Udgivet i 2 kommentarer

Nyt sommergarn fra Noro

Noro Ohajiki

Der kom en kasse med Noros helt nye sommergarn, Ohajiki, i går. Det er virkelig smukt garn – dejlige friske og varme sommerfarver.

Noro Ohajiki

Ohajiki er i 8 farver, der alle er blide og pastelagtige, melerede og med lange farvesekvenser.
Garnets sammensætning er 50% bomuld, 20% silke, 15% uld og 15% viskose. Som vanligt for Noro-garnerne er det 1-trådet garn med et lidt rustikt visuelt udtryk. Blødt.
Nøglerne er på 150 gram og 420 meter, og anbefalet pindestørrelse er 4 – 4,5 mm.

Lad os se lidt nærmere på de 8 farver:

Alle 8 er nu at finde i webshoppen – og i butikken i Brædstrup, naturligvis.

Et par forslag til projekter i Ohajiki:

Disse modeller er alle fra Noro Magazine nr. 26, og er på engelsk. Hvis man køber garnet til en af dem får man opskriften med gratis 🙂

Saltum Uldfestival

Uldfesten er forbi, men sikke et fint vejr det var, og gode forhold for os standeholdere. Hele arrangementet kørte som på skinner – masser af unge hjælpere fór rundt og servicerede, ryddede op og hjalp til overalt. Det var så fint! Det eneste minus, set herfra, var, at der ikke var en eneste vegetarisk frokostret at købe i cafételtet. Det var jeg forberedt på og tog derfor selv min frokost med – men måske et par af gæsterne godt kunne have brugt en kødfri mad-mulighed.

Vi – Thomas og jeg – fik talt med en masse mennesker, og jeg vil gerne sige TAK til alle, der kiggede forbi på vores stand.
Medbragt var en masse spindefibre og -grej, bøger, LYKKE-sæt, Doodle Decks samt naturligvis garn: Jamieson & Smith 2 Ply, Tukuwool Fingering og mit håndfarvede Paseo Sock. Desuden en del opstrikkede modeller og opskrifter (på nogle af dem ..).
Her er lidt indtryk fra weekenden, set fra vores stand:

Det var alt for denne gang! Tak for at læse med, og husk “Fibre i Farver” tirsdag kl 11 på YouTube 🙂

God strikke/spinde/hækle/væve-lyst til alle.
Kærligst,
Birthe P

Sociale medier:
YouTube: https://www.youtube.com/@BirthePedersenFibreifarver
Ravelry: https://www.ravelry.com/groups/garngalleriet-mikrofarveri
Pixelfed: @garngal

Udgivet i 2 kommentarer

Oktober-farven på fibre

Jeg er sent ude med præsentationen af oktober måneds farve på spindefibre (uldhjul og luksusblends) denne gang. Det skyldes, at den først skulle vises til Spindeforeninges årlige spindeweekend, og så vises i “Fibre i Farver” i dag .. Desværre er jeg blevet syg med feber, hoste og hele balladen, så FiF er udsat til om en uge.
Alligevel vil jeg gerne nu vise farven her på bloggen:

Farvens navn er “VIBORG”.
Det er en classic med 6 farver: 2 røde, 2 blå, en grøn og en rav-farvet.
“Viborg” er i webshoppen nu, og hvis man anvender rabatkoden
VIBORG10
ved betaling får man 10%’s rabat på normalprisen, der er kr. 220,-. Koden gælder oktober måned ud, også på bestillinger af månedens farve.

Thomas’ spinde-/strikkeprøve, som viser farvefordelingen virkelig fint, kommer her:

Nu vil jeg krybe tilbage under tæpperne, bevæbnet med varm te og snotpapir .. Håber at være frisk til butikspasning i morgen og ugen ud, og ikke mindst til Strikkecafé – Strik-In – på lørdag.

