Udgivet i 3 kommentarer

Det var så det.

Et kapitel er slut, butikken er nu lukket. Fredag var sidste åbningsdag, og nu står den på oprydning og nedpakning. Heldigvis er ophørsudsalget gået så forrygende at der næsten ikke er noget restlager.. Til gengæld er der en masse inventar og …skrammel der skal tages hånd om. Reoler, væv, giner, stativer o.s.v skal jeg finde et sted at opbevare, og en masse skal til genbrug eller bare smides ud.
Så hvis der er nogen derude der står og mangler en reol eller noget, så sig snarest til!

Jeg skal nu starte et nyt kapitel. Der tænkes og drømmes, og foreløbige planer bliver lagt, nedskrevet og regnet på. Hvad det hele bliver til (og om det bliver til noget) er endnu uvist, men man har da lov til at lægge planer og fantasere lidt om fremtiden..
Men der skal jo også slappes af og lades op ind imellem. Det gør jeg for tiden bedst med min rok og mine nye Aaes-håndtene.
På fotoet ses hvad jeg slapper af med lige nu: Det rødbrune garn på banksia-tenen har jeg spundet på den russiske (som også er med i billedet her) og så tvundet på banksia-tenen. Det er corriedale-uld fra Southern Cross Fibres. Nemt at arbejde med og flot farvet, men det er en lidt grov uld i forhold til den corriedale jeg kender. Jeg har i alt 6 skønne farver i den kvalitet, og tænker at det skal bruges til dejlige fair isle-mønstrede vanter til næste kolde sæson. Og en hue der matcher, måske.
Det lyse som jeg har gang i på den russiske Aaes-ten, og som også ses i baggrunden, er shetlandsuld i farven “Lys Fjeld”. Det har jeg selv farvet, så kvaliteten på den uld kender jeg jo, og den er god 🙂
Dette er i første omgang en spindeprøve (og siden en strikkeprøve) fordi min søn godt kunne tænke sig en cardigan i gråt og blåt. Det blå har jeg også farvet, og det viser jeg senere..

Udgivet i 1 kommentar

FiberFest i Ry

Jeg er godt træt i dag, men helt klart på den gode måde: Gårsdagens FiberFest på Mølleskolen i Ry gik simpelthen over al forventning. Masser af glade gæster besøgte vores arrangement og jeg tror de fik en god og hyggelig dag.
Det hele var (for andet år i træk) arrangeret af Spindeforeningen, Bodil Munch (Madam Munch) og jeg, og dagen bød på en masse forskellige workshops, stor strikkecafe og salgsboder.
Der var vild travlhed i min salgsbod hele dagen, men jeg nåede da at få taget et par billeder inden det hele gik rigtigt i gang, og heldigvis havde jeg Jette til at hjælpe i boden. Hun havde også en travl dag, tusind tak Jette!
Her ses Spindeforeningens bod:

 

 

 

 

Der var dagen igennem rigtig mange interesserede spindere eller kommende spindere, der ville høre nærmere, så mon ikke vi har gaflet os et par nye medlemmer til vores dejlige forening..
Her ses Dorte Ballisager i sin bod.

Dorte laver spændende strikdesign og smykker. Hun stod også for en inspirations-demo i gimpning – en nem og brugbar tekstil teknik som ikke særlig mange kender. Jeg bestilte en ny bluse hos Dorte, en blød og lækker sommerbluse med flot blomstertryk. Glæder mig til at få det smukke stykke kunsthåndværk på!
Her ses Fru Nielsens bod med flotte tasker syet af genbrugs-tekstiler, f.eks gamle broderier.

 

 

 

 

Og her fangede jeg lige Lone med sit fantastiske sjal i neverkont-strik. Sådan et må jeg altså også lave! Det har bare “wau-effekt”!

 

 

 

 

Med mig hjem kom to nye håndtene – men det kommer vel næppe som nogen overraskelse.. Pia Aaes, der er formand for Spindeforeningen, har sat sin dygtige far i gang med at dreje de mest fantastiske håndtene, særdeles smukke og velfungerende. Jeg købte en russisk ten (en spindepind, der bruges støttet) drejet af guldregn.
Den er fantastisk, måske ligefrem en ny favorit?? Jeg prøvespinder den med lidt australsk corriedale-uld i en rigtig gulregns-farve..

