Udgivet i Skriv en kommentar

Lidt garn og straks et nyt projekt!

Jeg har spundet lidt garn på Them-tenen, og her ses den fuld af uld/silke-tråd:
Themtenenfuld
Jeg vandt tråden op i en "center-pull ball", som det hedder på udenlandsk. Nogen gode forslag til et dansk ord for sådan et nøgle garn hvor man kan tage tråden både indefra og udefra?
Tvinding
– I hvert fald er det noget der dur når man bare har en enkelt ten-fuld garn der skal tvindes med sig selv. Nogle gange kan der godt opstå problemer med metoden til slut, fordi nøglet har det med at miste stabilitet og kollapse når der ikke er ret meget garn tilbage. Så skal man bruge lidt ekstra tid på at rede trådene ud, og det kan jo være irriterende. Det er dog mest et problem med helt fine tråde, og dette her er af af den lidt tykkere slags.
Her er det færdige garn:
Merinosilkegarn
Det er merino/silke og jeg har selv sjatfarvet fibrene engang for længe siden. Jeg synes det ser ud til at det kunne blive en fin hue..
Og næppe er man færdig med det ene spindeprojekt før man kaster sig ud i et nyt! Af en eller anden grund er der ingen kunder der er faldet for det skønne uldhjul af falklandsuld, som jeg for ret længe siden farvede i paletten "Bærmispel" og lagde på hylden i butikken. Jeg har kigget på det mange gange og haft lyst til at spinde det.. Og så så jeg tilfældigvis det lækreste håndspundne falklands-garnRavelry i går, og det var jo dråben..
Baermispelfalklandhjul
Haps, sagde det så, og uldhjulet var kapret. Den smukke håndten fra 3G-Woodworks med en tenvægt af noget der hedder Banksia Pod (på fotoet) blev udvalgt til spinding af den ene tråd. Til den anden tråd valgte jeg min lækre Greensleeves Katherine, som jeg vist ikke har noget foto af.
Jeg besluttede at dele uldhjulet op i de otte farver jeg møjsommeligt har malet det med, og spinde otte forskellige små bundter. Det kan jo synes lidt dumt først at male ulden i mange farve for derefter at spinde dem enkeltvis, men når man deler uldbåndet der hvor farverne mødes vil der altid komme lidt af nabofarverne med, og resultatet vil blive en smuk tweed-agtig effekt.
Baermispelfalklandrosa
Man kan tydeligt se de lysegrønne spidser her i den rosafarvede bunke uld.
Jeg spinder garnet med de traditionelle shetlandsgarner i tankerne. Det skal være blødt, elastisk og 2-trådet med en løbelængde på omkring 4500 m/kg, og jeg påtænker at bruge det til et eller andet fair isle strik.

 

Udgivet i 1 kommentar

Spinding af bomuld

Det er ikke let, synes jeg. Bomuld består af ret korte fibre, dem jeg er i besiddelse af er endda forholdsvis fine og lange, mellem 3 og 5 cm, vil jeg mene. Bomulden ligger i tops, altså kæmmede bånd af fibre, og først forsøgte jeg at spinde det som sådan, fra en ende af. Men det var ikke optimalt, i hvert fald ikke på denne her ten.
Bomuldsspind1
Min spinde-værktøj er en såkaldt russisk håndten (fra Gripping Yarn). En fantastisk lækker ten! Den spinder med spidsen hvilende i skålen og med den ene hånd hele tiden støttende (eller næsten støttende) omkring skaftet. Den anden hånd, fiberhånden, er altså alene om at styre fibrene. Den optimale spindemetode på sådan en fætter her er altså kartegarns-metoden, hvor man trækker fiberforsyningen bort fra tenen idet der tilføres sno.
Derfor besluttede jeg at forsøge mig med at lave små bomulds-tejer (kaldes også en puni, og punis i flertal). Uden at være i besiddelse af bomuldskarter gjorde jeg det sådan her:
Bomuldsspind2
Jeg trak fibre af min top og placerede dem i et tyndt lag ovenpå en strømpepind. Så lagde jeg en anden strømpepind ovenpå fibrene.
Bomuldsspind3
Derpå rullede jeg fibrene ved hjælp af pindene til en lille, ikke alt for stram, pølse. En puni.
Bomuldsspind4
Pindene trak jeg forsigtigt ud. Det var svært at undgå at der kom lidt uorden i fibrene når pindene blev fjernet, men det gik så nogenlunde, og mine punis viste sig at være okay til formålet..
Bomuldsspind5
Med en puni i fiberhånden, holdt ganske ganske forsigtigt for ikke at ødelægge strukturen, kunne jeg nu spinde bomulden med kartegarnsmetoden og det lange træk. Det gik for det første hurtigere end den spindemetode jeg tidligere havde forsøgt mig med, og garnet blev også meget mere jævnt og gik ikke så nemt i stykker.
Bomuldsspind6
Det er stadig ikke helt nemt at spinde bomuld, i hvert fald i forhold til uld og uld-blandinger. Men sådan her går det alligevel nogenlunde uden for store frustrationer. Og med lidt mere træning kan det måske være at jeg en gang ligefrem kommer til at synes at bomuldsspidning er rigtig sjovt 🙂

