Udgivet i 2 kommentarer

Ændringer.

Så gik der 2 måneder med tavshed på den GarnGales blog. Ikke fordi jeg ikke har lavet noget, nærmest tværtimod. Som mange sikkert ved holder jeg lige nu ophørsudsalg i min elskede butik, GarnGalleriet. Med blødende hjerte måtte jeg her i efteråret indse at det ikke længere gik rent økonomisk, og jeg tog den tunge og vanskelige beslutning at lukke butikken.
Ophørsudsalget er gået over al forventning. Mange af garnene er helt udsolgt nu, og det der er tilbage vil blive budt til salg til FiberFest på Mølleskolen i Ry d. 10. marts.

Mange har spurgt mig hvad jeg så vil lave. Det er et svært spørgsmål at svare på, for jeg ville jo allerhelst fortsætte med butikken. Men jeg bliver nødt til at tænke i andre baner, for der skal jo altså også brød på bordet! Jeg har mange spændende tanker og idéer i hovedet, men endnu ingen konkrete planer. En ting er sikker: min passion for fibre, strik, spinding, farvning og design vil jeg blive ved med at have – og dyrke 🙂

Siden sidst er jeg blevet færdig med en dejlig sweater:
Ryekolraglanjosharp
Strikket i Jo Sharp Silkroad DK Tweed. Raglan, oppefra og ned.
Det er en helt enkel model, meget meget nem at strikke og også oplagt at variere efter hjertens lyst! Jeg havde længe gået og kigget på disse smukke Jo sharp-farver på butikkens hylder og selvfølgelig skulle det blive til markante, brede striber.
Denne her sweater er jeg på det nærmeste flyttet ind i. En klar favorit!

Jeg er næsten færdig med at strikke en slags kjole, eller forlænget tank top. Den strikker jeg i Colinette Prism og Giotto, en omgang af hver. Jeg har ikke rigtig noget aktuelt billede, men her strikketøjet da det en dag var blevet fanget af vores robot-støvsuger:
Bobmedstrik
Saksen måtte frem, men der skete heldigvis ingen alvorlig skade på hverken robot eller strikketøj..

På rokken har jeg gang i noget Finn-uld lige nu.
Finnuldspinding
Det skal være den ene af 4 tråde i garn til en sweater. Det er en sweater-spin-along som vi har kørende i Spindeforeningen. Det går noget langsomt, for tid har jeg ikke for meget af, men selv med 10 minutter til et kvarters spinding hist og her bliver det til lidt..

 

Udgivet i 2 kommentarer

Sokker færdige og nye undervejs.

Som overskriften antyder: Jeg er blevet færdig med mine tå-sokker. Jeg er også begyndt på et nyt par! Mere om det senere..
Jeg synes de her blev ret fine, taget i betragtning at de er strikket af restegarn og at jeg har fiflet mig frem til hvordan tæerne skulle strikkes.
Tulipansokker
De passer perfekt og er skønt varme! Opskriften (altså kun på strømpeskaftet) er fra bogen "Think Outside the Sox" – det er en veritabel guldgrube af sjove, interessante, smukke, almindelige og anderledes sokker.

Den bog har jeg også lidt fremme nu, hvor jeg er begyndt på et nyt tåsokke-par. Denne gang strikker jeg nemlig fra tåen og op, sådan for at afprøve om det monstro går nemmere og uden så meget pillearbejde når man strikker tæerne først. Jeg må sige, her efter at have samlet tæerne på første sok, at der også på denne måde er rimelig mange besværligheder forbundet med de tæer. Men det kan jeg selvfølgelig være startvanskeligheder. Det vil vise sig når jeg strikker makkeren. Bogen har jeg særlig brug for for at finde ud af hvordan man nemmest laver kilehæl når man strikker den modsatte vej. Det her er nyt land for mig at betræde!
Toesupmedfod17dec11
Garnet er igen håndspundet. Denne gang af "oatmeal" BFL (altså naturlig lys brun) farvet af moi i paletten "Aborre". Garnet har jeg spundet på min dejlige Spindlewood-ten og navaho-tvundet på den store Golding. Altsammen til vores spindeaftner i Harlev hver 3. tirsdag aften. Jeg skal i gang igen snart, for der er kun garn til godt og vel en sok, kan jeg fornemme..

Udgivet i Skriv en kommentar

Wanted: Sokker uden huller.

