: Jeg strikker stadigvæk..)

 

Udgivet i 1 kommentar

Kaffe Fassett og mig..

Jeg har altid beundret Kaffe Fassetts helt unikke sans for farvesammensætninger. Og hans mønsterrigdom. Tilbage i de tidlige 90'ere strikkede jeg et stort sjal i trappetrinsmønster og en sweater i "Persian Poppies" fra hans første strikkebog, "Glorious Knitting". Senere har jeg strikket "Tyrkisk Gitterværk" og er p.t. i gang med en modificeret udgave af hans "Icons".
Når jeg selv har designet noget har han altid mere eller mindre inspireret mig med hensyn til farver eller mønstre eller simpelthen med sin uhøjtidelige tilgang til det hele: "Prøv det! Hvis det ikke virker, så tag tyve farver mere med..".

I går fik jeg så endelig lejlighed til at høre ham. På Silkeborg Museum har Kaffe Fassett holdt to foredrag her i weekenden, og jeg var så heldig at være med i salen i går.
Kfforedrag
Godt fyldt op, trods snestormen.
På væggene rundt i salen hænger KF's fantastiske quiltede tæpper, og nogle af hans strikkede modeller. Meget imponerende at se hans værker live. Disse vidunderlige farver og mønstre nærmest sprang ud fra væggene med deres livlighed og skønhed. Wau.
KF fortalte om sit designer- og kunstnerliv og viste samtidig et flot lysbilledshow. Han fortalte levende og underholdende, og hele tiden kunne man tydeligt mærke hans passion for det han laver, hans kærlighed til farverne og mønstrene som han arbejder med. Det var særdeles inspirerende at opleve ham.
Kfsignerer
Efter foredraget satte han sig i caféen for at signere bøger. Jeg købte hans bog "Simple Shapes – Spectacular Quilts", men fik den dog ikke signeret. Jeg venter til på tirsdag, hvor jeg nemlig skal møde Kaffe igen, til en workshop om farver og patchwork! Gæt lige om jeg glæder mig..

Udgivet i 3 kommentarer

Kryds i kalenderen!

D. 19. marts 2011 sker der noget spændende i Ry.. På Mølleskolen bliver der holdt stor FiberFest – en dag med workshops, udstillings- og slagsboder samt strikke-café og almindelig hygge.
Det er GarnGalleriet og Spindeforeningen i fællesskab der står for arrangementet, og det rent praktiske skal Bodil Munch (Madam Munch) og jeg sørge for at få på plads..
Det bliver *så* spændende!! Vores workshops er på plads, og vi kan blandt andet byde på workshops i dobbeltstrik, neverkont, FreeForm-metode og spinding på håndten. Vores store udenlandske navn er – ta-da!!!: Cornelia Hamilton fra Hamilton Design i Sverige. Cornelia er berømt for sine fantastisk smukke og helt unikke strikkedesigns og har udgivet flere bøger, bl.a. med designs i Noro-garnerne. Hun fører også sit eget mærke, Heaven's Hand, et håndfarvet klassisk uldgarn, som jeg selv er helt vild med! Cornelias workshop kommer til at handle om knuder i strik – spændende!
Knuder

– Mere info følger.. 🙂