Det er jo helt fantastisk som solen skinner – og varmer. Der blev lovet 30 grader i dag, mindst, så i formiddags gik jeg i gang med at samle noget farvemateriale til en ny omgang solfarvning. Gråbynke i en pose, prikbladet perikon i en anden. I gemmerne fandt jeg en tørret brunporesvamp som trængte til at blive anvendt .. Thomas stod og arbejdede med noget mirabelletræ, så han skrællede noget bark af til mig – det er et forsøg, og faktisk har jeg aldrig farvet med bark før, så det er meget spændende.
Netop igangsat ..
Fra venstre mod højre: Brunporesvamp. Røde tulipankronblade + perikon. Mirabellebark. Gråbynke. I alle glas har jeg opløst lidt alun og vinsten, og så er der 100 g uldgarn i hvert. Som de fleste nok har bemærket, så blev det en stegende varm dag! Nu her til aften har jeg taget et billede igen.
Efter 8 timer i fuld sol
Der er sket lidt allerede, synes jeg. Jeg er meget spændt på at følge udviklingen i alle glassene, men især i det med mirabellebark. Vandet har allerede en varm, orange farve, men om det fæstner sig på garnet er svært at sige.
Det er så hyggeligt at solfarve. Så enkelt. Så langsomt. Så naturligt og bæredygtigt. Alt hvad man behøver er noget uld eller garn, en bunke planter, lidt alun og et stort sylteglas. Tid og solskin .. Jeg satte 4 glas over i begyndelsen af maj, og fordi det i den periode var så som så med solens varme fik det lov til at stå temmelig længe – faktisk helt til midsommer. Jeg tømte glassene d. 18. juni, og skulle i den forbindelse have været så fornuftig at bruge næseklemme .. Plantedelene var i fremskreden forrådnelse og stanken var fæl. Jeg tømte det hele ud på jorden og fiskede garnerne op i en spand vand. Efter nogle timer hængte jeg dem til tørre, stadig stinkbomber. Siden er de blevet vasket “rigtigt” og lugter nu helt godt ..
Fra venstre: Sock-blank og garner farvet med japansk pileurt, mælkebøtte, mirabelleblade og mørk stokrose
Det blev ikke de mest fantastiske farver, det må jeg indrømme. Stokroseblomsterne gav en ret spændende varieret farve med grålig lilla og grønlig grå. Sock-blank’en, der havde hygget sig sammen med japansk pileurt fik både rødlige og gullige partier, omend ret svagt i styrke – det må udforskes nærmere, og pileurten skal jo hugges ned alligevel. I øvrigt er japansk pileurt udmærket at spise. De nye skud er sprøde og syrlige. Gode rå i salater eller let stegt/grillet som tilbehør. Men når farverne ikke ligefrem er fantastiske er det jo at man finder andre adjektiver frem: Spændende, f.eks. Og lovende, lærerigt, interessant og bæredygtigt .. Det, at plantefarvning (og i særdeleshed solfarvning) er så uforudsigeligt er jo en charme i sig selv. Hvad mon jeg får næste gang??
Start d. 23. juni
Næste hold er kørt i stilling. Fra venstre: Kruset skræppe og granatæbleskaller. Birk. Sort tulipan. Krap og engbrandbæger. I dag ser det sådan her ud:
2. juli 19 – niende dag
Der er sket noget – det ses tydeligt. De varme og solrige dage i perioden har haft deres virkning. Nu har vi så nogle kølige dage, men jeg lader hele molevitten stå et stykke tid endnu og håber på at varmen kommer igen meget snart .. Jeg må indrømme, at min tilgang til solfarvningen er ret tilfældig, uvidenskabelig og “loose”. Jeg ved godt at jeg nok kunne få hurtigere og/eller bedre resultater hvis jeg tog mig sammen til at bygge en sol-ovn. Og det kunne være interessant at føre log over temperaturen i glassene. I det hele tage ville en bedre notatføring være ønskværdig, også mht. mængden af plantemateriale og plukketidspunkt .. Men hey, jeg synes jo at det er hyggeligt på denne lidt afslappede måde! En kærkommen kontrast til min meget kontrollerede Lanasyn-farvning af fibre og garner.
