Udgivet i 2 kommentarer

August-farven: “Saturn”

I juli måned tog jeg jer med ud til Uranus, den 7. planet fra Solen. På vej derud kom vi lige forbi planet nr. 6, Saturn, og den vender jeg tilbage til nu ..

Saturn

Saturn har mindst 62 måner – det er dem, man kender indtil videre. Blandt andre kan nævnes Rhea, Dione, Titan og Pandora. Dem vender jeg tilbage til ..
Det mest markante ved planeten er det fantastiske ringsystem, der består af små is- og stenpartikler. Andre planeter i vores solsystem har også ringe, men det er Saturn, der er fremtrædende som den planet med det smukkeste og mest markante ringsystem.

Til august-farven har jeg pillet 6 farver ud af inspirationsbilledet. Dem har jeg farvet på min “klassiske” facon, side om side med rimeligt skarpe afgrænsninger, og gentaget 6 – 7 gange igennem fiberbåndet.

Nu til fibrene!
Uld-klubben får deres “Saturn” på Île de France-uld. Det er en blød uld der ligger mellem 23 og 30 my og fiberlængden varierer mellem 7 og 9 cm. Racen er et produkt af fransk Ramboulliet og Leicester. Île de France-uld har stor elasticitet og vil gerne spindes med en del sno – men tjek og hold øje med tvinde-sno, da for meget kan gøre tråden hård. Det er en uld, der tager farve rigtig flot og garnet er rigtig godt til strukturstrik, f.eks snoninger.

Saturn på Île de France

Luksus-klubben får den skønne blend BFL/silke. Det er 70% bluefaced leicester-uld og 30% hvid tussahsilke. En dejlig luksusblend, som forener BFL’s blødhed med tussahsilkens skinnende blanke fibre.

“Saturn” på BFL/silke

Jeg håber at alle Fiberklubbies bliver glade for både farveholdning og fiber 🙂
I skal være mere end velkomne til at poste fotos af fibre, garn og projekter enten i Garngalleriets Facebook-gruppe, Venner af Garngalleriet Mikrofarveri, og/eller i den tilsvarende gruppe på Ravelry. Her hedder den blot Garngalleriet Mikrofarveri.

“Saturn” er 2. sending (ud af 3) i Fiberklubben 3. kvartal 19.
4. kvartal 19 (Uld eller Luksus) er åben for tilmelding nu og indtil d. 20. september. 4. kvartal er lig med 3 lækre fiberpakker i oktober, november og december, og lyder det som noget for dig skal du ikke vente for længe med at tilmelde dig – der er begrænset antal pladser ..

Thomas har været flittig og har spundet og strikket. Læg mærke til, på det sidste billede, at der er to ekstra garnprøver med, udover “Saturn”-garnbundtet. Disse to er helt nye monokromatiske farver, tænkt som match-farver til “Saturn”. De er opkaldt efter Saturn-månerne “Dione” og “Rhea” og er i modsætning til selve “Saturn”-farven med det samme frigivet til alle, ikke blot til fiberklubmedlemmer.
Og så er der jo også månerne “Titan” og “Pandora” ..

.. og ca. 58 andre, men her sætter jeg grænsen!
Jeg har farvet Saturn-matchfarverne på Île de France-uld, men de kan naturligvis fås på alle fiberbaser.

“Dione”-tejer, farvet på jakobsuld.
Udgivet i Skriv en kommentar

Fair Isle-strik og farvning

Jeg er netop kommet ind fra farveværkstedet, hvor jeg i dag blandt andet har farvet en god portion Oatmeal BFL-uld i farven “Etna”.
Det er en bestilling fra en af Fiberklub-medlemmerne. “Etna” var Fiberklub-farve i februar og bliver dermed først gjort almindeligt tilgængeligt til august (et halvt år efter udgivelse i Fiberklubben), men som medlem har man jo det privilegium at man til hver en tid kan bestille mere af en farve, på en hvilken som helst fiber.

“Etna” på Oatmeal BFL. Spundet på Bosworth-tene og nu klar til tvinding

“Etna” er en flot, varm farveholdning, og farvet på den lysbrune Oatmeal BFL får den både dybde og ro. Jeg har lige færdigspundet netop sådan en portion “Etna” på Oatmeal BFL, og skal blot have det tvundet. Det er spundet på et par af mine Bosworth-håndtene – mini’er. Den ene med tenvægt af asketræ og den anden en special-ten, der er lavet af træ fra sluppen “Clearwater”, der har besejlet Hudson Bay .. Lidt sjovt. Udover at være lidt speciel og meget smuk er det også en fantastisk ten, som alle af det fabrikat ..

