Butikken her på Bredgade 43 i Brædstrup fylder snart 3 år, og om ganske få dage runder jeg de 60 .. Det skal da fejres!!
I hele uge 39 – dvs. fra mandag d. 23/9 til og med søndag d. 29/9 – gælder denne rabatkode i webshoppen: SEPT24HURRA
Rabatten på 30 % gives på de fleste af varerne i både butik og webshop: garn, fibre, strikkepinde og grej – men dog ikke på Majacraft rokke og grej, Peters hånddrejede håndtene, håndspundet garn, bøger og opskrifter, kurser – samt varer, der i forvejen er nedsat / på udsalg. Koden er som sagt gyldig hele ugen, og kan bruges 1 gang pr. kunde i webshoppen. Skriv den ved udtjekning i kassen. Der tages forbehold for udsolgte varer, da jeg opdaterer webshoppen manuelt.
I den fysiske butik er rabatten også gældende ugen igennem – der er åbent onsdag, torsdag og fredag fra kl 10 til 17 samt lørdag fra 10 til 13. Så velkommen her – kom og gør en god handel 🙂
På grund af min fødselsdagsfejring holder jeg lukket i butikken lørdag i denne uge, d. 21. september.
Meretes Fødselsdags-Knit-along
På lørdag, når gæsterne er gået, smækker jeg benene op og slår op til “Flowers Leaves Vest”, en helt vidunderlig vest / slipover i kraftigt garn. Designeren, Merete fra MereteKdesign, er også fødselar – stort tillykke! 🙂
Mit farvevalg til FLV ..
“Flowers Leaves Vest” er fin som en slags dejligt lunt overtøj, ovenpå en bluse, sweater eller kjole. Den kan strikkes i mange forskellige slags uldgarn, men det er vigtigt at det strikkede har en vist fasthed og struktur, så de flotte ærmer holder deres facon og “puf”. Den strikkes oppefra og ned. Efter den dobbelte halskant strikkes bærestykket i perlestrik, plus ærmerne samtidigt. Nedadtil strikkes med 2 farver garn i 2-farvet patent. Patent-delene strikkes sammen ved hjælp af paneler i siden. Opskriften kan findes på Ravelry: Flowers Leaves Vest, og selvom man ikke behøver at betale noget for den vil jeg nu opfordre til at gøre det alligevel, for at støtte designeren (Merete) og det store arbejde det er at skrive en opskrift / strikkevejledning. Opskriften giver rigtig fine anvisninger på hvordan man tilpasser modellen til sin egen størrelse, og naturligvis er der også vejledning i garnvalg. I det hele taget er det en virkelig god og gennemarbejdet opskrift – til og med på dansk.
Merete har lavet en Instagram chatgruppe, som man er velkommen til at deltage i. Link til Meretes IG-profil her.
Og – ups! Nyt projekt ..
Jeg kunne pludselig ikke styre min opslagnings-syge mere. Det smukke garn, Dyed in The Wool, fv. “Robin’s Egg” fra Spincycle Yarns, og mit eget håndfarvede Merino/silke i fv. “Creme” lå der på hylden og fristede, så for et par dage siden begyndte jeg på “Alpine Bloom”, en smuk bluse med mønstret bærestykke, designet af Caitlin Hunter.
Kun halskanten er strikket indtil videre. Det bliver fint! 🙂
Husk, at der er strikke-spinde-farve-podcast på YouTube (så godt som) hver tirsdag kl 11 .. Næste afsnit er nr. 169 og linket til live-podcasten “Fibre i Farver”, d. 24/9 kl 11, kommer her:
TAK for at læse med her på nyheds-bloggen, og husk nu at få anvendt rabatkoden SEPT24HURRA i webshoppen .. 🙂 Kærligst, Birthe P
Her på den sidste dag i marts vil jeg så småt skyde mit næste temperaturstrikkeprojekt i gang, og jeg vil gerne invitere jer til at være med!
Lad mig kort fortælle om mit projekt og berette om min fremgangsmåde .. Projektet er en kortærmet bluse – en tee – strikket oppefra med raglan og med 30 mønstrede striber, en for hver dag i april. Hver stribe skal måle ca. 1,8 cm, således at blusens længde ender på omkring 54 cm. Mit garnvalg er Jamieson & Smith 2ply Jumper Weight. Der er nemlig rigtig mange farver og garnet er perfekt til det mønsterstrik som jeg ønsker at bruge.