Hvis du gerne vil prøve at lege med solfarvning holder jeg workshop om det til næste år. Jeg har to datoer, en i maj og en i juni. Se mere her.
Sidste gang fortalte jeg om den dejlige spindedag vi havde i København i lørdags. Det var en skøn dag i godt selskab, men normalt behøver jeg jo kun at tage til Harlev for at være sammen med en herlig flok spindere. Vi mødes – i Spindeforenings-regi – sådan cirka hver 3. tirsdag aften og spinder, spiser lidt kage, viser frem og hygger.
I tirsdags var vi 9, så vidt jeg husker og kan tælle mig frem til – det var en hyggelig flok!
Mange havde gode sager at vise frem. Mary havde været på plantefarvningskursus og havde sådan et lækkert farvehjul med:
Marys farvekursusprøver
Mette havde været i gang med at spinde et af mine uldhjul, “Tsunami”, og havde opdelt farverne så hun har fået fem bundter i forskellige farver:
“Tsunami” på oatmeal BFL og silke (var det vist ..) plus en lille lækker Golding håndten.
Hanne havde et par sweaters med. Denne her, “Field Study”, er røget direkte ind på min to-do-liste. Fantastisk smuk!
Field Study
Spundet i hhv en af mine farver, “Musevikke” og noget naturfarvet.
Desværre er der ingen billede af kagerne (der var dobbelt-op, Happy Hour, men både jordbærkage og chokoladekage var der ..) men her er dokumentation for at vi også arbejdede lidt ..
Hanne og Bodil spinder her
Mette laver trend på sit helt nye trendbord.
Som sædvanligt var det en superhyggelig aften – det giver ny energi og inspiration at være sammen med sådan en flok søde og kreative kvinder. 🙂
Herhjemme er der god gang i væven. Jeg er meget snart færdig med de to babyvikler i bomuld, krystal-kipper. Faktisk regner jeg med at kunne klippe ned i morgen, yay!
Næste projekt er allerede på tegnebrættet – garnerne er bestilt hjem.
Stof. Bare stof ..
Ude i haven står der lidt diverse plantefarvnings-halløj. Glasset med de 2,5 gram midterblomst fra Vild Gulerod har suget sol til sig i hele sidste uge, men nu er det vist snart slut! Jeg må hellere tømme glasset her en af dagene. Desværre tror jeg ikke der bliver nogen særlig farve på garnet ..
Fint lyserødt. Men sidder det nu også i garnet, og ikke kun i vandet?
I gryden her står Kruset Skræppe, de rødbrune blomster-/frøstande. Det giver en flot rødbrun farvesuppe, der står og venter på at jeg får bejdset lidt garn. Det kommer nok her i weekenden, tænker jeg.
Man behøver ikke altid at gå lange ture for at indsamle planter til farvning, selv om det jo er meget hyggeligt.
I haven kan man nemlig godt finde egnet farvemateriale, f.eks ligusterblade og -bær, skvalderkål, blade og bark fra diverse frugttræer og en del blomster. Vi har sådan en dejlig træ-agtig busk, der hedder Bulet Dværgmispel. Den har kraftige blade, der får flotte farver om efteråret, bittesmå uanselige blomster, som bierne elsker, og masser af bær, der bliver smukt røde når de er modne. Dem elsker fuglene – det er deres vintermad.
Busken trængte til lidt beskæring, så jeg tænkte at jeg lige ville afprøve om der var noget garnfarve i bladene. Bulet Dværgmispel – Cotoneaster bullatus
Jeg kogte en god halv grydefuld blade i et par timer og lod det stå til dagen efter. Så siede jeg farvebadet og lagde 1 bundt alun/vinsten-bejdset garn i. Det fik den sædvanlige times tid med simre-kogning, hvorefter det fik lov til at køle langsomt ned. Orange farvebad med alun/vinsten-bejdset garn
Dagen efter vaskede og skyllede jeg garnet. En flot farve, synes jeg! Sådan en varm kanelagtig rødlig-gylden. En lille prøve ubejdset garn var med i gryden – det gav en lidt svagere, knap så varm farve. Men i hvert fald brugbar. Til tørre sammen med noget ufarvet.