 

 
Og en håndten af banksia-nød, til “almindelig” hængende spinding:

 

 

 
Er de ikke bare smukke?
Tusind kæmpe tak til alle der har været med til at gøre FiberFesten en succes: Bodil, Spindeforeningen,  alle udstillere og workshopholdere og ikke mindst alle de glade gæster – I styrer for vildt!!

Udgivet i 2 kommentarer

Sokker færdige og nye undervejs.

Som overskriften antyder: Jeg er blevet færdig med mine tå-sokker. Jeg er også begyndt på et nyt par! Mere om det senere..
Jeg synes de her blev ret fine, taget i betragtning at de er strikket af restegarn og at jeg har fiflet mig frem til hvordan tæerne skulle strikkes.
Tulipansokker
De passer perfekt og er skønt varme! Opskriften (altså kun på strømpeskaftet) er fra bogen "Think Outside the Sox" – det er en veritabel guldgrube af sjove, interessante, smukke, almindelige og anderledes sokker.

Den bog har jeg også lidt fremme nu, hvor jeg er begyndt på et nyt tåsokke-par. Denne gang strikker jeg nemlig fra tåen og op, sådan for at afprøve om det monstro går nemmere og uden så meget pillearbejde når man strikker tæerne først. Jeg må sige, her efter at have samlet tæerne på første sok, at der også på denne måde er rimelig mange besværligheder forbundet med de tæer. Men det kan jeg selvfølgelig være startvanskeligheder. Det vil vise sig når jeg strikker makkeren. Bogen har jeg særlig brug for for at finde ud af hvordan man nemmest laver kilehæl når man strikker den modsatte vej. Det her er nyt land for mig at betræde!
Toesupmedfod17dec11
Garnet er igen håndspundet. Denne gang af "oatmeal" BFL (altså naturlig lys brun) farvet af moi i paletten "Aborre". Garnet har jeg spundet på min dejlige Spindlewood-ten og navaho-tvundet på den store Golding. Altsammen til vores spindeaftner i Harlev hver 3. tirsdag aften. Jeg skal i gang igen snart, for der er kun garn til godt og vel en sok, kan jeg fornemme..

Udgivet i Skriv en kommentar

Wanted: Sokker uden huller.

Der er gået hul i mange af mine hjemmestrikkede sokker, og jeg gider ærlig talt ikke rigtig stoppe dem. Jo, måske mine gamle yndlingssokker i håndspundet marsk-uld bliver repareret på, eller også laver jeg dem om til barfodsgaloscher.. Men ellers vil jeg hellere strikke nye, friske sokker!
I bogen "Think outside the Sox" er der et par sokker som er meget smukke og enkle og som jeg længe har haft kig på (der er forøvrigt flere, men de kommer jo så nok senere..). Mønsteret hedder "Dreamin' of Tulips" og er som skabt til at få bugt med resterne. Så jeg har samlet hvad der blev tilovers af det håndspundne BFL-garn til tunikaen "Katherine of Aragon" – den strikkede jeg for et par år eller tre siden – og laver dem nu til sokker med smukt farveforløb:
Tulipantaasokker
Jeg har lige drejet hælen, så nu kører det ligeud indtil tæerne skal strikkes. De får hver sin farve, naturligvis. De bliver ræddi fede 🙂

Jeg er lige blevet færdig med en lille ting, forresten. Dette multifarvede Helix-tørklæde (opskrift fra Spin-Off Magazine):
Multihelix2
Jeg er ikke vildt begejstret for resultatet. Det er smule for voldsomt, strikket i for kraftigt garn til at flæserne kommer ordentligt til deres ret. Jeg har brugt en lang række af forskellige håndspundne rester og og småbundter fra prøvespindinger, og selve udseendet og farveforløbene synes jeg er blevet okay. Bare for tykke garner til modellen. Når det engang bliver koldt nok vil jeg bruge det. Det er et *varmt* halstørklæde!..

 

Udgivet i Skriv en kommentar

Nyt igen. Hækling denne gang.

Der er Zauberball-garn tilovers efter buksestrikningen. Og på Karins blog er der lokkende fotos af et smukt hæklet tørklæde.. Jeg har nærkigget det søde blomstermotiv og prøvehæklet et par stykker.
Blomstermotiv
Det ser foreløbigt fint og rigtigt ud, synes jeg, og i stedet for at hækle et tørklæde som Karin har gjort, har jeg besluttet at det skal blive til en kort bolero-agtig vest. Har på nuværende tidspunkt ingen som helst plan for forløbet – der skal vist måles, tegnes og regnes lidt før jeg hækler videre.