Tak for at læse med og pas godt på jer selv derude! 😉
Kh Birthe

Udgivet i 1 kommentar

Florida

Florida er navnet på august måneds farveholdning.
Jeg har glædet mig meget til at præsentere den, og det skete så forleden i min live-podcast “Fibre i Farver #161”. I podcasten viste Thomas og jeg farven på de mange foskellige fiberbaser den er blevet farvet på, og her i nyhedsbloggen vil der også blive vist en del af dem.

Men først vil jeg linke til webshoppen, hvor “Florida” nu kan købes / bestilles, både som 200 grams uldhjul og 100 grams luksusfletninger:
Florida uldhjul
Florida Lux fletninger
– hele august måned kan man få 10%’s rabat på farveholdningen ved brug af rabatkoden AUG10, og kommer man og handler i butikken er der naturligvis den samme rabat.

Florida uldhjul og lux-blends

Der er flere i shoppen, og hvis de er udsolgt på den fiberbase der ønskes, farver jeg gerne flere. Dog kan jeg ikke klare ramboulliet og perendale lige for tiden .. 😉

Florida” er en farveholdning i kategorien som jeg kalder “hovedfarve/kontrast”. Der er 4 dominerende farver, nemlig lilla/violet, rødviolet/pink, lys orange og lys mintgrøn. De er så peppet lidt op med en turkis kontrast, der blander sig i større eller mindre grad med de andre farver, med spændende blandingsnuancer til følge.
Andre kontrastfarver ville gøre nogenlunde det samme, men især den turkise har det med at “vandre” – hvilket giver virkelig flotte overgange.

Florida-farven, spundet og strikket

Thomas har været i gang ved rokken, og har spundet en fin prøve af farven på BFL/silke. Tyndt, tyndt og som sædvanligt virkelig smukt arbejde!

Frem med pind 2,5 mm, og derefter gik der ikke lang tid før der var en strikkeprøve parat til farvemappen.

Der er MANGE af disse små, smukke håndspundne farveprøve-firkanter i den fysiske mappe nu – men det ikke alle, der har fundet derind endnu. Det arbejdes der på, stille og roligt.
Jeg vil også se at få opdateret farvekataloget på hjemmesiden – det er et stykke tid siden sidst, og der mangler nogle af de nye farveholdninger. Se kataloget her.

Strik-In d. 10/8

Og – vupti! – så er sommerferien lige pludselig history .. Med august begynder de forskellige sociale strikke- og spindeaktiviteter igen, og jeg inviterer til Strik-In (strikkecafé) i butikken, Bredgade 43 i Brædstrup, lørdag d. 10. august fra kl 13 til ca. 17.
Tilmelding er nødvendig, da jeg har begrænset med siddepladser, og jeg har også brug for at vide nogenlunde hvor meget forplejning der skal til .. Vi plejer at købe lækkert bagværk ovre fra vores gode bager, Huusom’s, samt at byde på lidt frugt og nødder. Der er naturligvis kaffe og te hele eftermiddagen. Pris kr. 50,-, og der er ingen købetvang eller forventninger om noget sådant ..
Medbring strikketøj, spinderi, broderi, og hav gerne noget med til at vise frem – det er super-inspirerende at se og høre lidt om hvad der arbejdes med.
Tilmelding kan ske i en besked af en slags, eller personligt til mig i butikken. Håber vi ses til en dejlig håndarbejds-eftermiddag!

TAK fordi du læste med helt til slutningen! Jeg sender næste nyhedsblog ud om en uges tid, hvis alt går efter planen.
Håber også du har lyst til at følge med i min YouTube-podcast “Fiber i Farver”, der sendes live hver tirsdag kl 11 – også for podcasten gælder: hvis alt går som planlagt ..
Hvis man ser med live er der mulighed for at deltage aktivt på chatten – men alle afsnit kan naturligvis også ses senere. Her er et link til hele playlisten Fibre i Farver.

Mange farveglade hilsner,
Birthe P

“Florida” på forskellige baser ..