Farvebadet så stadig ud som om der var noget krudt i, så jeg varmede det op igen med et
bundt alun/vinsten-bejdset lysegråt uldgarn. Det blev også fint, synes jeg. 2. farvebad af Bulet Dværgmispel-blade
Det er nu spændende at eksperimentere. Næste gang: Kruset Skræppe! 🙂
Så blev det plantefarvede garn tørt!
Forleden plukkede jeg ca. 700 gram blomster/frøstande af planten Almindelig Syre. Vi har rigtig mange af den slags lige nu, så det var oplagt at afprøve dem til plantefarvning.
Posen fuld af syre-blomst
Først kogte jeg de afribbede blomster/frøstande et par timer, lod det køle af og siede det. I farvesuppen anbragte jeg 2 x 100 gram hvidt uldgarn – det ene bundt alun/vinsten-bejdset og det andet bundt uden nogen bejdse.
Jeg varmede op og lod det simre i ca. en time.
Afkøling i suppen til næste dag, hvor jeg fiskede garnet op og vaskede/skyllede det.
Efterbadet blev brugt til et bundt alun/vinsten-bejdset gråt uldgarn. Samme procedure her.
Og sådan her ser det ud:
Garn farvet med Almindelig Syre
Til venstre: Alun/vinsten-bejdset hvidt uldgarn, 1. bad.
Midten: Ubejdset hvidt uldgarn, 1. bad.
Til højre: Alun/vinsten-bejdset gråt uldgarn, 2. bad.
Jeg tror godt man kan konkludere at bejdsning er overflødigt ved farvning med Almindelig Syre. Der er en anelse forskel på farven, men ikke meget, og faktisk synes jeg den ubejdsede er finest!
Forleden talte jeg med en biolog-ven om denne plante, og bevæbnet med en kæmpemæssig Nye Nordiske Flora-bog kunne hun fortælle mig at syre (som findes i rigtig mange varianter) er nært beslægtet med både skræppe og rabarber. Med den oplysning faldt der ligesom nogle videns-brikker på plads, for både skræppefrø og rabarberfrø kan jo farves med, og heller ikke her er bejdsning nødvendigt (i hvert fald ikke med rabarber) – sikkert på grund af plantens indhold af oxalsyre.
Jeg må i marken igen efter mere syre! Og måske noget skræppe også.
I går var jeg med min mand i skoven for at lede efter svampe. Der er Sortfiltet Viftesvamp (Tapinella atrotomentosa) på vej i stort tal, så jeg fik mig en posefuld med hjem til farvegryden. Jeg tog kun stokkene, da det forekommer mig at farven er kraftigst i den del af svampen. Det er dog ikke noget jeg ved med sikkerhed – det skal komme an på nogle prøver ..
Tidligere tiders farvning med denne svamp har givet anledning til frustrationer .. For farvebadet bliver fantastisk smukt rødviolet, og i begyndelsen af farvetiden ser garnet ud til også at få den farve – men det ændrer sig efter kort tid i gryden, og så (alt efter bejdse) bliver garnet gråt, brunligt eller grågrønligt.
I går lagde jeg 2 bundter garn i gryden, et bundt alun/vinsten og et bundt ubejdset. Men som noget nyt lagde jeg garnet i mens svampene stadig var i gryden. Svampene havde jeg lagt i en vaskepose for ikke at gøre garnet ulækkert og snasket. Jeg tog det også tidligere op – efter kun ca. 20 minutter i farvebadet – og lagde garnet i rent vand med ca. samme temperatur som farvebadet, hvorefter det fik lov til at stå og køle af.
Et nyt bundt ubejdset garn blev puttet i gryden til svampene. Det fik så ca. en time, hvorefter der blev lukket og slukket.
Nu hænger det hele til tørre.
Farvning med Sortfiltet Viftesvamp
Til venstre: Alun/vinsten-bejdset hvidt uldgarn, 1. bad
Midten: Ubejdset hvidt strømpegarn, 1. bad
Til højre: Ubejdset hvidt strømpegarn, 2. bad
Jeg kan super-godt lide det stålgrå! Med lidt god vilje har det en lille anelse violet skær – men dog slet ikke det rødviolette som var i farvebadet.
Jeg kunne godt lide at vide om der er nogen for hvem det er lykkedes at indfange det rødviolette. Intet af alt det jeg har læst om farvning med den Sortfiltede Viftesvamp har dog peget i den retning.