Udgivet i 8 kommentarer

Lange underhylere.

Vi kunne også bare kalde dem leggings. Stribede, bløde og lækre leggings, der bliver rigtig gode under skørtet når det bliver koldt.
Leggingsbenop25okt11
Egentlig strikkede jeg dem sidste efterår, men de passede helt vildt dårligt bagtil. Det syntes jeg var rigtig træls, så de fik lov at ligge, selvom de ville have været helt perfekte sidste vinter med den kulde… Men nu har jeg så endelig fået dem fikset: trævlet et stykke op, regnet lidt om og strikket op igen. Nu er de som de skal være! Kom an, vinter..
Leggingsforfra25okt11
De er strikket i Crazy Zauberball i to farveholdninger, "Flussbett" og "Schokoladeseite". 3 omgange med hvert nøgle, hvilket gav et totlt uforudsigeligt stribemønster. De 2 farveholdninger har en del fælles nuancer, og det synes jeg giver et interessant resultat.
Jeg lokkede min dreng til at snuppe et par billeder for lidt siden ude på terrassen. Nogen af dem kunne bruges. Her kommer de snapshots som cencuren godkendte..:
Leggingsbagfra25okt11

Leggingssiddende25okt11

Leggingsnumse25okt11

Udgivet i 1 kommentar

Bouclé

Jeg elsker at spinde effektgarner, og bouclé, med sine sjove løkker, er absolut en af de sjoveste at lave. Meget anvendelig er den jo også både i strik og vævning.
Anyways, jeg er endelig blevet helt færdig med en portion bouclé. En portion på ca. 250 gram (det er ikke målt og vejet endnu, så det er lidt på fornemmeren..) og tyk nok til en pind 8 – 10 stykker.
Headachebouclefaerdig
Her er de 5 bundter tvistet sammen i et stort bundt. Svært at tage et ordentligt billede i dag, men dette viser farverne nogenlunde.
At spinde bouclé er en 3-trins-raket. Mindst. Jeg startede med at spinde den lækre wensleydale-uld med navnet "Headache" fra Spunky Club.
Headache3spoler
Ikke for meget sno, og ikke for tyndt. Spindingen gik helt smertefrit og ret hurtigt, og næste trin var at lave selve boucléen. Det gjorde jeg ved at tvinde wensleydalen med en tynd, sort kamgarn. I tvindingen lagde jeg wensleydale-tråden omkring kamgarnet i meget løse spiraler, som jeg så skubbede tæt sammen inden det fik lov til at løbe ind på spolen.
Headacheboucle1tvind
Sådan så det ud. Det lignede jo allerede bouclé, men i denne tilstand var løkkerne løse og garnet meget ustablit, så det skulle tvindes en ekstra gang, med en stærk bindetråd. Til dette valgte jeg en meget tynd hørtråd i en grøn nuance, og den smeltede perfekt ind i boucléen. Bindetråden holder løkkerne på plads så de ikke længere kan skubbes frem og tilbage.
Men det var ikke helt nemt med denne sidste tvinding. Piben på rokken viste sig at være lige til den lille side, og de frække løkker satte sig hele tiden fast i krogene. De meste af sessionen måtte jeg simpelthen hjælpe garnet ind på spolen med hænderne. Nu tænker jeg at jeg måske bare skulle have brugt en håndten.. Lidt sent at få den geniale ide.
Garnet er nu dampet og færdigt, og når jeg engang har fået regnet løbelængde ud (og taget nogle bedre billeder) bliver det sat til salg i butikken. Hvis jeg da kan nænne at skille mig af med det.. 😉
Headachebouclecloseup

Udgivet i 3 kommentarer

En lækker poncho.

Godt timet denne gang! Efteråret er nu kommet med regn og rusk, og jeg er netop blevet færdig med en varm og blød poncho.
Ponchogine
Jeg har strikket den i Noro Kochoran, der er et umanerligt blødt og farveskiftende garn indeholdende silke, mohair, uld og angora, og i Du Store Alpakkas Sulka, der er silke og alpaca. Luxus stribet op med luksus..
Ponchostriber
Den store rullekrave er i Kochoran, og strikket rib. Selve ponchoen er skiftevis en omgang med det ene og en omgang med det andet garn, og afslutningsvis har jeg strikket en bred ribkant i Kochoran.