Jeg begyndte med at lave en strikkeprøve.
Strikkeprøve med 4 mønsterstriber, svarende til 4 dage.
Som det kan ses, er mit mønster en helt enkel lille 5-maskers figur. Jeg tænker, at det er en god idé at holde mønsteret meget enkelt, når der nu skal bruges mange forskellige farver. Hver række, der jo svarer til en dag, fylder 5 omgange. Bundfarven bestemmes af døgnets koldeste temperatur, og mønsterfarven af den varmeste. Dvs, det er kun sådan på for- og bagstykke. På skulder/ærmer har jeg vendt farverne, således at det er den varme, der er bundfarve og den kolde, der er mønsterfarven. I skrivende stund er jeg i tvivl om, om det også skal være sådan på min April Temperatur Tee, eller om jeg skal holde samme farvefordeling over det hele. Vi får se .. Men prøven, som jeg har strikket på pind 3 mm, er i øvrigt strikket med nogle helt tilfældige farver .. Efter vask måler den nøjagtig hvad den skal i forhold til strikkefasthed, så der er grønt lys for projekt-start i morgen!
Jeg har samlet en række farver. 32, for at være nøjagtig. Her er de 31 af dem.
Øverst t.v er farven for minus 7 grader (fv. nr. 20) og nederst til højre er farven for plus 24 (fv. nr. 9133). Jeg kommer naturligvis ikke til at bruge alle, og mest dem i de midterste 3 rækker. Men man ved jo aldrig – april er lunefuld!
Den farve, der ikke er med på billedet ovenfor, er farven for gradtal 0. Her har jeg valgt en rimelig neutral farve, en rødlig-beige, der har nr. 78. Det er den farve, der skal bruges til kanter til sidst, og den skal også bruges til opsætning af strikketøjet, de første 4 pinde. Det har jeg faktisk allerede gjort.
Set-up, 4 pinde med farven for 0 grader, fv. nr. 78.
Jeg vil gerne dele min foreløbige opskrift med jer her. Den er som udgangspunkt til en str. 38, men kan relativt nemt ændres. Opskriften er ikke færdig .. Men hvis i har lyst til at strikke sammen med mig, er I velkomne til at tage samme udgangspunkt som mig, og så justere/ændre/re-designe undervejs. Hvis nogen har lyst til at bruge samme temperatur/farveskala som jeg, deler jeg den gerne – send mig en besked, så sender jeg min skala!
APRIL TEMPERATUR TEE Dogme: Hver dag i april 2024 registreres døgnets højeste og laveste temperatur. Find data på DMI’s hjemmeside. Vælg menupunkt “vejrdata” og derefter “Vejrarkiv”. Vælg tid (måned, år) og sted (kommune) og aflæs. Til hver temperaturværdi (kun hele tal, ingen decimaler eller op-/nedrunding) er angivet en farve i J&S 2ply jumper weight. Det er mange farver. Jeg har på forhånd valgt fra -7 til +24 grader. Det er 32 forskellige. Det kan ske, at der bliver brug for flere eller kun et ganske lille antal af farverne – det ved man aldrig! Man kan naturligvis skabe sin egen skala med det garn og de farver, man ønsker at arbejde med.
Blusen strikkes oppefra og ned, med raglan. Efter et par opsætningspinde begynder mønsteret, der er opbygget sådan, at hver dag svarer til 5 omgange med et enkelt fair-isle mønster. Bundfarven er laveste temperatur, mønsterfarven er højeste temperatur for den pågældende dag. Valgfri variation: Skift bund- og mønsterfarve på ærmerne, så det altså er modsat for- og bagstykke. De første “par dage” strikkes frem og tilbage for at forme halskanten. Efter dette samles arbejdet til strikning rundt.
Vejledningen her er til en str. 38 – men kan nemt ændres til andre størrelser. Prøv på undervejs. Jeg bruger rundpind 3 mm, først en 40 cm, siden en 80 cm. 4 maskemarkører. 2 maskeholdere eller snore. Strikkefasthed i mønster: 28 m = 10 cm.