Fra venstre: en midi, mini’en i asketræ og “Clearwater Sloop”-mini’en.

Fiberklubberne Uld og Luksus er i øvrigt stadig åbne for nye medlemmer (indtil d. 20. juni eller når max. antal er nået). Det fungerer sådan at man skriver sig op for 3 måneder – abonnementet løber kvartalsvis, og det er 3. kvartal man kan tilmelde sig nu. Juli, august, september.
Man modtager månedens farve lige omkring den 1. i hver af de 3 måneder. Hver måned helt nye farveholdninger, som ikke har været vist før. Altid spændende at modtage sådan en dejlig, blød og farvestrålende fiberpakke!

Efter Saltum Uldfestival begyndte jeg på en Fair Isle-vest. Det bliver en herrevest, til Thomas, og jeg designer den naturligvis selv.
Garnet er Jamieson & Smith Shetland Heritage i naturfarver – men hist og her krydrer jeg modellen med enkelte omgange at håndspundet og håndfarvet shetlandsgarn. Ikke meget, kun lige så farverne bryder alt det naturfarvede.

Påbegyndt Fair Isle-vest til Thomas. Det lidt “krøllede” og ujævne look forsvinder i første vask .. 😉

Vesten er helt traditionelt opbygget med 2-farvet rib og selve bullen med borter af forskellig størrelse. Der er den typiske spejling med farverne omkring mønsterborternes midte, den lige så typiske “shading”, dvs. nuancegraduering – og kontrasterne mellem bund- og mønsterfarver. Mønsterborternes sekvens kommer til at gentage sig et par gange op over vesten.
Når jeg kommer så langt laver jeg opklipningsmasker ved ærmegab og V-hals, så jeg kan fortsætte med at strikke rundt hele arbejdet igennem. Ærmer og halskant bliver til slut kantet med 2-farvet rib.

Shetland Heritage-garnet er smukt at se på, blødt at røre ved og dejligt at strikke med. I struktur er det fuldstændig som mit håndspundne shetlandsgarn – og det er jo slet ikke så ringe .. 😉
Leverandøren skriver, at garnet er designet med det oprindelige, håndspundne shetlandsgarn som forbillede, i samarbejde med museumsfolk og tekstileksperter. Kamgarnsagtigt, tyndt, blødt og lidt mere glansfuldt end øvrige shetlandsgarner. 2-trådet, naturligvis. I J&S Heritage Naturals-linjen er der 7 naturfarver, men der findes også farvet Shetland Heritage.

Tilbage til arbejdet!

Udgivet i Skriv en kommentar

Klubfarven maj ’19

De fleste fiberklub-medlemmer har efterhånden fået deres “Ørn”, så nu er det vist tid at vise billeder 🙂

Ørnen, der inspirerede mig ..

Det var de bløde brune, grønlig-grå og blålige toner i ørnebilledet, samt det markant gule næb, der fangede mig. Jeg besluttede at farve fibrene på en lidt “random” måde, så farverne kunne mikse lidt som det nu faldt sig, og jeg synes det lykkedes rigtig fint!

Til Fiberklub Uld valgte jeg shetlandsulden. Jeg har fået et parti af denne uld hjem direkte fra Shetland, og kvaliteten er uovertruffen! Blød og luftig, perfekt i strukturen og praktisk taget uden dødhår. Glæd jer til at spinde den!

Luksusfiber-klubben har fået “Ørn” på den lækre blanding Polwarth/silke, der er 75% hvid polwarth-uld og 25% morbærsilke. Blødt, blødt, blødt …

Både Thomas og jeg har været i gang med spinde- og strikkeprøver denne gang. Vi har begge brugt shetlandsulden.

Ulden forberedt til spinding, som tejer.
1-trådet “Ørne-garn” på naturens egen vindepind ..
Vores 2 strikkeprøver, 1-trådet retstrikket og 2-trådet glatstrikket.

“Ørn” er 2. sending (ud af 3) til Fiberklubberne 2. kvartal. Hvis du har fået lyst til at være “Clubbie” i næste kvartal (juli – august – september) er der stadig ledige pladser, både i Uld- og Luksusklubben. Se mere om klubberne her.