Der er gået hul i mange af mine hjemmestrikkede sokker, og jeg gider ærlig talt ikke rigtig stoppe dem. Jo, måske mine gamle yndlingssokker i håndspundet marsk-uld bliver repareret på, eller også laver jeg dem om til barfodsgaloscher.. Men ellers vil jeg hellere strikke nye, friske sokker!
I bogen "Think outside the Sox" er der et par sokker som er meget smukke og enkle og som jeg længe har haft kig på (der er forøvrigt flere, men de kommer jo så nok senere..). Mønsteret hedder "Dreamin' of Tulips" og er som skabt til at få bugt med resterne. Så jeg har samlet hvad der blev tilovers af det håndspundne BFL-garn til tunikaen "Katherine of Aragon" – den strikkede jeg for et par år eller tre siden – og laver dem nu til sokker med smukt farveforløb:
Tulipantaasokker
Jeg har lige drejet hælen, så nu kører det ligeud indtil tæerne skal strikkes. De får hver sin farve, naturligvis. De bliver ræddi fede 🙂

Jeg er lige blevet færdig med en lille ting, forresten. Dette multifarvede Helix-tørklæde (opskrift fra Spin-Off Magazine):
Multihelix2
Jeg er ikke vildt begejstret for resultatet. Det er smule for voldsomt, strikket i for kraftigt garn til at flæserne kommer ordentligt til deres ret. Jeg har brugt en lang række af forskellige håndspundne rester og og småbundter fra prøvespindinger, og selve udseendet og farveforløbene synes jeg er blevet okay. Bare for tykke garner til modellen. Når det engang bliver koldt nok vil jeg bruge det. Det er et *varmt* halstørklæde!..

 

Udgivet i 3 kommentarer

Fiberfest i støbeskeen.

Madam Munch, Spindeforeningen og jeg er i fuld gang med at pusle detaljerne på plads til Forårets Fedeste FiberFest – den på Mølleskolen i Ry d. 10. marts 🙂
Webforsidescreendump
Hjemmesiden er lige nu ved at blive fyldt op med info om de mange spændende workshops (9 forskellige!) med navne som f.eks. Annette Danielsen og Charlotte Kaae. Tilmeldingen er endnu ikke åben, men det er et spørgsmål om ganske kort tid før man kan vælge sig en eller to inspirerende workshops ud.
Udover dette kører ligesom sidst den Åbne Strikkecafé, hvor vi håber at kunne alle tilbyde disse indslag, i form af demo'er: Begynderstrik 9-1-1, Grannysquare-hækling, Magic Loop og håndtensspinding. Dette er ikke 100% på plads endnu – men næsten.. 90%. 🙂
Mange salgsboder og stande får vi også. Der kan f.eks nævnes Karin Bech Hansens fantastiske plantefarvede garner, Fru Nielsens upcycling-tasker og naturligvis GarnGalleriet..

Stay tuned på FiberFestens hjemmeside og på FaceBook. Opdatering sker løbende, og så hurtigt som muligt.

 

Udgivet i 1 kommentar

Sukkertoppen

Denne hæklede vest/top har jeg døbt "Sukkertoppen" dels fordi den er rigtig sød og dels fordi jeg jo har for vane at navngive mine designs efter steder i nærområdet. Sukkertoppen er en bakke med en fabelagtig udsigt over Mossø og det omkringliggende landskab. 108 meter er den og ret stejl, og jeg skal løbe op ad den på søndag..
Sukkertopvestbp
Toppen er hæklet af Zauberball Crazy og med hæklenål nr 2½. Jeg troede jeg havde rester nok tilovers fra mine lange stribede underhøvlere, men det slap selvfølgelig op da jeg var næste færdig. Så nu har jeg endnu en stor rest af garnet. Sokker denne gang. Eller fingerhandsker, det kunne jeg egentlig godt tænke mig..
Nå, men her er lidt flere snapshots af Sukkertoppen. Bagstykket opad her:
Sukkertopvestbag
Og her er et close-up af de sukkersøde blomstermotiver:
Sukkertopvestdetalje
De er for øvrigt meget nemme at hækle, så det er et hurtigt og hyggeligt projekt. Jeg sørgede for at hæfte ender med det samme. Jeg tillod simpelthen ikke mig selv at begynde på en ny blomst før enderne var hæftet på den jeg lige havde lavet. Fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg ville gå død i at hæfte alle enderne til sidst.. Og så hæklede jeg sammen undervejs, det sparede mig for en del træls monteringsarbejde (og flere ender..). Apropos ender, så arbejdede jeg med mange bolde for hele tiden at have så mange forskellige farver at vælge imellem som muligt. Så hvis man lægger ud med to 100 grams Zauber-bolde vil jeg anbefale at man ikke blot tager tråde både indefra og udefra de 2 bolde, men også skiller boldene ad i mindre dele (hiver en ordentlig klump af "indmaden" ud) for at have endnu flere farver ved hånden.
Det er forøvrigt ægte efterårsfarver jeg har hæklet i. De nedfaldne blade fra bærmisplen danner perfekt camouflage for vesten. Man kan på en måde sige den er Top-secret 🙂
Sukkertopvestcamouflage
Opskriften er undervejs, og meget snart klar. Den bliver sat til salg i butikken og, når den er blevet forvandlet til engelsk, også på Ravelry.