Udgivet i 2 kommentarer

Hyggelig Strik-In og nyt “fint” garn

Sæsonens første Strikke-eftermiddag blev afholdt i dag, lidt utraditionelt den 1. lørdag i september. Det plejer jo at være helt fast 2. lørdag i måneden, men næste lørdag skal jeg sørme til 25-års studenterjubilæum, så da er jeg lovlig undskyldt – Ih, som tiden går.
Strikin1sept10
Vi var ikke så mange i dag, men til gengæld var det rigtig hyggeligt og vi fik strikket og snakket en masse. Her er det øverst Helle og Gerda i "Noro-hjørnet", og på næste billede er det Ingelise og Anette, der er gået ombord i den gode chokoladekage henne fra Le Gateau på Klostervej.
Strikin2sept10
jeg hyggede mig med at strikke lidt på en pulsvarmer, som jeg simpelthen blev *nødt* til at påbegynde i går (ja, det var ikke med min gode vilje, for der er jo ellers rigeligt at rive i.. 😉 ) da fragtmanden kom med en dejlig bugnende kasse fra Du Store Alpakka. Deri fandt jeg, foruden de to nye Maskerade-hæfter, nr. 15 og 16, det nye alpaca/silkegarn "Fin". Og det lever virkelig op til sit navn. Elegant, blødt, glansfuldt, fint! Der er disse farver:

Fingarnkort
Blide og lækre nuancer, og både ensfarvede og håndmalede flerfarvede. Jeg kastede mig straks over et par pulsvarmere fra Maskerader 15, designet hedder "Monroe":
Monroepuls
Billedet her er fra Maskerade-hæftet – jeg er slet, slet ikke kommet så langt endnu.. Desuden har jeg valgt en lys turkis farve og tilsvarende multifarve.
Faktisk troede jeg at det var et helt andet projekt jeg ville komme til at begynde på i denne weekend, nemlig sweateren til min mand af det håndspundne spelsau-uld. Det ligger her, helt nyvasket og naturligt duftende og parat:
Spelsaugarnalt
Opskriften er også så godt som klar, så nu er det blot et spørgsmål om tid.. Ganske kort tid.

Udgivet i 2 kommentarer

Effektfuld weekend

12 medlemmer fra Spindeforeningen tog i den forløbne weekend rok og uld med sig til Højer, hvor de sønderjyske spindersker havde arrangeret spindetræf for os på Kjers Gård i Højer.

Hoejer4

Der er ganske fladt dernede i det syd-vestlige hjørne af Danmark, himlen er stor, horisonten lige og man kan se langt. Her ser man udsigten fra mit værelse, med områdets højeste punkt, en jættestue.. 😉