Udgivet i Skriv en kommentar

Nyt garn: Noro Malvinas

Hurra! Så er det her: det nye næsten ensfarvede (semisolid) Noro-garn med navn efter Falklandsøerne, hvor ulden kommer fra, nemlig Las Malvinas.

Noro Malvinas er 100% falklandsuld, blødt, luftigt og varmt.
Lige som de fleste øvrige garner fra japanske Noro er det 1-trådet med en let rustik struktur.
Løbelængden er 300 meter på nøglets 150 gram, hvilket gør det til et perfekt match til flere af de andre Noro-kvaliteter, f.eks. Kureyon, Viola og Haunui, der har nøjagtig samme løbelængde (og struktur).
Anbefalet pindetykkelse er 4,5 – 5 mm.

Indtil videre har jeg fået disse 10 smukke, klare farver hjem, og de er at finde både i butikken i Brædstrup og i webshoppen 🙂

Pris pr. 150 grams nøgle: kr 257,-

Brug rabatkoden herunder for at opnå 10%’s intro-rabat på Malvinas. Rabatkoden er:
malvinas10

Rabatkoden gælder oktober måned ud, og kan bruges 1 gang pr. kunde.

Jeg er nu klar til at sætte pindene i det smukke garn. Det skal blive til et par vanter 🙂

Noro Malvinas – klar til strik!
Udgivet i Skriv en kommentar

Nye garner i butikken

Nyt fra Noro

De japanske garnfirma Noro Yarns har gennem snart et halvt århundrede frembragt smukke og unikke garner. Jeg har kendt og elsket Noro-garnerne i ca. 20 år, og det er med største selvfølgelighed at jeg har taget en god håndfuld af de mange Noro-kvaliteter ind i butikken. Intet Garngalleri uden Noro!!
Et kig på webshoppens Noro-kategori afslører, at der nu er 9 forskellige slags Noro-garn på hylderne ..
De 2 nyeste skud på stammen ses på billedet ovenfor. Jeg vil gerne præsentere dem kort:

Noro Uchiwa

Uchiwa er et sommergarn.
Fiberindholdet er 50% bomuld, 30% viscose og 20% silke. Løbelængden er 500 meter i et 200 grams nøgle, og anbefalet pindetykkelse er 4 – 4,5 mm.
Jeg har lavet en strikkeprøve på pind 4 mm og fik en masketæthed på 20 masker og et rækketal på 32 på 10 x 10 cm.

Farverne, og den måde de forløber i garnet, er svære at beskrive med ord .. Smukke, blide overgange mellem farverne, der hver især har et langt forløb. Overalt er der piftet op med fantastiske farveklatter – tweed eller nister – i rigtig mange kulører. Tilsammen giver det et smukt og varieret farvespil, der er en fornøjelse at se på.

Jeg har Uchiwa i 7 farveholdninger, den ene smukkere end den anden! Se dem alle i webshoppen.
Idéer til strikkeprojekter kommer her. De 2 viste modeller er fra Noro magazine nr. 20.

Noro Viola

Viola har jeg ventet længe på. Det er et uldgarn, igen i velafstemte farveforløb med blide overgange. Viola er ikke et udpræget tweedgarn, men til gengæld roligt og afbalanceret i udtrykket.
100% uld, 1-trådet, og med en løbelængde på 400 meter i nøglet på 200 gram. Anbefalet pind er 4,5 til 5 mm. Min strikkeprøve på pind 4,5 mm gav en strikkefasthed på 16 masker og 25 pinde på 10 x 10 cm.

Viola-strikkeprøve, fv. 3. Pind 4,5 mm, 16 m på 10 cm.

Viola er kommet i 5 farver (indtil videre), og de kan ses her i webshoppen.
Forslag til strik i Viola, her fra Noro Magazine nr. 19:

Til Viola-garnet kan generelt bruges opskrifter, der egentlig er skrevet til Noro Kureyon, Noro Ito, Noro Madara – og flere andre. Mange af Noros garner har nemlig den samme løbelængde og strikkefasthed – så det er jo ganske praktisk!