Udgivet i Skriv en kommentar

“Primula” – januarfarven 2019

Der er friske forårsfarver i Fiberklubbens januar-udsendelse. Gult, pink, lavendel og grønt. Det er klare pasteller, ikke de helt lyse sorbet-farer, men med lidt mere knald på! Fordi vinteren nu er på sit højeste, og lyset kun langsomt vender tilbage .. Jeg længes i hvert fald efter de lysende farver fra forårsblomsterne, og den længsel har da vist sneget sig ind i januar måneds farvning ..

Fibrene i Uld-klubben er merino. En naturbroget kæmning af hvide og grå merino-uldfibre. Det grå i uldbåndet dæmper de klare farver en smule, toner det lidt ned og giver et spændende spil til farveholdningen.

“Primula” på Naturbroget Merino

Merinoen er finfibret, blød og dejlig at spinde.

I luksus-klubben byder jeg på en kæmning af hvid merino og endnu hvidere tencel .. Tencel, der er en cellulosefiber, tager ikke imod mine Lanasyn-farver, og derfor ligger tencelfibrene som lysende hvide strøg hele vejen gennem fiberbåndet. En smuk effekt!
Thomas har prøvespundet “Primula” på merino/tencel. Han var ret vild med at spinde den, og den følgende strikkeprøve blev seriøst flot ..

“Primula” på merino/tencel og T’s spole med spindeprøven
Strikkeprøven i merino/tencel. Læg mærke til de hvide strejf af tencel, og også de lækre overgange mellem farverne ..

Thomas er i det hele taget en kæmpestor hjælp for mig i Mikrofarveriet. Han spinder/strikker prøver, hjælper med foto-shoots, foreslår spændende fiberkombinationer og inspirerer til nye farveholdninger. Blandt meget andet. Love-love-love!!!

Thomas med forskellige fibre i farven “Bærmispel”

De sidste par dage lige op til jul blev jeg dybt optaget af et strikkeprojekt. Heldigvis et lille og hurtigt et af slagsen, nemlig pulsvarmere til min søde datter, og jeg nåede også kun lige at blive færdig med dem inden d. 24ende ..

Pulsvanter til Tone

Pulsvanterne er strikket i forhåndenværende rester af Supersoft-garn. Mønsteret på vanterne tegnede jeg ud fra principperne i en meget interessant bog af Carla Meijsen. “Magic Motives” hedder bogen, og den forklarer og indfører læseren i en sjov og enkel metode til at skabe f.eks fair-isle mønstre ud fra “kodning” af navne, fødselsdatoer m.m.

Carla Meijsen er hollænder. Bogen jeg har lånt af Mariann (tak!!) er dog på engelsk og hedder “Magic Motives”

F.eks er mønsteret på min datters nye pulsvanter en strikket kode for navnet “Thomas” – men det ved hun jo ikke noget om .. Jeg ville lige afprøve mønsteret i forhold til fair-isle strik, med henblik på en kommende sweater til netop Thomas .. 🙂 Jeg er vild med sådan noget dogme-strik, forstået på den måde at der stilles regler og rammer op som man så kan udfolde sig inden for. Det lyder måske som en “snæver” og streng måde at arbejde kreativt på, men jeg synes faktisk at det udfordrer kreativiteten på en meget givende måde. Det er lidt som at finde et gammelt kort og finde den skjulte guldskat ud fra koder, tegn og mystiske anvisninger.

Om mønsteret her er en “guldskat” kan der jo være delte meninger om, men jeg tror i hvert fald at det bliver et rigtig udmærket “border pattern” iblandt andre motiver på en dejlig, håndspundet herresweater.

Det var alt for nu! Om lidt går jeg i gang med at skrive opskrift til februars Fiberklub-farve. Jeg håber den bliver lige så smuk i virkeligheden som den er i mit hovede .. 🙂
Godt, fredeligt og farverigt nytår ønskes I alle.