Ponchoen her er en meget klassisk model, og den er nem at variere. I min opskrift (som er til salg nu og som kommer på hjemmesiden og Ravelry inden længe) har jeg listet ikke mindre end 7 forskellige garner man kan vælge imellem. Eller kombinere, som jeg har gjort med to. Man kan undlade den strore rullekrave – eller måske lave den endnu større.. Og man kan afslutte med en anden kant nedadtil, og måske sætte frynser i.
Opskriften er i to størrelser, lille og stor.

Udgivet i 1 kommentar

Skuffende farver og en færdig ting.

Mit stinkende farvebad fra i går gav desværre ikke noget der overhovedet minder om lilla nuancer. Ret skuffende, men jeg må jo bare prøve igen. Måske var badet slet ikke gæret tilstrækkeligt?
Skuffendefarver
Her hænger det og er nået at blive næsten fuldstændig tørt i det varme sensommervejr i dag. Til højre det der skulle have været lilla-agtigt: på ubejdset garn. I midten et bundt bejdset med alun og vinsten. Til venstre et mini-bundt, også ubejdset, men farvet for anden gang. Kedeligt brunt er det blevet, det var ellers en noget pænere rødbrun i forvejen. Så det var ikke rigtig nogen success. Hrmmf.

Men jeg har da også noget pænt at vise, et lille restegarns-projekt som jeg knaldede af i sidste uge:
Pulsvarmeretones
Lækre pulsvarmere til min søde datter. De er strikket stribevis med Noro Flower Bed og DSA's nye Hverdagsgarn. På et tidspunkt, sikkert snart, bliver det koldt nok til at hun kan bruge dem når hun cykler til skole. Indtil da nyder vi det usædvanligt varme septembervejr 🙂

Udgivet i 3 kommentarer

Farver, strikker, spinder.

Farvesuppe
I skrivende stund står dette her og simrer på komfuret. Det er et gæret farvebad af Cinnoberbladet slørhat, og jeg opholder mig helst i et tilstødende lokale, for det stinker ganske afskyeligt.. På billedet ser det desværre ikke ud til at det giver mig de lilla-agtige nuancer jeg havde håbet på, men farvningen er jo ikke tilendebragt endnu, så det kan stadig nå at ændre sig. Lidt.
Svampefarvningen har jeg desværre ikke nået at gøre så meget i i år, selvom det er en fantastisk svampe-sæson. Det har bugnet, og gør det nok stadig, med alle slags svampe, både de spiselige og de farvende. Et rent slaraffenland er det derude i skoven, hvis man har tid og lyst.
Men lidt har jeg dog gang i, som det jo ses. Jeg har også gang i en "5 x 5-farvning" på cinnoberbladet slørhat. Jeg beskrev metoden tilbage i maj måned, hvor jeg lavede den på mirabelle-blade. Nu er det så svampenes tur, og der kommer fotos af hele herligheden senere når jeg er færdig med alle efterbehandlingerne.

Der bliver også spundet. På indtil flere projekter, er jeg bange for.. Men forleden blev jeg færdig med dette dejlige bundt garn:
Garn27sep11
Det er 2-trådet, tvundet af to forskellige tråde som jeg hver i sær har spundet på håndten. Noget af det blev spundet for et helt år siden.. Sammensætningen er uld/alpaca/silke og lidt glimmerstads, og garnet, der vejer 84 gram og løber 267 meter, har jeg sat til salg i butikken. Her er et nærbillede:
Garn27sepcloseup
Det er blødt og lækkert, og farverne i garnet er smukt efterårsagtige.

Og der bliver strikket. "Dydsmønsteret" (af Bente Geil) er langsommeligt strik, men den bliver rigtig god når den engang bliver færdig. Jeg mangler nu kun et par pinde nederst på skødet – det er rigtig lange pinde – og så ærmerne.
En poncho er jeg også i gang med. Der er stor efterspørgsel på klassiske poncho-opskrifter og modeller i butikken, og så må jeg jo i gang 🙂 Jeg strikker ponchoen med en kæmpe rullekrave i blød Noro Kochoran, og så striber jeg selve ponchoen op med smalle Noro og Sulka-striber. Den bliver rigtig lækker – og varm!

Og sikke en Indian Summer der lige nu er over os! Lige nu lytter jeg til havesangerens smukke melodi gennem den åbne havedør. Sådan nogle dejlige efterårsdage med sol og varme er en gave, som man bare skal nyde i fulde drag!