Jættestuen fik jeg dog slet ikke lejlighed til at kigge nærmere på, for vi skulle jo spinde og hygge! Forplejningen og omgivelserne var i top, og arrangørerne Kirsten, Joan og Susanne havde hver især forberedt en workshop omhandlende spinding (og måske især tvinding!) af 3 slags effektgarner.
Hoejer1
Her er det Kirsten der indvier os i kunsten af spinde bouclégarn. Det er ikke helt let, men resultatet af vores anstrengelser blev mange helt fantastiske bundter puddelhundegarn. Vi erfarede at mohair var den mest hensigstmæssige fiber at bruge til boucléen, en sandhed som vi ikke er de første der finder frem til, men nogen gange skal man jo have tingene i hænderne for rigtigt at gøre sig erfaringer.
Hoejer2
De to andre workshop handlede om knopgarn og ormegarn. Begge dele var noget af en udfordring for de fleste af os, og der blev arbejdet meget koncentreret og nogen gang så anspændt at skuldrene sad helt oppe omkring ørerne på os. Så tog vi en omgang pausegymnastik og lidt afspænding – ahh!
Hoejer3
Resultatet af mine anstrengelser kan ses her:
Effektgarn31aug10
Fra venstre: Knopgarn. Jeg forsøgte at lave knopper med de to tråde skiftevis, hvilket kun lykkedes delvist. Der er plads til forbedringer.. Næste garn er "ormegarn", d.v.s. garn hvor der i tvindingen laves små orm eller grisehaler, som nogen kalder dem, ved at lade den ene tråd sno sig om sig selv på et kor stykke. Mange kender til de "orme" der opstår ufrivilligt når man forsøger at tvinde jævnt og pænt, men det er faktisk slet ikke let at lave dem med vilje og regelmæssighed! Øvelse må der til.. Næst følger endnu et ormegarn, hvor jeg forsøgte at lave orm skiftevis mad den ene og den anden tråd. Svært. Umuligt!!
Til sidst er der bouclégarnet, min fine puddelhund. Garnet er 3-trådet og noget omstændeligt at fremstille, men resultatet synes jeg er aldeles pragtfuldt, og meget anvendeligt.
– Det var som sagt en herlig nørde-igennem-weekend, og sådan noget giver jo lyst og energi til mere! Nu har jeg så fundet det sidste spelsau-uld til gemalens sweater frem af gemmerne og vil se at få spundet og tvundet det sidste, så strikningen kan begynde.
Spelsautejer31aug10
De sidste kartede tøjer ligger her, klar til at blive spundet.
Spelsauspole31aug10
Jeg spinder det med kartegarns-metoden (long draw) med så lidt sno som muligt. Når det bliver tvundet giver jeg det så godt med sno så det bliver så blødt og luftigt som muligt, og samtidig holdbart.
Faktisk er det her første gang jeg har været vedholdende nok til at vaske, karte og spinde al ulden fra en hel ham. Jeg er ret stolt af mig selv! Mangler nu kun det allersidste spinding, tvinding af det hvide (den brune portion er færdig), vask og så strikning af hans sweater. Måske en julegave??

Udgivet i 8 kommentarer

Blå tirsdag.

Hanne og jeg havde aftalt at i dag skulle vi farve blåt med Japansk Indigo, en herlig farveplante som jeg har dyrket i mit lille urtebed.
Ji1
Japansk Indigo funker (efter hvad jeg ved) kun i frisk tilstand. Til gengæld er farvningen så utrolig enkel!
Hanne og jeg høstede en kurvfuld og en spandfuld, som vi bragte ind i køkkenet så det kunne få en kold skylning og bladene kunne blive ribbet af.
Ji2
Derefter blev de friske blade, tilsat koldt vand, blendet. Der var til flere omgange i blenderen.
Ji3
Den stærkt grønne bladmos blev tilsat koldt vand og et pænt skvæt eddikesyre, og fik lov til at stå i en halv time. Derpå siede vi væsken fra og satte mosen over i koldt eddikevand i endnu en halv time. Sining igen, og så var farvebadet parat!
Ji4
Vi proppede gryden fuld. Ca. 800 gram garn puttede vi i badet, der duftede meget grønt og spinat-agtigt. Så skulle det stå og trække farve i en times tid, mens vi af og til vendte det for at fordele farven. Det lykkedes ikke helt at få en jævn indfarvning, og det tror jeg skyldes den store mængde garn. Der var virkelig fyldt godt op!
Ji5
Efter timen var gået var det så blot at hive det flotte blå-grønne garn op af badet og hænge til tørre. Skylning skal først udføres om to dage, i følge de instruktioner jeg har fået.
Ji6
Stadig vådt og blågrønt, som det hænger her på billedet. Men som det tørrer bliver det gradvist mindre grønt og mere blåt. Sikke en herlig farve! Vi farvede på Hannes håndspundne hvide uldgarn, på hvidt og gråt SuperSoft samt på hvidt BFL-garn. Altsammen ubejdset. Der står stadig rigtig meget Japansk Indigo i haven (vi brugte kun ca. en femtedel, tror jeg), og til næste omgang har vi planer om at lave nogle overfarvninger af især gule garner. Dem har vi jo så rigeligt af fra den "almindelige" plantefarvning. Jeg vil også prøve at farve en portion angora-uld.

Udgivet i 14 kommentarer

Færdig!

Tones hæklede tæppe er nu helt færdigt, og vi er to glade piger her i huset!
Tonestaeppe30maj4
Tæppet endte, efter vask, med at måle 110 x 160 cm og det vejer 1,3 kg.
Arbejdet med det har været hyggeligt og det er gået relativt hurtigt. Ja, hvem skulle nu have troet at det ville kunne lykkes mig at gøre så stort et håndarbejde færdigt på kun 2½ måned? Kryds i kalenderen og flidspræmie..