Som skrevet er de nye garner på plads i webshoppen – men kom endelig ind i butikken på Bredgade 43 i Brædstrup og se de smukke garner med egne øjne, hvis du har muligheden. Og mærk på dem ..

Udgivet i 2 kommentarer

Monda-cardi’en

Jeg blev færdig med den her i weekend’en. Og er godt tilfreds. Cardiganen blev lige nøjagtig som jeg havde forestillet mig, planlagt og håbet på! Måske nogle af jer kender til det dér med at man faktisk er en lille smule nervøs for at afslutte et projekt .. Især hvis man, som jeg har med “Monda” her, selv har skabt det hele fuldstændig fra bunden. Eller næsten så langt nedefra man kan komme uden selv at have klippet fårerne ..
Jeg har farvet fibrene, spundet garnet, designet modellen og strikket den. Så der er lagt rigtig mange timers arbejde og kreative tanker i denne cardi, og jeg tror det er grunden til at jeg godt kan have lidt vanskeligheder med at få afsluttet projekter som dette. For hvad nu hvis det viser sig at det ikke er blevet helt godt nok??

Heldigvis blev den fin!
Nu står jeg så tilbage med opgaven at få skrevet en fornuftig opskrift ud fra mine notater og finde nogle dygtige teststrikkere .. Og så kan opskriften forhåbentlig udgives her i efteråret engang.

Lidt mere om “Monda”: Cardiganen strikkes på tværs, fra ærme til ærme. Hele vejen strikkes det fine hul-ribmønster, der sammen med det farveskiftende garn giver en flot visuel effekt. Cardi’en står åben fortil, men man kan naturligvis være kreativ med knapper – eller blot vælge den nemme løsning med en nål/pin, hvis den skal holdes sammen foran. Der er en lille-bitte forhøjet halskant/kinakrave.
Hul-ribmønsteret giver sig en del, og det bevirker at cardiganen smyger sig fint over kroppen og tilpasser sig de former, der nu måtte være ..

Det er naturligvis ikke muligt at strikke en “Monda” nøjagtig magen til min, da det håndspundne garn jo er unikt. Jeg ville ikke engang selv kunne lave en magen til .. Men du er meget velkommen til at lade dig inspirere, hvis du vil spinde selv!
Garnet er 3-trådet og løber ca. 240 meter pr. 100 gram. Jeg har spundet de 3 tråde af hver sin farveholdning og i hver sin fiber: “Glittertind” på merino, “Onkel Kurt” på shetland og “Blåbær” på en uld/lama-blend. De to af trådene er spundet Z, men den tredje er spundet i S-retning. Tvinding til 3-trådet i S-retning.
Det, at det er et “ZZS/S-garn”, tror jeg har den betydning at garnet er temmelig elastisk. S-tråden har fået tilført mere sno i tvindingen, og giver dermed energi til garnet, uden at det på nogen måde er i ubalance.
Det har været et super-dejligt garn at arbejde med i strikketøjet, og det er absolut ikke sidste gang jeg laver ZZS/S-garn!

Har du lyst til at teststrikke? Se send mig en besked og jeg sender oplysninger om vilkår tilbage. 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Nye garner

Jeg har taget 3 nye garnkvaliteter ind, og dem vil jeg gerne præsentere her. Det drejer sig om:

Corriedale Twist – 100% uld af Corriedale-racen. 400 m / 100 gram. Pris pr. 100 g: kr 150,-
Corriedale Mohair – 50% Corriedale-uld og 50% mohair. 400 m / 100 gram. Pris pr. 100 g: kr 175,-
Falkland Lace – 100% Falkland Merinould. 800 m / 100 gram. Pris pr. 100 g: kr 150,-