Udgivet i 2 kommentarer

Halstørklæde-rør

Det er rigtig oppe i tiden med de store halstørklæderør som vikles et par gang eller 3 rundt om halsen.
Til butikken har strikke-fe Jette for nylig strikket en af slagsen i Noro Kama – en rigtig lækker sag! Jeg kalder den Dobbelt-Loop, men vil egentlig helst selv bruge den tre-dobbelt, som her..
Dobbeltloopbp

Min datter på 12 vil også gerne have et tørklæderør, så det har hun bestilt. Det skal dog strikkes på den anden led, altså på den lange led, og i tykt, sort garn. Hun er overvejende til grå og sort for tiden, så sådan skal det jo være.
Meget passende har jeg netop bestilt tykt uld-flamé hjem, netop for at imødegå efterspørgslen efter det tykke, bløde garn til disse populære halsrør.
Sådan strikker jeg Tones sorte halsting. Det er meget simpelt..
Garn: Flamé, 200 gram.
Pinde: 12 mm.
Slå 20 masker op og strik rib, 1 ret og 1 vrang. Strik til tørklædet måler ca. 150 cm (eller til garnet slipper op) og luk af. Sy enderne sammen. Jeg lukkede dog ikke af, men syede maskerne til opslagningskanten med maskesting for at undgå at sammensyningen blev for klumpe-dumpet. Hvis man ønsker möbius-effekt drejes strimlen en halv omgang inden sammensyning.
Tonesorthals
– Så nu er både mor og datter forsynet med moderigtige halsrør og i den grad vinterklar!

Udgivet i Skriv en kommentar

Nyt igen. Hækling denne gang.

Der er Zauberball-garn tilovers efter buksestrikningen. Og på Karins blog er der lokkende fotos af et smukt hæklet tørklæde.. Jeg har nærkigget det søde blomstermotiv og prøvehæklet et par stykker.
Blomstermotiv
Det ser foreløbigt fint og rigtigt ud, synes jeg, og i stedet for at hækle et tørklæde som Karin har gjort, har jeg besluttet at det skal blive til en kort bolero-agtig vest. Har på nuværende tidspunkt ingen som helst plan for forløbet – der skal vist måles, tegnes og regnes lidt før jeg hækler videre.

Udgivet i 8 kommentarer

Lange underhylere.

Vi kunne også bare kalde dem leggings. Stribede, bløde og lækre leggings, der bliver rigtig gode under skørtet når det bliver koldt.
Leggingsbenop25okt11
Egentlig strikkede jeg dem sidste efterår, men de passede helt vildt dårligt bagtil. Det syntes jeg var rigtig træls, så de fik lov at ligge, selvom de ville have været helt perfekte sidste vinter med den kulde… Men nu har jeg så endelig fået dem fikset: trævlet et stykke op, regnet lidt om og strikket op igen. Nu er de som de skal være! Kom an, vinter..
Leggingsforfra25okt11
De er strikket i Crazy Zauberball i to farveholdninger, "Flussbett" og "Schokoladeseite". 3 omgange med hvert nøgle, hvilket gav et totlt uforudsigeligt stribemønster. De 2 farveholdninger har en del fælles nuancer, og det synes jeg giver et interessant resultat.
Jeg lokkede min dreng til at snuppe et par billeder for lidt siden ude på terrassen. Nogen af dem kunne bruges. Her kommer de snapshots som cencuren godkendte..:
Leggingsbagfra25okt11

Leggingssiddende25okt11

Leggingsnumse25okt11

Udgivet i 7 kommentarer

Småting.