Opsætning: (Læs hele dette afsnit inden start). Vælg den farve der skal bruges til kanterne. Halskanten strikkes først på senere, men opsætningen starter med samme farve som kanten skal have. Jeg har valgt farven for 0 grader til mine kanter (fv. 78). Slå 67 m op på pind 3 mm. Der strikkes frem og tilbage her i begyndelsen, hvor halsrundingen skal formes. 1. pind (vrs): 2 vr, sæt M, 9 vr, sæt M, 45 vr, sæt M, 9 vr, sæt M, 2 vr. 2. pind (rs): Raglanudtagningspind. R til 1 m før M, udt-h, 1 r, M, 1 r, udt-v, r til 1 m før M, udt-h, 1 r, M, 1 r, udt-v, r til 1 m før M, udt-h, 1 r, M, 1 r, udt-v, r til 1 m før M, udt-h, 1 r, M, 1 r, udt-v, 1 r. Der er taget 8 m ud = 75 m. 3. pind (vrs): alle m vrang. På hele bærestykket strikkes raglanudtagninger ligesom på pind 2, på hver anden omgang. De øvrige omgange/pinde strikkes uden udtagninger, i begyndelsen vrang og siden, når arbejdet er samlet til strikning rundt, ret. Fra 4. pind begynder mønsteret. Det er nr. 1 i diagrammet. Samtidig, i starten mens der strikkes frem og tilbage, øges i begyndelsen og slutningen af retsidepindene: 1 maske 2 gange, 2 masker 2 gange og 3 m 2 gange. I alt 12 m taget ud i hver kant. På følgende retsidepind samles til rundstrikning ved at slå 17 m op.
Mønster: Fra 4. pind begynder mønsteret. Se diagrammet nedenfor. Hver dag har 5 pinde/omgange.
Farverne på diagrammet er kun eksempler. Diagrammet viser mønsteret for 2 dage. Selve rapporten på 6 masker x 10 pinde/omgange er rammet ind med rødt. De 2 masker, der på hver sin side af en markør er raglanmasker, og de strikkes altid med bundfarven. Udtagninger laves med den farve, der passer i mønsteret. Sørg for, at mønsteret er centreret både på for- og bagstykke, og ligeledes på skuldrene. På den første mønsterpind begyndes der, efter raglanmasken der altid er i bundfarven, med maske nr. 5 i diagrammet.
Husk på, at den farve, der holdes inderst på fingeren hvis man strikker med begge garner i venstre hånd, er dominant (mønsterfarve). Hvis der strikkes med en tråd i hver hånd er det tråden i venstre hånd, der er den dominante (mønster), og højre hånd holder bundfarven.
Efter de 5 pinde med “dag 1” er der 10 – M – 17 – M – 53 – M – 17 – M – 10 masker, i alt 107 m. Til “dag 2” forskydes mønsteret, men er i øvrigt det samme enkle mønster. “Dag 3” er som “dag 1”, “dag 4” som “dag 2” osv. Efter “dag 2” er der 17 – M – 21 – M – 57 – M – 21 – M – 17 masker = 133 m.
På næste retsidepind, efter at de 12 m er taget ud i hver side, samles arbejdet til strikning rundt ved først at strikke-opslå 17 m midt for. Omgangens begyndelse skal flyttes til raglansømmen mellem ryg og venstre skulder – derfor brydes garnet og maskernes flyttes på rundpinden så man begynder det rigtige sted. Sæt garnerne til igen og fortsæt rundt i mønsterstrikning og med raglanudtagninger på hveranden omgang.
Efter “dag 3” er der 63 – M – 27 – M – 63 – M – 27 – M masker = 180 m.
Opskriften vil blive udbygget og opdateret efterhånden som april skrider frem ..
På Instagram (jeg er @garngal på IG) vil jeg have et tag, der hedder #temperaturstrik , og det tag kan man bruge hvis man selv får lyst til at strikke et eller andet hvor man bruger temperatur til at bestemme hvilken farve man skal strikke med den aktuelle dag. Eller hækle. Måske væve? Der er faktisk rigtig mange spændende muligheder inden for dette ret enkle dogme. I min Ravelygruppe, der hedder Garngalleriet Mikrofarveri, vil jeg lave en tråd til snak/visning af April Temperatur Tee – eller jeres egne idéer med temperaturstrik. På tirsdag, d. 2. april, i Fibre i Farver, fortæller jeg naturligvis også om projektet og viser frem!