Tonestaeppe30maj2

Der er herlig knald på farverne, og tæppet lyser flot op hvor det bliver bredt ud.
Min søn skal naturligvis også have et tæppe, men det skal være helt anderledes. Er på tegnebrædtet lige nu..
I lettere panik over at jeg nu var færdig med Tones Tæppe skyndte jeg mig at åbne et Geilsk strikkekit. Det er sommerblusen "Løbetid", der skal strikkes til udstilling i butikken. Et ukompliceret arbejde, der bare skrider stille og roligt fremad. Så langt er jeg kommet indtil videre:
Loebetid1juni10
Garnet er det nye Geilske 3-trådet uld/bomuld, og det er virkelig skønt at strikke med. "Løbetid" kan også strikkes i uld.

Blogaward

Hey, se lige.. jeg har fået en pris! Tusind tak, kære Dorte, det var sødt af dig 🙂

Reglerne for denne Award er sådan her:
– Kopier
Awarden ind på din blog. Tak og link til den som har givet dig den.

Link til 7 andre og spred lidt glæde.
– Fortæl 7 ting om
dig selv.

Jeg vil give denne award videre til :
Karin på KH Tekstil Design. For fuld fart over det kreative felt, og super humør altid!
Inges Uldprogram. For umanerligt smukt og inspirerende spinderi.
Strikkeforskeren. For den videnskabelige tilgang.
Thomas på Ravings from a Danish City at Night. For fantastiske garner, farve-, væve- og strikkeprojekter.
Elisabeth på All good Things In Life. For svenske Godis'er 🙂
Silja Devine. For poesi og håndspundne herligheder fra Norge.
– Leena fra Riihivilla. For fantastisk finsk farvning.

7 ting om mig (som I nok ikke vidste i forvejen):
– Jeg har en underlig drøm om at flytte til Sverige.
– Jeg er chokolade-narkoman.
– Jeg løber helst på bare fødder.
– Jeg er bange for store dyr, som f.eks. heste og køer, men edderkopper er søde..
– Jeg synes at live-shopping er helt forfærdeligt! Det er okay on-line.
– Jeg ender altid særdeles tæt på dead-line med diverse opgaver. Altid.
– Jul, pynt og gaveræs synes jeg er skrækkeligt. Glæder mig altid til januar..

Udgivet i 7 kommentarer

Snart fuldbragt!

Tæppet til min pige er næsten færdigt nu. Jeg har hæklet alle firkanterne og de er også syet sammen (billedet er taget under sammensyningsprocessen). Nu mangler jeg blot kanten rundt om hele herligheden.

Tonesbabette24maj
Jeg hækler en kant på 3 omgange stangmasker. Første omgang bliver lilla, de næste to omganges farver er ikke helt besluttet endnu. Hvor er jeg glad for at der ikke er 25 – 30 grader lige nu, for det tæppe er godt nok dejlig varmt at sidde med!

"Sail To The Moon"-blusen med de lyse ottekantede måner i Noro Silk Garden Sock skrider også godt fremad. Jeg er lidt over halvvejs med at strikke månerne.

Lidt spinderi er det også blevet til. Lidt. Jeg fandt en rest (ca. 50 gram) af en af mine indfarvninger. fibrene er merino og silke og farven hedder "Forår".
2traadetforaar
Spundet og tvundet på Kromski Symfoni-rokken, en vidunderlig arbejdshest! Om få dage (hvis alt går efter planen) lander Kromskis nyeste skud på stammen i min butik! Den nye rok hedder "Fantasia" og ser sådan her ud:
Kromskifantasia

Nice, ikke sandt? Som det tydeligvis ses er det en rok med dobbelttrampe og enkeltsnor. Designet er noget anderledes end Kromskis sædvanlige: lidt mere moderne og strømlinet at se på. Nu har jeg endnu ikke selv haft fingrene i den, men den skulle være velsignet med en meget enkel og hurtig måde at skifte spole på, og så har den jævn opfyldning af spolen uden at man behøver at skifte krog – lige som Wolee-winder systemet. Glæder mig!

Udgivet i Skriv en kommentar

En halsedisse.

Sådan en hals-ting har jeg aldrig strikket før. Men i det sidste nummer af Spin-Off var der opskrift på en rigtig fin en, ved navn Frosty Mornings Cowl. Jeg tænkte at den ville passe fint til mit håndspundne forårsgrønne merino/silke, vist i et tidligere indlæg. Jeg tænkte også at det kunne være et passende projekt til en lille hurtig SAL/KAL i Spindeforenigens regi, så det fik vi så sat i værk!