Så er der en lille en til halsen:
Dobbeltloop
– Eller faktisk ret stor.. Tørklæde-ringen, som jeg kalder "Dobbelt-loop" er omtrent 170 cm i omkreds og 20-25 cm i højden. Strikket af 200 gram af det nye Noro Kama – uhm, det er dejlig blødt og varmt!! Dobbelt-loop'en kan bruges dobbelt eller triple om halsen som man nu synes.
En tilståelse: Det er faktisk slet ikke mig der har strikket den, men Jette, min flittige strikke-fe! 🙂

Jeg har til gengæld strikket disse her helt selv:
Ankelvarmere1
Ankelvarmere. Barfods-galocher. Bundløse sokker.. Ja, lidt mystiske ser de ud, men dette design er opstået af bitter nød! Jeg er jo barfodsløber, men lider så frygteligt af kolde tæer når vi kommer ned på omkring 5 – 8 grader. Så jeg tænkte, at hvis nu man havde noget dejligt uldent til at varme ankel og fodryg, så kunne man måske bedre klare kulden og dermed forlænge barfods-sæsonen en smule. På samme måde som fingerløse vanter (pulsvarmere) giver varmen helt ud i fingrene bare fordi håndleddet er varmt. Yoga-sokker (dem uden hæl og tå) er jo opfundet, men med deres bund vil de ikke være praktiske til løb. Her har jeg brug for noget der ikke bliver slidt, og så opstod tanken om en lille, let udskiftelig, strop omkring en tå.
Barfods-galocherne er født. De virker, i hvert fald til en vis grad (nok ikke minus-grad, ha-ha..). Billederne er taget en tidlig morgen i 3 graders varme efter en test-løbetur på ca. 5 km.
Ankelvarmere3
Mine barfods-galocher er egentlig lidt kedelige og praktiske i deres look. Jeg forestiller mig at modellen sagtens kan gøres mere sjov, sprælsk og pyntelig ved f.eks at strikke en anden form for manchet, måske i et yndigt hulmønster, og fod-delen kan pyntes med perler, palietter og broderier i bedste Bollywood-stil..
Opskriften kan hentes kvit og frit ovre på Ravelry: Opskrift på barfods-galocher.
Ankelvarmere2

Udgivet i 1 kommentar

Bouclé

Jeg elsker at spinde effektgarner, og bouclé, med sine sjove løkker, er absolut en af de sjoveste at lave. Meget anvendelig er den jo også både i strik og vævning.
Anyways, jeg er endelig blevet helt færdig med en portion bouclé. En portion på ca. 250 gram (det er ikke målt og vejet endnu, så det er lidt på fornemmeren..) og tyk nok til en pind 8 – 10 stykker.
Headachebouclefaerdig
Her er de 5 bundter tvistet sammen i et stort bundt. Svært at tage et ordentligt billede i dag, men dette viser farverne nogenlunde.
At spinde bouclé er en 3-trins-raket. Mindst. Jeg startede med at spinde den lækre wensleydale-uld med navnet "Headache" fra Spunky Club.
Headache3spoler
Ikke for meget sno, og ikke for tyndt. Spindingen gik helt smertefrit og ret hurtigt, og næste trin var at lave selve boucléen. Det gjorde jeg ved at tvinde wensleydalen med en tynd, sort kamgarn. I tvindingen lagde jeg wensleydale-tråden omkring kamgarnet i meget løse spiraler, som jeg så skubbede tæt sammen inden det fik lov til at løbe ind på spolen.
Headacheboucle1tvind
Sådan så det ud. Det lignede jo allerede bouclé, men i denne tilstand var løkkerne løse og garnet meget ustablit, så det skulle tvindes en ekstra gang, med en stærk bindetråd. Til dette valgte jeg en meget tynd hørtråd i en grøn nuance, og den smeltede perfekt ind i boucléen. Bindetråden holder løkkerne på plads så de ikke længere kan skubbes frem og tilbage.
Men det var ikke helt nemt med denne sidste tvinding. Piben på rokken viste sig at være lige til den lille side, og de frække løkker satte sig hele tiden fast i krogene. De meste af sessionen måtte jeg simpelthen hjælpe garnet ind på spolen med hænderne. Nu tænker jeg at jeg måske bare skulle have brugt en håndten.. Lidt sent at få den geniale ide.
Garnet er nu dampet og færdigt, og når jeg engang har fået regnet løbelængde ud (og taget nogle bedre billeder) bliver det sat til salg i butikken. Hvis jeg da kan nænne at skille mig af med det.. 😉
Headachebouclecloseup