Jeg håber, at I vil være med – jeg glæder mig rigtig meget til at starte og er spændt på hvilke farver der kommer i spil .. Fortsat rigtig god Påske – og god strikkelyst!
Der er endnu lang tid til september, ja, men det er bestemt ikke for tidligt at planlægge hvilke strikkeprojekter der skal hygges med i det tidlige efterår. Jeg foreslår Malabrigos KAL, hvor der strikkes et smukt sjal ved navn “Chevron Delight”, designet af Lora Marin ( – find hende på Ravelry! )
Chevron Delight strikkes i 2 Malabrigo garner, nemlig Ultimate Sock (eller også den almindelige Sock, den uden nylon) og Mohair. Min dygtige og super-hurtige strikke-gudinde har allerede strikket sjalet op til udstilling i butikken – og forhåbentlig til inspiration! Sjalets farve hedder “Aniversario”, for begge garner. Der er brugt Sock og Mohair.
For at deltage i Malabrigos Knit-Along – med mulighed for at vinde flotte præmier – skal man tilmelde sig via deres hjemmeside. Linket er her. Hvis man køber garnet hos mig i Garngalleriet – og lige husker at fortælle at man er tilmeldt .. 😉 – får man en god rabat! Jeg sammensætter snarest (efter ferien) en flok garnpakker i flotte farvekombinationer som man kan vælge imellem – men naturligvis kan man også selv sammensætte farverne. Se i min webshop hvilke muligheder der er for både Sock (jeg har ikke Ultimate Sock) og Mohair: Link til Malabrigo-garner hos Garngalleriet.
Dette var lige lidt forhånds-info om Malabrigos september-samstrik. Der kommer mere information, samt billeder af farveforslag, priser m.v, når jeg er tilbage efter sommerferien ..
HUSK at butikken er åben fredage kl 9.30 – 17 og lørdage kl 10 – 13 i hele juli måned. God sommer, og god strikkelyst!
Det er næsten som juleaften når man får en kassefuld garn leveret. I denne kasse er der lækre, håndfarvede garner fra Malabrigo – et sydamerikansk garnfirma med superb farvesans!
Arroyo, Caprino, Lace og Nube denne gang!
Nube, som er de 6 basser øverst på gruppebilledet, er ikke garn, men merinofibre til spinding eller filtning. Nube er ikke superwashbehandlet – men “rigtig”, superblød og ekstrafin merinould 😉
Caprino, de 4 bundter nederst til venstre, er den ypperste luksus: 80% merino og 20% cashmere. Blødt som en sky og med en løbelængde på 150 meter pr 50 grams nøgle. Jeg har en del farver i forvejen (se dem alle her), men disse 4 er nye: Pearl, Whole Grain, Sand Bank og Glazed Carrot:
Malabrigo Caprino i Pearl, Whole Grain, Sand Bank og Glazed Carrot
De øvrige er mest opfyldning af udsolgte farver, undtaget den lyse grå i Lace: Zinc. Se alle Lace-farverne her.
Arroyo (100% uld, 300 m/100 g) er et populært garn og disse 3, Martes, Jupiter og Rosalinda, er hylde-opfyldning. Se alle butikkens Arroyo-farver her.
Her til morgen faldt jeg over et virkelig sødt tørklæde, strikket i blot et enkelt bundt Malabrigo Lace – og opskriften er ganske gratis! Tørklædet hedder Feather and Fan Short Scarf og er designet af Kelly Faller.
Mere nyt fra Malabrigo Til september søsættes en Knit-Along omkring sjalet Chevron Delight, et smukt sjal designet af Lora Marin. KAL’en vil jeg naturligvis være med til, og jeg håber at mange af mine venner og kunder også vil det .. 🙂 Når tiden nærmer sig vil jeg præsentere garnkits til sjalet i forskellige smukke farveholdninger, og til en særlig KAL-pris. Selve KAL’en vil jeg køre på “Fibre i Farver”, min ugentlige strikke/spinde/farve-podcast på YouTube.