Jeg har noget i gang i gryden. Men først bliver jeg lige nødt til at komme med en status-rapport over det lyserøde i solfarvningsglasset: Dag 3. Mikro-midterblomstfra vild gulerod.
Som jeg skrev i indlægget for et par dage siden, så er det jo et eksperiment. Er det meste egentlig ikke det? Den lillebitte mørke blomsterdims i midten af skærmblomsten på vild gulerod havde jeg hørt kunne bruges til at farve med.
Indsamlingen af de ca. 2 gram (!) tog ret lang tid, så jeg håber virkelig garnet modtager og beholder den fine lyserøde kulør. Tænk, hvis det forsvinder ud med skyllevandet! Det er jo en af de meget spændende aspekter ved plantefarvning. You never know.
Men indtil videre ser det for så vidt fint ud. Et par gode soldage har ikke ændret nævneværdigt på farven i glasset. Jeg krydser fingre og venter tålmodigt.
Så hørte jeg også om et andet interessant farveemne: Frøstanden af almindelig syre. Syren står faktisk samme sted som den vilde gulerod, og det i stor mængde. Almindelig syre i blomst.
Denne her plante var noget nemmere at indsamle. 700 gram på et kvarters tid høstede jeg i morges. Jeg grov-ribbede stænglerne for blomster og frø og satte det over at koge i et par timer, lige som jeg plejer.
Her til aften har jeg så siet farvesuppen (gullig-brun) og sat gang i selve farvningen af 2 bundter uldgarn: 100 gram alun/vinsten-bejdset og 100 gram ubejdset. Lige lagt i gryden.
Jeg slukker for varmen når det har simret i en times tid, og så får det lov til at stå og hygge sig i farvesuppen indtil i morgen.
Foreløbig ser det dog ikke ud til at give nogen særlig spændende farve, er jeg bange for. Men morgendagen vil vise det!
Henne på værsktedet sidder jeg og væver babyvikler. Det er super-hyggeligt. Dejligt at arbejde sig ind i rytmen ved væven – det er helt hypnotiserende. Men jeg kan godt mærke på mine arme og skuldre at det er lidt uvant at væve så meget.
Jeg har nu vævet halvdelen af den første vikle. Jeg glæder mig til at se dem færdige! Billedet her er fra i går, men det ser sådan set ligesådan ud i dag, bortset fra at stofbommen er blevet en smule tykkere. Ikke at det ville kunne ses på billedet. Babyvikle i krystalkipper. Bomuld i en smuk blå gradient ..
Hvis du vil vide mere om babyvikler og hvordan man bruger dem, så læs her. Det er ikke så indviklet! 😉
Nu har solfarvningsglassene stået næsten 14 dage, og jeg vil se hvordan garnet er blevet!
Solfarveglas. Fra venstre: krap/oregano, sort tulipan, thuja/bærmispel. Det lille glas er en prøve med thuja / solar dyeing jars. From left: madder root/oregano, black tulip, thuya/juneberry leaves. Small glass: testing thuya.
Her hænger strømpegarnet (BFL-Steps) til tørre, og jeg er tilfreds!
Lys mintgrøn fra sort tulipan, en smuk og varm gul fra thuja/bærmispel og en ret varieret orange fra krap/oregano. / Light minty green, a varm and pretty yellow and a very variegated orange.
Nu vil jeg gå en lille tur på denne solrige midsommerdag. Forhåbentlig finder jeg plantemateriale til en omgang solfarvning mere. Hvad mon det bliver denne gang?
In English: The second round of solar dyeing has come to an end, after 14 days of sunny and not-so-sunny days. I’m quite pleased with the results. Minty light green from the black tulip petals (second bath), a beautiful yellow from thuya and juneberry leaves and a quite variegated orange from the jar with madder root and oregano. The yarn is sock yarn from my shop, BFL-Steps. Now I’ll go for a walk on this beautiful midsommer day and pick plant material for the third round of solay dyeing.