Udgivet i Skriv en kommentar

December-farven og lidt om fiber-ruller

Jeg kan ikke huske hvor på Nettet jeg fandt billedet der skulle blive forlægget til Fiberklubbens decemberfarve. Men jeg var ikke det mindste i tvivl da jeg så det! Perfekte farver til en gradient, så jeg snuppede stille og roligt billedet og lagde det i min inspirationsmappe ..
Det ser sådan her ud:

 Skovbunds-inspiration

Fibrene vil jeg ikke vise jer endnu .. De bliver sendt ud i landet i morgen, de smukke uldhjul til Fiberklub Uld og luksusfiber-fletningerne til Fiberklub Luksus.
Jeg håber I bliver glade for jeres december-pakker! Jeg synes i hvert fald selv at farverne er blevet meget fine .. 🙂

Der er mulighed for at være med i en af fiberklubberne i næste kvartal, dvs. januar/februar/marts 2019. Læs nærmere og køb medlemsskab her. (Psst: det er også en fin julegaveidé til en ven, der elsker fibre og farver ..)

Andet fiberrigt:
For et lille stykke tid siden fik jeg lyst til at præparere noget spindefiber på kartepladen (også kaldet et blending board). De lækre fiber-ruller er en fryd for øjet, og så er de så dejlige at spinde .. Nemme at håndtere og kontrollere når man spinder på håndten.
Jeg blendede ca. 80 gram fibre af forskellig slags og i mange farver. Merino og andet uld, bambus, cashmere og lidt glimmer-stads, og så gik jeg ellers i gang med spindingen på en af mine Bosworth-tene, en Red Cedar Midi.

Fibre på kartepladen

Fiber-ruller – lige til at spinde! 🙂

Spind! – På Bossie Red Cedar Midi, som jeg elsker at arbejde med

Tvinding på Ribe-rokken

80 gram 2-trådet garn til vask

Garnet hænger til tørre nu .. Det blev til 80 gram og 324 meter. Det giver en løbelængde på 4050 m/kg, så det passer ca. til pind 2,5 – 3 mm.
Når det bliver tørt, og jeg har fået taget nogle fornuftige billeder i dagslys, kommer det til salg i shoppen.

Udgivet i Skriv en kommentar

Rådhusvin

rådhusvinplante
Smukke løvfarver på rådhusvin

Det er nu en 4-5 dage siden jeg sendte oktober måneds fibre afsted til Fiberklub-medlemmerne, så mon ikke PostNord er ved at være fremme hos de fleste med sagerne? (Måske er de ikke nået helt til Hanstholm endnu – det plejer erfaringsmæssigt at tage sin tid .. 😉 )
Et par stykker af jer får først jeres fibre i morgen til Spindeforeningens årlige Spindeweekend, så jeg håber I bærer over med at jeg sådan afslører det hele allerede nu ..
Jeg håber I kan li’ farven – “Rådhusvin”.

Og fibrene! Uld-clubbies har denne gang fået Bluefaced Leicester-uld. Det er jo en klar favorit-fiber blandt mange spindere, og ikke uden grund. BFL er blødt, glansfuldt og langfibret – og så tager det farve meget smukt.

Luksus-clubbies har fået min nye mynte-blend. Denne lækre blanding er kæmmet sammen af lige dele grå merino, hvid ramboulliet, suri-alpaca og myntefibre. Den er meget, meget dejlig at spinde, og den lyst grå/sandfarvede myntefiber, der ikke tager farve, giver et smukt spil i blandingen. Thomas og jeg har naturligvis begge prøvespundet den; og vi er enige om at det virkelig er guf!

Tilbage til farven:
Inspirationen til de varme røde, gyldne og lilla-brunlige nuancer kommer fra Rådhusvinens smukke løv. Det er en rigtig oktober-farve!
God spindelyst, allesammen 🙂

rådhusvinbfl
Rådhusvin på Bluefaced Leicester (BFL)

rådhusvinmynteblend
Rådhusvin på Mynte-blend

Udgivet i Skriv en kommentar

Nældens Takvinge

MIKROFARVERIETS FIBERKLUB – AUGUST 2018

NÆLDENS TAKVINGE

nældenstakvingesommerfugl
Nældens Takvinge

Vi fortsætter med endnu en sommerfugl! 🙂
Inspirationen til august-farven er vores smukke Nældens Takvinge. Stærk orange og brændt orangerødt dominerer, men med kontraster af sort, grålilla og klar blå. Gult er der også, og en smule beige-agtigt ..
Nældens Takvinge er vores nationalsommerfugl og den flyver fra tidligt på foråret. Den findes overalt, hvor der er nælder og gode steder at skjule sig. Den voksne sommerfugl lever af blomsternektar.

FIBRENE:

ULDKLUBBEN: RAMBOULLIET
nældenstakvingeramboullietRamboulliet er en meget blød og fin-fibret uld af merino-typen. En fransk race.
Uldtypen er velegnet til beklædning der skal bæres direkte på huden.