Som I alle ved, tager det tid at farve og teste, men mine foreløbige erfaringer med garnerne er særdeles positive – de tager farve rigtig fint og alle 3 virker helt igennem som garner af meget fin kvalitet. (Det er en ny leverandør, og så er det jo altid spændende ..)
Lidt mere om hver enkelt type:

Corriedale Mohair
50% Corriedale-uld og 50% mohair. 2-trådet med løbelængden 400 meter pr 100 gram.
Med det høje mohair-indhold er det er garn med karakter – det “fluffer” op og har god struktur. Jeg vil anbefale at det strikkes på pind 3 – 4 mm.
Corriedale Mohair er meget glansfuldt og stærkt. Det vil være velegnet til sweaters, måske i særdeleshed med strukturstrik. Snoninger, f.eks.
Indtil videre har jeg farvet Corriedale mohair i 4 farveholdninger: Blå Bæk, Savoy, Amarant og Krage.

Falkland Lace
100% Merinould fra Falklandsøerne. Garnet er 1-trådet og løber 800 meter pr. 100 gram.
Falkland Lace er ekstremt blødt og lækkert. Det vil egne sig rigtig fint til f.eks hulmønstrede sjaler, ind-mod-huden-beklædning og i øvrigt lette, luftige sager .. Også velegnet som følgetråd.
Anbefalet pindestørrelse er 2 – 4 mm, alt efter projektets karakter.
Jeg har indtil videre farvet garnet i følgende 5 farver, der alle er at finde i shoppen. Flere er på vej!

Corriedale Twist
100% Corriedale-uld med løbelængden 400 meter pr. 100 gram. Garnet er 2-trådet.
Corriedale Twist har en høj snoningsgrad, hvilket gør det stærkt og smukt glansfuldt. Stadig blødt og rart at arbejde med, og jeg vil anbefale pind 2,5 til 3,5 mm. På grund af den tætte struktur egner det sig rigtig fint til hækling, og naturligvis til al slags strik.
Også dette garn har jeg indtil videre farvet op i Morgenfrue, Blå Bæk, Savoy, Amarant og Krage.

Min strikkeprøve på Corriedale Twist gav mig en masketæthed på 25 masker på 10 cm, i glatstrikning på pind 2,75 mm. Strukturen er let og spændstig, og maskerne står meget veldefinerede.
Jeg har, på grund af garnets tætte snoningsgrad, i første omgang valgt at bruge det til et hækle-projekt. Jeg hækler en sommerbluse, der stort set blot består af 2 store Granny Square-firkanter – for- og bagstykke. Der skal desuden hækles kanter ved hals, ærmegab og måske forneden.

Hækleprojekt “Ramme” i Corriedale Twist, fv. “Amarant”

Jeg kalder hækleprojektet for “Ramme”. Jeg har jo en tendens til at navngive mine modeller efter byer eller steder. Ramme er den by hvor jeg lærte at hækle – netop Granny Square-teknikken – af min bedstemor. Det er et kært barndomsminde som jeg holder meget af at tænke tilbage på.

Lidt om superwash
Forresten. Jeg vil lige gøre opmærksom på en enkelt vigtig ting. Ingen af de garner jeg har i shoppen er superwash-behandlet. Grunden til at jeg fravælger SW-garn er den kemiske behandling garnerne udsættes for for at gøre dem filtningsresistente.
Kort sagt ødelægges uldfibrenes bittesmå overflade-skæl ved en coatning af et plastmateriale. Det er disse fine skæl på overfladen af hver enkelt uldfiber, der giver ulden dens gode egenskaber: isolerende (temperatur) og absorberende (ulds evne til at optage vand uden at det føles vådt). Skællene er også ansvarlig for ulds evne til at filte, når den bliver udsat for hårdhændet behandling/vask. SW-behandlingen består i langt størstedelens tilfælde af kemisk forbehandling med svovlsyre- og klorbade, hvorefter fibrenes overflade lukkes med en coatning med en ultratynd plastfilm.
I min verden er materialet derefter så forringet at det ikke længere burde kaldes et naturmateriale ..