Senere på dagen i går kom jeg til at kigge på vores smukke sorte tulipaner, der nu ikke længere var så smukke. Næsten afblomstrede med krøllede, halvvisne sort-lilla kronblade på de lange stængler. Tanken om, om der måske kunne gemme sig brugbar farvestof i kronbladene, dukkede helt naturligt op, og der gik ikke mange sekunder før jeg havde hapset alle kronbladene. Der var kun en god håndfuld, fra en 10 – 15 blomster. Hvis det viser sig at de halvvisne kronblade kan farves skal der helt klart sættes nogle flere tulipanløg til efteråret!
Denne gang var jeg lidt smart og puttede tulipanblomsterne i en gammel nylonstrømpe inden jeg overhældte med kogende vand. Med det samme, da vandet ramte plantematerialet i glasset, bredte der sig en mørk farvesky. Gode tegn!
Jeg puttede en bane af samme alpaca/silkefiber-blanding i som jeg tidligere havde lagt ned til mirabellebladene. Satte glasset ud i solen. Satte mig og kiggede lidt, og kunne ligefrem se fibrene begynde at blive lilla/blå idet farven trak ind. Fascinerende, og lovende!
I dag ser det sådan her ud:
Mirabelleblade i det store glas, sorte tulipankronblade i det lille / Mirabelle prune leaves in the larger jar – black tulip petals in the small.
Der er helt klart sket en udvikling i begge glas siden starten i går. Det er så spændende!! Jeg håber på mere sol – jeg synes ikke glassene virker specielt varme. Måske kunne jeg lave mig et varmeskab af det gamle akvarium der står ude i skuret..
English summary: Solar dyeing, day 2. I picked a handfull of withered tulip petals yesterday afternoon. Black (very dark purple) petals – so beautiful while they were in bloom. I have no idea if the dyestuff in the petals are any good for dyeing fibres and wool, but I’ll try and see how it goes. Immediately after pouring boiling water over the petals the water turned dark – a good sign! And when I added the fibre (alpaca/silk) I could sit and watch the fibre soak up the dye and slowly become blue / purple. Fascinating, and very promising! If this experiment is successful I’ll definately have to plant more black tulips for the next season! The weather is not as warm and not quite as sunny today as yesterday, and the jars are not very hot to touch. I’ll try to make a heating box for them. There’s an old fish tank out in the shed, maybe I could use that..
Mirabelleblade og alpaca/silkefibre / Mirabelle prune leaves and alpaca/silk fibres
Det er jo skønt vejr, og udsigten for de kommende dage er ret solrig! 🙂
I glasset har jeg proppet nogle friske mirabelle-blade. Dem har jeg overhældt jeg med kogende vand, for ligesom at kickstarte processen. Vi er jo ikke i troperne, vel.. Oveni kom så ca 100 gram alpaca/silkefibre, der vistnok er alun-bejdsede. Det er længe siden, men jeg er rimelig sikker på at disse fibre har været i et bejdsebad engang. De lugter også lidt sådan..
Mirabelleblade giver grønt på alunbejdset materiale. Også på ubejdset (omend en svagere grøn), så hvis fibrene alligevel ikke er bejdsede gør det ikke så meget..
Nu skal det så stå og få varmen rigtig godt og grundigt i i hvert fald en uges tid, måske mere. Det afhænger af solen, og dermed temperaturen i glasset. Jeg har tidligere beklædt mine solfarveglas med sort plastik for at hjælpe varmen lidt på vej – måske gør jeg også det denne gang.
Jeg er spændt på to ting: 1: Vil fibrene overhovedet få farve? og 2: Vil jeg kunne pille bladene ud af fibrene bagefter..?
– Med tiden bliver jeg klogere!
In English: I have started a small solar dyeing bath in the hottest corner of my back yard. The weather report says that we can expect sunny days in Denmark, so I went out and picked some fresh leaves of the mirabelle prune tree. They will give a green colour on alum mordanted fibres. Mirabelle leaves also dyes green (just a lighter shade) on un-mordanted fibres, and I’m not totally sure whether these alpaca/silk fibres are mordanted or not. I think they may have been in a mordanting bath with alum. I have kick-started the process by pouring boiling water over the leaves in the jar. Afterall, this is not the tropics! I’m curious about two things: 1: will the jar get warm enough to actually make some dyeing happen? And 2: Will I ever get all the plant material picked out of the fiber afterwards? – With time I’ll be wiser!