Nu er jeg så færdig med halsedissen, og sådan her ser den ud:
Frostmorgenfaerdig
Den er blevet en lille smule for bred, hvilket helt og aldeles er min egen skyld, idet jeg besluttede at strikke den en mønsterrapport bredere end opskriften sagde. Det skulle jeg så ikke have gjort. Men lækker er halsdimsen alligevel, og det er stadig lidt koldt om morgenen..

Posten kom med denne her i går:
Bronzeten2
En smuk håndten fra Etsy-shoppen "Jesh". Tenvægten er af bronze med fine små blå og grønne sten indlagt. Den spinder rigtig godt og længe, og den er rimelig tung i forhold til størrelsen, men det siger jo lidt sig selv når den er af metal. Den skal jeg nok få spundet en hel masse dejligt garn på 🙂
Bronzeten 

Apropos garn, så er der kommet nyheder i butikken. Manos del Uruguay's helt nye lacegarn ankom forleden dag, og det er ren luksus! Alpaca, silke og cashmere er det spundet af. Garnet er 2-trådet og løber 400 meter på 50 gram, så det er perfekt til fine sjaler og tørklæder, eller til at strikke sammen med et andet garn. Også i væven kunne det være flot, til tynde lækre sjaler.
Manoslacegarnkort
12 smukke håndfarvede nuancer. Prisen på garnet er kr. 109,- pr 50 gram.

Nu tilbage til dagens farveri. Jeg farver silke/alpaca-fibre i lavendel/syren nuancer, en bestilling som har måttet vente alt for længe.. Også hæklerierne skal der arbejdes videre på. Jeg er nu godt halvvejs med det store tæppe til min søde pige 🙂

Udgivet i 4 kommentarer

Startitis

Det var jo det der ikke måtte ske. Et anfald af startitis har vist indfundet sig. Men det *er* nu svært at holde sig i skindet når der sådan kommer en hel kasse fuld af de nye Noro-garner dumpende ind i butikken.. Furin og Taiyo. Det er begge garner med indhold af bomuld og silke, altså en slags sommergarner. Furin passer til pind 4 – 5 og Taiyo er en smule tykkere og passer til pind 4½ til 5½.
Jeg greb et nøgle Taiyo og slog fluks op til en skøn jakke fra Jenny Watson-bogen "Noro flowers". Er ikke kommet så langt endnu, men farverne spiller allerede deres deres smukke musik:
Taiyojakke1
Det er altså svært at modstå så fantastiske farver, og garnet er en fryd at strikke med. Jeg har allerede hovedet fuld at idéer til nye modeller.

Kan man mon blive vaccineret mod det dér startitis-syndrom??

Udgivet i 1 kommentar

Der blev garn.

Der blev præcis 100 gram lækkert, blødt 2-trådet merino/angora/BFL-garn ud af mit karteflor. Løbelængde 280 meter.
Hurragarn
Jeg har spundet det som kartegarn. Det vil sige at jeg har bestræbt mig på at spinde tråden så let og løst som muligt. Metoden jeg har brugt dertil der det "modificerede lange bagud-træk", hvor jeg med venstre hånd trækker fiberforsyningen baglæns væk fra rokken idet jeg tilfører sno. Ideelt set skulle jeg ikke behøve at bruge den anden hånd overhovedet, men jeg brugte nu alligevel min højre hånd til at styre det lidt med, og til at udjævne de største klumper.. Under spindingen anvendte jeg rokkens store trisse (jeg brugte min gamle Ribe-rok, den har kun to trissestørrelser) for at få godt med indtræk og minimalt sno på tråden. Under tvindingen brugte jeg så den lille trisse, da jeg her ønskede at tilføre garnet sin struktur i form af en tæt og blød tvinding.
Den opmærksomme læser (spinder) vil så nu bemærke at garnet på den måde temmelig sikkert bliver overtvundet. Og ja, det er helt rigtigt. Men ikke mere overtvundet end at en varm vask og hænge-tørring – uden vægt – gav mig et fuldstændigt afbalanveret garn.
Hurragarn2
Og nej, der er ikke to forskellige farver garn her selvom det kunne se sådan ud.. Det er samme garn på de to fotos, blot fotograferet under forskellige lysforhold..
Nu glæder jeg mig til at strikke vanter af dette garn. De bliver *så* dejlig varme.. 🙂