Det er ikke svært at behandle uld-varer så de ikke filter. Skånsom vask – enten i hånden eller på maskinens håndvask-program – hvis det er nødvendigt. For det meste kan man nøjes med at lufte sine uld-sager hvis de lige trænger til en “frisker” – ud i den friske luft at hænge nogle timer, så er de fine, rene og lækre igen.

Corriedale-får

Udgivet i Skriv en kommentar

Fiberklub – skal du være med?

Om få dage lukker jeg for tilmeldinger til Fiberklubberne for 3. kvartal 2019. Den første månedsfarve – julifarven – skal være farvet, tørret, pakket og klar til afsendelse så den er ude hos fiberklub-medlemmerne lige omkring d. 1/7, så derfor har jeg deadline på tilmelding her d. 20. juni.

Julifarven er lige nu underlagt Thomas’ testspinding/-strikning. Det er luksusfiberen, han er i gang med. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne vise jer farveholdningen, som den ser ud på hans strikkeprøve! Den er blevet supergod, hvis jeg selv må ha’ lov til at sige det, og jeg kan lige forestille mig en lækker sweater af lige præcis den farveholdning på netop den luksusfiberblend.
Men fotos må vente ..
I stedet kan jeg vise nogle eksempler på klubfarver, der er udsendt tidligere. Først nogle af farverne fra Luksus-fiberklubben:

Luksus-fiberklubben byder på 100 grams fletninger af udvalgte luksusblandinger – som vist i eksemplerne ovenfor. Medlemsskabet pr. kvartal koster kr. 550,- inklusive de 3 leveringer. Tilmeld dig 3. kvartal (juli – august – september) her:
Fiberklub Luksus, 3. kvartal

Lidt goodies fra Uld-fiberklubben:

Uld-fiberklubben modtager 3 x 200 grams uldhjul på forskellige uldtyper. Som det ses af billedteksten er det meget forskelligt hvad jeg finder på rent fibermæssigt, for jeg vil gerne give medlemmerne chancen for at prøve forskellige uldtyper – det skal jo ikke altid være BFL og merino (selvom de jo også er fantastiske ..) man arbejder med, når der nu findes så mange spændende fåreracer derude ..
Kvartals-medlemsskabet koster kr. 600,- inklusive 3 x forsendelse. Tilmeld dig 3. kvartal lige her:
Fiberklub Uld, 3. kvartal

Nu er han færdig med strikkeprøven. Jeg har allerede bestilt en bluse .. 😉

Mit spindeprojekt af “Etna” på Oatmeal BFL – klubfarve februar ’19.

Udgivet i 2 kommentarer

Garnnyhed på trapperne og højskole-spind

Mandag – tirsdag var jeg på besøg på Danmarks – og dermed verdens – ældste højskole: Rødding Højskole.

Jeg var dernede fordi jeg havde fået lov til at undervise et hold på Tekstil og Håndværk i håndspinding. Min gamle veninde Anja, som er den ene halvdel af forstanderparret Mads-og-Anja, tænkte heldigvis på mig, da hun skulle finde undervisere til det nyoprettede tekstilfag – hvilket jeg er meget glad for!

Lidt af Rødding Højskole (det er et stort sted!!) set inde fra Solgården, hvor tekstilfagene har til huse.

Min kursist-flok var ikke særlig stor: fire unge kvinder, topmotiverede og helt parate til at tilegne sig det ældgamle håndværk. Lidt af et drømmehold 🙂


Kurset var intensivt: Med start mandag middag, undervisning og spind hele eftermiddagen og aftenen, blot afbrudt af en frisk gåtur og aftensmadspause. Næste formiddag fortsatte vi arbejdet og sluttede tirsdag middag.