LUKSUSKLUBBEN: POLPACA
nældenstakvingepolpaca
Garngalleriet Mikrofarveris egen fiberblanding bestående af 75% hvid polwarth-uld og 25% sort babyalpaca. Total blød lækkerhed, og de sorte alpacafibre giver et smukt spil og dybde til farverne.

corespundet10juni18
Prøvespind! 🙂 2-trådet spiraltvundet garn af 1 “almindelig” tråd og en core-spundet tråd

Udgivet i 1 kommentar

Citronsommerfugl

Inspirationen til juli-farven er citronsommerfuglen med sine lysende gule og syrligt gulgrønne farver. De rødlige og brunlige kontrastfarver fandt jeg i sommerfuglens krop og vingernes små pletter.
Citronsommerfuglen er en rigtig forårsbebuder, som man ofte ser de første solrige og lune dage tidligt på foråret. Den er ude for at parre sig og lægger sine æg på tørst eller vrietorn. Omkring juli flyver den nye generation af citronsommerfugle, og de kan ses langt ind i efteråret. Den voksne citronsommerfugls foderplanter er blomster af kåltidsel, rødkløver, mælkebøtte og andre kurveblomster.

citronsommerfugl
Citronsommerfugl – Gonepteryx rhamni

Fibrene blev sendt ud for en uge siden. De fleste har vist modtaget forsendelsen (selvom det var med PostNord), så nu tillader jeg mig at vise farveholdningen offentligt.

CITRONSOMMERFUGL

South American-uld til Fiberklub Uld.
citronsommerfuglsacloseupSouth American er en blød, glansfuld uld af merinotypen. Finheden ligger på omkring 25 my og længden af fibrene er 75 – 80 mm. South American er let at spinde og giver et blødt garn med god elasticitet. Uldtypen er velegnet til beklædning der skal bæres direkte på huden.

Her er den 100-grams fletning der er sendt ud til Fiberklub Luksus. Merino/tencel.
citronsommerfuglmerinotencelcloseup
70% blød merinould med 30% skinnende hvide tencelfibre. Tencel, der er en cellulosefiber, tager ikke imod syrefarver og danner derfor en smuk kontrasteffekt, både i farve og glans. Merino/tencel kan med fordel spindes fint og bruges til lette bluser eller sjaler. Blødt og glansfuldt.

Thomas er i gang med at spinde merino/tencel lige nu, og han synes fibrene er rigtig lækre at spinde – det bliver en fin, tynd og glansfuld tråd. Garnet skal være 2-trådet.

citronsommerfuglspole
Citronsommerfugl på Merino/tencel på Thomas’ spole

Herunder ses et bundt merinould i “Citronsommerfugl” – en prøvespinding. Jeg spandt over fold, hvilket giver en modificeret kartegarnsspinding. Blød og luftig tråd uden særlig meget sno. Til gengæld gav jeg det så en god del tvinde-sno, og resultatet er et luftigt, elastisk og meget blødt garn.

citronsommerfuglgarn
“Citronsommerfugl”-garn

Jeg glæder mig meget til at se hvad mine “clubbies” får spundet af citronsommerfuglen 🙂

Næste måneds fiberklub er stort set klar, og der er stadig enkelte pladser. Se mere her.

 

Udgivet i 2 kommentarer

Ny rok, Fiberklub og killinger

I går fik jeg en ny rok. D.v.s, den er bestemt ikke ny – nærmere godt brugt. Det er en Lukow, og jeg har anskaffet mig den fordi den kan spinde tykt garn. Dens pibehul er stort, vinger og kroge ligeså og spolerne kan rumme seriøst meget garn.

lukow
Lukow-rokken. Den har vingebremse og støtteben ..

Jeg satte mig med det samme for at finde ud af hvad Lukow-rokken kan. I løbet af et par timer havde jeg spundet 200 gram Bluefaced Leicester-uld til lækkert, tykt 1-trådet garn.

tyktgarnlukow
Halvdelen, altså 100 gram, af ulden er spundet her.

Jeg haspede af og målte 160 meter på de 200 gram. Jeg vil tro at garnet passer til pind 7 – 9 mm.

tyktgarn200gogsolo
Det færdige garn. Og Solo, den ene af vores to søde killinger ..

tykt1trådet
Tykt (og lidt tyndere nogen steder) garn med et smukt farvespil.