Sjalet strikkes med 2 garner: Malabrigo Mohair og Ultimate Sock. Jeg har endnu ikke Ultimate Sock i butikken – men jeg har Sock, og det er næsten det samme .. 😉 Sjalet på billederne strikkes i samme farve på begge garnkvaliteter, nemlig “Anniversario”. Sjalet bliver lige nu opstrikket i netop disse farver til udstilling i butikken – men altså med Sock i stedet for Ultimate Sock .. Tilmelding til septembers KAL med Chevron Delight åbner senere – hold øje med website, sociale medier og Fibre i Farver!
Til min store skræk ser jeg at det seneste indlæg på denne blog er fra sidste år! Det må jeg lige gøre noget ved ..
Jeg lægger hårdt ud med at præsentere hele to større strikkeprojekter, begge påbegyndt siden sidste post og begge godt kørende.
Den første er Mirabel anno 2016, og den er jeg ca. halvvejs med.
Mirabel 2016. Cirka halvvejs nede.
Mirabel-tunikaen strikkede jeg første gang i 2012, og dengang brugte jeg SuperSoft og Geilsk Tynd Uld. Denne gang bruger jeg Jamieson & Smith 2ply Jumper Weight shetlandsgarn, og det har en lidt kortere løbelængde. Strikkefastheden kan jeg sagtens ramme, men den bliver jo lidt tættere i kvaliteten end den første Mirabel. Jeg tror det bliver godt!
Der kører en Mirabel-KAL i min Ravelrygruppe “GarnGalleriet & Friends”, og man kan stadig nå at være med. KAL’en startede for en måned siden, men der er også strikkere der netop er begyndt. Så hop bare med ovre på Ravelry, hvis du brænder for at strikke mønstre i mange farver! (Men dog kun 2 farver ad gangen ..) 🙂
Næste projekt er også en fuld-mønstret sag. Det er en herresweater i traditionel Fair Isle stil, og til forskel fra Mirabel er alle mønstrene på denne her forskellige. Til gengæld er jeg ikke gået helt så meget amok med farverne. Kun 5 .. Også denne sweater strikkes i J&S 2-ply Jumper Weight. Og også denne er jeg ca halvvejs med. Jeg har lige passeret ærmegabet.
Herre-sweater. Cirka halvvejs oppe.
Jeg skifter mellem disse to strikketøjer, og ind imellem bliver der også spundet lidt. Jeg har gang i at spinde tykt, tykt garn til en sweater. Jeg tænker at det skal passe sådan ca. pind 15.
Her er den foreløbige produktion:
Tykke singles, farve “Tsunami”
Jeg spinder først alle singles, afhasper og måler antal meter. Når jeg så skal tvinde, vil jeg matche dem så godt som muligt ud fra antal løbemeter, for at få farverne til at mødes bedst muligt. Hvert bundt garn har nemlig 6 farver, i samme rækkefølge fra ende til anden.
Så det er planen.
(et par af de) Andre planer:
Der skal meget snart spindes en masse sjovt Art-Yarn / effektgarn. Jeg skal jo træne lidt til mit kursur i april. En plads tilbage! 🙂
Der skal også laves fair-isle prøver og materiale til Fiberfest-workshoppen i marts (og min egen workshop senere).
Jeg har også en workshop med multifarvet garn (korte farvesekvenser). Til denne workshop viser jeg hvordan man kan “tæmme” farverne og skabe fine mønstringer i strikket – i stedet for tilfældigt farvekaos. Her er der også ledige pladser.
Se en oversigt over workshops, priser og andet info her.
I have been eyeing this shawl for ages, and a few months ago I even spun some merino/cashmere lace yarn with Citron i mind.
The beginning of “Casino Citron”. A very pleasant knitting project
In the Danish Spinning Guild, Spindeforeningen, we are going to have a SAL/KAL next month, and I am to “host” it, or kick start it.. So I thought it might be a good idea if I was a little ahead of things, and cast on for my “Casino Citron” last week.
But first I translated the pattern into Danish, and asked permission from the designer to publish the Danish version. Through Ravelry the pattern is available in I think at least 10 different languages, but Danish is not one of them.. Hilary has now kindly given me permission to publish the Danish version in my blog and link it to the Ravelry database – yay! Not that the English pattern in any way is difficult to follow or understand, but my guess is that some of our guild members will be reluctant to work from directions given in English.
So, thank you very much, Hilary! 🙂 – I’ll set up the pattern page very soon, but first I’m going to grab some dinner: veggie lasagna, mmmm..