Elevernes primære opgave var at præsentere mindst et bundt færdigt garn inden jeg kørte hjem tirsdag middag, og det mål blev opfyldt af alle. De havde fået besked på ikke at bekymre sig om garnets udseende/jævnhed/farveharmoni, men blot koncentrere sig om at spinde sammenhængende tråd og at tvinde det til 2-trådet garn. Et par stykker nåede at spinde og tvinde to bundter. Det var motiverende for pigerne at se deres tekniske fremskridt fra bundt 1 -> bundt 2. Det var markant!

Jeg håber at de har fået lyst til at spinde videre. Jeg fortalte dem naturligvis at det blot vil tage dem 3 uger med 15 – 30 minutters spindetræning dagligt for at kunne spinde en tynd og jævn tråd. De var lidt skeptiske over den påstand, så jeg håber de tager udfordringen op og ser at det virkelig passer!

En garnnyhed!

En test-farvning og en strikkeprøve på mit nye, smukke garn: Silke/hør/alpaca. Fiberindholdet er 50% babyalpaca, 25% hør og 25% tussahsilke. Garnet løber 200 meter pr. 100 gram og passer fint til pind 4 mm – det er i hvert fald den, Thomas har brugt til strikkeprøven herunder.
Jeg har farvet prøven i farven “Sort Tulipan”, og er særdeles glad for resultatet. I hovedet kværner indtil flere idéer om sommer-sweaters og lækre kortærmede cardigans .. Enkle strikketeknikker for at fremhæve garnets smukke struktur – men måske også en lille snoning hist og pist ..

Silke/hør/alpaca-garn i farven “Sort Tulipan”
Prøve i glatstrikning på pind 4 mm. Der er 19 masker på 10 cm.

Garnet er ikke i shoppen endnu – men der begynder meget snart at dukke frisk-farvet Silke/hør/alpaca op, så hold øje med bloggen og Garngalleriet Mikrofarveris FB-side!
Prisen bliver kr. 175,- pr 100 gram håndfarvet garn.

Udgivet i Skriv en kommentar

Garngalleriet Mikrofarveris Fiberklub genopstår!

Jeg genopliver hermed fiberklubben “Månedens farve på fiber”.

Konceptet:
Hver måned laver jeg en helt ny farveholdning på en dejlig spindefiber. Fibertypen vil variere måned for måned, og det kan f.eks være BFL, Shetland, Ramboulliet m.fl.
Vælg mellem en uld-fiberklub, hvor du i begyndelsen af hver måned modtager et 200 grams uldhjul i månedens farveholdning, eller en luksus-fiberklub, hvor du hver måned modtager 100 gram luksusfibre i månedsfarven.
Medlemsskabet af fiberklubben løber kvartalsvis, 3 måneder ad gangen.
Første udgave bliver 3. kvartal ’18: juli – august – september.

Pris pr. kvartal for Fiberklub Uld (3 x 200 gram uldhjul) : kr. 600,- inklusive forsendelse.
Pris pr. kvartal for Fiberklub Luksus (3 x 100 gram luksusfibre): kr. 550,- inklusive forsendelse.

Som fiberklub-medlem kan du naturligvis til enhver til bestille mere i månedens farve, hvis du har brug for det til et større projekt, dog til normal pris for den ønskede fibertype og forsendelsesomkostninger.
Ellers bliver månedens farve først frigivet til andre (ikke-klub)kunder efter 6 måneder.

Der vil være et begrænset antal pladser i klubben, så det er først til mølle ..
Skriv dig op til “Fiberklub Uld” eller “Fiberklub Luksus” for juli/august/september allerede nu!
– Send en mail til birthepry@gmail.com eller send på anden vis en besked.

Herunder ses et lille udvalg af tidligere tiders måneds-farver: “Vinterhimmel”, “Tulipanmark”, “Visne Asters”, “Jungle”, “Bærbusk” og “Onkel Kurt”.

Jeg går over i farveriet og arbejder. Juli måneds farveholdning er planlagt og klar til udførelse – jeg glæder mig til at vise den til jer ..

Happy spinning!