Vi har haft killingerne Solo og Tango i fem dage nu. De er snart 13 uger gamle; supersøde, frække, kælne og meget legesyge.

soloogtango29juni18
Solo og Tango

Fiberklubben:
I dag er første afdeling af Garngalleriet Mikrofarveris Fiberklub sendt afsted. Det er med lidt sommerfugle i maven at jeg sender disse uldhjul og luksusfiber-fletninger ud i verden (eller i hvert fald ud i landet) – jeg er meget spændt på om modtagerne synes om mit farve- og fibervalg.
Selv er jeg ret glad for juli-farven .. Jeg kan ikke vise billeder endnu eller beskrive farveholdningen – det skal jo være en overraskelse. Dog kan jeg fortælle at farveholdningen er inspireret af et dyr i vores natur; det er lille og smukt, har vinger og er nærmest indbegrebet af sommer ..

Fiberklubben findes i en uld-udgave og en luksusfiber-udgave. Uld-klubben modtager i begyndelsen af månederne juli, august og september et uldhjul med månedens farveholdning. Luksus-klubben modtager ligeledes månedens farve, men på 100 gram luksusfibre. Båd uldklub og luksusklub får forskellige fibre hver måned.
Hvis du har lyst til at være med kan det endnu nås for august og september – der er 3 ledige pladser i Uldklubben og 2 i Luksusklubben. Ellers åbner jeg i løbet af sommeren 4. kvartals klubber, nemlig for oktober, november og december.
Læs mere om tilmelding og priser her.

Udgivet i Skriv en kommentar

“Sailor”, “Blå Bæk”, Fiberklub og lidt strik ..

For nogle år siden designede og strikkede jeg en cardigan med et hul-ribmønster. Strikket fra ærme til ærme i garn, som jeg havde farvet med svampe. Meget flotte farver, hvis jeg selv skal sige det, men af en eller anden grund fungerer de ikke ret godt sammen på den måde jeg har sat dem sammen på i cardi’en. Jeg bruger den i hvert fald sjældent, og aldrig ude i offentligheden ..

Men jeg er ret vild med hul-ribmønsteret, så nu strikker jeg altså en ny version. Denne gang i håndspundet uld fra eget farveri 🙂
Jeg har fremstillet et 3-trådet garn af 3 forskellige (men lidt relaterede) farveholdninger: “Onkel Kurt” på shetlandsuld, “Blåbær” på grå merino/finsk/lama-blend og “Glittertind” på merino. De 2 af trådene (Onkel Kurt og Blåbær) har jeg spundet ganske almindeligt i Z-retning, mens Glittertind-tråden er spundet i S-retning. Jeg har tvundet de 3 tråde sammen i S-retning, hvilket betyder at Glittertind-tråden har fået ekstra meget sno mens de to andre på normalt vis har kunnet “slappe af”. Effekten på garnet er at det virker en smule mere spændstigt eller elastisk i forhold til et normalt 3-trådet garn. Ikke så meget at garnet er ubalanceret, det er det slet ikke. Fint at strikke med, og faktisk synes jeg at det er rigtig smukt med de 3 farveholdninger mikset sammen 🙂

strikketøjmondacardigan19juni18
Monda-cardigan in progress.

Jeg kalder den for min Monda-cardigan. Den første udgave strikkede jeg på under mit første Monda-besøg i 2014, og den nye version begyndte jeg faktisk på dernede her i april måned.

Shop-Update:
Jeg har netop lagt et par uldhjul på salgs-hylden. Det er to af mine monokrome farveholdninger, begge i den blå afdeling. “Blå Bæk” og “Sailor”.

Besøg min salgshylde her 🙂

Ellers er jeg på farvefronten travlt optaget af at kreere farveholdninger til min sprit-nye Fiberklub. Jeg kan ikke sige så meget mere om farve/fiber-kombinationer på nuværende tidspunkt, men lige omkring 1. juli løfter jeg sløret for klubbens første farve – samtidig med at fibrene lander hos modtagerne rundt om i landet. Jeg har allerede lavet juli-farven og er særdeles tilfreds med resultatet. Så håber jeg bare at mine “clubbies” også synes den er flot! 🙂
Læs mere om mine fiberklubber her.

– Nu er det vist tid at slippe tastaturet og nyde en lille gåtur i skoven. Og i aften er der spindetræf i Them – det bliver hyggeligt!